Anmeldelse af The Cambridge guide to mixed methods research for theatre and performance studies
Af Louise Ejgod Hansen
Denne anmelder var svært begejstret, da hun opdagede, at der var kommet en fagspecifik metodebog for teater- og performancestudier. Endnu større var begejstring over, at udgangspunktet var ’mixed methods’. Det var da på tide og virkeligt nyttigt både i forsknings- og studiesammenhæng.
Jeg havde forventet klassiske metodetekster, som det kendes fra medievidenskaben, antropologien og sociologien, hvor der gives indsigt i hvordan forskellige metoder anvendes, deres muligheder og begrænsninger. Jeg havde også forventet, at bogen rummede en kombination af kvalitative og kvantitative metoder, relevante fx, i forhold til publikumsforskning.
Bogen viste sig at indeholde noget helt andet: The Cambridge guide to mixed methods research for theatre and performance studies er en antologi, der består af en introduktion, tre dele og en afslutning. De tre dele indikerer med overskrifterne at de fokuserer på tre forskellige dele af forskningsprocessen, nemlig planlægning, udførelse og fortolkning. Kapitlerne er enten traditionelle forskningsartikler, der tager fat i et metodisk aspekt af den pågældende forskers praksis eller metodedialoger mellem to til tre forskere om deres tilgang til hhv. forskel, arkiv og kropsliggørelse og kompleksitet.
Denne struktur gør også, at bogen hverken tilbyder en samlet, systematisk tilgang til metoder og metodologier i teater- og performancevidenskaben, eller tilbyder et overblik over forskellige metoder og metodologier. Det, den i stedet tilbyder, er en række konkrete videnskabelige praksisser og refleksioner knyttet til konkrete forskningspositioner. Selvom der ikke etableres én samlet forskningsposition gennem hele bogen, så er det måske her, bogen er interessant, fordi den både direkte og indirekte giver sit bud på, hvor teater- og performancestudier står i dag.
Processen med at forstå og reflektere over denne metodebog har været, at jeg har diskuteret bogen (i særdeleshed udvalgte kapitler herfra) med mine kollegaer på Dramaturgi. Og en af de vigtige pointer her, som fremkom i forbindelse med dialogen om Paul Raes konkluderende kapitel var, at det i sig selv var interessant, at bogen uden videre skriver teater- og performancestudier og dermed ser det som en samlet disciplin uden at dette er en position, der overhovedet diskuteres i bogen. Ganske vist tilgår også Erika Fischer-Lichte i sin bog The Routledge introduction to theatre and performance studies også feltet som en samlet disciplin, men hele hendes udgangspunkt er, at disciplinen i så fald har behov for at blive defineret – eller som hun skriver i forordet:
De første to kapitler af denne bog er viet til at svare på følgende spørgsmål: Hvordan kan vi definere teater? Hvordan kan vi afgrænse feltet teater- og performancestudier ud fra denne definition af teater? (Fischer Lichte 2014, s. 4, min oversættelse)
Andre introduktioner tager udgangspunkt i teater- og performancestudier som to forskellige discipliner. Det gælder Christopher B. Balmes The Cambridge Introduction to Theatre Studies (2008) og Richard Schechners Performance studies: an introduction (2002). Men i denne bog er der tale om en samlet disciplin, der i sine metodevalg og -overvejelser først og fremmest har to opgaver: At styrke disciplinens metodiske valg og metodologiske fundament og at forholde sig til de interdisciplinære udfordringer der er i, at disciplinen i stadig stigende grad forholder sig til andre discipliner som antropologien.
Det fremstår som en selvfølgelighed, at der er en disciplin, men ikke hvad denne disciplin indeholder og hvad dens ontologiske grundlag er. En del af bogens ærinde er at præsentere en bredere og mere inkluderende forståelse af disciplinen, der ikke mindst rummer det globale syd både historisk og aktuelt, og som også favner de forskellige former for kunstnerisk forskning, der rummer en kropslig, non-verbal vidensproduktion. Jeg læser denne tilgang som en vigtig motivation for bogen: teater- og performance studier er blevet mere inkluderende. I denne proces er det også blevet tydeligt, at det ikke er muligt at operere med et fast, fælles vidensgrundlag. Der er derfor brug for at tydeliggøre de personlige såvel som de intersubjektive forudsætninger for at producere viden. Det afspejler sig formmæssigt i dialog-kapitlerne, der bryder med den traditionelle artikelform, og det afspejler sig i mange af artiklerne, der handler om at gøre det ikke-sproglige, det kropslige, det kulturelt bundne og det fraværende til genstand for forskningen.
Redaktørerne er Tracy C. Davies, professor i engelsk og teater ved University of Warwick med speciale i 1800-tals teater samt køn og teater og Paul Rae, lektor i teatervidenskab ved University of Melbourne med speciale i samtidsteater og i performancekultur i Asien og Stillehavsregionen. I introduktionen præsenterer Tracy C. Davis motivationen for bogen og opfordrer grundlæggende teater og performanceforskere til dels at være mere refleksiv over metodevalg og dels til at blande forskellige metoder. I konklusionen tegner Paul Rau et udgangspunkt for teater- og performancestudier, der anerkender de performative og æstetiske aspekter af forskningsprocessen og dermed også den kompleksitet, der er iboende i disciplinen.
Mellem introduktionen og konklusionen præsenteres i alt 15 kapitler. 5 om planlægning, 5 om udførelse og 5 om fortolkning. Der er noget paradoksalt over bogens tredeling i tre forskellige faser i forskningsprocessen, når det i mange af bidragene er en hovedpointe, at de tre faser udfolder sig iterativt, at det kan være svært at skelne mellem dem og at nogle af de mest grundlæggende metodiske udfordringer i aktuelle teater- og performancestudier gælder hele forskningsprocessen. Hverken dette eller bogens karakter af enkeltstående artikler, der ikke forholder sig til hinanden, ændrer dog på, at der er artikler, der giver et indblik i såvel den enkelte forskers metode og kan inspirere andre til en mere metodebevidst tilgang.
Planlægning
Bogens første del – planlægning – lægger ud med en metodedialog. Med fokus på forskelle, diskuterer Brandi Wilkins Catanese, Nicola Mārie Hyland og Ben Spatz det at gå refleksivt til metoder og også skulle forholde sig bevidst til sin egen positionering. Som Cantanese udtrykker det:
Du holder aldrig op med at overveje, om dit ‘hvordan’ er det rigtige hvordan, om det er godt nok eller om det er tilstrækkeligt. ’Hvordan’et’ er et ansvar og en udfordring. Det er sådan jeg bedst kan udtrykke det. (s. 57, min oversættelse)
Maggie B. Gale tager udgangspunkt i sin egen forskningspraksis i artiklen ”Early steps”, som tematiserer den del af forskningsprocessen, hvor forskeren endnu ikke helt ved, hvad der skal forskes i. Hun taler om vekslen mellem viden og intuition og om at finde sin egen forskningsniché. Det produktive og frustrerende i denne del af forskningsprocessen er helt givet genkendeligt for såvel erfarne forskere som studerende i gang med at vælge emne til en skriftlig opgave. Hun argumenterer for, at forskningsprocessen både skal være robust og struktureret og indeholde en åbenhed over for det uventede og det, man ikke vidste i forvejen.
I kapitel tre skriver Michael McKinnie om at arbejde tværdisciplinært og forske i teater med inspiration fra samfundsvidenskaberne. Han argumenterer for, at det giver mulighed for at stille andre spørgsmål til teatrets rolle i samfundet end teatervidenskaben traditionelt har gjort. Han henter stort set hele sin metodiske inspiration i samfundsvidenskaben, og dermed og fordi de spørgsmål han stiller, handler mere om samfundet end om teatret, træder teatret i den grad i baggrunden som et interessant og relevant forskningsobjekt. McKinnie demonstrerer måske dermed i mindre grad tværfaglighed som at teater også kan være et interessant forskningsobjekt i andre discipliner.
En anderledes tværfaglig tilgang præsenteres i Emine Fişeks artikel. Hendes greb til at illustrere udfordringer og fordele ved mixed methods illustreres gennem en skitsering af et hypotetisk forskningsprojekt om teater- og performancepraksisser knyttet til den europæiske migrationskrise i 2015-16. Af både principielle og pragmatiske årsager argumenterer hun for, at et sådant projekt nødvendigvis måtte indeholde en række forskellige metodiske tilgange for at være i stand til at fange kompleksiteten i problemstillingen. Samtidig argumenterer hun for, at især kollaborative forskningsprocesser kræver en metodisk transparens og refleksion som grundlag for at kunne gennemføre en sammenlignende analyse. Fiseks artikel er det bidrag, der klarest fokuserer på selve planlægningen af forskningsprocessen på en måde, der også kan inspirere andre.
Sidste artikel i planlægningsdelen af bogen er endnu en dialog; denne mellem Patrick Anderson og Natalie Alvarez om forskningsetik, især i projekter, der har et element af aktivisme eller intervention, og hvor det er tydeligt, at forskningen kan have konsekvenser ’i den virkelige verden.’ De kobler eksplicit deres forskningspraksis sammen med deres respektive kunstpraksisser – Anderson er også skuespiller, og Alvarez arbejder med dramapædagogisk undervisning i mødet mellem politi og minoriteter. De er grundlæggende enige om, at der er behov for en selvrefleksiv tilgang, hvor forskeren reflekterer over sin egen position og stiller det grundlæggende spørgsmål: ”Hvem kommer arbejdet i sidste ende til gode?” (s. 114, min oversættelse).
Udførelse
I den første artikel i anden del lægger Derek Miller ud med den provokerende overskrift: ”You are already a digital humanist; why aren’t you thinking like one?” Han rammer nok de fleste både forskere og studerende, når han påpeger, at digitale metoder ofte bliver anvendt, men sjældent reflekteret. Hans artikel rummer helt konkrete beskrivelser af faserne i forskningsprocessen, der for mig at se er gyldige uanset om data er digitale eller ej. Han taler om forholdet mellem stringens og evnen til at håndtere såkaldt ’messy’ data og usikkerheder. Hans beskrivelse af, hvordan systematisering af data både inkluderer og ekskluderer og hvordan enhver systematik altid allerede er et analytisk greb, fanger grundlæggende aspekter af forskningsprocessen og gør den tilgængelig både for digitalt usikre forskere og studerende uden erfaring i at arbejde med store datamængder. Millers artikel er et klart eksempel på en tekst, der faktisk guider forskere til en højere grad af metodisk bevidsthed i (den digitale) forskningsproces.
Julia M. Ritter tager en anden tilgang til gennemførelse af forskningsprocessen i sin artikel ”Analysing Immersive Performance through Lived Bricolage”. I sin analyse af immersive forestillinger trækker hun på en række forskellige kilder, herunder hendes egen, personlige oplevelse, en udbredt metode blandt teater og performanceforskere. Metoden udfordres i særlig grad i immersive forestillinger af den meget tydelige fragmenterede og ufuldstændige karakter oplevelsen nødvendigvis har. Ritter trækker på etnografien, når hun beskriver sin praksis som eksperimenterende, kreativ og improviserende i såvel dataindsamlingen som analysen. Hun introducerer begrebet om kodning af data, et begreb, der for mange teaterforskere og -studerende vil være fremmed. Kodning er en systematisk analytisk tilgang til data, men kodeprocessen kan gribes an på forskellige måder, hvoraf Ritter introducerer til affektiv kodning, versus kodning og kodevævning, der alle i hendes fremstilling bliver til konkrete, tilgængelige analysestrategier.
I sin artikel ”Talking Theatre in an Oral Culture: Audience Research in Ghana” reflekterer reflekterer Awo Mana Asiedu over betydningen af den kulturelle kontekst for publikumsforskning. Gennem udgangspunktet i en mundtlig ghanesisk performancekultur vender hun nogle af de metodiske problemstillinger i den vestlige publikumsforskning om fx at få publikummer til at tale og dele deres oplevelse. Hun trækker på kendte metoder som fx Sauters teatersamtaler (Sauter et al. 1986) og reflekterer samtidig over sin egen brug af dem og muligheden for gennem disse at undersøge, hvad der er hendes hovedinteresse: hvorfor vælger publikum at se de forestillinger, de ser, og hvad er impact af forestillingerne for publikum. Undervejs inddrager hun refleksioner om at være udefrakommende og om betydningen af kulturelle og sproglige barrierer. Ved at tage os gennem såvel den eksisterende publikumsforskning, Asiedu bygger sit studie på, og de forskellige stadier i hendes egen undersøgelse, giver hun en fin indsigt i hendes metodiske praksis, de udfordringer og kvaliteter, denne har.
Med de rituelle og samtidig meget virkelige korsfæstelser i Filippinerne som case diskuterer Julius Bautista, hvor langt forskeren som deltagende observator kan og skal gå for at forstå performative praksisser. Med udgangspunkt i egne erfaringer fra felten, viser han hvordan kropslige erfaringer af smerte, lidelse og heling bidrager til en forståelse af det for mange uforståelige ritual med at reenacte korsfæstelsen. Ultimativt handler Bautistas tekst om, hvordan forskeren kan ’forstå’ noget, der i den grad er kropsligt og følelsesmæssigt, og han argumenterer for, at den kropslige erfaring og den fysiske nærhed er vidensproducerende på en måde der overskrider forholdet mellem den (vestlige) distancerede forsker og den (indfødte) absorberede deltager. Hans artikel rejser den kritik af antropologen som en udefrakommende observatør, der gennem det senere år helt grundlæggende har udfordret antropologiens videnskabsteoretiske fundament.
Samme kritik er udgangspunktet i næste artikel, hvor Jonas Tinius diskuterer feltarbejde som metode i teater og performancestudier. Han skriver om ’co-performative witnessing’ som en mindre hierarkisk tilgang til feltarbejdet, der også peger på sammenhængen mellem antropologien og teater og performancestudier. Undervejs i sine metodiske refleksioner, præsenterer han tre eksempler på teatervidenskabelig forskning, hvor antropologiske metoder er relevante: projekt-baseret arbejde, institutionelle traditioner og prøveforløb. Han beskriver fire forpligtelser i feltarbejdet: 1) nærhed til de mennesker, der studeres, 2) forpligtelsen til at evaluere mennesker og handlinger ud fra, hvad de faktisk gør, herunder at være bevidst om betydningen af deres egen selvfortælling;, 3) langsigtet engagement, der tillader folk at agere som de plejer, 4) en helhedsorienteret analyse, der ser folk og handlinger i en kontekst. Igen er det en pointe, at den viden, der skabes, ikke er neutral, men resultat af, hvilke forskningsspørgsmål, der stilles, og hvordan de besvares, hvilket helt grundlæggende peger på metodisk refleksion som en afgørende del af den videnskabelige praksis.
Fortolkning
I del tre vender dialogformatet tilbage, nemlig i den første artikel, der udfolder sig som en dialog mellem Adrian Curtin, Prarthana Purkayastha og meLê Yamomo. Dialogen handler om forholdet mellem arkiver og kropslig erfaring (embodiment). Alle tre forsker i temaer, der lader sig dårligt indfange i de arkiverede medier. Curtin er interesseret i den historiske avant-gardes soniske univers, Purkayastha i indisk kolonoal og postkolonial dans og Yamomo i sydøstasiatisk teater og dekolonialisering af arkiverne. En af deres fælles pointer er, at arkiver hverken er fuldkomne eller afgrænsede. Ofte mangler der arkivmateriale og lige så ofte opstår der nyt som en del af etnografiske feltstudier. En anden pointe er, at analyse og fortolkning på baggrund af arkivmateriale aldrig er komplet eller objektiv. Magt og positionalitet spiller ind og skal medreflekteres både i forhold til arkiveringsprocessen (hvem har bestemt, hvad der skal arkiveres og hvad der ikke skal arkiveres?) og i forhold til analyseprocessen.
Gennem sin analyse af dansen The Canario rejser Anke Charton en række spørgsmål knyttet til arkivstudier. Hendes primære pointe er, at arkivmaterialet altid indeholder huller og modsigelser, hvilket er en forudsætning, der gør, at forskningen ikke meningsfuldt kan tilgås som en søgen efter den hele og fulde sandhed, men som en jagt efter forståelsesaspekter og tolkninger, der er eksplicit i sin måde at skabe mening på. The Canario er en illustrativ case, fordi den nok aldrig har eksisteret som en konkret opførelsespraksis, men ikke desto mindre både har kulturelle rødder og haft betydning for kulturelle praksisser i såvel fortid som nutid. Den rejser ikke alene spørgsmål om linearitet, men også om kulturel indlejrethed, herunder kolonialisering og interkulturel betydningsdannelse.
Kapitel 13 handler om tidsbegrebet. I artiklen ”Taking Your Time: Research in Learning-Disabled Theatre” reflekterer Tony McCaffrey over behovet for at erfare og arbejde med en anden tidsforståelse i teater med mennesker med indlæringsvanskeligheder. Som mange af de øvrige forfattere, baserer hans tekst sig på praktiske, kunstneriske erfaringer. Her sit arbejde med Different Light Theatre. Det handler om at være til stede på andre præmisser, at se værdien i andre måder at forstå fx forholdet mellem prøve og forestilling og ikke midt om at give sig tid til at opøve disse former for tilgange til både den kunstneriske og akademiske praksis. Magt over begreber som teater, kunst, forskning og metode er kerneproblematikker i hans refleksion over, hvordan man som forsker uden indlæringsvanskeligheder engagerer sig i sine medkunstneres praksis og erfaringer.
Katerina Teaiwa skriver om behovet for en kropslig, ikke-tekstbaseret vidensproduktion. I sin artikel ”Not Here for the Disciplines: Researching with and for the Pacific” bruger hun sin kulturelle praksis og sin danserfaring til at åbne for andre analysestrategier end de tekstlige og dermed også for en anden forståelse af indfødtes kulturelle praksisser baseret på bevægelser og steder. Hun beskriver, hvordan den kropslige tilgang også præger hendes undervisning og argumenterer for, at den kropslige erfaring også bidrager med en mere værdibaseret forståelse af stillehavskulturen. Overordnet set argumenterer hun for en eklektisk tilgang til discipliner og metoder men til en forankret og integreret tilgang til værdigrundlaget for hendes forskning.
Kapitel 15 er endnu en dialog; denne gang mellem Ruthie Abeliovich, Leo Cabranes-Grant, and Soo Ryon Yoon om kompleksitet knyttet til vidensgrundlaget. Dialogen udfolder en række refleksioner om de ontologiske aspekter af at tilgå viden og anvende kilder. Igen er det begrænsningerne og partialiteten i vidensproduktionen der er på spil. Det er den meget konkret også i forskningsprocessen, hvor de alle tre argumenterer for en højere grad af refleksion over vekselvirkningen mellem at indsamle og fortolke information. En af deres hovedpointer er, at teori og metode ikke kan adskilles. At der altid er et erkendelsesmæssigt udgangspunkt og en vidensinteresse på spil, som skal ekspliciteres fordi det også tydeliggør hvilke valg og ikke mindst fravalg, der er taget i forskningsprocessen. I dialogen kommer de ind på den usikkerhed, der følger af en erkendelse af, at viden altid er delvis, at valg også altid implicerer fravalg. Skal man uddrage en læring af deres tvivl og refleksioner er det dels at være tydelig i sine valg og dels at lære at leve med den usikkerhed som er en grundlæggende betingelse for at forske, når det ontologiske ståsted aldrig er givet på forhånd.
Tak til kollegaerne på Dramaturgi for at læse med i bogen og bidrage med forskellige perspektiver på de metodiske diskussioner i teater- og performancestudier. Dialogen har inspireret mig til væsentlige pointer i denne anmeldelse. Udlægninger og vurderinger er til gengæld helt mine egne.
Louise Ejgod Hansen er lektor ved Dramaturgi, Aarhus Universitet. Hendes forskning omhandler primært kulturpolitik, publikumsoplevelser og evaluering af kultur og har blandt andet publiceret Behaviour and Attitude: The Theatre Talks Method as Audience Development (2024/2015), The participatory researcher: developing the concept of ‘accompanying research (med Christensen, Krøgholt og Stage, 2016), En målestok for deltagelse (i Eriksson, Rung og Sørensen, 2019)
Litteratur
Balme, Christopher B., 2015. The Cambridge Introduction to Theatre Studies. Cambridge: Cambridge University Press.
Davis, Tracy C; Rae, Paul, 2024. The Cambridge Guide to Mixed Methods Research for Theatre and Performance Studies. Cambridge: Cambridge University Press.
Fischer-Lichte, Erika, 2014. The Routledge Introduction to Theatre and Performance Studies. London: Routledge
Schechner, Richard, 2002. Performance Studies: an introduction. London/New York: Routledge.