Anmeldelse af Timerne/The Hours på Det Kongelige Teater
Dukkeføreren på drejescenen
Af Solveig Daugaard
Med et stort bagkatalog af litterære adaptioner, fra Goethe’s Werther over Brontës Jane Eyre til prisbelønnede franske samtidsromaner af Édouard Louis og Annie Arnaux, er den norske stjerneinstruktør Eline Arbo ikke kendt for at gå til de litterære værker med unødig ærefrygt. I en dansk sammenhæng fik hun fortjent succes i forrige sæson med sin uortodokse og hæsblæsende version af Illiaden på Betty Nansen. Imidlertid er det netop Arbos erklærede og sært hovedkuldse beundring for forfatterens empatiske geni, der skaber problemerne for hendes ellers både smukke, engagerede – og fænomenalt velspillede – iscenesættelse af amerikanske Michael Cunninghams succesroman The Hours fra 1998.
Og dét selvom der nok er elementer, der kunne give en samtidig, kritisk læser anledning til refleksion, med de over femogtyve år Cunninghams roman – en intertekstuel viderebrodering på Virginia Woolfs modernistiske hovedværk, Mrs Dalloway (1923) – efterhånden har på bagen. Men tilsyneladende ikke Arbo, som i et interview fra forestillingens præsentationsmateriale problematiserer, at samtidens identitetspolitiske vækkelse bliver en forhindring for litteraturens empatiske mirakel, som hun oplever udfolde sig i Cunninghams roman med dens stærke indlevelse i sine kvindelige hovedkarakterer. Og i Timerne er den feministiske intervention, som var med til at løfte Illiaden, da også vendt på hovedet: Hvor forrige sæsons forestilling gjorde et nummer ud af at give stemme til Homers temmelig stumme kvinder, trækker Timerne ordene ud af munden på sine tre bærende kvindefigurer, og lægger dem eftertrykkeligt tilbage i forfattermandens.
Hyldest til poetisk skaberkraft
Forestillingen er en dansk versionering af Arbos opsætning fra sidste år på ITA – Internationaal Theater Amsterdam, hvor hun siden september har været kunstnerisk leder. Og at dømme efter det tilgængelige materiale er den importeret stort set 1:1 fra originalopsætningen, fra musikalsk komposition, kostumer og scenografi til instruktørassistent. De seks medvirkende danske skuespillere er således de eneste nye medlemmer af holdet til denne opsætning.
Langt henad vejen er Cunninghams roman et velvalgt forlæg for en forestilling, der vil hylde den poetiske skaberkraft. Markedsført som en hyldest til Woolfs roman tiltrak den sig, da den udkom, både litteraturhistorisk stjernedrys og en Pulitzer pris, og den har – sammen med Steven Daldrys stjernespækkede filmatisering fra 2002 med Nicole Kidman, Julianne Moore og Meryl Streep i de bærende roller – siden opnået en vis klassikerstatus for sine poetiske, kvindelige karakterstudier.
Mrs. Dalloway er den roman, hvor Woolf forfiner sin teknik, så hendes prosa fremstår som ren sammenfletning af karakterernes bevidsthedsstrømme, hvori de kan interagere lige frit med personer og hændelser i nutiden, som med minderne. Et helt liv kan således elegant og uendelig komplekst rulles op gennem et tidsforløb på en enkelt dag. Noget af det fantastiske ved Woolfs roman er, hvordan dynamikken og livsrigdommen – livsfejringen er det nærmest – flyder over i prosaen, selv når personerne brydes med meningsløshed, forsmåede følelser og granatchok.
Disse elementer har Cunningham søgt at genskabe i The Hours, som ligeledes benytter en poetisk stream-of-consciousness, stærkt inspireret af Woolf, og følger sine personer – tre kvinder, i tre tider, for hvem romanen Mrs Dalloway får afgørende betydning – over en enkelt dag, hvori hele deres liv trævles op og desuden tager en skæbnesvanger drejning: Virginia Woolf den dag i 1923, hvor hun påbegynder romanen, mens hun plages af psykisk sygdom, Laura Brown som i 1949 læser Woolfs roman og tager sin efterkrigshusmodertilværelse op til revision, og i 1998 forlæggeren Clarissa – som deler fornavn med Woolfs hovedperson, går under kælenavnet ’Mrs. Dalloway’, og ligesom hende planlægger et selskab, som skal holdes samme aften.
Drejescenen perfekt forløst
Og der er virkelig meget der lykkes i forestillingen. Den uforlignelige, sprøde friskhed, der åbner Mrs. Dalloway – morgenen var “frisk som om den var skabt til børn på en strandbred” som det hedder i én af de første sætninger – løftes i åbningsscenen smukt af forestillingens scenografi og lyssætning, hvor den helt centrale rekvisit – blomsterne, som Clarissa skal skaffe til sit selskab – dominerer scenerummet mod en baggrund af daggrysfarvet lys. Og hvor tidens gang i Mrs. Dalloway holdes præsent af Big Bens timeslag, der gennemskærer fortællingen, har den belgiske scenograf Pascal Leboucq ladet scenegulvet gennemskære af et cirkelbånd, der, som en gigantisk urskive ubønhørligt bevæger sig – med skiftende hastighed og enkelte standsninger – i urets retning for at indikere timernes bevægelse.
Drejescenen er et særdeles hyppigt benyttet værktøj på netop Skuespilhusets store scene i disse år, som i mere uheldige realiseringer kan ende med at dominere en forestilling fuldstændigt (som det f.eks. skete i en anden litterær adaption, Peter Langdahls iscenesættelse af Linn Ullmanns De Urolige, for et par år siden). Men i Timerne bliver den et kunstnerisk forløst og fuldstændigt selvfølgeligt greb, fordi det giver så god mening i forhold til forestillingens centrale kompositoriske figur: urets tikken, timernes flugt, hen over en enkelt dag. Og samtidig er det en foræring til instruktionen, fordi det er med til at skabe en dramatisk energi, som let kan gå tabt i et scenisk værk, der i så høj grad bygger på (indre) monolog og parallelle historier og således afskærer forestillingens tre stærke hovedskuespillere – Karen Lise Mynsters Virginia, Josephine Parks Laura og Sofie Gråbøls Clarissa – fra at interagere med hinanden.
Netop den manglende dramatiske konfrontation mellem de tre kvindeskæbner resulterer i filmatiseringen af The Hours i en inerti, som ikke sjældent slår over i kedsommelighed, men den udfordring har Arbo overvundet fuldstændigt i sin iscenesættelse. Her er hun godt hjulpet af den dynamiske scenografi, som holder karaktererne i bevægelse og bringer dem tættere på hinanden, når de går ud og ind mellem hinanden, og indtager de samme forskellige, åbne hverdagsrum – seng, toilet, badekar, køkkenbord, klædeskab, spisebord, sofaarrangement, som er placeret forskudt på det roterende cirkelbånd – alt sammen holdt i afstemte pastelfarver samt de polerede og emaljerede overflader, vi kender som facaden på ’det gode liv’ i amerikansk efterkrigstid. Bevægelsen indfører en rytmisk stakåndethed i instruktionen, som virkelig klæder forestillingens monologcollage og forhindrer karaktererne i at stivne i hvert sit historiske aflukke.
Musikalske fortællere og birolle-kamæleoner
Den musikalske fortællerinstans bestående af Marie Bach Hansen og Mads Rømer Brolin-Tani, som fra en position i periferien uden for cirklens drejeskive akkompagnerer scenerne, og navnlig sceneovergangene, med et specialkomponeret lydspor af sang og musik, er et andet centralt instruktionsgreb, som fungerer stemningsbærende og binder de tre parallelle fortællinger sammen på effektiv vis. Det musikalske spor lader sig ikke adskille fra det dramatiske, når Brolin-Tani og Hansen bryder ind i alle tre fortællinger for at spille forskellige biroller, såsom Lauras og Virginias ægtemænd, Clarissas lesbiske partner, Virginias søster, og Lauras nabo Kitty, med hvem hun deler et pludseligt og forbudt kys. Og det når en form for klimaks i en bevægende scene mod slut, hvor det er de tre protagonister Mynster, Park og Gråbøl, som udstyres med hver sin mikrofon og, med bølgende styrke og følelsesmæssig forløsning, synger ud mod publikum, fra hver sit punkt på den roterende urskive.
Hvor meget opsætningen end har arbejdet med dynamikken i de monologiske passager, så fremstår de dramatiske situationer mellem de medvirkende ofte som de stærkeste elementer på scenen. Især scener mellem de tre centrale kvinder og kamæleonen Marie Bach Hansen er både lysende, bevægende og ind i mellem morsomme. Det er i disse scener, skuespilpræstationerne imponerer mest. Skiftevis urkomisk og rørende er f.eks. udvekslingen mellem Laura og hendes nabo Kitty, der kommer på besøg. Den groteske samtale om kagebagning og kaffemærker som de to fører, som en tynd fernis hen over gedulgt sygdomsangst, desperat kedsomhed, ulykkelig barnløshed og undertrykt seksuel tiltrækning, udstiller i sin desperate tomhed 1950’erhusmorens følelsesmæssige og intellektuelle fængsel. Josephine Park demonstrerer, med alvorsfuld nerve, kombineret med en sikker beherskelse af komikkens timing og mimik, Lauras fuldkomne uegnethed til at agere i det patriarkalske dukkehus, som mange amerikanske kvinder oplevede hjemmet som, efter i krigsårene at have stået på egne ben, mens mændene kæmpede langt hjemmefra.
Dukkeføreren på drejescenen
Mens der således er flere scener, som lykkes med at gøre de indre dramaer, forestillingen vil skildre fysiske og nærværende i rummet, er forestillingens altoverskyggende problem at disse scener konsekvent stækkes af det mest prægnante instruktørvalg, nemlig indførelsen af en talende fortællerfigur, spillet af Olaf Johannesen. Med præcis diktion og vanlig karisma personificerer Johannesen således dels romanfortælleren (som således kønnes som mand, aka Michael Cunningham) og inkarnerer dels stykkets mest centrale biperson, den AIDS-syge digter Richard, til hvis ære Clarissa holder det selskab, handlingen i hendes historie drejer sig om. Allerede i Cunninghams roman optræder Richard som latent hovedperson, der binder sporene sammen, idet han var den søn, Laura svigtede, da hun forlod sit husmorliv, og vigtigst af det hele, optræder som plaget, litterært geni (og forfatter til en roman beslægtet med den vi læser), og desuden gentager Virginias selvmord.
I forestillingen savner fortællerfiguren fuldkommen kompositorisk stringens, og blander sig alt for ofte, men også alt for usystematisk i handlingen. Johannesens figur bliver dels inkarnationen af det mandlige geni, der bare må tiltrække sig kvindernes fulde opmærksomhed, så snart han træder ind i et rum, og dels en overpædagogiserende Holger Fortolker, som sørger for, at forestillingen aldrig behøver at vælge mellem showing og telling: hver gang en scene har vist noget væsentligt, får vi det forklaret af fortælleren, så alle pointer bliver hamret ind med syvtommerssøm.
Også denne effekt forstærkes, skønt denne gang uhensigtsmæssigt, af drejescenen, der som et cirkelbånd kører rundt om Olaf Johannesen, som hele tiden befinder sig i cirklens ubevægelige midte. Således understreger scenografien, på en usædvanlig håndfast måde, hvori manuskriptets iboende problem består: De tre kvinder bliver dukkeførerens rekvisitter, snarere end mennesker i egen ret, idet de snurrer rundt om ham, som marionetdukkerne om Pinocchio i Disneys tegnefilm.
Poetisk uretfærdighed
Fortællerens tilstedeværelse går helt klart hårdest ud over Virginia Woolf-figuren. Hvor Sofie Gråbøl får rig lejlighed til at demonstrere sin suveræne beherskelse af naturalistisk diktion og sit stærke sceniske nærvær i rollen som Clarissa, mens Park og Bach Hansen især glimter i deres samspilsscener, er der meget lidt Karen Lise Mynster kan stille op med den resignerede, grå og konsekvent ubekvemme Virginia Woolf-figur.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer over den biografiske retfærdighed i Cunninghams og forestillingens skildring af Woolf. Ud over at konstatere det i sig selv voldsomme valg, det er, at lade Virginia Woolfs selvmord indramme hendes historie, selvom det fandt sted sytten år efter den dag, hvor hun påbegyndte arbejdet med Mrs. Dalloway, som angiveligt skulle udgøre fiktionens tidsramme. Men der er en oprørende poetisk uretfærdighed i at se Woolf, en af det 20. århundredes største prosaister – men jo altså også en af dets største feminister – fremstå som et flæbende nervevrag, hvis eneste livslinje er hendes mands opofrende kærlighed, som hun i sin desperation må svigte, for at tage sit eget liv. Og selvom denne uretfærdighed i første omgang falder på Cunninghams kappe, så forstørres problemet eksponentielt i Arbos iscenesættelse, fordi forestillingen på alle niveauer (tekstligt, dramatisk scenografisk) kun gør plads til ét tragisk geni – det mandlige – personificeret af digter-fortælleren, der trækker i trådene og udlægger scenerne én for én, så den smule glød Woolf fik lov at beholde i romanen som poetisk visionær konsekvent pilles i stykker af hans patroniserende forklaringer og banaliseringer af hendes “ulykke” som består i at være “den mest intelligente kvinde i England.” Det efterlader Woolffiguren som et ubehjælpsomt stykke historisk staffage, endnu en lidende kvinde, man først og fremmest må have ondt af.
Det er svært at tilgive. Selvfølgelig af den simple årsag, at Timerne havde været uskrivelig uden Mrs. Dalloway. Selv titlen var Woolfs arbejdstitel indtil lige før udgivelse. Og fordi Cunninghams prosa samtidig ikke når Woolfs til sokkeholderne. Men også fordi der ligger en slet skjult afmontering af det normkritiske potentiale hos Woolf, en re-patriarkalisering i Cunninghams roman, som Arbos iscenesættelse forstærker i nærmest øresønderrivende grad. Woolfs queering af den midaldrende kvindes seksualitet og følelsesliv, som bl.a. skildres gennem Clarissa Dalloways ungdomsforelskelse i en pige, bliver i forestillingen modsvaret af en trivialisering af både Clarissa og Richards homoseksuelle livspartnerskaber, som blegner når de måles op imod deres hede heteroseksuelle ungdomsaffærer, der varede en enkelt sommer, men får lov at blive stående som lykkens inkarnation gennem hele deres liv.
Hvad teksten angår, er der alt for mange sproglige mislyde i en forestilling, der poserer som så ’litterær’. Selvom man nok har skelet til etablerede danske oversættelser af de nøglesætninger fra Woolfs roman og breve, som går igen som en art refræner i forestillingen, kan det undre, at man tilsyneladende har valgt at oversætte manuskriptet fra nederlandsk, i stedet for at trække på Pia Juuls noget mere musikalske, danske oversættelse af Cunninghams roman. De mest forstyrrende mislyde skyldes dog næppe tekstoversættelsen, men ligger snarere i forlængelse af den norsksprogede personinstruktion, hvor nationalscenen godt kunne have bekostet en sprogkonsulent, når nu skuespillerne tilsyneladende er de eneste dansksprogede på hele holdet.
Timerne/The Hours spiller på Det Kongelige Teater fra d. 13. januar til d. 2. marts 2024
Læs mere her
Medvirkende: Karen Lise Mynster, Sofie Gråbøl, Josephine Park, Olaf Johannesen, Marie Bach Hansen, Mads Rømer Brolin-Tani
Iscenesættelse: Eline Arbo
Assisterende instruktør: Daniël ’t Hoen
Lyddesign og komposition: Thijs van Vuure
Scenografi: Pascal Leboucq
Kostumedesign: Wojciech Dziedzic
Lysdesign: Varja Klosse
Dramaturgi: Bart Van den Eynde
Oversættelse: Birthe Lundsgaard
Bearbejdelse: Eline Arbo, Peter van Kraaij og Bart Van den Eynde
Solveig Daugaard er Ph.d. i Litteratur, mediehistorie og informationskulturer og arbejder som adjunkt i Litteraturvidenskab med tilknytning til det tværæstetiske forskningscenter Kunsten som Forum på Københavns Universitet.