Anmeldelse af Skolekomedien på Aarhus Teater
Fænomenal skole-tragedie
Af Janek Szatkowski
Så har Christian Lollike og Aarhus Teater gjort det igen. En forestilling om ’vores alle sammens folkeskole’ er en gevaldig opgave. Et samfunds måde at håndtere den helt grundlæggende dannelse af dets borgere på bliver i forestillinger her afsløret som et ubarmhjertigt billede af samfundet selv. Når teater er bedst, som i dette tilfælde, kan det vise os samfundets tilstand. Og det er uhyggeligt! Og tragisk!
Det sker ikke gennem socialrealistisk tristesse eller dogmatisk kedsomhed, men i forrygende begavet komedie. Komediens klangbund er tidens tragiske liv. Vi ler mange steder i forestillingen, af dens satiriske karikaturer, af de genkendelige dagligdags tragedier i mobning, overgreb og afmagts rutiner. Det bygger forestillingen helt bevidst op til, men lader os også hele tiden huske på elefanten i rummet: hvad er meningen med det hele, Anette?
3 Annetter
Dem, er der tre af i forestillingen. Ens klædte folkeskolelærere, der alle hedder Annette (Mette Døssing, Carla Eleonora Feigenberg og Anders Baggesen). Det er en forestilling om deres liv og karrierer. Fra de idealistiske, visionære lærerer, der vil elevernes bedste, over et alt for hurtigt fald ned gennem folkeskolens hverdag, til de til slut ligger som udmattede lig på gulvet og giver slip på deres livs håbefulde, lyserøde ballon, fyldt med smukke pædagogiske øjeblikke.
Mette Døssing styrer stramt den nedtur hun kæmper imod, men som knækker hende midt i en matematiktime om ligninger. Clara Eleonora Feigenberg viser os, hvordan selv mere og mere desperate forsøg på at passe sig ind og følge de nøje udfærdigede lærermanualer bliver væltet af en djøfficeret pædagogisk konsulent – fremragende ramt af Christian Hetland – der vil give feedback og input, men alene truer læreren med tomme opråb. Endelig giver Anders Baggesens Anette os en smertelig historie om en lærer, der nærer dyb kærlighed til litteraturen, men væltes omkuld af ministerielle fordringer og elevernes insisteren på kun at ville have om noget, de kender i forvejen: reklamer, digitale medier, og som ender med desperat at følge med i en tik-tok dans. Vi ser med andre ord Annette som en klassisk tragisk helt/inde. Dette er en af de fem tidsrammer, der udgør forestillingens helt centrale dramaturgi.
Produktionsdramaturgien
Inden jeg går ind på de andre tidsrammer, vil jeg kaste et blik på de særlige kunstneriske greb, der muliggør dette fantastiske resultat. Christian Lollike har benyttet den før, fx med Hospitalet, der spillede på Aarhus Teater i 2020. Researchen består i at høre fra de mennesker, der har folkeskolen helt tæt inde på livet. Lærerne selv og eleverne. Det giver den dramatiske tekst en autenticitet. Genkendeligheden og detaljerne sørger for, at det aldrig bare bliver plat, men bærer præg af levet liv.
At Christian Lollike i samarbejdet med skuespillerne også formår at inddrage deres erfaringer fra skolelivet, bidrager til ensemblets formidable med- og sammenspil. De er også inde i teksten og forestillingens fysiske udtryk. At holde styr på 14 skuespillere er sin sag, men Lollike magter i samarbejdet med koreografen Julie Kunz, at få ensemblet til at stå knivskarpt, både i slowmotion klassescener og i gymnastiksalskaos.
Samarbejdet med scenografen, Franciska Zahle, starter tidligt og får lov til at spille sammen med tekstens og universets tilblivelse. Musikken får sin selvstændige plads i forestillingen, styret af Simon Mathew, der udfører den musik, han har komponeret og arrangeret, også i samspil med ensemblet. Lars Gaarde har lagt en lydside under forestillingen, der virker i kraft af en subtil, ikke- konkret flade af ulmende strømme af lyd. Lysdesignet ved Anders Kjems, støtter forestillingen ved både at have et køligt skolerumslys, og når andre lag i forestillingen kræver det, et meddigtende cirkusshow-lys. Når landets næststørste teaters store scene også får lov til at spille med alle sine muskler; drejescenen, gulve der kan hæves og sænkes, en realistisk og genkendelig skolearkitektur udsat for glinsende, pastelfarvede draperier, ja så nyder man, at den slags overskud også findes i det danske teaterliv.
Tragedien
Jeg har nævnt den ene af de fem tidsperspektiver, der er på spil i forestillingens dramaturgi: den tragiske. Den er bærende i forhold til hovedpersonerne Annette. Hvor den klassiske tragiske helt som regel har den første halvdel af tragedien til at kæmpe for sin vilje og plan med livet, og først derefter for alvor mærker omverdenens modstand, har Annette ikke ret meget held til at gennemføre sine idealer og visioner for lærergerningen. Og som det sig hør og bør, ender den tragiske helt med at være slået helt ud, dræbt af omverdenens overmagt. Her er tidsrammen et langt lærerliv, et karriereforløb, der er alt andet end misundelsesværdigt.
Vi kan have leet nok så meget under fremstillingen af vilkårene for denne karriere, men må unægtelig sidde tilbage med en tung følelse af afmagt, medlidenhed og medskyld. For vi – publikum – er jo del af den omverden, der slår dem ihjel, der ødelægger den pædagogiske skønhed. Det er os, der har født, opdraget og påvirket de børn, der skal dannes i skolens rum. Det er os, der har valgt de politikere, der skalter og valter med skolen uden at kunne enes om at formulere, hvad den dannelse skal handle om. Og som trækkes rundt i manegen af et erhvervsliv, der for enhver pris skal sikre sig, at børnene kan netop det, de har brug for, så de står med minimalt ansvar for den reelle uddannelse, der følger efter endt skoleforløb.
En årgangs skoleforløb
Fra tredje klasse (med natur og teknik), over sjette klasse (med matematik) og niende klasse (med dansk) danner de 10 skoleår ramme om en anden del af forestillingen. Her gennemspilles så en række klasserumsscenarier, hvor eleverne (Mette Klakstein, Anne Plauborg, Amanda Friis Jürgensen, Marie Boda, Marie Marschner, Jacob Madsen Kvols, Kjartan Hansen, Emil Busk Jensen, Kasper Krassimir Jensen og Christian Hetland) fremstår som typer med hver deres særtræk, der for de flestes vedkommende forstærkes i negativ retning. Det, der burde være en dannelsesrejse frem mod lysten til at lære, til selvstændig tænkning og virkelyst, synes at bevæge sig i en nedadgående kurve. Derimod er selvfremstillingen, egoismen og kampen for at være enestående en kurve i opadgående retning. Læringen er instrumentaliseret, lærernes autoritet er undergravet. Det er skræmmende morsomt at se disse typificerede unge og deres forsøg på at blive særlige, singulære identiteter.
Skoledagen
En tredje tidsramme er selve skoledagen orkestreret for lærere og elever, skoleleder og pædagogisk konsulent. Velkommen til skemaet, med timer af forskelligt indhold, der er nedrammet i 4000 mål. Her ser vi lærernes kamp for at skabe noget der ligner ro, og et rum for at forstå noget, børnene endnu ikke ved. Skolelederen (Mette Klakstein) blander sig, med krav og fremstår mere optaget af sin egen identitet end af skolens. Jeg vil nok mene, at denne figur bliver trukket for ensidigt op, og fornemmelsen for hendes position som ’kvinden midt i mellem’ forsvinder i kliché. Hun er jo ret beset også presset fra alle sider: elever, forældre, lærere, skolebestyrelse, fagforeninger, kommune og ministerium.
Hvad der skulle være en hjælp til at støtte den enkelte lærer, nemlig en pædagogisk konsulent, viser sig at være det rene nytteløse spild af tid og kræfter. Ingen svar eller ordentlig menneskelig feedback. Her er satiren ude efter et ubegribeligt forbrug af ’konsulenter’, udstyret med et alt for djøfficeret skema og for lidt kundskab om virkelighedens verden. Sådanne djøffer er som sølvfisk – som min ledsager hviskede – de formerer sig i hobetal, glider let ind i skyggerne, og er absolut ikke gavnlige for nogen som helst, andre end dem selv og deres selvopretholdelse i statens fugtige rum. De kan i hvert fald slet ikke få øje på elefanten i rummet.
Lærerens dag
Den fjerde ramme udgøres af skildringen af Annettes hverdag fra morgen til aften. Fra timerne i skolen, de uendelige udvalg og møder. Forældremøder, som Annette helst er fri for. Så da forældrene har arrangeret en ’festlig aften’ for dem selv, hvor de alle kan være popstjerner for en dag, ser vi hvordan Annette kommer udkørt hjem og kaster sig over en smøg, vin og lidt mad. Det sker på et podium, der fire gange hæves op over scenekanten, mens musikken spiller. Det viser os Annettes nat: på toilettet, børste tænder, se sig selv i spejlet, i seng, med udslukt ansigt. Annette får også besøg af bjørnen (Kjartan Hansen) der først ser nuttet og kær ud og trøster, blot for siden at voldtage hende. Så forstår man den rette betydning af ordet bjørnetjeneste.
Vi hører Annette slynge sin ironiske tak ud. Tak til forældrene for deres kolossale opbakning, tak til eleverne, også tak til ministeriet, for at gøre det så let at være lærer i den danske folkeskole. Men der bliver på fineste vis også plads til Annettes forskellige historier om de øjeblikke i lærerlivet, der gør, at man holder ud. Smukke øjeblikke, hvor læreren fornemmer at have betydet noget. Netop fordi vi som publikum alle har vores egen erfaringer fra skolen, er det vanskeligt ikke at leve med i disse skrøbelige øjeblikke, hvor vi faktisk viser, at vi sætter pris på lærernes gerning. Læreren kan jo ikke læse elevernes bevidstheder, og hvad der foregår i løbet af timerne. Derfor er elevernes adfærd i klassen ekstra vigtig. En krop, der ligger henslængt på skolebordet, et lukket ansigt der øjensynlig er et helt andet sted end i klasseværelset er destruktiv adfærd og kommunikation.
Det er ikke en objektiv beskrivelse af folkeskolen. Selvfølgelig er der klasser og timer, hvor dannelse er mulig, hvor tilegnelse af stof, der giver modstand, er båret af ægte interesse. Men forestillingen viser os et skræmmebillede af en skole, der er truet af en mangel på svar. Svar på spørgsmålet om, hvad der er meningen… om ikke med det hele, så i hvert fald med skolen.
Klovnens tid
Af pressematerialet til forestillingen fremgår det, at der skulle være tre spor i forestillingen. Et spor er det med Annette. Et andet er det med eleverne i forskellige fag og klassetrin, og et tredje skulle være at ”Eleverne arbejder på en skolekomedie om et cirkus”. Dette er givetvis skrevet før den endelige forestilling var færdig. For det var ikke synligt. Derimod fremstod klovenen som beretter, og kommentator til forestillingen, gennem sange og replikker. Det er som om, at ’skolekomedie’sporet viste sig overflødigt.
Simon Mathew tegner som klovnen en tragisk historie, om en af dem, der røg helt ud af skolen. Som søgte tilflugt i skoven og en anden virkelighed. Gennem de indlagte sange, der er bearbejdninger af kendte (børne)sange, får Simon Mathew pumpet en stor mængde vred energi ind i forestillingen, frem mod en slutsang til støtte for Annette, hvor publikum aktiveres til at synge med, bare for kort efter at bevidne Annetternes død. På den måde kunne klovnen have været alt muligt andet. Det virker for mig som om, at cirkuslaget kunne have været taget bort, uden at der var sket noget alvorligt ved det. Måske havde det faktisk været stærkere at lade Simon Mathew være den udstødte, der klamrer sig til muligheden for at blive unik gennem sin musiker-karriere? I et samfund, hvor karrierer og det at være noget særligt betyder mere end sammenhold og fællesskab, er ’stjerne-drømme’ mangfoldige.
Elefanten i rummet
Styrken i forestillingen er dens evne til at forbinde disse tidshorisonter i en helhed, der løfter de enkelte fortællinger op til en almen kritik af det samfund, der har skabt den folkeskole, vi får præsenteret. Det samfund, der skaber denne misere af en folkeskole, må indse, at det lider under manglen på stærke kollektiver og bindende normer for fælles kulturel praksis. Dets kultur bygger på individer, der skal realisere sig selv, hvilket ses som et uomgængeligt krav. I yderste konsekvens fører dette til, at grænser mellem individer, eller mellem selvvalgte livsstilsgrupper, bliver forstærket i en ødelæggende polarisering.
Forestillingens satire over forældremødet viser netop, hvordan en sådan polarisering fører til, at der ikke kan opnås enighed om noget socialt fælles på tværs af disse grænser, og hvordan børnene viderefører de subjektive udgrænsninger. Det man tror på synes at være en privat sag for en subjektiv kultur, som det senmoderne samfund i hvert fald ikke skal blande sig i. Derved opstår der et uhyggeligt vakuum, der, hvor vi egentlig burde kunne finde noget værdifuldt at være enige om, som er kollektivt bindende. Og nej, vi opnår aldrig et homogent samfund. Derfor skal folkeskolen netop kunne tilbyde en dannelse, der bibringer børnene evnen til acceptere forskellene, det sammensatte. Der er behov for det fælles, det almene, det universelle – noget, der ikke er givet på forhånd, men som opstår i processerne med at finde frem mod det, der kulturelt kan gælde for alle, og som bør gælde for alle.
Det, at nå frem mod en sådan dannelse, kan aldrig være folkeskolens ansvar alene. Hvis man forventer det, skal man endelig se forestillingens stærke satiriske billede af, hvad det har medført! Måske kunne Aarhus Teater iscenesætte et møde i ’Forsamlingshuset’, der lod deltagerne finde måder at ’strides’ på i en kamp om det, der kan og skal gælde for alle i folkeskolen?
Skolekomedien spiller på Aarhus Teater fra d. 1. februar til d. 2. marts 2024
Læs mere her
Tekst og iscenesættelse: Christian Lollike (scener af Johanne Kirstine Fall og Frida Lea Fugl)
Scenografi og kostumedesign: Franciska Zahle
Lysdesign: Anders Kjems
Lyddesign: Lars Gaarde
Koreografi: Julie Kunz
Komponist og arrangør: Simon Mathew
Medvirkende: Mette Døssing, Carla Eleonora Feigenberg, Anders Baggesen, Simon Mathew, Mette Klakstein, Anne Plauborg, Amanda Friis Jürgensen, Marie Boda, Marie Marschner, Jacob Madsen Kvols, Kjartan Hansen, Emil Busk Jensen, Kasper Krassimir Jensen, Christian Hetland.
Janek Szatkowski er Lektor Emeritus ved Dramaturgi, Aarhus Universitet