En tragisk komedie om den fælles sandheds skæbne
Af Janek Szatkowski
Forestillingen er startet mens publikum kommer ind. Flere figurer er ved at forsøge at vaske en blodplet af scenegulvet. Fyrst Mysjkin fortæller os, at vi i den næste time og tre kvarter skal forsøge at danne os et billede af, hvem der bærer ansvaret for den unge kvinde Nastasja Filipovnas død.
Forestillingen er bygget op om flere forskellige figurers version af hændelserne bag mordet. Hver har sin egen version, som de meget gerne vil fremstille. Først i munden på hinanden, indtil Fyrst Mysjkin insisterer på, at det må foregå ordentligt og kronologisk. Markeret af skift i lys og spillestil får tilskuerne præsenteret de mange forskellige oplevelser af begivenhederne. Det er det centrale eksperiment i forestillingen, der er bygget op med inspiration fra Dostojevskijs roman Idioten fra 1868.
Forestillingen viser os, hvem der myrdede Nastasja Filipovna. Afslutningen handler ikke om rettergang og straf, men om Fyrst Mysjkins sammenbrud over umuligheden af at samle de mange kaotiske og modstridende fortællinger om sandheden. Men hvad er det egentlig for en udvikling, figuren Fyrst Mysjkin gennemgår? Og hvad har det med romanen at gøre?
800 siders roman kogt ned til 105 sceniske minutter
Dostojevskijs roman er på over 800 sider. At præsentere dette værk på 105 minutter kræver naturligvis en omfattende adaption, der (fra)vælger ud fra en vision og en selvstændig poetisk logik. Man kan gøre som Frank Castorf i Berlin (2002) og lade forestillingen vare i 6 timer, med publikum placeret i stilladser på Volksbühnes store drejescene, hvorfra man kunne følge med i handlingen dels direkte på scener rundt omkring, dels via live video på monitorer og store skærme.
Sigrid Johannesens undgår en sådan mere ekstrem æstetisk form, men bevarer en grundlæggende teatersituation hvor et eksperiment forskellige variationer af begivenhederne og figurernes – snart obligatoriske – ture ud blandt publikum skal bære forestillingen.
Forestillingens grundhandling er det komplicerede kærlighedsplot hvor Fyrst Mysjkin (Emil Prenter), der efter et sanatorieophold i Schweiz er vendt tilbage til Rusland, lander hos familien Jepantjin i et kompliceret spind af affærer, som ender med Nastasja Filipovnas (Rosemarie Mosbæk) død. Sekretæren (Emil Busk Jensen) for Generalinde Jepantjin (Mette Døssing) er overtalt til at indgå ægteskab med Nastasja mod en betragtelig medgift stillet til rådighed af hendes værge Totskij (Thorbjørn Hedegaard), som vil dække over mange års seksuelle overgreb på Natasja Filipovna.
Men en anden rigmand, Rogozjin (Daniel Mortensen) er også dybt betaget af Nastasja og medbringer en endnu større sum som betaling imens Fyrst Mysjkin mener at se et ædelt og sårbart væsen i Natasja, og tilbyder at gifte sig med hende som en vej ud af elendigheden. Så nu er alle fire mænd dybt forelskede i Nastasja, der køligt spiller dem ud mod hinanden. Hun agerer både offer og manipulator i bevidstheden om sin erotiske magt. Hun indlader sig med Rogozjin og drager væk. Men i mellemtiden bliver Fyrsten optaget af Generalindens datter Aglaja (Laura Kronborg Kjær), hvad der gør Nastasja jaloux. Og så er spindet godt og grundigt spændt ud.
Point of view
Scenograf Peter Schultz har grundlæggende holdt udtrykket i enkle former, hvor rekvisitter og kostumer tilføjer detaljer til figurerne. Mathilde Niemann Hyttes lys og Aki Shiraishi Bechs lyd markerer tydelige brud mellem de forskellige figurers perspektiv. Der er således en lang række ydre tegn, der hjælper tilskueren til at fange de forskellige beretninger, blandt andet et sæt af mobile lysskærme, der jævnligt roteres rundt og kan skifte farve.
Som hun udtaler i programmet, forsøger Sigrid Johannsen at lade flerstemmigheden i Dostojevskijs roman komme til udtryk gennem en scenisk form med ”reelt point of view-styrede karakterer og universer”. At lege med figurernes magt over fortællingen har været forsøgt i mange forskellige former i nyere teaterhistorie, ikke mindst som led i episk teater fra Piscator og Brecht til Pirandello, og fx i forestillingen Christoffer Colombus (1963) hvor Dario Fo spiller en skuespiller, der spiller Colombus, der spiller Colombus, sådan som hans mandskab opfattede ham.
Udfordringerne ved denne dramaturgi er mangfoldige. For til syvende og sidst er de fortællende jo fortalt af nogen, og hvad er den bagvedliggende fortællers ærinde?
To versioner af samme begivenhed
De to følgende billeder kan illustrere nogle af Johannesens greb og give anledning til en diskussion af det kunstneriske ensembles perspektiv. Første billede er fra Aglajas version af den situation, hvor hun og Mysjkin forhandler om deres forhold og hvem, der elsker hvem. I denne version underspiller Aglaja sin kærlighed og lyst til at blive gift med Mysjkin. Hun fremstår som en, der ærbart har holdt sig tilbage, fordi hun aner, at Nastasja Filipovna er den, Mysjkin elsker.
I denne version er Fyrsten klart forelsket i Aglaja, men holder sig tilbage. En lysende skærm i baggrunden er med til at angive, at det er en bestemt udgave af forløbet op til mordet, og Nastasjas tilstedeværelse til højre understreger hendes betydning for Aglajas version, selvom hun fremstår berørt, men passiv.
På det næste billede er fortællingen så overtaget af Generalinden. Hun har vel ikke været tilstede i den oprindelige situation, så det vi ser er Generalindens forestilling om, hvordan det hele burde have været. Vi ser samme bænk med de unge, men bagfra og smykket med blomster i et varmt lys. Lydbilledet fyldes af blid strygermusik og Nastasja er ingen steder at se, hvorimod Generalinden selv er en central figur. I hendes perspektiv er Fyrst Mysjkin en ypperlig (og ikke mindst rig) mulighed for at sikre datterens lykke. Mor og datter er øjensynlig ikke enige. Derfor ser man også Aglaja betragte moderen med forundring og protest.
Fyrsten stiller sig, på Generalindens opfordring, op på en piedestal i ren heltepositur. Hun kan altså ’styre’ ham, men ikke sin datter i dette point of view. Så hvem fortæller nu? Er det Aglaja eller Generalinden? Det efterlader tilskueren med spørgsmålet om, hvem der egentlig har magten over de forskellige figurers beretninger, og i hvilken grad figurerne kan bryde ud af de andre figurers beretninger.
En tragisk indsigt tilsløret af komik
Mette Døssings fremstilling af Generalinden er, i de fleste versioner, en komedial karikatur. Det er momentvis morsomt, men efterlader tilskueren med flere spørgsmål. Selv i scenen beskrevet ovenfor fremstå hun flagrende og lidt overspændt. Er hun sådan i fyrstens øjne? Er det hendes eget selvbillede? Eller er det Johannesens udgave vi ser? Der er større nuance i Aglaja figuren fremstillet af Laura Kronborg Kjær. I et point of view fremstår Aglaja lallende naiv med store rullende øjne, men i sin egen selvfremstilling er hun uskyldig, moden og selvironisk.
Inden for den publikumskontrakt, som ’point of view’-styrede universer skaber, er variationer naturligvis mulige og kan fungere dynamisk. Men de stiller også spørgsmål om, hvilken logik der fungerer som den overordnede ramme. Ensemblet og Johannesens poetik synes at være båret af et ønske om at vise, hvordan fraværet af en fælles almen forståelse spærrer for forandringer og derved cementerer bagvedliggende systemiske strukturer. Det komediale anstrøg kan dog knapt bære denne tragiske indsigt.
Fyrstens fald
Sigrid Johannesens tekst bærer det komisk legende frem, men efterlader tilskueren med en svag forståelse for figuren Fyrst Mysjkin. Det er trods alt dét, der bærer romanen. I romanens første del er Mysjkin i stand til at føle med selv de svageste, de udstødte, kriminelle og deres lidelser og give dem nye perspektiver. Hans egen epilepsi og dens nær-død har givet ham en idé om en højere virkelighed, der er opnåelig for alle. Som læser aner man, hvordan denne højere virkelighed er knyttet til en særlig russisk åndelighed og religiøsitet. I romanens anden del svigter Fyrsten sig selv, sin dydsetik og alle de store tanker om den højere virkelighed.
Johannesens tekst efterlader kun svage spor af den styrke Fyrsten har i romanens første del. Derfor bliver hans faldhøjde mindre. Johannesen har fat om andre aspekter af Fyrst Mysjkins figur. Vi forstår, hvordan hans etiske holdning er vigtigere for ham end moralske love. Forestillingens Fyrst Mysjkin er optaget af at komme ud af dualismer, hvor noget enten er absolut godt eller absolut skidt. Han insisterer på, at enhver har ret til sin egen oplevelse af virkeligheden. Men det lykkes ham ikke at nedbryde de andre figurers dualismer. Emil Prenter bærer figuren med en sikker og basal enkelhed, der gradvis bliver skubbet ud af ligevægt. Endnu en rigtig god præstation.
Hvis den enkeltes oplevelse bliver stående, er der intet grundlag for den fælles samtale. Det er med andre ord en strid mellem en insisteren på det subjektive og så det afgørende behov for det almene og det fælles. For hvor ligger sandheden gemt? Indser fyrsten sin egen blindhed til sidst?
Kommunikationens sammenbrud
I en tid med desinformation, hvor politik alt for ofte er baseret alene på magt og følelser, er det vigtigt, hvordan vi forstår forholdet mellem bevidsthed, realitet, sandhed og virkelighed. Det vores bevidsthed arbejder frem af realiteten, er produktet af perception, emotionelle vurderinger, og den oparbejdede hukommelse. Det er dét, vi umiddelbart stoler på som virkelighed. I forkortet form er det jo sådan, at vores bevidsthed ikke er tilgængelig for andre. Ingen kan dele den andens følelser eller oplevelser. Derfor er vi tvunget til at kommunikere. Vi er en del af en uendeligt kompleks realitet som ingen og intet kan fatte eller beskrive. Således er enhver kommunikation en forhandling om, hvilken forståelse, der kan opstå som fælles. Hvis vi kun insisterer på vores egen forståelse og ikke er åbne over for andres, dør kommunikationen.
Epilepsi er, populært sagt, en kortslutning i hjernen, der udløses når en gruppe hjerneceller på ikke-normal vis aktiveres samtidigt. Det giver en mulig ramme for forestillingen. I Idioten indser fyrsten umuligheden af sit velmenende projekt om at acceptere alles forskellige forståelser. Det brænder simpelthen sammen for ham. Umuligheden af kampen om ’det fælles’ bliver alene synlig gennem dette sammenbrud. Der synes ikke at være nogen konsekvens for de øvrige figurer.
Dostojevskij skriver i en periode, hvor Rusland er på vej ind i store omvæltninger. Bønder får ret til deres jord og zar-styret er truet. Idioten leder efter en vision, der kan lede opgøret med magten som afhængig af penge og snævre egoistiske perspektiver. Romanens Fyrst Mysjkin er i starten overbevist om at accepten af de udstødte og dømte, og fortællinger om andre livsmuligheder kan lede frem mod en anden virkelighed. At denne vision bliver ødelagt af hans egne svigt, er kernen i den tragiske side. Forestillingens adaptionen af en tekst fra 1860’ernes Rusland til nutidens Danmark bliver til en forestilling, der under sit muntre ydre, bærer en dyb tragik. Måske er den lidt for godt gemt?
IDIOTEN spiller på Aarhus Teater fra d. 8. marts til d. 16. april 2025.
Læs mere her
Efter roman af Fjordor M. Dostojevskij
Oversættelse Jan Hansen
Dramatisering & iscenesættelse Sigrid Johannesen
Scenografi & kostumedesign Peter Schultz
Lysdesign Mathilde Niemann Hyttel
Lyddesign Aki Shiraishi Bech
Medvirkende Emil Prenter, Rosemarie Mosbæk, Daniel Mortensen, Mette Døssing, Laura Kronborg Kjær, Emil Busk Jensen, Thorbjørn Hedegaard
Janek Szatkowski er lektor emeritus ved Institut for Kommunikation og Kultur, Dramaturgi.