Latent eksplosivt drama i nænsom iscenesættelse
Af Annelis Kuhlmann
Instruktøren Camille Sieling Langdal har stået for en særdeles finsleben iscenesættelse af Høstsonaten på Aalborg Teaters Store Scene. I det hele taget er det et markant sats fra teatrets side at præsentere Ingmar Bergmans fine kammerspil i et stort klassisk teaterrum med klar markering af scene og sal. Dette lykkes dog i denne nye opsætning med et meget fint cast, der til fulde overskrider de barrierer, som teaterrummet ellers ofte byder på. Jeg var fuldstændig opslugt af forestillingen fra start til slut.
Ingmar Bergmans manuskript til Høstsonaten blev skabt i 1977 og har haft sin helt egen historik gennem snart et halvt århundrede. Stykket, der er udkommet på mange sprog, herunder på dansk i 1979 i Asta Hoff-Jørgensens oversættelse, knytter sig ikke mindst til Bergmans filmudgave i den berømte version med skuespillerinderne, Ingrid Bergman og Liv Ullmann, i de to store roller som hhv. mor og datter. Filmen fra 1978 er også blevet til noget nær en legende inden for sin genre. Høstsonaten er på en måde tidløs, til trods for at netop titlen antyder et tematisk udgangspunkt, der knytter sig til livets efterår, hvor visne blade lydløst falder ned fra loftet.
Det kølige rum
I opsætningen på Aalborg Teater er forestillingen indrammet af musik, der leder tankerne hen på 1970erne. Ligeledes er Peter Schultz’ stilistisk kølige blanding af retrostil og 70’errum i scenografien med til at sætte rammen for en fortælling, der primært tempereres gennem skuespillernes tilstedeværelse. Rummet har tykke, tunge betontagbjælker, hvilket sætter en stemning, der snart skal vise sig at være ret trykket. Det latent eksplosive drama i dramaet er til stede fra begyndelsen og kræver kun et øjebliks erindring for at blive udløst.
Rummet giver et billede af stram nordisk boligindretningsstil, hvor der hverken er nips eller lampetter. Et langbord med et par stole, et flygel, en stol. Høstsonaten foregår over få døgn, hvor tiden næsten synes at være gået i stå. Dette skaber en følelse af, at vi er lukket inde i en tidskapsel. På den ene væg, der vender ud mod publikum, hænger et lille, enkelt kors, som jeg i begyndelsen af forestillingen ikke tillagde den helt store betydning. Evas mand, Victor, spillet af Patrick A. Hansen, er godt nok finkæmmet præst – og han indrammer artigt forestillingen med en karakteristik af Evas liv. Hans skjorteflipper er ikke knappet endnu, og han mangler at få præstekjolen på. I det hele taget fremstår han som den, der er parat til at frigøre sig fra en fast rolle. Victor kan lide at iagttage Eva og henviser til, at de øver sig i at leve.
I takt med at Kasper Daugbergs lyssætning bliver mere dæmpet, og natten falder på, lyser korset op. Det er ikke bare en natlampe, men måske snarere et udtryk for, at hele forholdet omkring stykkets grundkonflikt bliver fremstillet i et andet og mere eksistentielt-religiøst lys. Vi får et indtryk af deres fornuftsægteskab, hvor lidenskab tilsyneladende matcher boligindretningens minimalistiske næsten sterile form. Victor har elsket Eva uden forbehold, lyder det. Lige indtil filmen knækker, og han forsvinder ud af rummet.
Breve fra en datter til sin mor
Eva, spillet af Marie Knudsen Fogh, skriver breve til sin mor, Charlotte, spillet af Kirsten Olesen. Det er breve til fortiden, breve til forsoningen og fortællingen om deres familiehistorie. Besætningen af de to roller er utrolig fin og giver en enorm styrke til udtrykket i kammerspillet. Ved første øjekast kan man ikke undgå at få øje på, at de to kvinder krops- og stilmæssigt set er så forskellige som dag og nat. Evas halvplisserede, fornuftige nederdel fremhæver en besværet påklædning, mens Charlottes løstsiddende, afslappede og eksklusive tøjstil viser en anden form for kontrol i rummet. Det er de to koder, der står for en udfordring af format, da hele mor-datterkonstruktionen senere går op i limningen.
Inden moderen ankommer til Evas og Victors hus, har Eva delt det brev, som hun var ved at skrive i begyndelsen af forestillingen. Hun stiller sig midt på forscenen og læser det højt, henvendt til publikum. Vi bliver med det samme inddraget i hendes historie, der ikke er for sarte sjæle. Læsningen bliver afbrudt, idet lyden af en bil ankommer og bremser faretruende brat op. Ind kommer moderen, Charlotte, med bagage i et omfang, som om hun skulle opholde sig der i flere uger. Det drejer sig i alt om ganske få dage. To alt for store og tunge lysegrå kufferter i samme farve som loftet udgør tyngden i rummet.
Langsomt mærker vi, at dette hus er hjemsøgt af fortiden. At Høstsonaten også er en form for spøgelsessonate, hvor skeletter når som helst og uden foranledning kan vælte frem fra de skabe, vi ikke kan se. Der er ikke synlige døre, kun én udgang, som vender ind til det gæsteværelse, som Charlotte henvises til. Det virker som et kosteskab, hvor hun kan gemmes af vejen.
Charlotte kommer på en gang hurtigt og umærkeligt frem i stuen igen – og fra det tidspunkt udspiller det nærværende drama sig. Hun er klassisk pianistinde, har en stilsikker udøvers musiksmag og er optaget af sit eget eksklusive udseende. I en rød Dior-kjole, understreget af samme farve læbestift, står hun superstar-agtigt skarp i en lidt prætentiøs stil. Tilsvarende får vi senere Charlotte at se i hendes luksuspyjamas i lodrette, harmonisk mønstrede baner, der understreger en slank krop og et på én gang stort og skrøbeligt forfængelighedsego. Denne kostumering står i grel kontrast til Evas kostume, der lidt stramt og skoleuniformsagtigt giver en noget anden kvindelig fremtoning. Vi ser siden også Eva i sin lidt slidte frotté mellemblå badekåbe, der fremhæver en lidt ”ligegyldig” stil, der understreger hende som person
Forestillingen handler om livet og tiden, hvor ordene falder i et forholdsvis hurtigt tempo, der fremhæver de lange monologers slangeagtige rytme, der stædigt maser sig ind på stedet. Charlotte fortæller om sin mand, Leonardos forhold til Eva, og denne fortælling smyger sig rundt i rummet lige indtil det punkt, hvor Charlotte med et lille ryk med hovedet vender sig mod Eva og tilføjer, at der ikke var noget ondt mellem hende og Leonardo. – En stilsikker antydning af, at dette forhold åbenbart adskiller sig fra mor-datterforholdet, der skal vise sig som en eksplosion at slå ud i lys lue og fortære alt det mellemmenneskelige i forholdet mellem de to kvinder. Replikken udløser imidlertid indledningsvist stor affekt i den første stærke kropslige omfavnelse mellem mor og datter.
Ind kommer den anden datter, Helena, i sin kørestol. I Kathrine Høj Andersens fremstilling er Helena invalideret af en kropslig lammelse og rystesyge, som gør, at hun er totalt afhængig af sin søsters hjælp. Derfor har Eva taget Helena til sig og passer hende. Fra det moment, hvor Helena kommer til syne, er det som om, at Charlotte vender som på en tallerken. Den syge datter, som hun ikke rigtig vil kendes ved, er så manifest til stede med ganske få men sikkert valgte virkemidler. Hun har også mistet evnen til at tale almindeligt.
Helena er en påmindelse om fortiden – og med den får sminkningen af situationen endnu et lag. Eva udtrykker, at Charlotte har glædet sig til at se Helena. Det er muligvis sandt for Charlotte – men for scenens udsigelse får det den stik modsatte virkning, og vi opfatter det som værende falskt og som en kølig afvisning i replikken: ”Det er meningsløst at græde over det. Klokken er over fire.” Dette er eksempel på det fuldstændigt groteske og grufulde komedietræk, der gemmer sig i forestillingens brug af timing, undertekst og meningsløse udsagn. En absurditet ser dagens lys midt i tristessen.
Den musikalske form
Forestillingen er gennemsyret af en musikalitet, hvor sonate rimer på melankoli og smerte. Musikken understreger i sit langsomme og udflydende tema en følelse, der fyldes af en kamp uden tårer og gammeldags sentimentalitet. En udveksling og ”forventningsafstemning” finder sted, idet Eva stiller spørgsmål ved, hvad hendes mor mon har forestillet sig i forhold til deres møde. Staks derpå bliver spørgsmålet vendt mod hende selv i nutidig form: ”Hvad forestiller jeg mig?” Det bliver en måde at forbinde fortid med nutid som et slæb, der trækkes ind i det nærværende psykologiske spil mellem mor og datter. Charlotte beder Eva om spille lidt på klaveret, hvilket som forventet ikke lyder særligt godt. Det klinger falskt, instrumentet er måske lidt forstemt, men er trods alt et bud på et præludium, hvilket her også får en symbolsk medbetydning. Alt i alt fremstår situationen meget tragikomisk.
Tab
Evas søn druknede som 4-årig i en brønd. Dette tab er blevet til et traume, som mærkes i lysets stemningsskift, da talen falder på drengen. Også i Rune Abel Aagaards lyddesign ændres rummet, så det akustisk ræsonnerer over for følelser fra en anden tid. I det vakuum, der opstår, sidder de og glor. Der skal ro på. Gud er svær. Der gælder det samme for børn som for voksne. Det er kun frygt, der sætter grænser. Charlotte bliver bange, når Eva taler på den måde og i et sprog, der bevirker, at der hele tiden ligger en afstand i rummet. Evas sprog har ikke en imødekommende empati, snarere en følelse af at være i en opposition i forhold til, hvordan mødet mellem mor og datter kan finde sted. En uforløst relation, der skal finde sin måde at realisere sig på.
Deres samtale drejer sig om alt fra lorteerindringer til at finde nøglen til verdensgåden i form af at rumme kærlighed til tilværelsen. I takt med at de taler om livet som en stor øvelse, begynder det lille kors på væggen at lyse mere og mere. Samtidig omtaler Eva Victor som en hedning.
På et tidspunkt indtræffer der sig et øjebliks blackout og ud af den røgfyldte kamin dukker Helena op. Lyden af en buldrende stærk bas fylder rummet, som om det skulle flænges. Det er som om fortiden går igen i form af et kvindeligt spøgelse. Senere ud på natten dukker Charlotte atter op i nattøj: ”Elsker du mig? Hahaha.” I dette mor-datterforhold taler de hele tiden om, hvordan ingen elsker nok. Det er blevet mørkt uden for – panoramavinduet lader ane, at det er nat. Charlotte spiller minimalistisk ved flyglet, mens Eva nærmer sig fra trappen.
De her nævnte eksempler på skarpe ordvekslinger afløses af kvindernes lange episke beretninger om hinanden. Det virker som om disse udsagn allerede for længst er nedfældet i deres erindringer, men her bliver draget frem som et ritual mellem dem. For Eva er det da også en form for ”terapeutisk” øvelse at skrive sig gennem en erindring om moderen og at udleve dette i form af en henvendelse til hende.
På et tidspunkt ændrer lydkulissen sig til en form for wellnessmusik, hvilket paradoksalt nok får konflikten til at spidse sig til, så de ikke længere kan se på hinanden. Lydbilledet forvandler sig til sonaten, som viser sig at være billedet på, at datteren kun fik plads til at kopiere moderens liv, som om hun levede efter et diktat. Talen speedes op, og vi erfarer om den smertefulde abort, om Charlottes beslutninger som bliver til en form for eskapisme, hvor hun kun kunne være i musikken. Hun søgte tilflugt i arbejdet, og kunstens verden blev hendes et og alt. Eva konfronterer sin mor med erindringerne om en Påske på Bornholm, hvor Charlotte tog hjem efter tre dage. Erindringen udløser, at Helena danser i baggrunden. Musikken forvandler sig til Bachs cellosuiter, hvilket skaber en anden musikalsk orden i rummet end sonaten hidtil har gjort.
Herfra bliver rummet endnu mere uhyggeligt. De søger efter tilgivelser, men rummet reagerer, så gardinet blæser, og døren går op. Selv på sjette række kunne jeg fysisk mærke den kulde, der stod ud af scenen. Det var en ret voldsom oplevelse. Lyset gik ned, og der blev dunkelt i rummet. Korset lyser alene på væggen. Rummet er blevet til en spøgelsessonate. Ydre vejrlig trænger ind i rummet som lyn, storm, silhuetter og stemmer. Lyden af fly, der flænger rummet. Pludselig står Victor der igen. Han har ikke været til stede under det intense opgør mellem mor og datter. Nu er han tilbage i sin opknappede præstekjole og med sin replik, der lyder som et ekko af stykkets indledende prolog.
Eva kan ikke tilgive, at hun skræmte sin mor væk, og samtidig ser Victor, at hun lider. Døden har indfundet sig, og en lille bunke jord ligger på forscenen som et tegn på, at en endelig afsked har fundet sted. En voice-over-stemme læser brevet, som Eva har skrevet. I denne afstand er det som om, at sammenhængen indfinder sig i form af livsindsigt og nåde. Hjælpen kom i form af ømhed og omsorg.
En forestilling, som skal ses og sanses
For mig at se, er det en så udtalt nænsom iscenesættelse, som Camille Sieling Langdal har skabt, at det kvindelige tema i forestillingen udtrykker og måske i en vis forstand også problematiserer selve det kammermusikalske greb om tilværelsen. Naturligvis er forældre-børn-temaet også stærkt til stede i en kompleksitet, der rummer en diskussion om kunstens betydning i livet og om at ofre sig for det sande.
Selve spillet mellem de medvirkende var overvældende nærværende på en helt usædvanlig måde. Det er længe siden, jeg har set denne form for realisme udspille sig så rent og klart.
Høstsonaten spillede på Aalborg Teater d. 27.04 til 25.05 2024
Læs mere her
Medvirkende: Kirsten Olesen, Marie Knudsen Fog, Patrick A. Hansen, Kathrine Høj Andersen
Iscenesættelse: Camille Sieling Langdal
Scenografi og kostumer: Peter Schultz
Koreografisk assistance: Kasper Ravnhøj
Lysdesign: Kasper Daugberg
Lyddesign: Rune Abel Aagaard
Dramaturg: Jens Christian Lauenstein Led
Annelis Kuhlmann er lektor i Dramaturgi, Aarhus Universitet