Om at samarbejde med ikke-menneskelige organismer i en kunstnerisk/akademisk (skrive) praksis.
Af Ida Marie Vadgaard Berndt
En fugtig bakke fyldt med champignon har stået lidt for længe i køleskabet. På afstand ser det ud som en hvid pels er vokset frem fra stokken, men kommer du nærmere, er det et netværk af små tråde, der søgende strækker sig ud mod omgivelserne. Mange ville nok tænke, at disse var tegn på forrådnelse og skimmelsvamp, men det er det ikke nødvendigvis. De tynde hvide tråde er mycelium, der leder efter forbindelse og næring i alle retninger. Stokken med den lille ‘hat’, der ellers er hvad vi ser for os, når vi tænker på svampen, er dets reproduktive organ, der stikker op over jorden og spreder sporer i vinden. Mycelium, også refereret til som ‘the wood-wide-web’ (Harley 2020, 152), er svampens krop, som spreder sig i vidtstrækkende netværk gemt under jorden ude af syne fra menneskets blik.
Svampen er ikke en organisme, jeg havde forestillet mig nogensinde at inddrage i min akademiske eller kunstneriske praksis på nogen måde. Da jeg var yngre, afskyede jeg dem. Deres slimede konsistens og udefinerbare smag var frastødende – selv på pizza. Deres gråhvide farve vækkede en følelse af kvalme. For det var den farve, kvalmen havde for mig, som skummetmælkskartoner, støvede gulvtæpper og indelukkethed. Men i en alder af 30, mod slutningen af specialeprocessen, var der noget der klikkede. Jeg havde for længst lært at sætte pris på smagen, konsistensen og næringsindholdet, men aldrig tænkt nærmere over hvad svampe var, hvad de gør. Det jeg her fandt i svampene, var et samarbejde, en måde at tænke/se min praksis på, der bragte mig nærmere et svar på specialets ellers selvcentrerede problemformulering: Hvordan kan jeg gøre hele min praksis (mig?) ét sted indenfor den akademiske ramme i en begivenhed, der gør, måske endda ændrer, noget?
Det var et komplekst meta-projekt, der havde brug for hjælp til at forstå sig selv. Et projekt der havde brug for et konkret redskab til at forstå, hvordan ‘mine’ praksisser som (Teater- og performancestudier)akademiker og (teater)kunstner var forbundne gennem og ud over denne skrivepraksis (ud over ‘mig’?).
At arbejde med min kunstneriske praksis i akademisk sammenhæng var ikke helt nyt for mig. Jeg havde tidligere skrevet ikke mindre end to opgaver om min autofiktive monologforestilling SMADREKVINDE (spillede på Teaterfestivalen Vildskud 2020 og på Teaterhusets scene Vox i 2021). Disse opgaver bevægede sig også i de komplicerede spændinger mellem kunst/videnskab, subjekt/objekt og virkelighed/fiktion, men jeg havde en vedholdende fornemmelse af, at der måske var andre veje at gå. Veje med plads til en kunstnerisk praksis som ikke var lige så tæt forbundet til en forestilling, der efterhånden lå et par år tilbage.
Jeg var i begyndelsen vidt omkring i et forsøg på at bevæge mig væk fra den traditionelle akademiske tekst og form og forsøgte at holde fast i mere poetiske/kreative virkemidler. Jeg frygtede at sidde fast i den akademiske kasse, og troede min kunstneriske praksis udelukkende kom til syne uden for den. Men en kunstnerisk praksis kan tage uendeligt mange former og var allerede en del af min specialepraksis, når man, som Erin Manning, “takes the art process as generative of thought, and that transversally connects that thought-in-the-act to a writing practice.” (Manning 2011, 69). Min kunstneriske praksis var allerede til stede som en kontinuerlig tanke-process, der, forbundet til refleksion-i-handling, havde ledt til speciale-ideen gennem skrivning. Specialet var aldrig blevet til uden. De mere kunstneriske eksperimenter var et nødvendigt skridt i processen og blev en del af specialet, dog i en mere subtil version. De kommer til syne gennem eksperimenter med specialets fortæller (både 1. 2. og 3. personsfortæller), dramaturgi, indskrivning af personlige oplevelser (nogle med datomærkninger), og argumentation for specialet som en ikke-ikke-performance i sig selv. Disse virkemidler diskuteres aktivt i specialet og er også delvist gældende for dette essay, jeg vil dog ikke uddybe yderligere her, men forsøge at holde mig til svampene.
Før svampene introducerede sig selv, arbejdede jeg længe med vævning som en gennemgående metafor. Men det føltes, som om noget manglede, som om væve-metaforen var for statisk og flad. Der manglede noget, der kunne bryde med de vandrette flader, de glatte barrierer mellem praksisser. Jeg arbejdede også med ‘bærepose-teorien’ (definition: “the natural, proper fitting shape of the novel might be that of a sack, a bag.(…) A novel is a medicine bundle, holding things in a particular, powerful relation to one another and to us.” Ursula le Guin 1988, 34). At forstå specialepraksissen som en beholder, et net, var endnu et vigtigt skridt i processen. Men det føltes stadig ikke helt rigtigt. Der manglede noget. Noget, der kunne gøre selve praksissen levende og handlende i sig selv uden et menneskeligt subjekt til at føre garnet, til at bære posen.
En dag stødte jeg tilfældigvis på en video om ‘slime molds’. Synet af slim-svampens afsøgende bevægelser i alle retninger sendte et skud af adrenalin igennem min krop. Det føltes, som om jeg endelig havde fundet den manglende brik i et uoverskueligt puslespil.
Mould Time-lapse – The Great British Year: Episode 4 Preview – BBC One
Videoen var katalysator for rejsen ind i svampeverdenens ‘mykorrhiza-forbindelser’ (Definition: “A symbiotic mycorrhizal association occurs when the mycelium sheathes a plant’s roots and vastly extends the root system’s reach.” Harley 2020, 152). Jeg kunne nu forstå min praksis(mig selv?) i lyset af de, for mennesket, usynlige forbindelser mellem svampe og andre planter, der på overfladen virker adskilte, men under den, er gensidigt afhængige af udvekslingen af livsvigtige næringsstoffer. Jeg kunne også ane, hvordan ‘min’ praksis ikke var udelukkende ‘min’, men at ‘jeg’ blot var én af flere agenter der samarbejdede, samskabte, i specialet. ‘Jeg’ kunne nu tydeligere se, hvad ‘jeg’ allerede havde på fornemmelsen; ‘min’ akademiske og kunstneriske praksis (mig?) er uadskillelige og for evigt forbundne ved rødderne, ligesom den samskabende relation mellem matsutake svampen og fyrretræet (Tsing 2015, 170).
‘Min’ praksis skulle aktivt samarbejde med svampen. Forstået på den måde at den allerede gjorde det, men samarbejdet skulle gøres synligt og åbent, give plads til gensidig påvirkning. Det skulle være en samskabende proces og ikke et ubalanceret forbrug, der kun kommer én part til gode.
“Men hvordan gør man så dét?” tænker du måske nu kære læser, “hvordan samarbejder man helt konkret med svampen gennem tekst i et forsøg på aktivt at kombinere en akademisk og kunstnerisk praksis?”
Det er præcist hvad denne tekst forsøger at genbesøge og for at besvare dit spørgsmål, må vi begynde ved slutningen. Specialets sidste sektion/kapitel: “Troublesome entanglements for further speculation” belyste nogle af de midlertidigt sammenfiltringer, der opstod, uden at tvinge en endegyldig konklusion ned over den levende kunstnerisk/akademiske (og svampede) praksis. Den næste del af denne tekst tager udgangspunkt i disse fundne sammenfiltringer gennem fokus på det ikke-menneskelige samarbejde med svampen. Sammenfiltringerne genopstår derfor i denne tekst i en lidt anden form, da det ikke, i denne levende praksis, giver mening at kopiere 1:1. De (nye/forskudte) sammenfiltringer er yderligere påvirket af genlæsning, oversættelse fra engelsk til dansk og tiden der er gået fra specialeafleveringen d. 31/4-2023 til nu, mere end ét år efter. Sammenfiltringerne er efterhånden så komplekse og hænger sammen på kryds og tværs i tilsyneladende uendelige konstellationer, at de er svære at skille ad. Derfor prøver jeg heller ikke at adskille dem, men blot at (gen)besøge og tænke/føle gennem denne nye specialeessay-skrivepraksis med fokus på den konstellation af sammenfiltringer placeret tættest på svampen. Here we go.
(Svampe) Dramaturgien:
Specialet (både processen og den ‘færdige’ tekst) startede i midten af praksis (den kunstnerisk/akademiske teaterpraksis, der allerede eksisterede i mit virke som studerende teater-praktiker), og sendte sine mycelliske tråde ud i alle retninger: afsøgende og undrende. Svampen blev her synlig som en måde at forstå/se praksissen som ikke-lineær, men derimod som afsøgende og organisk. Specialeteksten laver overordnet, i sin (midlertidigt) dramaturgiske form, først en bevægelse indad – gennem en praksis/kropslig/(anti?)disciplinær situering (PART 1 – Locating the flesh) – for derefter at bevæge sig udad – åbne sig for (svampe)verden gennem resituering af det narrative ‘jeg’, det postdramatiske og materialismeteori (PART 2 – Another reorientation). Disse tilsyneladende logisk afgrænsede sektioner blev fra specialets begyndelse opbrudt sporadisk af svampetekst (PART 3 – mycorrhizal writing). Svampeteksten inviterede svampen ind i praksissen gennem fem små sektioner med teori og refleksioner, der decentrerede det underliggende antropocæne narrativ. Dette på trods af at det var menneskelige fingre, der rørte tastaturet, der rør tastaturet nu. Svampe tekstbidderne smeltede sammen med resten af specialeteksten i sektionen “MYCORRHIZAL WRITING VI – Making-with fungi”. Herfra blandes de forskellige spor(e?) aktivt sammen i en meta-refleksion, der tager fat i, hvad dette samarbejde mellem arter konkret gør i praksissen, uden at fjerne sig fra den (PART 4 – Tracing this occasion of mycorrhizal doings from within). Til trods for at svampe-teksten i første del virkede adskilt fra resten, blev det synliggjort her, hvordan svampen hele tiden ‘intra-agerede’ (udvidelse af interagere: “the notion of intra-action recognizes that distinct agencies do not precede, but rather emerge through, their intra-action,” Barad 2007, 33) med specialet på lige fod med alle andre elementer.
Performativ (svampe) skrivning:
For at det var muligt at invitere svampen ind i praksissen, var et vigtigt redskab performativ skrivning (definition: ““writing as doing” rather than writing-as-object; it privileges the body as both site and creator of meaning, playing with language and structure in order to unfold affective resonances,” Pollock 1998, 75). Performativ skrivning forstår skrivning som en gøren, en begivenhed, der synliggør praksissen, der er praksissen. Dette gav plads til mykorrhiza teksten som aktivt handlende. Dermed blev det en uundværlig del af specialekroppen, der ikke udelukkende er den menneskelige krop (min?), men rettere praksissens krop.
Gentænkning af forholdet mellem subjekt (mig?) og objekt (svampen?):
Gennem dramaturgien og forståelsen af performativ skrivning var svampen ikke et udefrakommende værktøj eller metafor, der skulle forbruges, men en del af en gensidig ‘intra-aktion’(se definition i forrige afsnit). Ikke fordi teksten påstod at forstå svampen, at være svampen. Men et samarbejde med dens eksistens, dens væren, gennem tekst, igennem specialet som praksis, som et foranderligt ‘superjekt’ i begivenheden (Definition: “a subject that is the subject of the experience rather than a subject external to the experience,” Manning 2011, 55). Som følge af denne forståelse blev specialets narrative jeg helt konkret allerede i PART 1, til et ‘jeg’ i anførselstegn.
Appetition (at følge svampen):
Superjektet i begivenheden blev i høj grad ledt af ‘appetition’ (Definition: “emotional purpose: it is agency,” Manning 2011, 59). Det fulgte en fornemmelse frem for forudbestemte og fastlagte metoder. Det var gennem appetition, at svampen blev en del af praksissen efter ‘mit’ møde med en tilfældig youtube video. Bevægelsen fra mykorrhiza teksten som tilsyneladende separat til integreret synliggør også selve specialeprocessen. Processen startede ikke ved svampene, men opstod over tid gennem hvad der først mod slutningen blev synligt som en dramaturgisk bevægelse fra vævning→bærepose→mykorrhizasvampe. Dette dog ikke i betydningen at vævning og bæreposen blev efterladt, men at de blev udvidet, i samskabelse med svampen.
Gennem appetition bevægede specialet sig ud over iboende fordomme og ubevidste dialektiske tankegange, der klistrede sig til dette superjekt. Specialet startede trodsigt i ‘kunsten’, i det ikke-akademiske, med ambitioner om at give plads til andre måder at producere og formidle viden. Paradoksalt nok åbnede processen/specialet sig først rigtig i accepten af det ‘forbudte’: den akademiske tekst.
Autopoiesis – sympoiesis (svampen og fyrretræet):
Det var en konstant genopdagelse/genoptagelse af, hvad ‘jeg’ forsøgte at bevæge ‘mig’ væk fra, der kun bekræftede, hvad der langsomt blev skrevet frem: intet er fuldkommen afskåret fra omverden/omgivelserne. Ifølge Donna Haraway består verden ikke udelukkende af ‘autopoietiske instanser’ (definition: “self-producing” autonomous units with “self-defined spatial or temporal boundaries that tend to be centrally controlled, homeostatic, and predictable,” Haraway 2016, citerer Dempster, 61). Vi er alle en del af et ‘sympoietisk samarbejde’ (Definition: “Collectively-producing systems that do not have self-defined spatial or temporal boundaries,” Ibid.), som ikke har nogen essentielle kerner og egenrådig/afskåret udvikling. Autopoietiske instanser eksisterer kun som en del af et hele da, “autopoiesis and sympoiesis, foregrounding and backgrounding different aspects of systemic complexity, are in generative friction, or generative enfolding, rather than opposition” (Haraway 2016, 61). Det er samskabelse, alt er samskabt gennem forandring/udvikling opstået i det relationelle – i forbindelserne med noget andet. Specialet kan siges at være opstået i friktionen mellem ‘min’ kunstneriske og akademiske praksis. Eller måske nærmere i friktionen mellem, på den ene side, en mere normativ/traditionel separation af det kunstneriske/akademiske, og på den anden en fornemmelse af deres intra-aktive samhørighed.
At blive i (svampe) besværet:
Dette speciale ville ikke eksistere uden en konstant påmindelse om at “blive ved besværet”. For en besværlig proces var det – på den bedste måde. Som Donna Haraway skriver:
“Staying with the trouble requires learning to be truly present, not as a vanishing pivot between awful or endemic pasts and apocalyptic or salvific futures, but as mortal critters entwined in myriad unfinished configurations of places, times, matters, meanings.” (Haraway 2016, 1)
Uden dette mantras tilstedeværelse i praksissen ville ambitionen om at følge en appetition ikke have været mulig, når længslen efter organiserede konkrete metoder blev for stor. Når det føltes som om, at vi var kommet for langt ind i de myceliale labyrinter, var det fordi, at vi blev i dem, at det gav mening – ikke fordi, at vi ‘løste’ dem. Det var kompleksiteten, der gjorde praksissen levende.
Hvad skal det bruges til?
Ovenstående er kun et meget forenklet og lille udsnit af de konstellationer af sammenfiltringer, der opstod i specialeprocessen gennem et fokus på samarbejdet med svampen. Men det, vi kan tage med videre, er en forståelse af denne tekst, kommende tekster, alle tekster og praksisser (om vi vil det eller ej), som bevægelige intra-aktioner frem for statiske sandheder og metoder. Samarbejdet med svampen var ikke alene om at skabe plads til, og sprog for, det komplekse samarbejde mellem det kunstneriske og akademiske. Der var også de mange nuancer og sammenfiltringer, der ikke nåede med i dette essay: performativitet, fænomenologi, speculativ pragmatisme, materialisme og kvantefysik. Sammen med svampen gav disse plads til andre måder at tænke/føle på i specialeprocessen. Det gav plads til det transdisciplinære. Det mere-end menneskelige.
Vi mennesker er ikke objektive observatører, men medskabere på lige fod med alt omkring os. Det betyder derfor meget, hvilke narrativer, modeller og metoder vi benytter, når vi fortæller historier gennem specialer, PhD’er og artikler vi skriver. Som Haraway skriver:
“It matters what matters we use to think other matters with; it matters what stories we tell to tell other stories with; it matters what knots knot knots, what thoughts think thoughts, what descriptions describe descriptions, what ties tie ties. It matters what stories make worlds, what worlds make stories.” (Haraway 2016, 12)
Derfor er det vigtige at give plads til det besværlige og komplekse og blive ved det, fordi verden er kompleks og evigt foranderlig. Samarbejdet med svampen havde stor indflydelse på, hvordan denne praksis bevægede sig i dets gøren, og hvordan denne historie blev fortalt. Det åbnede et ellers meget selvcentreret projekt om en akademisk/kunstnerisk praksis op for omverdenen, på den måde, at det allerede var åbent, men ikke forstod hvordan.
Specialet er afleveret, og champignonerne er for længst spist. Men begge dele har, ligesom alt andet, sat sine spor og spredt sine sporer, måske endda til dig, kære læser.
Litteraturliste:
Barad, Karen (Teoretisk fysiker og feminist). Meeting the Universe Halfway: Quantum Physics and the Entanglement of Matter and Meaning. London: Duke University Press, 2007.
Guin, Ursula K. Le (Amerikansk forfatter og essayist). The Carrier Bag Theory of Fiction. 1988. Ignota Books, 2020.
Haraway, Donna Jeanne (Filosof, feminist og biolog). “Situated Knowledges: The Science Question in Feminism and the Privilege of Partial Perspective.” 1988. Feminist Studies 14, no. 3: 575–99.
Haraway, Donna Jeanne. Staying with the Trouble: Making Kin in the Chthulucene. 2016.
Experimental Futures: Technological Lives, Scientific Arts, Anthropological Voices.
Durham: Duke University Press.
Harley, Alexis (Autobiolog). “Writing the Lives of Fungi at the End of the World.” 2020. In
Auto/Biography Studies 35, no. 1: 145–59.
Manning, Erin (Filosof). “Against Method”. 2011. In Non-Representational Methodologies.
Phillip Vannini (red.). New York: Routledge.
Pollock, Della (Professor specialiseret i områder for performance og kulturelle studier). “Performative Writing” 1998. In The Ends of Performance. Edited by Peggy Phelan and Jill Lane. New York: University Press.
Tsing, Anna Lowenhaupt (Antropolog). The Mushroom at the End of the World on the Possibility of Life in Capitalist Ruins. 2015. Pilot project. Princeton, NJ: Princeton University
Press.
Ida Marie Vadgaard Berndt er cand.mag. i Teater- og performancestudier ved KU 2023. Hun er dramatiker, dramaturg, skuespiller og kunstnerisk leder af det kreative fællesskab Teater Ponyhof. Erfaringerne herfra har haft stor indflydelse på specialet AN ARTISTIC/ACADEMIC PRACTICE OF ENTANGLED MYCORRHIZAL CONNECTIONS.