En forestilling om moderskab der går lige i kroppen
Af Janicke Branth
Tre kvinder, klædt som salens tilskuere, kommer umærkeligt ind og sætter sig på de stolerækker, der omgiver det kvadratiske scenerum. De venter, som vi andre, på at forestillingen skal begynde. Dvs. den tredje kommer lidt for sent, mens hun højlydt taler i mobil med en, der skal instrueres i, hvor han kan finde alt i køleskabet, fordi han åbenbart er alene hjemme med barnet/børnene, mens mor er til ”temaaften”.
”Jeg er en mor” lyder den første replik. ”Jeg er hende der siger god morgen. Jeg er hende der siger godnat. Jeg er hende der siger farvel. Hende som siger pas godt på dig selv. Og selvom jeg er spændt på, hvem du bliver, så savner jeg den du var. Jeg er hende der svarer, når du siger: Mor?”
En klassisk rammesætning i en antirepræsentativ udgave
I dette enkle rum inviteres publikum ind i en form for græsk teatersetting, hvor vi udgør det kor, de tre ”stemmer” vikler sig ud af. Ikke tre karakterer, men netop tre stemmer, som tilsammen udgør ’arketypen’ mor. Ikke i form af en kliche om moderlykke, men i form af indre, dramatiske stemmer, der er fanget i en klassisk konflikt mellem moderskab og barsk virkelighed.
Rummet er forholdsvis neutralt i en udefinerbar, grågrøn farve, som markerer et offentligt rum, der kan være alt fra et venteværelse på et hospital, til en foredragssal eller en foyer på et Rådhus. Midt i rummet, et rullebord i stål med glas og vandkande, som skuespillerne kan forsyne sig af undervejs. Med andre ord en påpegning af, at det, der engang var reserveret den private sfære, nu også skal indtage det offentlige rum.
Kontroltab i 5 stadier
Teatret Svalegangen har inviteret Caroline Cecilie Malling til at skrive en tekst baseret på dramatikerens og det kunstneriske holds personlige erfaringer. Ikke desto mindre bærer det sproglige udtryk i denne tekst for tre stemmer umiskendeligt præg af Mallings særlige sans for rytme, gentagelser, sproglige vrid, betoninger og underspillet humor.
Titlen spiller på den dobbelte betydning af ordet ’forestilling’, der både henviser til en teaterbegivenhed og til det at performe som den gode mor. Men virkeligheden vender op og ned på alle drømme om moderskab: ”Jeg bliver en god mor” lyder det i starten, men forestillingen tegner snarere et billede af nedtur efter nedtur; for der fulgte jo ingen ”værktøjskasse af kompetenceforbedringer og personlighedsopgraderinger med graviditeten”.
Det markante ved forestillingen er også, at selvom den bygger på egne erfaringer, opleves intet af det privat, men netop alment og genkendeligt. Forløbet bevæger sig gennem diverse faser af fødselsveer, barske fødselssmerter – og hvad deraf følger – fødselsdepressioner, bekymringer for alt der har med barnet at gøre, angst for barnets udvikling eller mangel på samme, desperation over, at det hele er for meget, og alligevel angsten for det øjeblik barnet flytter hjemmefra og lejligheden vil runge af tomhed, ”Jeg har ikke været alene i tyve år”.
Forestillingen er dog ikke kronologisk bygget op; den bevæger sig i repetitive, varierede forløb, der forstærker oplevelsen af, at stadig flere børn kommer til og tilværelsen bliver stadigt mere uoverskuelig med alle sine opædende hverdagstrivialiteter. Som de tre kvinder synger i en vildt morsom gendigtning af Lone Kellermanns ”Se Venedig og dø”: ”Så nu skal vasketøjet hænges op igen /og så skal jeg smøre madpakker igen og så i seng / og nu’ vi løbet tør for mælk igen igen / og så skal jeg sove og ikke ha sex igen/ og så skal jeg et smut ned i Rema igen/ Åh Rema / Åh Rema/ ned i køen og døøøø.”
En sanselig fysisk iscenesættelse.
Instruktør Petrea Søe har skabt en tekstmontage over moderskabets forskellige faser. Fra overskud og forventning til kontroltab, mobilisering af værdighed, nyt tab af kontrol og så den endelige overgivelse til kaos, for så måske at kunne finde lidt ro i det hele til allersidst. Det giver forestillingen en affektiv intensitet, der gradvist bygger op til et crescendo, hvor hele rummet synes at gå i opløsning.
Langt hen ad vejen afstår opsætningen i befriende grad fra illustrerende kostumer og rekvisitter. På scenen er kun de tre kvinder i en gnistrende skarp tekst og et billedskabende kropssprog: ingen kunstige silikonemaver, babydukker i svøb, intet jordemor grej, ingen børnetøj eller legetøj, kun spillernes egne kroppe og gestik. En fødsel går i gang med en åben mund, der så udstøder dybe ve-skrig, mens øjnene spiles op i angst.
Da Stina Mølgaard har gennemgået alle fødslens stadier af uhåndterbar smerte, beskrives hendes morkarakters forhold til babyen psykisk og kropsligt præcist, når Maja Juhlins voksne krop klamrer sig til moren, som kæmper for at være nærværende men også lige skal tage sig af andre ting:
”Barn Jeg vil have dig hele tiden. Mor Og det har du. Du har mig HELE tiden. Jeg skal bare lige lave en kødsovs” Barn Jeg vil have dig hele tiden” Og sådan fortsætter dialogen med barnets krav og morens undskyldninger, indtil mor og barn står ryg mod ryg og lige så meget henvender sig til publikum som til hinanden.
Den slags fysisk konkrete billeder på morrollens splittelse er forestillingen velsignet fuld af. I speedet rækkefølge oplever vi barnets udviklingstrin fra vuggestue til børnehave, fra skolebarn til teenager, og til sidst den næsten voksne datter, der flytter hjemmefra. Og en stakåndet mor der prøver at følge med: ”De bliver hurtigt store, det er fantastisk og hårdt og fantastisk og hårdt”, lyder det igen og igen gennem hele aftenen. For ét er ikke at kunne få armene fri, noget andet er at stå med dem tomme og lytte efter en nøgle i døren eller kigge efter sms’er.
Det totale kontroltab
Triumferende moderstolthed afløses af skam, hvis barnet viser sig at udvikle problematiske sider. Middagsbordet, som gerne former sig kaotisk, vækker de indre dæmoner i Moren. Hun bekender, at familien består af fem personer: far, mor, to børn – og så Jack Nicholson, ham fra Ondskabens Hotel. Han forholder sig ret roligt det meste af dagen, men ved aftensmåltidet kan han krybe op i hende, så hun geråder i et øredøvende raserianfald af Nicholsonske dimensioner.
Under fødselsdepressionen melder det totale kontroltab sig. Stina Mølgaard kæmper illustrativt en fortvivlet kamp for at befri sig for sit tøj, mens de andre to forgæves prøver at forhindre hende i det. I sin desperation river hun til sidst bagvæggens plastiktæppe ned, så adskillelsen mellem backstage og frontstage nu endegyldigt ophæves. Og herfra flyder scenerummet ellers over med spande fulde af gylp og bræk og blod og tis og lort i lange baner. Der spares heller ikke på verbale skænderier for fuld udblæsning med manden i telefonen og fuldt knald på morkvindens inderste bekendelser.
Stemmer eller karakterer?
I løbet af forestillingen oplever vi efterhånden, at de tre skuespillere præges af lidt individuelle træk. Stina Mølgaard bliver hende, der kæmper for at skabe et lykkeligt liv med sit barn, Kirstine Hedrup kæmper med at rumme adskillelsen fra det snart voksne barn og Maja Juhlin for at holde sammen på familien og undgå skilsmissen for enhver pris. Og endelig er der musikeren Martine Madsen, som iagttager og understreger moderskabets forskellige stemninger med sin sprøde guitar.
Alle de individuelle træk kan fint rummes i ét menneske og er mere et udtryk for moderskabets facetter end for forsøg på at skabe individuelle karakterer. ”Jeg er hende der lytter men glemmer at høre efter. Jeg er hende der føler/dagene, ugerne, årene/på sin krop. / Hende der føler/ dagene, ugerne, årene bare fordufter.”
Og jeg er hende, der anmelder og ikke selv har født børn, men alligevel oplever ”Forestillingen om Mor” smerteligt langt ind i sjæl og krop. Ikke mindst fordi det kunstneriske hold formår at give så klare affektive udtryk for tekstens mange smertepunkter. Og først og fremmest fordi både tekst og iscenesættelse bobler af en eminent sans for humor og komik midt i alle de vanskelige indre og ydre konflikter.
En tendens i tiden
Moderskabet har i de senere år indtaget en større plads i litteraturen og scenekunsten, ja kunsten i det hele taget. I Politiken d.14/3/2025 kunne man læse, at det europæisk berømte Berliner Ensemble stopper premieren på forestillingen ”#Motherfuckinghood”, indtil anklager mod teatrets ledelse om chikane og magtmisbrug (overfor ansatte mødre) er klarlagt!
Det er en tendens, der går ud på at fremhæve de barske sider af kvinders oplevelse af graviditet og moderskab ”for at lægge afstand til den stereotype symbolske fortælling om moderskabet som kvindens endegyldige lykkelige afslutning”, som Marie-Louise Kolmos skriver i sin artikel ”Den gravide krop som prisme” (Peripeti 36). I Danmark kan der bl.a. refereres til Olga Ravns roman ”Mit Arbejde” (2020), dramatiseret på Husets Teater i 2021, Liv Nimand Duvås roman, ”Mødrenes Hus”, (2022) dramatiseret på Mungo Park i 2023, eller Dy Plambecks roman ”Til min søster”, for blot at nævne et par få eksempler.
Svalegangens forestilling om moderskab udmærker sig bl.a. ved sin klassiske rammesætning, dens fine ophævelse af skellet mellem oikos og polis (backstage og frontstage), og ved sin affektive annullering af den sociokulturelle fortrængning af mødres virkelighed.
Forestillingen om Mor spiller på Teatret Svalegangen fra den 22.02 til d. 27.03.2025
Læs mere her
Dramatiker: Caroline, Cecilie Malling
Instruktion, Koncept og Montage: Petrea Søe
Scenografi: Lisbeth Burian
Komponist og musiker: Martine Madsen
Lysdesign: Henrik Sloth
Lyddesign: Anton Bast
Dramaturgi: Trine Wisbech
Medvirkende: Maja Juhlin, Stina Mølgaard og Kirstine Hedrup
Tekstens citater stammer fra manus, venligt udlånt af Teater Svalegangen.
Janicke Branth, dramaturg cand. phil., tidl. dramaturg på Aarhus Teater og rektor for Dramatikeruddannelsen, tidl. medlem af Reumertjuryen og underviser på DDSKS. Medlem af Peripetis redaktion gennem mange år og kurator for Dansk Teater 300 År.