Anmeldelse af Mellemrum. Nye perspektiver på teater- og performancepædagogik. Charlotte Fogh & Jan Fogt (red.). Act-Fact Media, 2025.
Af Erik Exe Christoffersem
Mellemrum er en antologi om udviklinger indenfor kunst og pædagogik. En af de centrale pointer i bogen er det potentielle samspil og resonans mellem kunstens formgivninger og de individuelle og kollektive læringsprocesser, som det pædagogiske felt bidrager med. Begrebet mellemrum henviser til det voksende fælles felt mellem kunst og pædagogik. Det betyder ikke, at forskellen mellem kunst og pædagogik ophæves, men at resonansen giver muligheder for at gentænke en række begreber. På den ene side begreber som værk, kunstneriske strategier, dramaturgier, teaterproduktion og på den anden side identitet, virkelighedskonventioner og sociale konstruktioner.
Som en af forfatterne, Pernille Nedergaard Haugesen, formulerer det sin artikel, står hun med det ene ben i “et kunstpædagogisk paradigme, som er deltagerorienteret og primært har en uddandende og opdragende funktion” og med det andet ben i et “kunstparadigme, som er produkt og publikumsorienteret”. Det skaber et subjektivt problem for hende: ”Er jeg teaterlærer, underviser, teaterpædagog, instruktør, leder, facilitastor eller kunstner?”Jeg vender tilbage til hendes konklusion.
Act-Fact
Antologien er redigeret af Charlotte Fogh og Jan Fogt, som udgør den pædagogiske og kunstneriske ledelse i Act-Fact Copenhagen, oprettet i 2017, som en projektuddannelse i mellemrummet mellem teater-, kunst-, kultur- og uddannelser.
De indleder med en introduktion til baggrunden for bogen og de Nye perspektiver på teater- og performancepædagogik. Der er tale om en teoretisk rammesætning af de efterfølgende 11 artikler, som er konkrete eksempler på projektarbejder og workshops i mellemrummet. De beskriver, hvordan udviklingen har bevæget sig væk fra en snæver forståelse af dramapædagogik og mod en tværmedial og deltagerorienteret praksisform.
De 11 artikler giver en indsigt i hvordan, man kan arbejde med nye teaterformer og ikke-dramatiske materialer indenfor meget forskellige områder. Desuden viser artiklerne hvorfor og hvordan traditionel dramaundervisning har udviklet sig mod en tværmedial projektform, som de mener er en teater- og performancepædagogik.
Artiklerne er eksempler på, hvordan projekter er undersøgelser, kreative processer og eksperimenter, som skaber forandringer. Tematisk handler de om bearbejdning af sorg, identiteter, kønsroller, lokale steder, familierelationer og hvordan formelle æstetiske greb kan skabe erfaringer, som ikke nødvendigvis løser problemer, men som viser, at en række forhold er foranderlige og mulige at gentænke.
Kunstgrebene henter inspiration fra det postdramatiske teater, devising, immersiv teater, viewpoint og en række konkrete performanceteatre som danske Hotel Pro Forma, Fix & Foxy, Cantabilie, Sisters Hope, Signa og deres forskellige metodiske greb i forhold til kreative processer, der omsættes til en pædagogiske kontekst.
Den teoretiske og begrebslige ramme
Antologien hænger som helhed godt sammen. Det skyldes ikke, at de konkrete projekter ligner hinanden, tværimod er de meget forskellige, men den teoretisk rammesætning er fælles, og bliver på den måde anvendt og bearbejdet på forskellig måder. Referencerne er tyske teaterforskere som Hans Theis Lehmann og Erica Fisher-Lichte og amerikanske som Richardt Schechner, Anne Bogart og Michael Kirby. Desuden danske Lene Kobbernagel, Erik Exe Christoffersen, Janek Szatkowski, Ida Krøgholt, Hanne Kirk, Torunn Kjølner, Helene Illeris og Michael Eigtved. Det er de navne, som oftest går igen, men der er natruligvis flere og også flere henvisninger til artikler i Peripeti – Tidsskrift for dramaturgiske studier, Aarhus Universitet.
Som det ofte er tilfældet med antologiformen, er der en del gentagelser i og mellem artiklerne, men bogen forlanger ikke at blive læst kronologisk, og artiklerne står for sig selv og kan læses uafhængigt af hinanden. Jeg vil dog anbefale, at man læser hele antologien, da det er her, bogen viser et overblik i forhold til teoretiske og praktiske muligheder, og hvor feltet mellem kunst og pædagogik -mellemrummet – foldes ud gennem artiklernes behandling af udfordringer i ledelse af kreative processer og projekter, krisehåndtering, kunstprocesser, og fænomenologiske undersøgelser. Det der samler artiklerne, er at de er optaget af hvordan man involverer deltagerne og deres perception. Der kræves mod og villighed til at turde slippe kontrollen i disse projektformer. Fagligheden ligger i forberedelsen, faciliteringen og strukturerne, der sætter de æstetiske processer fri.
Samlet set understreges vigtigheden af afstemning af formål, forventninger, rammer og arbejdsmåder. Mellemrum kommer til at pege på mulige forbindelser mellem forskellige discipliner som teater, antropologi, performancestudier, kunst og sundhed. Mange projekter rummer både læring, healing eller intervention, der griber ind i normer, konventioner, adfærd og ritualer i dels den reale undervisningskontekst, og dels teatrets fiktive verden. På den måde bliver forandringsprocesser et omdrejningspunkt i bogen.
Disse forandringer hænger sammen med samfundsmæssige udviklinger, hvor roller, identiteter, vidensformer og medier er blevet flydende og tvetydighed. Det gælder former for udsigelser: hvem og hvad der taler, er ofte en mangfoldighed med forskellige optikker og positioner både fysisk, mentalt og emotionelt, hvor domæner og sektorer overskrides. Enhver afsender og modtager indgår i nye repræsentationsprocesser, henvendelsesformer og teatrale kommunikationsformer. Dette gælder også de materielle og konventionelle former knyttet til medier, rum, tidforløb og perceptoriske vilkår. Ikke mindst i relation til køn, gender, kulturelle, retoriske og kropslige interaktionsformer taler artiklerne om den performative vending, som overskrift for transformerende processer, der udvirker forandringer i en konkrete sammenhænge.
Performance kan ses i et kontinium mellem ritual, leg, sport, terapi, parader og forskellige former for billedkunstkunst, musikteater, arkitektur, installation, og dans. Det er et spektrum, som rummer grader af risikovillighed, identifikation med en rolle, tilskuerdeltagelse og variationer af fiktion. Derfor er angst for synliggørelse, at udstilles, at miste kontrol i form af en andens blik, i en iscenesættelse som ikke kan overskues, også et tema, som bogen gør opmærksom på igen og igen og finder greb til at håndtere? På den måde skabes der sammenhænge mellem de sociale udfordringer og det kunstfaglige.
De forskellige artikler
Artiklerne er refleksioner over hvorfor og hvordan et bestemt projekt er grebet an, og overvejelser over ikke-forudbestemte resultater. På den måde er de selvreflekterede i forhold til rolle, fremgangsmåde og effekter.
Anna Bohm skriver om et rørende familie projekt, som iscenesætter de enkelte familiemedlemmer gennem nærvær, fortællinger, handlinger og adfærd. Josephine Randrup inddrager cirkustalenter, træning, kropsadfærd, risikovillighed, erfaringer med matetielle redskaber og objekter i nye rammer. Er du okay? af Anna Ross Agner handler om arbejdet med børn og unge i sorg, og ender med en forestilling. Mette Pløger benytter performative greb i danskundervisningen i udskolingen. Mikkeline Hoffmeyer arbejder med bydelen Sydhavnens blandede stemmer. Nanna Butters skriver om virkelighedsteater og brugen af dokumentariske elementer i forhold til at sætte idetitetskonstruktioner på scenen.
Helle Olesen har fokus på ledelse af facilitering af processer, som skaber disciplin, sensorisk og kropslig fokusering, synliggørelse, mens Anne Kurzweil fortæller om et installations- og performancekunstværk, hvor de æstetisk læringsrum uden hierarkier beskrives grundigt. Den samme tilgang til krop og rum benytter Betina Jakobsen, Håkan Magnusson og Pernille Haugesen.
Sidstnævntes artikel “En opdagelsesrejse i faglighed” forekommer at være en af de mest grundige og dybtgående. Pernille Haugesen beskriver centrale faglige forhold, som forudsætninger for at hun som kunster kan lede kunstneriske processer med ikke-professionelle. Der er tale om børn og unge, som er medskabende i et projekt, der kom til at hedde “LOVE Nørrebro”, og hvor lokaliteten og de medvirkendes personlige oplevelser munder ud i en forestilling. Haugesen beskriver fire vigtige kompetencer:
- At kunne skabe et affirmativt handlerum med en inddragelse af deltagernes materiale.
- At kunne rammesætte processen med opgaver, begrænsninger og regler som gør det muligt at reagere på impulser.
- At kunne reagere på det uventede uden at være bundet af et bestemt mål.
- At besidde kunstnerisk afgørelseskraft, som muliggør kunstneriske valg, der skaber en relation til publikum.
Mellemrum en en vældig gennemarbejdet antologi, som viser hvordan teater og performance kan benyttes som en form for æstetisk undersøgelsemetode i mange sammenhænge. Det er de postdramatiske teatrale greb som fx viewpoint, der er det egentlige metodiske greb, sammen med viden om montageteknik, episk teater, mærkværdiggørelsesteknikker ala Brecht. Resten er konkret recarch i deltagernes virkelighed, tankegang, adfærd, talemåde og forestillinger, samt refleksioner over de kunstpædagogiske erfaringer som facilitatorer. Demonstration af teatrets anvendelse som scenisk præsentation kan være vigtigt, men det behøver ikke altid at blive til teater for at frembrige nye perspektiver på virkelighedernes kompleksitet.
Indgreb og afbrydelser af adskilte rum
Overordnet kan man sige, at antologien argumenterer for, at traditionelt adskilte felter, kunst og pædagogik, er mulige at forbinde. Som Niels Lehmann (i Æstetik og pædagogik, redigeret af B. M. Johansen. Akademisk Forlag, 2018) beskriver det, har de to uddifferentierede felter hver sit formål. Uddannelsens pædagogik sigter på en dannelse eller opdragelse af subjektet til en given funktionel kompetence i forhold til samfundet. Æstetikken derimod besidder en autonomi, og har så at sige sig selv og det æstetiske som formål. Det vil sige at kunstens mål er en formgivning og organisering af materialer, som skaber en sanselig erfaring eller stimulering i forhold til subjektet.
Her kan man måske hævne at en sådan æstetisk erfaring er en forudsætning for at kunne agere i det moderne samfund, og at den pædagogiske proces dermed antager kunstnerisk karakter. Det er netop denne udvikling, man kan iagttage indenfor begge felter. Kunsten får en indlærende form som erfaringsskabende, og omvendt får den pædagogiske proces en kunstnerisk form. Det betyder i begge tilfælde at eleven eller tilskueren inddrages i processen via narrativer, indlevende, sensoriske og emotionelle greb som fx i immersiv teater som både kan hælde til en pædagogisk og kunstnerisk side.
Tendensen til at tænke både kunst og uddannelse som projekter i et polykontekstuelt samfund, hænger sammen med at fremtiden idag er mere eller mindre uforudsigelig. De seneste måneder har det været en stående vending, at ingen aner hvad den amerikanske præsident D. Trump, kan finde på i morgen. At en sådan utilregnelig person, kan indtage rollen som en af verdens måske mest magtfulde personer, er i sig selv grænsende til det uforklarlige, selvom andre personer, som den russiske Putin er en stærk konkurrent til positionen. Mange andre områder som klimaudvikling er på samme måde grænsende til det uforudsigelige. Den rationalitet, kausallogik og sandhedsforestilling, som mange er vokset op med, er alvorligt udfordret. Det betyder, at kontingens er dominerende for udviklingen: Alt er muligt, dog ikke en totaliserende orden.
Vi har så at sige vænnet os til flere tvetydige og uforudsigelige virkeligheder. Det vil også sige at diagnoser både på det personlige og sociale plan er ikke bare vanskeliggjorte, men illusionsfyldte og højst kan fungere vejledende. Omvendt er evnen til at lære at lære: at anvende mange forskellige strategier og metoder, central, ligesom evnen til autodidakt læring er vigtig. Også her råder kontingens: intet projekt kan gennemføres på helt samme måde som det forrige.
Den æstetiske tænkning er, som antologien viser, blevet vigtig, fordi vi lever i en iscenesat verden med forstyrrelser, som rammer subjekter og fællesskaber, og det betyder at repræsentationer af fortid og fremtid er ustabile. Projektformen er tilsyneladende en anvendelig model under disse forhold, fordi den går på tværs og er med til at synliggøre grænserne for konstruktionen og for de iagttagelser, man gør sig.
Som Mellemrum forklarer, er inddragelsen af eleven undervisningen og tilskueren i værket en dimension, som er en fælles tendens. Det skaber en parathed for den enkelte og udvikler evnen til at se og accepterer en andetheden i forhold til den samfundsmæssige diversitet.
Mellemrum kan klar anbefales som en form for grundbog i uddannelser som Dramaturgi, Performance Studier og lignende, og samtidg kan den være god læsning for kunstnere, som vil integrerer en pædagogisk dimernsion i kreative processer.
Erik Exe Christoffersen. Lektor emeritus Aarhus Universitet, Dramaturgi