Dans og dokumentarisme
Af Caroline Ravnsbæk Geertsen og Erik Exe Christoffersen
Vi træder ind i Aarhus Rådhus’ foyer, hvor tilskuere til en danseforestilling om kvindedrab i Danmark bydes velkommen. Derfra går vi ind i Rådhushallen, hvor syv kvinder sidder med faner i hænderne og flankerer et tomt scenerum omkranset af stole. Fanernes massive stokke af træ bærer fjerlet silkestof i rødlige farver, nogle med akvarellignende pletter på hvid silke. Det ligner blodplettede lagner.
Red Flags – Drab på kvinder i Danmark er et koreografisk værk skabt specifikt til rådhuset i Aarhus. Værket forventes lang levetid, da det er højaktuelt hvert år op til kvindernes internationale kampdag. Det består af en koreografi udført af de syv, tavse dansere med faner, ledsaget af et lydbillede af fragmenter fra bogen En Forudsigelig Forbrydelse skrevet og oplæst af Line Vaaben. Fragmenterne er tre episoder, som handler om drab på kvinder i Danmark.
Ni dansende kvinder
Dansernes tilstedeværelse mærkes med det samme, idet de langsomt åbner munden, så deres dybe åndedræt er det eneste der høres i rummet, indtil lyden druknes i et kor af monotone toner. Kvinderne er forskellige i alder, fysik og som dansere. Deres bevægelser rundt på scenen foregår enkeltvis eller nogle stykker sammen i et udtryk, der både er nænsomt og skarpt orkestreret med stram kropskontrol og nøjagtige mønstre.
Alle er klædt i forskellige gråbrune dragter, der identificerer dem både som helhed og individer. Elegant men bestemt tager de rummet og udfylder det, med alt det vi ikke ser, ikke lader os selv se, det vi ikke får vist. Først og fremmest er mændene og deres handlinger udeladt og så at sige henvist til tilskuerens indre forestillingsverden. Fanerne er på en måde usædvanlige i sammenhæng med de dramatiske fortællinger, men er samtidig en del af den politiske kontekst, idet de skaber associationer til arbejderbevægelsen – også i måden de holdes og indgår i kvindernes partiturer, hvoraf flere har et næsten militant udtryk.
Dansen bærer præg af rette og diagonale linjer i en velgennemført koreografi, hvor skuespillerne konfigurerer forholdet til og imellem hinanden og det oplæste lydbillede.
Dramaturgiens spænd mellem det visuelle og auditive
Dramaturgien forekommer tosporet, fordi de lydlige og fysiske udtryk ikke er redundante. Bevægelserne illustrer ikke fortællingerne fra bogen, men skaber en spændthed med de svingende faner. Lydbilledet fungerer paradoksalt nok som både en kontrast og forlængelse af det kropslige. Det gennemgående dramaturgiske adskillelse mellem det visuelle og det auditive skaber en distance og formel afstand mellem koreografien i rummet og de intenst modbydelige historier.
Der er tre fortællinger om drab og drabsforsøg: et velstående akademikerpar, en historie fra en helt almindelig arbejderfamilie, og en tredje, skæbnesvanger beretning om et ganske ungt par i gymnasiet. Forestillingen indledes med fortællingen om akademikerparret, hvor kvinden Kirsten bliver overfaldet af sin mand med en hammer, men overlever angrebet. Teksten oplæses nøgternt og uden dramatisk indlevelse. Der er mange små detaljer i fortællemåden, som gør fortællingen virkelig. Vejret, stedet, stemningen er nøje gengivet, og bygger op til overfaldet: En vinterdag i 2020 kørte Kirsten fra København til sit sommerhus ved Vesterhavet – et stråtækt hus i naturskønne omgivelser. Hun havde sagt til sin partner gennem 15 år, Torben, at hun ville skilles. Hun var ikke glad i ægteskabet. Samtalen om skilsmissen havde været udramatisk. Også selv om Torben havde været uenig i hendes beslutning. Da hun ankom hen under aften, købte hun ind i den lokale brugs. Udenfor var det regn og rusk, så Kirsten tændte op i brændeovnen og nød at være alene: Hun læste og hørte musik, lidt før midnat gik hun i seng. En times tid senere vågnede hun ved et slag i hovedet. Der er et klassisk næsten filmisk forløb hvor Kirsten, alene, lettet, sovende vågner til det bratte brutale overfald, som både er uventet men også forudsigeligt. Torben er en ”maskeret” hævner som slår og slå, men uden at det vises på scenen.
Politisk og dokumentarisk dans
Forestillingen er et eksempel på en gentænkning af politisk teater. For det første i kraft af tematiseringen af vold mod kvinder, der i teksten dokumenteres som en forudsigelig og forventelig realitet. For det andet i kraft af det æstetiske, som aktualiserer forestillinger om fællesskabet som værn mod volden. Kvindernes fællesskab understreges af fanerne, deres kostumer i samme nuancer og den fælles dans. Ved at placere tilskuere rundt om forestillingens firkantede scene, fremstår kvinderne også beskyttede af tilskuerne som fælles vidner. Og så er der selvfølgelig den fælles kontekst af Kvindernes Internationale Kampdag.
Fællesskabet har både en politisk og æstetisk dimension, idet dansen i rummet er et komplementær udtryk i forhold til fanernes makering af aktion. Nogle af dansene har en blød og glidende karakter som er sanselige, emotionelle og det affektive fællesskab fremstår som et kvindeligt modbillede til den mandlige vold i Line Vaabens bog. De kvindelige danser fremstilles på intet tidspunkt som ofre, tværtimod er de fremstillet empatisk og manifest handlende med fanerne uden at udråbe fx manden som en dæmonisk voldsmand.
Samtalen er en del af værket
Den politiske ambition understøttes yderlige af den efterfølgende artist talk, som en del af værkets helhed. Samtalen er i forlængelse af forestillingen, men scenerummet er opbrudt, og stolene er placeret i en uformel krans omkring kunstnerisk leder af Red Flags, Nønne Mai Svalholm, og direktør og leder af undervisning og formidling på KØN Museum, Pernille Albrechtsen. Nønne Mai indleder med at fortælle om inspirationen til projektet, som er Asser Hedegård Thomsens ph.d.-afhandling om danske drab mellem 1992-2016, som sidenhen er brugt i Line Vaabens bog.
Forestillingen er stadig i live i os under samtalen. Den har sat sig i vores åndedræt og skærpet vores sanser. Den er slut, men det er virkeligheden ikke. Drab på kvinder er landets største drabstype. Hver tredje kvinde oplever partnervold i løbet af sit liv. Hver tredje kvinde. Det runger som et ekko inde i mig (Caroline Ravnsbæk Geertsen), som er en ung kvinde. Jeg tænker på, om jeg er én af dem, der har oplevet vold eller kommer til at opleve det. Jeg vender mig om, tæller kvinderne i lokalet, og en hurtig udregning får mig til at græmmes.
Danserne bliver spurgt, hvordan det har været at være med i processen. Mette Koch byder ind med sin oplevelse, hvor hun understreger, at hun er med til at sætte ord på noget, der ikke skal glemmes. Det handler om kvinder, der skal reddes. På stolene sidder vi så, dansere, skabere og tilskuere og vil bære fanen videre ud af scenerummet.
Heldigvis har Nønne Mai skabt et rum med denne forestilling, med denne dagsorden og i disse lokaler, så man ikke synker ned i sædet, men retter sig og smøger ærmerne op. Vi skal skrive nye historier for den statistik Asser Hedegård Thomsen fandt i sin forskning.
Red Flags spillede på Aarhus Rådhus d. 8.-9. marts 2025.
Idé & koncept: Nønne Mai Svalholm
Dansere/medskabere: Hilde I. Sandvold, Escarleth Pozo, Isabella Khanamidi, Lisen Pousette, Alice Martucci, Anna Tulestedt, Stina Strange Thue og SVALHOLM´s 60+ dansere: Bodil Vind, Mette Koch
Projektassistenter: Maja Munk Johansson og Emma S. A. Blæsbjerg
Kunsthal Aarhus har medproducerende de 7 faner under ophold på Statens Værksteder for Kunst
En Forudsigelig Forbrydelse – kvindedrab i Danmark er udgivet på Forlaget 28B i 2022 og skrevet af journalist Line Vaaben og retsmediciner, ph.d., Asser Hedegård Thomsen.
Caroline Ravnsbæk Geertsen er kandidatstuderende på Dramaturgi ved Aarhus Universitet og Erik Exe Christoffersen er lektor emeritus ved Aarhus Universitet.