Meddelelser, teateranmeldelser

Øde lagt eller Markise von O… – Faster, Pussycat! Kill! Kill!

maj 4, 2024

Anmeldelse af Øde lagt eller Markise von O… – Faster, Pussycat! Kill! Kill!

Efter værker af Heinrich von Kleist og Russ Meyer. Stiklingen, Aarhus Teater.

Af Caroline Ravnsbæk Geertsen

Et feministisk ekkokammer

Syv dimitterende skuespillere fra Den Danske Scenekunstskole lukker os ind i det øde lagte. Ind i en fold af det løsslupne og frådende. Frådende af obskurhed og intensitet. Kåde som i Russ Meyers kultfilm Faster, Pussycat! Kill! Kill!’s og spændstig som en elizabethansk greve fra Heinrich Von Kleists Markise von O, står de springklar på scenekanten. De er iklædt poppede elizabethanske kostumer, og manøvrerer elegant igennem scenelandskabet, der består af henlagte stenbrud. Som tilskuer trykkes man tilbage i stolene både for at får det hele med, men også fordi de dimitterende skuespillernes energi rammer så kraftfuldt. Forestillingen består af remediering af disse to forskellige værker, hvoraf det ene tydeligt er præget af historiens masochisme og det andet har opnået status som en feministisk klassiker den dag i dag. Genremæssigt springer forestillingen fra romantikkens følsomhed, hvor hovedpersonens besvimer 3-4 gange af ren følsomhed til postmodernismens farverige voldsdyrkelse i stil med fx Tarantino. Det er et tankevækkende spring, som forbliver en lidt uforklaret parodi.

Indgang

Første del: Historien om Markisen

Udefinerbare væsner kommer kravlende frem fra mørket igennem den opstigende scenerøg og byder publikum velkommen til volden. Det viser sig at være tre kvinder med én synkron stemme, der kommer med deres glitrende gummisandaler, knitrende henover scenegulvet. Man når knap nok at skue tværs over kulissen af de henlagte stenbrud før blikket falder på de hvidsminkede ansigter, som taler i vers. Det elizabethanske inferno luller publikum ind i illusionen og vi trækker fornøjede på smilebåndene. Som et kor fungerer de som forestillingens fortæller, og de tre kvinder, beretter i kor historien om Markisen. Dette mash-up mellem elizabethanske talevers, og hvad der kan kaldes for en poppet hyper-feministisk antimasochistisk ballade opleves som et opråb. Midt i en besvimelse kommer Markisen under lykkelige omstændigheder af en russiske soldat og voldtægtsmand. Kort tid efter kommer en greve til Markisen og hendes familie, hvor han erklærer sin kærlighed til Markisen og spørger om hendes hånd. Faderen dåner og går i knæ for sin datter – hun må gifte sig med denne mand så pæn og from. Men greven fremfører at Markisen helst ikke skal tænke for længe over sit svar til frieriet. Hermed er hovedkarakterens ulykkelige omstændigheder lagt som trædesten for hendes videre færd igennem den obskure virkelighed, både hun og vi lever i.

Det er ikke gået nogens næse forbi, at voldtægter tilbage i tiden og stadigvæk har sat og sætter millioner af kvinder i uretfærdige og umenneskelige omstændigheder. Kvinden som offer. Kvinden som ikke har eller får givet et sprog. Kvinden som ikke har tage sin egen stemme. Vi kender kvindens afmægtige klagesang, underdanig i forhold til hendes omstændigheder og muligheder. Det samme gælder for Markisen, for hendes ord druknes af karakterernes store gestikulationer og veludførte talevers, som bevæger sig stiliseret koreograferet rundt i scenelandskabet. Tilskuerens blik kastes konstant rundt imellem ensemblet, som blomstrer i deres frynsede klæder og høje hæle. Der er meget at se på og den stærke illusion gør tilskuernes blik sultne efter næste sceniske stimuli.

Heinrich Von Kleists historie om Markisen ender med, at hun gifter sig med greven og at der med tiden opstår ægte kærlighed mellem voldtægtsmanden og offeret.

Anden del. Spring i tid og rum: en ny film

Således føres man igennem den første del af Øde lagt. Anden del udspiller sig som en Hollywood-roadmovie. Her kører koret, som nu er de tre go-go dansere Billie, Varla og Rosie gennem den golde ørken stopper ved benzintanken med en tankpasser, som efter sigende skulle have en hel del penge gemt på stedet. De to sønner sender sultne blikke efter kvinderne, alt imens tankpasseren vil have fat i Markisen. Sønnerne dræber hendes mand og hun flygter til en nærliggende ranch

Markisen kæmper stadig med at tage sit eget sprog i anden del af forestillingen. Til gengæld kommer publikum tættere på de tre kvindelige karakterer, som (for)fører os gennem fortællingen, hvorfra deres hver især indre drifter og mål lader sig blotte for tilskuerrækkerne. De tre kvinder, som syntes at være forbundne, ligger under for de menneskelige omstændigheder som begær og alkoholisering. Koret opløses alt imens mændene leder efter Markisen. Hun ender med at sætte sig ind i go-go dansernes bil og køre dem alle sammen ned. Det lyder voldsomt, men det bliver faktisk kun fortalt, at hun dræber alle, som ligger tilbage som lig på scenen.

Den hævnende superwoman

Der er ingen tvivl om at Markisen har erobret sit eget sprog og fantastiske fortælling. Forestillingen slutter med en stærk og rørende monolog af Marie Boda som Markisen. Det er først nu efter flere mord, at publikum får lov til, midt i følelsernes vold, at blive lukket ind i Markisen indre univers, hvor hun langt fra er et offer, og hendes ord ender på ingen måder i en ørken eller jammerdal. Jeg ser nu en karakter, som indeholder lige så mange afkroge som mig selv.

Måske et nøk for sent i virkeligheden. Hele forestillingen spilles i en høj hastighed med meget korte øjeblikke, hvor seriøsiteten får ringe mulighed for at bundfæstne sig. Da historien om forurettede, underdanige og afmægtige kvinder næppe er nogen ny historie, er vi ikke blæst bagover af de korets tre stærke kvindelige karakterer, feminine kostumering af mændene og en mand der spiller kvinde. Der er gennemgående en parodierende ironisk og distanceret fremstilling som er underholdende, men ikke så sjov, som den gerne ville være. Nok nærmere er man blæst bagover det utrolige veludførte ensemble bestående af syv stærke kommende skuespillere ude i scenekunstlandskabet.

Remediering

Adaptation er udformet af et uforudsigeligt mash-up mellem Heinrich von Kleist og Russ Meyer og har skabt et selvstændigt værk. Det er let spiselig, selvom der lurer en uhyggelig alvor og virkelighed under overfladen, men man må unde sig selv lige at ridse i den velpolerede og stiliserede lakering for at se den.

Slutningen inviterer til en ’fuck det hele’, som kan være problematisk. Det er måske ’rock n’ roll’ at smadre dem alle sammen og sprøjte testosteron i den kvindelige karakterer, men er det et narrativ, vi vil lege med i virkeligheden? Samfundskritikken og alvoren for millioner vis af kvinder, kommer i Øde lagt til at være baggrundsdansende i volden af velleverede humoristiske talevers og knivskarpe kvindelige karakterer med kom-an-hår og hvad-vil-du-sko på.