Af Caroline Ravnsbæk Geertsen og Erik Exe Christoffersen
Det forkerte køn (eller CKI er et teater og du er performeren)
Aleksa Okanovic tager i Bad Guy fat i et ultrarelevant emne. Her møder vi Johannes, som er født som Johanne og føler sig kropsligt forkert. Samtidig er der kriser, krig og naturkatastrofer og et system, der ikke vil lade hende-ham starte på hormoner. Han bevæger sig derfor ud i en mere og mere ekstrem dyrkelse af det maskuline, præget af en samfundsmæssig udvikling hvor maskuliniteten i stigende grad forbindes med action, agression og vold.
Fra Johanne til Johannes
Johanne fødes som en sund og nuttet pige. Hun er lidt rund i det og bliver kaldt hvalen, hun foretrækker at lege med drengen Oskar. De dyrker forskellige internetspil, lige indtil de bliver teenagere. Hun viser ham sine begyndende bryster, og han kalder hende en freak. Langsomt opstår der for hende et kropsligt ubehag og hun beslutter sig for at skifte køn ved at kalde sig Johannes. Han begynder at udvikle maskuline kropsidealer, træner og ønsker at starte på hormonbehandlig, men får ikke tilladelse og gennemgår et ydmygende testforløb i CKI - Center for Kønsidentitet, som tager sig af borgere, der ønsker hjælp i forbindelse med kønsidentitetsforhold.
Johannes begynder at træne intensivt og bor i kælderen hos moderen, hvor han er på kant med familiens forsøg på omsorg. Undervejs i hans transformation giver en mefistofigur gode råd og tilbyder ham skjorte, slips og til sidst en revolver. Forvandlingen til noget foruroligende er komplet. En fascination af det kompromisløse mørke spirer. Putin, Netanyahu og Trump er alle nævnt som repræsentanter for ’Bad Guys’: en voldelig maskulinitet, der er ligner fascisme.
Line Bie Rosenstjerne kropsliggør rollen med en dynamik og udstråling, som gør denne solopræstation meget vellykket. Iscenesættelsen leger med energierne mellem det maskuline og feminine, og det er en kæmpe fornøjelse at overvære Rosenstjernes transformationer mellem scener som mand og kvinde. Hun behersker både de kropslige og tonale skift mellem kønnene, og bruger sin krop fuldt ud, som når hun hænger og hæver sig op i armene og viser sin nøgne, muskulære ryg. Eller danser totalt sejt. Det androgyne bliver understreget gennem kostumet med kortklippet hår, bukser og hvid mande-undetrøje.
Er køn en performance?
Scenen har tre lokaliteter i Aleksandra Lewons scenografi. I midten er der et træningsrum med håndvægte. I højre side af scenen står tre mikrofoner, hvor familiescener udspilles ved at Rosenstjerne springer fra den ene mikrofon til den anden. I venstre scene er der et hæve-sænke-bord, som bliver til en bil, bar, mv. Johannes springer rundt imellem de tre arenaer, der indrammer ham som hovedkarakteren i sit eget teaterstykke.
Forestillingen udnytter en episk spilleform med spring mellem fortæller, figur, scener og dialoger, tilskuerhenvendelser med fødselsdagssang, hvor performeren får tilskuerne til at synge med. Solofremstillingens spring mellem fortællende monolog, fingeret dialog, hvor hun spiller flere roller og direkte henvendelser skaber en god dynamik, men kommer også til at hænge lidt i forudsigelige spring, som sænker tempoet.
”CKI er et teater og du er performeren” siger Johannes gentagne gange, mens han ser publikum i øjnene. Johannes’ ekstreme performance af maskulinitet i kampen om at vinde CKI’s gunst og dermed sin egen identitet, viser ikke bare hans egen tabubelagte historie, men peger også på en eksistentiel infrastruktur. Uanset om man er ciskønnet, transkønnet eller nonbinær inviterer forestillingens performative kønsfremstilling og episke træk til refleksioner over egen kønsidentitet; om man har skulle kæmpe for den, om den var givet eller om man performer sit eget køn?
Manglen på et fælles sprog
Aleksa Okanovic står bag teksten til Bad Guy med et forløb, som dramaturgisk set kunne strammes. Strukturelt er handlingen bygget op over en række fødselsdage, som markerer navnet og navneskiftet og især træningsscener. Nogle er mindre interessante, specielt familiescener med fødselsdagssang bliver lidt for parodierende og tilføjer ikke hverken dynamik eller afklaring.
Ind i mellem springer Rosenstjerne ud af fiktionen og henvender sig direkte til tilskuerne med spørgsmål. Fiktionen brydes og publikum involveres, men tilskuernes tøven som interaktionen medfører, vidner om, at der reelt er en mangel på samtaler om den transkønnede krop og identitet. At der faktisk skal tages mange flere konfrontationer med især de ciskønnede. At der faktisk er behov for et fælles sprog hos både transkønnede, ciskønnede og nonbinære.
En forestilling til tiden
Johanne møder omgivelsernes forskellige former for undertrykkelse og magtanvendelse: familiens overbærende manipulation, CKIs bureaukratiske procedurer og samfundsnormernes strukturelle magt: enten er du mand eller også er du kvinde. Begge (køns)roller har normer for rigtig adfærd og producerer det unormale som en isoleret, ensom, tavs, skamfuld kategori. Johannes må forsøge at leve op til en bestemt form for maskulinitet og skjuler derved sin indre skam i at være forkert. Den ’korrekte’ maskuline opførsel bliver et vrangbillede.
Iscenesættelsen er Isabelle Reynauds fortjeneste og det glider som smurt. Bad Guy er en intens oplevelse, men den personlige fortælling bliver aldrig helt klar. Man forstår ikke helt logikken i den dramatiske udvikling og de mulige alternativer. Den Mefisto-lignende figur tilbyder hjælp til at forstærke den aggressive maskulinitet, som ender med at Johannes tager imod en pistol fra ham og skyder. Vi ser ikke på hvem. Vi får en tvetydig slutning, hvor Johannes både bliver terrorist og eksponeres som nøgen og sårbar. Han tager tøjet af og fremstiller sin krop som maskulin, men uden pik. Jeg er både Johannes og Johanne synes nøgenheden at sige. Det åbner ikke mange alternativer for transkønnede og Johannes isolation og forførelse af Mefisto forbliver dramaturgisk uforklaret. Hvordan kunne transkønnede modarbejde både traditionelle kvindelige og maskuline binære normer.
Med Bad Guy sætter Teater Katapult en vigtig agenda på dagsordenen. Den kan næppe times bedre i det på mange måder dystopiske verdensbillede, vi befinder os i. Forestillingen rummer mange forskellige aktuelle tematikker: den manglende hjælp til transkønnede, maskulinitetens rolle i den stigende militarisering siden Ruslands invasion af Ukraine og kønnets performative karakter, der kan tage overhånd i en verden, hvor mandlighed og kvindelighed bliver karikaturer, som man skal passe ind i.
I et samfund, hvor der kun kan vælges mellem en stereotypisk kvindelig eller mandlig kønsidentitet, er den transkønnede i sidste ende en truet art. Det er hvad der sker i en række samfund lige nu, hvor det transkønnede bliver ulovligt, som fx i USA og Ungarn. Bad Guy er et vigtigt forsøg på en dramatisering af muligheden for at forandre vores eksistens.
Bad Guy spiller på Teater Katapult fra d. 17. – 29. marts + 7. – 9. April 2025
Dramatiker: Aleksa Okanovic.
Instruktør: Isabelle Reynaud.
Scenograf: Aleksandra Lewon.
Komponist samt lyd- og lysdesign: Jens Mønsted.
Dramaturg: Louise Christiansen.
Medvirkende: Line Bie Rosenstjerne.
Forestillingen er skrevet med feedback fra over 70 besøgende teatergængere i forbindelse med skitseforestillingen BAD GUY (tidligere KRISEN). Når vi medtager denne information, er det for at understrege at Katapult også er en form for laboratorium og et udviklingssted, som ikke kun kan vurderes på den færdige forestilling.
Caroline Ravnsbæk Geertsen er kandidatstuderende på Dramaturgi ved Aarhus Universitet og Erik Exe Christoffersen er lektor emeritus ved Aarhus Universitet.