Anmeldelse af IOKASTE – Anthropolis IV på Deutsches Schauspielhaus Hamburg
Græsk tragedie i politisk aktuel og lysende skarp gendigtning
Af Janicke Branth
På Schauspielhaus Hamburg har teaterchef og instruktør Karin Beier og dramatiker Roland Schimmelpfennig i efteråret 2023 skabt et storslået scenisk værk over fem græske tragedier, der alle handler om byen Thebens skabelse, storhed og fald: ”Anthropolis – Ungeheuer. Stadt. Theben”.
Teatret har her villet skabe en scenekunstnerisk parallel til tv’ets serieformat. Teaterserien falder i fem dele og starter med urmyten om dragedrabet og byens grundlæggelse og ender med statsmanden Kreons ubøjelige tyranni. ”Den mest berømte skabelsesmyte i europæisk civilisationshistorie stammer fra byen Theben”- skriver teatret på deres hjemmeside.
Aufsteig und Fall der Stadt Theben
Sådan kunne man også kalde denne pentalogi, hvor del I starter med Schimmelpfennigs ”Prolog” over myten om Thebens grundlæggelse og hans nyoversættelse af Euripides’ ”Dionysos”. Del II ”Laios” er hans helt eget bidrag, der så at sige udfylder et ”missing link” mellem Dionysos og Ødipus. Del III er hans relativt teksttro oversættelse af Sofokles’ ”Ødipus”, mens den – her anmeldte – del IV er hans frie gendigtning af Euripides’ ”Fønikinderne” og Aischylos’ ”Syv mod Theben”. Den sidste, V del, er hans forholdsvis teksttro oversættelse af Sofokles’ ”Antigone”.
Hvordan pentalogiens blanding af oversatte tragedier og frie gendigtninger virker i sin helhed, og hvilket udsagn ”serien” har, kan jeg naturligvis ikke have nogen mening om, da det kun lykkedes mig at få set fjerde ’afsnit’. Men den var i sig selv et fremragende og politisk aktuelt scenisk værk.
Schimmelpfennigs gendigtning af ”Fønikinderne” og ”Syv mod Theben” handler ikke om at skabe en moderne version, hvor det mytologiske viser sig som et lag under en realistisk nutid (som i fx ”Die Frau von Früher”) men, omvendt, at indskrive nutiden i den mytologiske fortid. Dermed sætter han også spørgsmål ved vores frie vilje og ved vores forestilling om egen oplyste og individualistiske epoke. Forestillingen bliver således en mere dystopisk version af forfatterskabets undersøgelse af forholdet mellem skæbne og kontingens.
”Iokaste”
Da Euripides skrev sit stykke (ca. 409/408 fvt.), havde athenienserne netop overstået tredive års Peloponnesisk krig, hvilket måske inspirerede ham til den væsentlige forhandlingsscene mellem Iokaste og hendes to sønner. Schimmelpfennig har i sin gendigtning fra 2023 valgt at fokusere på denne scene i et alt andet end lineært dramaturgisk forløb, der gang på gang trækker de to stridende brødre tilbage til forhandlingsbordet: ”Es muss Frieden geben /es muss Frieden geben können, /und gibt es keinen Frieden,/ dann muss Frieden verhandelt werden, / und es muss / Frieden verhandelt werden können.“ Mere politisk aktuel kan en græsk tragedie næppe blive i dag. Bemærk konjunktiverne i denne replik fra Iokaste, som gentages flere gange i stykket. Den udtrykker det håb, vi alle sidder med, men også hvor hypotetisk det er.
I Euripides’ tragedie lever Iokaste stadig i Theben, sammen med Ødipus og deres fire børn. I Schimmelpfennigs frie gendigtning har sønnerne, Eteokles og Polyneikes, spærret Ødipus inde i det fjerneste rum i paladset for at undgå mindet om familiens store skam. Iokaste er til gengæld den alt dominerende hovedperson, som hun træder ind i Julia Wieningers høje, androgyne skikkelse, totalt skaldet og i et skinnende, offwhite suit. Kvinde og mand i et. Hendes opgave er at forlige de to sønner, der på hver deres måde truer med at ødelægge Theben.
Begge sønner gør krav på kongemagten i Theben efter deres far. Aftalen har været, at de hver skulle regere i et år ad gangen. Men da den ældste søn Eteokles har regeret det første år, vil han ikke give magten fra sig. Han jager sin bror ud af byen og lader ham leve i landflygtighed. Her gifter Polyneikes sig med en kongedatter og vender fire år senere tilbage med en kæmpe hær, der belejrer Theben ved alle dens syv porte.
Polyneikes fået frit lejde og lægger op til, at Iokaste skal få overdraget magten til ham. Men ved det store forhandlingsbord på forscenen bryder den ene forhandling efter den anden sammen, og brødrene forlader bordet i vrede for henholdsvis at bygge mure op og bryde dem ned.
Det falske modsætningsforhold
De to brødre, som for symbolikkens skyld er fuldstændigt ens klædte i sorte læderbukser, ens sorte sweatre og senere ens sorte undertrøjer, holder begge på deres ret til magten. Polyneikes fordi den blev ham lovet, Eteokles med den begrundelse, at han er på vej til at skabe en lysende fremtid for Theben.
Jo mere der forhandles, jo mere prøver de at markere en ideologisk forskel mellem deres version af polis: Hos Eteokles aner man en kamp for at se sit herredømme som en slags Stunde Null, hvorfra der bygges en rig og strålende fremtid, mens Polyneikes er fuld af foragt overfor denne modernitet, som han oplever som en blind dyrkelse af illusion og spejlbilleder.
Den problematiske fortid
Det, som virkelig er på spil, er forholdet til den fortid (deres far), som de sammen har stuvet af vejen i et af paladsets fjerneste rum. Broderstriden er blot det seneste eksempel på den vold, hele byen blev grundlagt på, da forfaderen Kadmos i tidernes morgen dræbte en drage og plantede dens tænder i Thebens jord. Af jorden voksede en hær af krigere, der slog hinanden ihjel og kun efterlod et par stykker, hvis slægter de selv stammer fra. Deres såkaldte civilisation er bygget på vold, og deres ’forhandlingsleder’, Iokaste, er part i sagen, hvilket mere end tydeligt demonstreres, da Eteokles flår jakken af hende og afslører den tatoverede drage på hendes ryg og bryst.
Spørgsmålet om det frie valg
Schimmelpfennigs version tegner en klassisk konflikt mellem skæbne og individuel frihed. Er den vold, som deres eksistens bygger på, en uundgåelig skæbne eller har de to brødre et valg? Iokaste hævder, at de har et valg. De kan vælge at lægge hadet bag sig og komme overens. Men samtidig hævder hun også, at hverken hun eller Ødipus (og deres forfædre) havde noget valg, da de var bundet af gudernes vilje. En argumentation, Eteokles ikke køber: ”Ikke gudernes vrede, men de selv bragte byen på afgrundens rand”.
Mens fortidens uhyrer og guder greb ind i de tre første tragedier, må brødrene nu slås med et internaliseret uhyre, deres eget dybe had til hinanden. De ønsker sådan set slet ikke at forhandle. Den krig, som hele tiden kører i baggrunden, lader sig ikke stoppe af rationelle argumenter ved forhandlingsbordet.
I stykkets centrale forhandlingsscene spørger Iokaste Polyneikes, hvad han vil tænke, hvis han efter en sejr står oppe på muren og kigger ud over ”et hav af lig”? Hans svar er, at det handler om ord ”Es gilt das Wort”. Til det svarer Eteokles på Shakespearesk vis ”Was ist ein Wort?” Ikke andet end en lyd, ”Klang als Luft zwischen den Zähnen”. Men nu ved vi så fra mytologien, at (drage-)tænder kan være dræbende.
Repetitiv montage
Trangen til at hengive sig til håbet om en styrende instans bag en meningsløse krig demonstreres i en sidefortælling om Kreons søn Menoikeus, der har sit navn efter sin farfar, som stammer fra en af de overlevende dragekrigere. Stykket igennem klatrer han med mellemrum op på byens mur (i forestillingen en stige) og skærer halsen over på sig selv, så blodet strømmer. Mod slutningen af stykket finder vi ud af, at seeren Teiresias har forført Menoikeus til at tro, at hvis han ofrer sit liv, og dermed udrydder sin slægt, vil man kunne undgå krigen: ”verstehst du, / ob nur du stirbst – oder alle /”. Kreon prøver at overbevise ham om, at Teiresias’ spådomme er ’fake’, men sønnen svarer, at det er et spørgsmål om tro, og den vælger han. Men han ofrer sit liv for ingenting. Hans gentagne selvmord, der kører i loop, er en absurd kommentar til de forhandlinger, der også kører i loop, og til hele spørgsmålet om skæbne.
Som Menoikos’ meningsløse død, ender de to brødre i en meningsløs kamp med hinanden på slagmarken. Dér finder Iokaste deres lig, lægger sig mellem dem og dør med ordene ”vent, vent, vent”, – ganske som vi hører hende sige, mens hun ledte efter sine sønners lig i tragediens allerførste monolog. Den repetitive gentagelse er et af mange metafiktionelle træk i tekst og iscenesættelse. Den stramme, rytmiske dialog og den episke form er med til at give tragedien både modelkarakter og stor poetisk kraft. Samtidig formidler grebet originalens patos og tragik i en nutidig form.
Fortid og nutid i iscenesættelsen
Tragediens dramatiske situation peger naturligvis på vores egen politiske nutid med krigene i Ukraine og i Gaza, men den peger jo også på den fortrængte fascistiske fortid, som igen stikker hovedet frem overalt i Tyskland, såvel som i resten af Europa. Schimmelpfennig nøjes ikke med at lade stykket være en metafor for nutiden. Han fletter jævnligt nutidsbilleder ind i teksten, som når Polyneikes fx beskriver Theben som en by af glas og stål, eller når befolkningens flugt ud af byen beskrives med sprogbilleder, der associerer direkte til flugten fra Kabul i august 2021.
Johannes Schütz’ scenografi forstærker tekstens metaniveau med sit enkle sort-hvide design. Publikum har fri udsigt til det tomme sorte scenerum bagved en hvid trappe-opbygning i hele forscenens bredde. Som tilskuere i parterret/orchestra (hvor koret normalt befinder sig) er vi bænket foran paladset eller scenen i det græske teater.
Øverst på trappen er et sort bord med tre sorte stole og i kongesiden en lille model af et hus (paladset) i hvide sten, svarende til de sten Eteokles senere slæber ind på scenen for at bygge sin forsvarsmur om Theben. I sceneloftet hænger en ventilator med fire vinger, der konstant drejer rundt og markerer forhandlingsrummet. På den ene vinge hænger et verdenskort, på den anden en figur, der kan være alt mellem en hval, en ubåd eller en flyvemaskine. Alle karaktererne, undtagen Iokaste og Teiresias, er klædt i sorte, nutidige kostumer. Menoikeus dog med en hvid skjorte.
På scenens bagvæg ses med jævne mellemrum projektioner af et moderne storbymiljø med højhuse, der pludselig synker i grus, indimellem overblændet af konturerne af karaktererne på scenen. Også visuelt flettes fortid og nutid sammen. Den sort-hvide scenografi spejles i de sort-hvide videoprojektioner på bagvæggen, der igen spejler de sort-hvide film fra tiden før farvefilmen.
Den gådefulde Iokaste
Alene ved Iokastes fremtoning, med nøgen isse og det skinnende lyse habit, fremstår hun gådefuld. Det androgyne udtryk understreges af nogle påfaldende, klodsede hvide løbesko, der fører tanken hen på en person, der går dårligt. Da hun senere i forestillingen slæber sig ind på scenen støttet til to krykker, kan man ikke undgå at associere hendes skikkelse til Ødipus. Samtidig er hun et billede på den moderne storpolitiske mægler i tidens mange krisesituationer, men sørgeligt nok bærer (også) denne mægler tydelige spor af tidligere tiders vold (dragetegningen), og klædt af til skindet river hun til sidst med vold Eteokles ind til sit bryst, så han kan die af hendes dragemælk. Med det centrale vendepunkt i forestillingen understreger opsætningen næsten mere end teksten den dystopiske vision af et samfund, hvor hadet går i arv.
Forhandling som teater
Den overordnede titel ”Anthropolis” refererer til vores såkaldte antropocæne tidsalder, men ligesom nogle forskere sætter spørgsmålstegn ved begrebet antropocæn, problematiserer forestillingen vores egen såkaldt rationelle epoke. Den udpeger forhandlingssituationens ’rationelle’ rum for argumentation som en ren teaterforestilling til ære for publikum. I den forstand er denne del af pentalogien en dyster kommentar til alle de forsøg på fredsforhandlinger, vi dagligt er vidne til på de sociale medier og i tv.
”Iokaste” er et imponerende scenekunstnerisk værk, en uhyre stringent, begavet og inspirerende iscenesættelse, skabt i tæt samarbejde med Schimmelpfennig. Jeg kan kun sige, at ”Anthropolis IV” i sig selv er en rejse værd og klart skærper appetitten efter at se alle fem dele af ’serien’. Også fordi den er så stærkt og kompromisløst spillet i hver eneste rolle.
Pentalologien kan ses samlet fra den 12/4 – 14/4 og fra 24/5 -16/5 i Hamborg. Den er desuden nomineret til Theatertreffen i Berlin 2024. De enkelte dele spiller løbende i teatrets sæsonprogram foråret 2024
Læs mere her
Instruktion: Karin Beier
Scenografi: Johannes Schütz
Kostume: Wicke Naujoks
Musik: Jörg Gollasch
Lys: Anette ter Meulen
Video Voxi: Bärenklau
Dramaturgi: Sybille Meier
Medvirkende: Julia Wieninger, Maximilian Scheidt, Paul Behren, Daniel Hoevels, Michael Wittenborn, Ernst Stötzner, Josefine Israel
Janicke Branth, dramaturg cand. phil., tidl. dramaturg på Aarhus Teater og rektor for Dramatikeruddannelsen, tidl. medlem af Reumertjuryen og underviser på DDSKS. Medlem af Peripetis redaktion gennem mange år og kurator for Dansk Teater 300 År.