Anmeldelse af Kassandra på Husets Teater
Fremragende præstation af Benedikte Hansen i krævende ny dansk monolog
Af Janicke Branth
Lige fra hun træder ind på scenen i sin høje, slanke og mørke skikkelse for at tage plads på den sarkofagagtige forhøjning midt på scenen, udstråler Benedikte Hansen den styrke, både teksten og hele trilogien ”Furier” handler om. En kvindelig urkraft der på en gang virker skræmmende og tiltrækkende. Og den kraft formidler hun på alle niveauer af forestillingen, fra det voldsomme – men aldrig overspillede – til det det mest tyste udtryk. Det er i sig selv en imponerende præstation.
Det forholdsvis nøgne scenerum er gennemskåret af et stort lærred i hele scenens bredde, som i langsomt flow fyldes af intense nærbilleder af skuespillerens ansigt og kropsdele, der indimellem kommer til at ligne jordslåede landskaber. Denne visuelle billedfrise kontrasterer og kommenterer teksten og Kassandras klagende og anklagende, frustrerede, sensuelle, ydmyge og kraftfulde tale.
Den tredje furie på Husets Teater
”Kassandra” er tredje del af den trilogi om furier, som Anja Behrens så imponerende har instrueret på Husets Teater. Furierne er de hævngudinder, som vi i sidste del af Orestien serblive dømt til at leve under herskernes klippe, Areopagos i Athen. Ifølge programmet har instruktør og scenograf valgt at kalde hele trilogien ”Furier” for at referere til ”uretfærdighed og undertrykkelse”. Alle tre furier har været udsat for grænseoverskridende handlinger.
”Kassandra” har ikke, som ”Fædra”og ”Elektra”, en selvstændig dramatisk tekst som udgangspunkt. Hun optræder som bifigur i flere græske tragedier som Aischylos’ ”Agamemnon” og Euripides’ ”Kvinderne fra Troja”. Ifølge græsk mytologi blev guden Apollon så betaget af hendes skønhed (navnet Kassandra betyder ’den der forfører mænd’), at han gav hende evnen til at se ind i fremtiden. Men da hun afviste ham, ændrede han sin gave til en forbandelse: ingen ville nogensinde tro på det, hun forudsagde. I tragedierne bliver hun hverken hørt af sin far Priamos, Trojas konge, da hun forudsiger Trojas fald eller af Agamemnon, da hun forudsiger hans død.
Marie Bjørns ”Kassandra” er ikke et drama men en episk beretning, og fortælleren er Kassandra. Det er hendes stemme vi hører, men lytter vi? Hendes monolog vil fortælle os, at hendes advarende stemme og skrig, som har lydt gennem 3000 år, altid er blevet bragt til tavshed af mænd.
Monolog i tre blokke
Marie Bjørn har formet sin monolog i tre tekstblokke i stedet for tre (handlingsudviklende) akter, og markerer på den måde sin afstand til klassiske dramaturgi og erstatter den med en såkaldt ’feminin’, cirkulær beretning.
I første blok præsenteres ”Myten” om Kassandra og hendes skæbne med stor sanselighed men lettere radikaliseret, da hun her gøres til et barn, en pige, som Apollon nærmest voldtager og i vrede planter sit spyt i munden på (der associeres til sæd). Og så melder skyldfølelsen sig hos Kassandra: ”Var det mig, der satte det hele i bevægelse, fordi jeg afviste så mægtig en Gud?”. Den voldtagnes evige problem.
Kassandra komplekset, monologens anden blok, forlader den mytologiske tid og lader Kassandra genopstå i et utal af senere skikkelser, som hver på deres måde forsøger at sige sandheden (hvilket strengt taget er et mere kontingent begreb). I videoprojektionen dækker hænder hendes ansigt og mund, mens de smører det ind i ler, indtil det får karakter af en årtusinder gammel figur, der måske ligger i jorden, men hvis levende øjne følger os bag den krakelerede overflade.
Begrebet ”Kassandra-kompleks” stammer fra dem franske filosof Gaston Bachelard, som bruger det om troen på at ting kan forudsiges. Men teksten fokuserer her mere på den sandhed, der altid undertrykkes og fornægtes, især i krigstid. Både når teksten opregner et utal af ældre og nye krige, og når Kassandra varsler, at krigen en gang vil komme til os, der kun aner fred og ingen fare, udebliver omverdenens reaktion. Krigene vil fortsætte og fortsætte og til sidst vil de ende i ”krigene om kloden selv”. Her bliver det ikke bare Troja, der brænder, men ”Hele verden brænder og gestalter sig selv som genfærd og rovdyr”.
I modsætning til første blok er anden blok, med sin beskrivelse af tre tusind års krige og vold, mere uhåndgribelig. Tilskueren kastes rundt mellem billeder, som konstant afløses af nye eksempler, der ikke når at bundfælde sig, selvom Benedikte Hansens fortæller med et stort register af fysiske og sjælelige udtryk. Denne kæde af katastrofer fortælles ikke med en diskursiv beretning, men skal spejle spåkvindens rablende tale. Det giver god mening, men risikerer også at efterlade publikum lidt desorienterede.
I ”De dræbtes rum”, tredje tekstblok, ligger Kassandra begravet mellem alle ligene. Her mellem de døde soldater vender hun tilbage til første bloks urscene med krænkeren. Hun hengiver sig til fantasier om Apollon og om en genforening med ham, som til sidst ville kunne forløse hende. Men Kassandra vil ikke forføre sig selv og andre med et trøsterigt narrativ, der har en begyndelse, midte og happy end. Hun må fortsætte sine spådomme, men åbner for, at hun måske alligevel kan ændre lidt på narrativet. Måske skal hun prøve at væve en smule håb ind i det.
Kassandra ligger her foran en projektion af en krop i en kiste, hvis køn vi knapt kan bestemme og hvis hoved, vi ikke kan aflæse. Et menneskehoved? – Men bundet ind i slanger, ledninger eller det hår, som flagrede så frit i starten? Billedet minder unægtelig om Holbeins maleri Kristus i graven fra 1521, (bl.a. berømt fra Dostojevskijs roman Idioten) og peger på Kassandra som en lidende kristusfigur, der tager skylden på sig: ”Er det mig, der er skyld i undergangen, fordi jeg bliver ved med at se den? Er jeg den egentlig skyldige, er jeg?”. Stykket slutter altså med dette åbne meta spørgsmål, om hun (vi) selv fremkalder alle lidelserne gennem formørkede narrativer. Derfor hendes afsluttende løfte om at væve håb ind i sine varsler om fremtiden. For er det Kassandras egne negative forudsigelser, som nedkalder alle katastroferne? Er det det lidelsesevangelium, hun vil gøre op med, når hun ender med at synge en strofe af Elvis Presleys ”Love Me Tender”?
Et bud på en kvindelig diskurs
Monologen erstatter treakterens lineære fortælling med en slags cirkulær bevægelse, og hæver samtidig fortællingen op på et metaniveau. Nok træder den mytologiske Kassandra ind på scenen, ”I det her rum taler Kassandra”, men undervejs bliver hendes erindringer også til en refleksion over egen diskurs og fortællingens udsigelse. Associationen til den lidende Kristus bærer således på en problematisering af fortællerens insisteren på sit lidelsesnarrativ.
Kassandras voldsomme tale og opremsning af årtusinders krig og vold i anden blok af monologen, kan høres som udtryk for den vanvittiges diskurs: ”Mit folk finder mine enetaler sindssyge, og jeg spærres inde i små, lukkede rum og skriger”. sådan som kvinders tale ofte er blevet tolket som hysteri og har isoleret dem fra det offentlige rum. Men samtidig relativeres denne tale som et narrativ blandt mange andre.
Det er rigeligt kompliceret. At overskue det underliggende dramaturgiske mønster er ikke helt ligetil, mens man sidder og oplever forestillingen på Husets Teater. Og dermed lukker monologen sig også lidt om sig selv. Enten må man overgive sig til den sansemættede oplevelse af Benedikte Hansens begavede performance og Simon Sumborgs formidable visuelle billedfrise, eller også kæmper man lidt med at forstå, hvor vi skal hen med dette kompakte univers.
”Furier” er alt i alt et imponerende projekt, som kan ses samlet et par dage i juni 2024. En kæmpe ros til teatret for at lægge hus og scene til så stort et feministisk projekt. Det peger fremad for scenekunsten.
Kassandra spiller på Husets Teater fra d. 13. januar til d. 10. februar 2024
Læs mere her
Medvirkende: Benedikte Hansen
Dramatiker: Marie Bjørn
Instruktør: Anja Behrens
Scenograf: Christian Albrechtsen
Video: Simon Sumborg
Lyddesign og musik: Erik Christoffersen
Dramaturg: Karen-Maria Bille
Anmeldelsens citater er fra manuskriptet til monologen (8/1) – venligst udlånt af teatret.
Janicke Branth, dramaturg cand. phil., tidl. dramaturg på Aarhuus Teater og rektor for Dramatikeruddannelsen, tidl. medlem af Reumertjuryen og underviser på DDSKS. Medlem af Peripetis redaktion gennem mange år og kurator for Dansk teater 300 År.