Anmeldelse af Vredens Bær på Republique

Den søde smag af vold og pesticider

Af Laura Luise Schultz

Fix&Foxys Vredens bær er dokumentarteater, der ryster publikum med sin afdækning af slaveri ved højlys dag – og blæser os bagover med sit stærke kunstneriske udtryk.

Det sødeste bær af dem alle er jordbær. Jordbær med fløde, jordbærtærte, jordbærkage, jordbærtrifli, jordbærgrød, koldskål med jordbær, bobler og jordbær, alle kager og desserter med jordbær, jordbær, jordbær, jordbær – den sikreste vej til dansk sommerstemning. Hvem vil ikke gerne have de søde bær året rundt?

Fix&Foxy konfronterer os med den rå virkelighed bag vores uskyldige konsum: de marokkanske bærplukkeres liv i helvedes forgård i Sydspanien. Der er ingen formildende omstændigheder. Det er slaveri ved højlys dag, der udspiller sig under kilometervis af plastictunneller spændt ud over de spanske marker. Med EU som paralyseret medspiller, der med sine midlertidige visa og sin hykleriske migrationspolitik er ude af stand til at standse elendigheden, ja faktisk skaber grobund for den.

I forestillingen er EU tilsyneladende repræsenteret af en forvokset landskildpadde i et alt for lille bur af plexiglas, den ikke kan komme ud af. Når nogen endelig løfter den ud, går den hele tiden i den gale retning og ryger direkte tilbage under varmelampen i buret med det blå og gulstjernede EU-flag som underlag.

Fix+Foxy: Vredens Bær, Republique. Foto: Søren Meisner

Den spanske sang er en ung blond pige

Min aften begynder ellers i en lettere stemning med fire fnisende, lyslokkede småpiger, der optager halvdelen af båsene på foyerens toilet. Nårh, hvor hyggeligt, at teatret kan rumme en gruppe tweens og deres selvbestaltede fritidsklub på toilettet, tænker jeg naivt. Det skal vise sig, at pigerne ikke bare er skuespillerbørn, men børneskuespillere, og det har sin egen ubønhørlige logik at lade vores dyrebare danske børn inkarnere de misbrugte og mishandlede bærplukkere.

Jordbærplukkerne står også selv på scenen. Fire spansk-marokkanere fortæller deres egen, men også uendeligt mange andre bærplukkeres historie. De fire spillere med EU-pas står på scenen som talerør for alle de arbejdere, der ikke selv har kunnet rejse til København for at aflægge vidnesbyrd om de ydmygelser og overgreb, de lever med. I et samspil med småpigerne og en kompleks scenografi, der bygges op for øjnene af os, gennemspiller de scenerne i en migrantarbejders liv i de spanske jordbærmarker.

Det viser sig, at det liv har sit eget forløb og sin egen dramaturgi. Lovgivningen er nemlig skruet sådan sammen, at den understøtter den optimale udbytning ved at binde migranterne til en arbejdsgiver og dermed gøre det vanskeligt at skifte job. Ofte har arbejdsgiveren deres pas, hvilket gør migrantarbejderne endnu mere sårbare over for økonomisk udbytning. Selv om de har en kontrakt på mindstelønnen, arbejder de mange flere timer eller dage, end de får løn for. Samtidig udsættes de for vold, bedrag og overgreb. Det er derfor, man kan tale om slaveri eller tvangsarbejde. Som vi kender det fra prostitution og handlede kvinder herhjemme, skal bærplukkerne ofte betale store summer for kontrakterne og for elendige boliger, hvor de er stuvet sammen i containere eller nødtørftigt sammenflikkede shantyer uden el, vand og sanitet.

Jordbær er søde

Det begynder med blid og mild sommerstemning. Den yngste af de spansk-marokkanske jordbærplukkere, Mustapha Hertil Oufkir, som er født i Spanien af marokkanske bærplukkere, går på scenen og deler jordbær ud til børnespillerne og publikum. Han er måske lidt insisterende, men bærrene er jo lækre. Han præsenterer sig med et kækt overskud og etablerer en umiddelbar kontakt med publikum, mens scenen så småt bygges op af to sceneteknikere i arbejdstøj. En efter en træder de øvrige jordbærplukkere op og fortæller om deres liv: Laila Bao-Mar Khouibi, Fatima Ez Zohayryed og Manuela Milla Marchal har enslydende historier om nedslidning efter flere årtier i jordbærindustrien. Men vi lærer dem at kende som individuelle, stærke og humoristiske mennesker, der både brænder igennem på scenen og har drømme, overblik og handlekraft i deres liv. Det er stykkets styrke, at det får etableret det her møde i øjenhøjde, hvor vi i får manet alle fordomme om migranter som fattige stakler i jorden – samtidig med at vi uden formildende omstændigheder konfronteres med de levevilkår, vi udsætter de her medmennesker for.

Brugen af hverdagseksperter er et klassisk Tue Biering-virkemiddel, som vi også kender fra andre dele af det postdramatiske dokumentarteater, men det vokser på os i den her forestilling. Ved hjælp af videoprojektion og livekamera flettes endeløse skæbner og ydmygende erfaringer af retsløshed sammen. Ikke kun på scenen, men også med hele publikumssituationen her i salen. Vi får løbende fakta præsenteret om, hvad det egentlig er, vi køber i supermarkedet: søde, røde bær, fordi der er blandet sukker i de pesticider, som en ufaglært arbejder uden de påkrævede færdigheder har sprøjtet dem med.

Fix+Foxy: Vredens Bær, Republique. Foto: Søren Meisner

Det er lige her og nu, det sker

Det er tydeligt, at vi skal se arbejdet blive gjort: Se scenen blive bygget op. Se de lyslokkede børn blive tvunget til at samle stadigt nye rækker af knaldrøde legoklods-jordbær op om kap med tiden, mens den spanske arbejdsleder brøler ad dem, og blodet løber ned ad benene på dem, for der er ingen pauser i jordbærmarken, heller ikke bare fordi man lige har aborteret et barn efter en voldtægt.

Det er lige til kanten at lade børnene spille de her roller, men der er samtidig en omsorg på scenen: mens der spilles vold, tages der omsorgsfuldt hånd om børneskuespillerne, og skildpadden klappes og nusses. Det ser i hvert fald ud, som om der holdes øje med deres grænser. Men ja, det ser jo også ud, som om de europæiske arbejdsgivere overholder EU’s lovgivning…

Det er netop denne lille tvivl og usikkerhed, vi skal mærke og blive opmærksomme på. Mens vi bevæger os gennem faserne i en jordbærplukkers liv, skrider fiktionslagene, så vi kommer tættere og tættere på udbytningen her i salen: Det er ikke bare arbejdslederen i marken, der råber ad jordbærplukkerne, for at få dem til at arbejde hurtigere – det er pludselig også den voksne skuespiller, der råber ad børnene for at få dem til at spille mere overbevisende. På en ubehagelig, fordrejet måde minder børnene på scenen os også om de børn, som migrantkvinderne – for de fleste bærplukkere er kvinder – har efterladt derhjemme. Det bliver helt hjerteskærende, når vi hører om en kvinde, der opgiver at tage hjem til begravelsen af sin 7-årige søn, fordi hun så vil miste muligheden for at optjene et visum.

Vi er alle sammen en del af det her

Realitetsplanerne flettes på behændig vis, så selv om vi sidder trygt i publikumssædet, skal vi ikke tro, vi ikke er involveret i det her. Det topper med slutscenen, hvor de rumænske sceneteknikere, der har knoklet rundt og slæbt under hele forestillingen og bygget den komplekse scenografi op, præsenterer sig selv og deres arbejdsvilkår – samt vilkårene på de danske byggepladser, hvor man finder det samme misbrug af udenlandsk arbejdskraft som i de spanske jordbærmarker. Man kunne såmænd også have nævnt de rumænske arbejdere på de danske jordbærmarker, hvor der også jævnligt popper historier op om uanstændige forhold.

Igen er det et klassisk Tue Biering-greb at adressere publikum direkte og vende kameraet eller spejlet mod os, men det er virkelig vellykket her, fordi indlejringen af publikum er så integreret i stykkets dramaturgi og løbende opbygning. Det betyder, at vi som publikum hele tiden er nødt til at justere vores egen position, der er intet helle, og vi kan ikke holde os udenfor, men det er heller ikke nogen entydig publikumsposition, der etableres i det her rum. En del af stykkets magi og overraskende fascinationskraft er netop, hvordan scenografi og dramaturgi er indlejret i hinanden, når stykket rent fysisk bygges op for øjnene af os, mens vi føres igennem et uundgåeligt handlingsforløb af intensiveret udbytning.

Vi kender jo godt til de undertrykkende globale strukturer bag økonomisk migration, men her ser vi strukturerne blive afdækket for øjnene af os med forførende simple sceniske virkemidler, der samler sig i gribende og overvældende billeder. Og vi er hele tiden selv indskrevet i det her rum og i de her økonomiske magtstrukturer, vi er en del af problemstillingen. Vi kan ikke bare melde os ud, og det er ikke så nemt bare at begynde at handle anderledes eller dyrke sine jordbær selv. Forestillingen demonstrerer, hvordan alle de sociale lag, der bidrager til udbytningen, også selv er under pres: arbejdslederne, der råber ekstra højt, når chefen er til stede; den korrupte politibetjent, der kører sine jordbærmarker med illegale arbejdere som nødvendig biindtægt; jordbærproducentens prekære udenlandske hustru, der udnytter arbejderne bagom ryggen på sin dovne mand; de lokale myndigheder, der beskytter deres egne borgere og skatteydere mod klagesager.

Fix+Foxy: Vredens Bær, Republique. Foto: Søren Meisner

Overvældende lag på lag-dramaturgi

Scenerummet bruges i sin fulde dybde. Bagvæggen spiller med som projektionsflade for de fraværende bærplukkeres ansigter og navne, og for oversættelsen af skuespillernes spanske replikker – de marokkanske replikker oversættes ikke, mens børnenes få replikker er på dansk. Men bagvæggen er mere end en projektionsflade. Den har en struktur, der giver stoflighed til hele stemningen af at befinde sig på åben, støvet og mudret mark. Undervejs spændes et enormt stykke plastic op foran den, pilles ned igen og bakses rundt med af sceneteknikere og spillere, inden det spændes op som drivhusfolie over jordbærrækkerne.

Gradvis bygges scenerummet op på Dogville-agtig vis med de relevante lokaliteter: Arbejdsformidlingens skrivebord og jordbærmarkens baneunderlag suppleres af en beboelsescontainer, der blot er markeret med afmærkningstape på gulvet, men møbleret med rigtige IKEA-køjesenge og suppleret af videoprojektionen af en lille modelcontainer, der også står fremme på arbejdsbordet i scenografien. Da arbejderne smides ud af deres logi ved sæsonens afslutning, transformeres tæpper og plast til en blikbarak, som der går ild i. En arbejder beretter i hemmelighed fra bagsædet af en halv bil om de elendige forhold. Hermed får livekameraet en konkret funktion i fortællingen som en markør af, at alt det her, det er dokumenteret og transmitteret, det kan vi godt kende til, hvis vi virkelig vil.

Fix+Foxy: Vredens Bær, Republique. Foto: Søren Meisner

Lydbilledet er også essentielt for forestillingens udtryk. Med en simpel balje med lidt rød jord, vand og et par gummistøvler etablerer skuespilleren Manuela Milla Marchal med enkle lyde og et stykke krøllet plastic den stoflige erfaring af at arbejde i jordbærmarken i mudret regn eller støvet hede. Det er gjort med både humor og scenisk overskud, men det gør os kun mere modtagelige for den dystopiske stemning i jordbærmarkerne. Overordnet fungerer lyden som en næsten filmisk montage af reallyd og stemningsskabende effekter af lydbilleder, der spiller med og imod handlingen.

Samspillet mellem de teatrale virkemidler, mellem to- og tredimensionelle repræsentationer, mellem live og medieret, mellem fortalt og performet er forankret i den dramaturgiske lag på lag-struktur, der på sin side er motiveret af tematikkens og fortællingens afdækning af de mange aktører, perspektiver og sociale lag i den globale udbytningsøkonomi, som ingen kan vriste sig fri af eller melde sig ud af. Selv om arbejderne selv vælger at migrere, og selv om forbrugerne selv vælger at købe importerede jordbær i november, så er der ikke noget særligt frit over nogen af de valg.

Til gengæld er der noget mind-blowing over, hvordan de mange sceniske lag føjer sig sammen til en overvældende totalinstallation af stor skønhed, midt i den trøstesløse tematik. Johan Kølkjærs scenografi arbejder med slidte og skrabede elementer, men skønheden vokser ud af helhedskompositionen – inklusive hele samspillet mellem de forskellige performere og sceniske elementer. Som et udstyrsstykke, der samtidig er skåret ind til benet for at sikre en gennemlysning af problemstillingen. Det er helt vildt, at den her tørre, om end påtrængende politiske tematik kan blive så nærværende og vedkommende i en iscenesættelse, hvor alle de menneskelige omkostninger får plads, uden at det bliver sentimentalt, men simpelthen fremstår som en væsentlig dimension af den økonomiske og globale virkelighed.

Fix+Foxy: Vredens Bær, Republique. Foto: Søren Meisner

Vredens bær og Vredens druer

I klassisk Fix&Foxy-ånd er der også i denne forestilling en remediering på spil, som sætter rammen for den aktuelle samfundskritik. Titlen refererer til John Steinbecks roman Vredens druer fra 1939 og John Fords filmatisering af samme navn fra 1940. Både Steinbecks roman og Fords film var veritable massesucceser. Bogen solgte mere end en million eksemplarer i løbet af det første år og hører fortsat til mange amerikaneres almene dannelse. Den blev samtidig bandlyst fra mange skoler pga. sin socialrealisme og forfatterens angivelige kommunisme.

Steinbeck var dog ikke mere socialt indstillet, end at han muligvis plankede en god del af sit materiale fra den unge forfatterspire Sonora Babb, der havde udført omfattende research blandt datidens migrantarbejdere til sin egen roman, Whose Names Are Unknown. Med direkte henvisning til Steinbecks succes blev Babbs roman, som hun ellers havde kontrakt på, afvist af forlaget og først publiceret i 2004, hvor hun var langt oppe i 90erne.

Steinbeck (og Ford og Babb) skildrer den trøstesløse fattigdom og udbytning af de hundredtusindvis af migranter, der i 1930erne flygtede fra Oklahomas Dust bowl-katastrofe, hvor tørke og overdyrkning havde ført til udpinte marker, sandstorme og flere års mislykket høst midt under den økonomiske depression. Flygtningene drog til Californien for at arbejde i markerne med at plukke druer og bomuld under de usleste forhold.

I forestillinger som Pretty Woman a/s (Fix&Foxy 2008) og Viljens triumf (Fix&Foxy 2012) blev de oprindelige filmforlæg direkte adresseret og delvis genopført i Fix&Foxys remedieringer. I Vredens bær er det snarere selve chokket over, at nutidens elendighed er lige så slem som fortidens, der leveres af rammeværket. Hvor Steinbecks skildring af forholdene er rå, men også noget sentimental, styrer Biering uden om feel good-forestillinger om ægte menneskelighed, men undersøger usentimentalt, på hvilke præmisser menneskelig og økonomisk udveksling egentlig kan finde sted i den globaliserede kapitalisme.

Skønt Vredens druer ikke refereres direkte i forestillingen, er der mange overlap mellem Steinbecks skildringer fra 1930’ernes USA og nutidens udbytning af migrantarbejdere på jordbærmarkerne i Sydspanien. Komplet med vold, manipulation, bedrag og falske løfter, hertil ydmygelser og manglende rettigheder. Der er også nogle grundlæggende æstetiske greb og værdier, der genlyder fra roman til forestilling: Steinbecks fokus på empati over for griskhed – og hvordan udbytning kan transformeres til omsorg – er klart på spil i Fix&Foxys forestilling, der også undersøger råderummet for omsorg og empati i den kapitalistiske udbytningsøkonomi, inklusive den der foregår i teaterrummet. Det samme gælder ønsket om at indbefatte modtageren som delagtig i udbytningen og ansvarlig for at handle her og nu. Samt grebet med at koble de menneskelige skæbner til eksplicit kritiske og bevidstgørende refleksioner over de politiske og økonomiske strukturer, der har skabt de ulykkelige forhold.

Endelig ligger der måske en klimabevidsthed indlejret under forestillingens fokus på de økonomiske strukturer. The dust bowl var en klimakatastrofe forårsaget af menneskelig udpining af naturen. Vore dages giftige jordbær er på lignende vis udtryk for, hvordan den kapitalistiske udbytning af hhv. mennesker og naturressourcer hænger uadskilleligt sammen.

Og så er der skildpadden. Skildpadden på landevejen, som den ene bilist kører udenom og den anden med vilje kører ind i, er Steinbecks symbol på migranterne som gode, jævne mennesker, der fortsætter fremad, hvad enten de møder mishandling eller hjælpsomhed på deres langsomme færd gennem livet. At dømme på EU-skildpadden i Vredens bær har den dog i dag mistet den stædige retningssans, Steinbeck ellers tilskrev den.


Vredens bær spiller på Republique fra 2. maj til 1. juni 2024
Læs mere her

Instruktør og manuskriptforfatter Tue Biering
Medinstruktør Carlota Berzal
Scenograf og kostumedesigner Johan Kølkjær
Lyddesigner Daniel Fogh
Lysdesigner Balder Nørskov
Rekvisitør Josefine E. Larsen
Dramaturger Aljoscha Begrich, Tanja Diers
Medvirkende Mustapha Hertil Oufkir, Manuel Milla Marchal, Laila Baomar Khouibi, Fatima Ez Zohayryed Dryouch 
Medvirkende børn Luna Bredde, Martha Hansted Lohmann-Dunn, Ester Lundby Almlund, Elna Marie Bach Larsen, Kajsa Østergaard, Augusta Rønsborg, Wilma Melkersen Kalvåg, Kaia Qvotrup Lacoppidan


Laura Luise Schultz er lektor i Teater- og Performancestudier, Københavns Universitet. Forsker og underviser i avantgarde- og samtidsteater, herunder den postdramatiske scenetekst.