Anmeldelse af Axial Figures, Wired Studio på Dansekapellet
Rette linjer og ømme rum
Af Christine Bonnichsen Søndergaard
Axial Figures’ omskiftelige rum af udspændte reb og løse ender opstår i det kunstneriske krydsfelt mellem koreografi, samtidscirkus og arkitektur. I den foranderlige ramme udfoldes blødhed og råstyrke, skygger og lys, minimalisme og kompleksitet. Det non-verbale, koreografiske værk bliver en art kontra-monument, der meditativt mindes forbundethed på tværs af kroppe, reb og rum og peger på den mulige ømhed i de flygtige fællesskaber.
Rebet som omdrejningspunkt
Fem reb er rigget fra loftet i Dansekapellets sal og inddeler scenen vertikalt. Hver reb-ende er sirligt placeret som spor hen over scenegulvet. Mine øjne følger linjernes veje gennem rummet, mens jeg tager plads på tribunen. Rebene har allerede inden start manifesteret sig som akser, forestillingens konkrete omdrejningspunkter. De lige linjer er afgrænsninger, opdelinger, forhindringer, muligheder. En tydelig struktur, som går forud for og betinger performernes interaktion med rummet.
Scenen bliver sort, og da lyset igen tændes, er der ved hvert reb en artist. På scenen fremstår Saana Leppänen, Stina Otterström, Moa Karlsson, Sini Saari og Laura Kivistik som anonyme skikkelser. Scenelyset skaber kontrast mellem den hvide baggrund og de sorte skygger af reb og kroppe, hvis afgrænsninger udviskes. Rebene er en forlængelse af kroppene, kroppene en forlængelse af rebene. Med deres fødder placeret i gulvet, læner kroppene sig ind i strukturen. Ved at afgive stadigt mere vægt strækkes og testes rebene og kroppenes rækkevidde. Synkront tilter hovederne bagover, og mit blik følger linjerne af blikke opad. Blikke, der retter min opmærksomhed som et spørgsmål: Hvad sker der, når rebene tillader kroppene at forlade det horisontale bevægelsesplan for i fælleskab at bevæge sig opad?
Den bløde arkitektur
Med Axial Figures har Wired Studio, under kunstnerisk ledelse af koreograf Simone Wierød, skabt et stringent værk, der forbinder samtidscirkussets kaotiske uforudsigelighed med arkitektonisk minimalisme og orden. Foruden rebartisterne, er værket netop blevet til i samarbejde med arkitektfirmaet Standard Practice. Arkitekturens tænkning spejles i værkets æstetik, hvis formsprog centrerer sig omkring det bare, hvide scenerum kun indeholdende bevægelige reb, der manipuleres af kroppe og lys. Ved hele tiden at holde det bløde materiale udstrakt, skaber kroppene med deres bevægelser systemer af nøje udtænkte geometriske figurer i konstant tilblivelse og opløsning. Visuelt imponerende strukturer som kroppene bevæger og bevæger sig i.
De lige linjers logik bliver et mødepunkt for værkets brug af henholdsvis arkitektoniske og koreografiske greb. Materielle og immaterielle forbindelser i form af reb og blikke udgør en blød arkitektur, hvis potentiale består i etableringen af flygtige rum. Kroppenes gentagelser og skiftevise stop i vekslende positioner giver værket et skulpturelt udtryk. Måden skulpturen på én og samme tid manifesterer, nedbryder og mindes sporene af de forvindende rum, får mig til at tænke den som en art kontra-monument. ‘Counter-monumentalism’ beskriver en bevægelse inden for samtidskunst/arkitektur, hvor værker i det offentlige rum anvender alternative design, teknikker, materialer og tidslighed til at udfordre måden traditionelle monumenter udøver magt ved at cementere historien som komplet og afsluttet.
Axial Figures beskæftiger sig ikke med en svunden tid, men med tidslighed i bredere forstand. Som et spind af linjer, der påvirker hinanden peger rummene på forbindelser omkring og mellem os, som konstant genforhandles. Omvendt er den snorlige æstetik til tider i konflikt med sit materiale. Eksempelvis når performerne i formation bevæger sig over gulvet med rebene udstrakt, og enderne danner tilfældige klynger på gulvet, som forsigtige fødder varsomt må forsøge at navigere uden at snuble. På trods af de nøje tilrettelagte bevægelser, findes der her noget uforudsigeligt, en del af materialet som ikke lader sig kontrollere eller beregne af systemet, og midt i den indstuderede rutine afkræves kroppene opmærksomhed, omstilling og blødhed.
Risikofyldte kroppe og samtidscirkussets korporalitet
Netop i spændingsfeltet mellem kontrolleret og ukontrollerbart tager Axial Figures sit afsæt i samtidscirkus. Som scenekunstform, har samtidscirkus været i stor fremvækst de seneste år. Feltet inkluderer således en bred vifte af cirkusgenrer og hybridformater præget af interdisciplinære krydsninger med fx fysisk teater, dans, visuel kunst og musikalske forestillinger. Selvom det traditionelle cirkus’ dyr i bure, tre-rings shows og telte er væk, står kroppen og det menneskeligt mulige stadig centralt. Flere samtidscirkusdiscipliner kan i deres essens derfor også karakteriseres ved den særlig sensoriske korporalitet, som legemliggøres af kroppe, der befinder sig i risiko. En overvældende følelse af fare, når artisten uden sikkerhedsnet udfører koreografier af splitsekunders bevægelser, kropsliggjort med en overmenneskelige præcision, som er nødvendig for at artisten undgår at pådrage sig selv skade eller i værste fald styrte i døden.
Tænkning gennem knuder
Elementet af fare er også til stede i ’corde lisse’ (fra fransk ’glat reb’), bedre kendt som ’arial rope’ i engelsksprogede kontekster. Axial Figures arbejder i rammen af denne disciplin inden for luftakrobatikken, som er kendetegnet ved tricks udført i et vertikalt hængende reb. Grundlæggende bryder og udvider de koreografiske valg i Axial Figures med rebets formsprog. Gennem forestillingen benyttes et væld af forskellige klatreteknikker, greb, knuder, sving, positioner og ’drops’, men samtidig er tempoet sat ned, så en meditativ langsomhed præger kroppenes rytme og synkrone bevægelse.
Kroppene pendulerer mellem en overlegen demonstration af råstyrke og søgen efter positioner af hvile, hvor rebet omfavner og understøtter dem. Det nedsatte tempo kræver noget udover den dynamiske kraft og momentum, som typisk indgår i repertoiret af rebtricks. Artisternes evner bliver ligeledes sat på prøve, når snoninger på tværs af rebene danner vævede net af masker, som det er muligt at klatre i, så længe resten af gruppen holder reb-enderne fast. Det bærende fælleskab peger på skrøbeligheden, og hvor nemt rummet kan optrevles, hvis de giver slip. Alligevel bevæger artisterne sig i det fælles skabte luftrum med en fascinerende selvfølgelighed. Deres formåen er uundgåeligt resultatet af et særligt træningsregime, der producerer en særegen rebkyndig krop.
Kroppen, der er i stand til at tænke gennem knuder, træder især tydeligt frem under Saana Leppänens solo. De øvrige performere har forladt scenen og den fulde opmærksomhed hviler på Leppänen, mens hun klatrer i alle fem reb samtidig. Iøjnefaldende er den instinktive måde kroppen erindrer og bevæger sig sammen med rebene, hvilket bliver et vidnesbyrd om mængden af tid selvsamme evner har krævet og kræver.
Omsorgen for materialet
Da resten af gruppen igen indtager scenen, er Leppänen viklet ind i alle rebene. Sammen hjælper gruppen hende fri. Der er noget særligt i deres berøringer, en sanselig taktilitet, en slags ømhed over for den indviklede krop og over for rebene. Dernæst følger en længere session, hvor artisterne på gulvet nysgerrigt undersøger hver sit reb med deres hænder og deres blikke. Som beskuer får jeg lyst at bevæge mig helt tæt på, så jeg sammen med dem kan lytte til materialet med hele min krop.
Deres tilgang til rebene peger ind i en underliggende tematik i værket, nemlig interessen for materialet som medskabende aktør på scenen. Med tematikken rammer Axial Figures en tendens inden for nyere koreografiske værker, der i tråd med ny-materialistisk tænkning interesserer sig for at flytte fokus fra kroppen i bevægelse og hen mod mere-end-menneskelige forbindelser. Bevægelsen væk fra det antropocentriske går igen i forestillingens ligestillede dramaturgi, der opløser hierarkiet mellem performancens elementer, så lys, lyd, krop og scenografi spiller lige vigtige roller.
Som vigtig medspiller kan det smukke elektroniske lyddesign af M€RCY desuden nævnes. M€RCYs lydunivers akkompagnerer rebene og kroppenes bevægelser i rummet. Lyden, som indtager scenen fra start til slut, er ligeledes med til at give værket sin særlige tidslighed. Fx udgør et beat hen mod forestillingens slutning det taktslag, som artisterne følger, når de klatrer edderkoppeagtigt op og ned ad rebet på hovedet. Værkets lydside blotlægger og fremhæver således visse kvaliteter ved arbejdet i rebet, men skjuler måske andre. For hvordan, får jeg lyst til at spørge, lyder selve rebene og ikke mindst kroppene, der færdes i dem?
Værkets sprækker
Lidt paradoksalt både fremhæver og skjuler værkets æstetik på samme måde dets materialitet. Når rebet manipuleres, åbner det for nye potentialer, men samtidig fremstår de udstrakte reb retlinjede og kontrollerbare. En pålagt form. Ligeledes er en krop, der pludseligt kollapser på gulvet, ikke resultatet af udmattelse, men et koreografisk valg. Den svendende, kropslige fysikalitet træder i baggrunden i værkets billeder, der i højere grad lader kroppen fremstå som tandhjul i et maskineri.
Axial Figures peger på en omsorg, hvor der lyttes opmærksomt til kroppe, reb, rum og deres interne samspil. Samtidig prioriteres æstetisk et bestemt visuelt udtryk, som delvist er med til at anonymisere kroppene, nedtone deres korporalitet. Men når der på scenen pludselig sker noget, som ikke var planlagt, opstår et vekselvirkende felt, hvor nogen af forestillingen mest interessante øjeblikke findes. Det kunne være en mindre asynkronisitet som fx et reb, der roterer hurtigere om sig selv, fordi artistens bevægelser har sat det i omdrejning. Når det stramt koreograferede værks æstetik rummer sin egen modsætning, slår arkitekturen revner, og systemets/materialets/kroppens/fælleskabets sårbarhed, fejlbarlighed, uforudsigelighed, styrke og forgængelighed titter frem af sprækkerne.
Axial figures spillede på Bora Bora 21. – 23. november 2023 og i Dansekapellet 29. november – 1. december 2023
Produceret af: Wired Studio
Koncept og koreografi: Simone Wierød
Performere: Saana Leppänen, Stina Otterström, Moa Karlsson, Sini Saari, Laura Kivistik
Arkitekt: Standard Practice
Lyddesign: M€RCY
Lysdesign: Anders Kjems
Kostumedesign: Marie Nørgaard Nielsen
Teknik/rigger: Stefan Goldbaum Tarabini
Co-producent: Bora Bora, Dansehallerne
Producer: Art and About
Christine Bonnichsen Søndergaard er stud.mag i Teater og performancestudier ved Københavns Universitet