Teaterfilm i ord og nærbilleder
Af Janicke Branth
Lidt af en hård nyser? Hvis man forventer en ny, opulent og spektakulær teaterversion af Victor Hugos berømte romanværk fra 1862, går man forgæves. Den norske instruktør, Kirstin Horns teaterversion er nærmest en slags ’anti-teater’ næsten uden musik, uden scenografi, rekvisitter, kostumer, uden sang og sangtekster. Hendes version byder på ren fortælling og skuespil. Og med skuespil først og fremmest spillernes ansigter i nærbillede. Knapt nok deres kroppe.
Forestillingen er blevet til i et samarbejde mellem Det Norske Teatret og Betty Udvikler og skulle have haft den norske skuespiller, Emil Johnsen i hovedrollen som Jean Valjean, men pga. sygdom blev rollen få dage før premieren overtaget af Jens Albinus med manus i hånden; hvilket i denne forestilling giver rigtig god mening.
Det enorme lærred, der fylder det meste af prosceniumsrammen fra start til slut, tillader kun en smal stribe for neden med indkig til spillerne, der alle er til stede på scenen i de 3½ timer. Et slags ordets og ansigtets teater. Det opleves af denne anmelder ret befriende i en tid, hvor scenekunsten i den grad er fokuseret på krop, køn og kradse effekter. Men man skal selvfølgelig være indstillet på at slå ørerne ud og lade sig fascinere af historien og det eminente skuespil.
Love og vaner, der skaber helveder midt i civilisationen
”Så længe der er uvidenhed og elendighed på jorden, er bøger som denne måske ikke unyttige”, sådan står der på det store lærred, mens publikum finder deres pladser. Ingen tvivl om Victor Hugos sociale engagement, som ellers nemt har været reduceret i de talløse film og tv-versioner og den famøse musical version, hvor man har dyrket romantikkens billedsprog, men sjældent forfatterens opgør med de sociale hierarkier i sin samtid.
Plottet er lige så klassisk, som det er enkelt. En næstekærlig biskop redder Jean Valjean fra endnu en gang at blive sendt tilbage til galejerne for tyveri. Men prisen er, at biskoppen køber hans sjæl. Blot er der her tale om en omvendt Faust-myte, for han forpligter Valjean på det gode. Men ”at blive fri er ikke det samme som at være fri”, så selvom det går Valjean godt i starten, selvom han arbejder sig op gennem samfundet og ender som en elsket og beundret borgmester under sit nye navn, Monsieur Madeleine, så undgår han ikke, at fortiden dukker op i skikkelse af politiinspektør Javert. For han genkender galejslaven Valjean og forfølger ham resten af romanen (og forestillingen), lige indtil det lykkes ham at arrestere Valjean.
Både i roman og forestilling er hovedmotivet modsætningen mellem kristen næstekærlighed og en nidkær hævdelse af lovens bogstav, der ikke skeler til forbrydelsens årsag; Valjean fik 19 år i galejerne for at stjæle et brød til sin fattige familie. Og dog har protagonist og antagonist næsten samme sociale udgangspunkt i tilværelsen, men de udvikler to modsatte sider af deres psyke. Javerts benhårde autoritetstro skaber de udfordringer og snublesten, som Valjean kun overvinder med en indre kamp, som gør ham stærk. Og Jean Valjean ansporer (ufrivilligt) Javerts forfølgelsesmani, i en grad, der gør ham mere og mere bestialsk. Indtil det øjeblik Valjean på en gang redder hans liv og overgiver sig til ham. Først da går noget op for Javert, og hans sind spaltes i – ulven, der griber sit bytte og hunden, der finder sin herre: ”Alt, hvad han før havde troet paa, spredtes som Avner for Vinden. Sandheden, som han ikke ville anerkende, var trængt ind paa ham med ubønhørlig Magt. Han måtte for Fremtiden blive et andet Menneske. Han led de besynderligste Smerter, og følte sig som om, hans Samvittighed var blevet opereret for Stær” *
Med Javerts selvmord i Seinen, der i Christine Albeck Børges skikkelse reflekterer den druknende galejslave i starten, slutter forestillingen, (men ikke romanen). Med tvivlen malet i sit forfærdede ansigt må han erkende, at tilværelsen er langt mere kontingent end love kan håndtere.
Når opsætningen slutter med Javerts monolog, og ikke romanens happy end, så peger dens udsigelse på den angst, der følger i kølvandet på en kontingent eksistens, hvor det uafgørlige kan gøre tilværelsen så skræmmende, at mange opsøger enkle budskaber eller giver op. Det gør opsætningen relevant i dag.
Romanen på scenen.
Hugos roman er fortalt af en klassisk alvidende fortæller, som beskriver alt, hvad der foregår både inde i og omkring de mange karakterer. Og normalt ville man i en teatersammenhæng forvente en eller anden form for dramatisering. Men det er ikke pointen her: Kjersti Horn har bevidst valgt at fastholde romanens sprog og episke form hele vejen igennem. Derfor er romanoversætteren også med på teatrets kreditliste. Den 1900 sider lange roman er naturligvis beskåret i væsentlig grad, men teksten får lov at stå med sit eget sprog, mens den alvidende fortæller her er blevet det kunstneriske hold.
Så hvordan håndtere sådan en episk form? Ikke bare ved at etablere distance til det fortalte. Tværtimod følges skuespillerne hele vejen igennem af videoinstruktør,Borgar Skjelstads kamera, som i en imponerende koreografi fastholder karaktererne i nærbilleder og leger med kameravinkler. Men der er ikke tale om filmiske close-ups, tværtimod understreger kameraet ansigternes teatralitet i en sådan grad, at de undertiden næsten kan virke som masker.
Opsætningen er begrænset til kun seks medvirkende, som agerer i et væld af roller, lige undtaget Albinus som Jean Valjean. Det betyder, at videoinstruktøren følger alle spillerne tæt og konstant på scenen, mens de til gengæld kun har deres indre følelse og mimik til at skifte fra en karakter til en anden. En birolle, som fx hushjælpen Magloire, kan markeres ved aldrig at komme rigtigt i nærbillede. Interessant er det også at registrere, hvornår der faktisk udspiller sig begivenheder på scenen, som får os til at tage øjnene væk fra lærredet og ind på scenen for at følge dem der.
Et landskab af ansigter
Man kunne tænke, at romanens sprog må skabe episk distance i spillet, men der er i lige så høj grad tale om indlevelse og identifikation. Når der fx fortælles om en tilfældig galejslave, der pludselig bliver skyllet over bord og kæmper for sit liv, lader opsætningen Christine Albeck Børge beskrive ’sin’ ulykke med medrivende indlevelse, uden at omskrive det til en monolog. Når hun til gengæld spiller Javert, som hun gør i resten af forestillingen, er hendes ansigt så renset for humor, at det spejler den rigide lovgivning og en psyke uden sans for nuancer.
Til gengæld oplever vi et lille skær af smil og humor i Jens Albinus’ Jean Valjean, på grænsen til det ironiske, når han reflekterer og stiller sig de store moralske spørgsmål. Evnen til at se sig selv, og sin situation udefra, spejles i hans ansigt. Lige indtil han rammes af jalousi, da den lille Cosette vender sin hengivenhed mod den revolutionære Marius. Med jalousien forsvinder hans humor og distance. Jens Albinus’ ansigt er i sig selv et forrygende landskab af stemninger, og hans og Christine Albeck Børges samspil er fremragende.
Sigrid Husjord tegner uden sentimentalitet med sit modne ansigt og sin lille krop en Cosette, som er et barn uden barndom. Joen Højerslevs ansigt er lige overbevisende som den gode biskop og skurken Thénardier. Özlem Saglanmaks skildrer Fantines ulykkelige skæbne uden nogensinde at gøre det melodramatisk. Francisco Kalle Navarro er den glødende unge elsker og revolutionære.
Betty Udvikler
Vi har siden starten af nullerne oplevet scenekunst, der jævnligt projicerer spillernes ansigter og mimik op på scenografiens bagvæg. Men det er noget af et eksperiment at dække scenerummet og det meste af spillernes kroppe med et lærred af filmede nærbilleder. Det kræver unægteligt et betydeligt tekstmateriale at gennemføre så radikal og asketisk en opsætning.
Kender man romanen godt eller forventer noget spektakulært, vil man måske opleve forestillingens 3½ time meget lang. For mig at se lå der en væsentlig pointe i denne ’dramatisering’, der annullerer skellet mellem episk og dramatisk på en måde, der også vil kunne dyrkes i andre sammenhænge. Og samtidig er der noget tiltrængt i denne opsætnings tilbagevenden til ordet og skuespilleren; at man faktisk vover så radikalt et greb i så visuelt forkælet en tid.
* Citatet er hentet fra Frederik Winkel Horns oversættelse, Martins Forlag1944, p.524
Forestillingen spiller fra 26. marts til 3 maj 2025
se mere her
Medvirkende Jens Albinus, Christine Albeck Børge, Sigrid Husjord, Joen Højerslev, Francisco Kalle Navarro, Özlem Saglanmak
Instruktion Kjersti Horn
Manuskript Dramatiseret af Kjersti Horn og Kristian Lykkeslet Strømskag
Romanoversættelse Hans Peter Lund
Scenografi Sven Haraldsson
Videoinstruktør Borgar Skjelstad
Komponist og lyddesign Erik Hedin
Lysdesign Christian Alkjær
Janicke Branth, dramaturg cand. phil., tidl. dramaturg på Aarhus Teater og rektor for Dramatikeruddannelsen, tidl. medlem af Reumertjuryen og underviser på DDSKS. Medlem af Peripetis redaktion gennem mange år og kurator for Dansk Teater 300 År.