Rokokofantasi med mørke undertoner
Af Magnus Tessing Schneider
Poul Schierbecks Fête galante er det sidste værk i rækken af mere eller mindre glemte danske operaer, som Den Jyske Operas tidligere chef Philipp Kochheim valgte at få sat op og sende på turné gennem landet. Det var en modig og prisværdig satsning, som man kan håbe, vil inspirere enten den nuværende ledelse eller Det Kongelige Teater i fremtiden.
Det var i hvert fald interessant og fornøjeligt at få lov at høre Schierbecks farvestrålende og elegante musik dirigeret sikkert og velafbalanceret af Christian Øland på Gamle Scene, hvor den ikke er blevet fremført siden 1962. Max Lobedanz’ temmelig rodede og opstyltede libretto er dog en anden sag, og det er nok den, der er skyld i, at operaen trods alt spilles så sjældent.
Schierbeck arbejdede på operaen op gennem 1920’erne, indtil den endelig fik premiere på Det Kongelige Teater i 1931. Da jeg overværede turnéopsætningens besøg på samme scene, var det fristende at tænke på, hvad der mon fik komponist og librettist til at hengive sig til dette frivole rokokounivers på netop dette historiske tidspunkt. Og hvordan resonerer det så i nutiden?
Frankofilt forlæg
Schierbeck er først og fremmest kendt for sange som I Danmark er jeg født og Det er i dag et vejr. Han skrev også musikken til Carl Th. Dreyers film Vredens dag og Ordet, men Fête galante er hans eneste opera. Som så mange af 1900-tallets operakomponistdebutanter synes han at have været mere optaget af at skrive ”en rigtig opera” – dvs. en traditionel opera – end af at gestalte og formidle en egentlig musikdramatisk idé. Og det var nok her, at frankofilen Lobedanz kom ind i billedet.
I dag er Lobedanz først og fremmest kendt som oversætter af Corneilles, Racines og Sartres dramatik, men han skrev altså også verskomedien Chloë har givet ham sløjfen, en rokokopastiche i én akt fra 1921, der foregår i Frankrig på Ludvig XV’s tid, og som Schierbeck altså valgte at bruge som forlæg for sin opera.
Fête galante er genrebetegnelsen for Antoine Watteaus malerier af adelige havefester fra begyndelsen af 1700-tallet, hvor udklædte damer og herrer boltrer sig i grønne lunde blandt flyvende amoriner og guitarspillende commedia dell’arte-figurer. Adjektivet galant, som oprindeligt refererede til den belevne omgangstone ved hoffet, udviklede sig i løbet af 1700-tallet til en eufemisme for libertinisme og promiskuitet i takt med, at adelens normer for seksuel adfærd blev mere løsslupne.
Lobedanz’ libretto står tydeligvis i gæld til Pierre Choderlos de Laclos’ roman De farlige forbindelser fra 1782, som er en skarp kritik af galanteriernes menneskelige omkostninger. I operaen møder vi således den løsagtige grev René, der ved hjælp af en falsk ægteskabskontrakt foregiver at ville gifte sig med den unge Suzon alene for at forføre hende. Efter en række forviklinger erkender greven dog, at han virkelig elsker Suzon, og heldigvis tilgiver hun ham hans oprindelige, onde motiver.
Hvilket billede af 1700-tallet?
Forskellige historiske perioder har forskellige opfattelser af 1700-tallet. Schierbeck var tydeligvis inspireret af Carl Nielsens opera Maskarade fra 1906 og af Richard Strauss’ Rosenkavaleren fra 1911 (første gang spillet på Det Kongelige Teater i 1916), som begge giver et romantiseret billede af det tidlige 1700-tal. Påvirkningen fra Strauss er mest påfaldende og høres i den livlige og kontrastfyldte orkestersats, den klanglige opulence, de talenære vokallinjer og den stilmæssige eklekticisme med lån fra såvel 1700-tallets opéra-comique som fra Offenbach og Puccini.
Ligesom Hugo von Hofmannsthals libretto til Rosenkavaleren benytter Lobedanz’ libretto sig af plotelementer fra Mozarts og Lorenzo Da Pontes operaer. Den falske notar, som producerer den ugyldige ægteskabskontrakt, synes lånt fra Così fan tutte (1790) og den udsvævende greve, som udnytter sin position til at aftvinge unge kvinder seksuelle tjenester, og som til sidst beder sin hustru om tilgivelse, fra Figaros bryllup (1786).
Men i nogle henseender mærker man, at Første Verdenskrig lå mellem Schierbecks og Strauss’ (og Nielsens) rokokofantasier. Fête galante skildrer en verden, som har mistet sit moralske kompas, hvor de traditionelle autoriteter mangler enhver troværdighed, hvor det gamle klassesamfund er i opbrud, og hvor folk derfor hengiver sig til en tøjlesløs hedonisme, der er både frigørende og eskapistisk. Her ser man, at det trods alt er et værk af de brølende 1920’ere.
Ludvig XV, der dukker op som en grotesk deus ex machina i tredje akt og gør krav på den første nat med grev Renés brud – ligesom grev Almaviva i Figaros bryllup gør krav på første nat med sin kammertjeners brud – er legemliggørelsen af en dekadent og korrupt kongemagt. En sådan satirisk nedgørelse af monarkiet, som man hverken ser hos Da Ponte eller hos Hofmannsthal, var næppe mulig før imperiernes fald og påskekrisen, der indvarslede den nye demokratiske tidsalder i verdenskrigens kølvand.
Afgrunden bag forlystelsessygen
På det musikalske niveau adskiller Fête galante sig først og fremmest fra Rosenkavaleren ved sin udstrakte brug af marcher og fanfarer, der snart er festlige og sprælsk legetøjsagtige, som i den berømte ouverture, og snart truende og øredøvende, som i grev Renés angerfulde arie i tredje akt, der efter min mening er operaens musikalske højdepunkt.
Her leder ildevarslende blæsere og tordnende pauker tankerne i retning af de mest dystre passager i Sergej Prokofjevs Romeo og Julie, som jo blev uropført i Tjekkoslovakiet i november 1938, i skyggen af Stalins udrensninger og Hitlers forestående besættelse. Schierbecks fremmaning af marcherende og altødelæggende hære – som på intet tidspunkt modsvares af operaens sceniske handling! – er som at stirre ned i afgrunden bagom mellemkrigstidens forlystelsessyge. Det er her, at musikken lyder allermest og sørgeligt nutidig.
MeToo fortolkning redder ikke tekstens svagheder
Det er teaterinstruktøren Jacob Schjødt, som har fået den utaknemmelige opgave at puste liv i Lobedanz’ drama, der tynges af mangfoldige dramaturgiske svagheder og derfor aldrig rigtigt fænger.
Underskrivningen af den falske ægteskabskontrakt, som er en af plottets centrale episoder, foregår uden for scenen, hvilket sjældent fungerer godt i en opera. Grev Renés dobbeltspil gestaltes heller aldrig for alvor, da han fremstår angrende næsten helt fra begyndelsen og de komiske hovedroller, den intrigante teaterdirektør Scaramouche og hans letfærdige hustru La Scaramouche virker påklistrede i forhold til hovedhandlingen. Dertil kommer, at Suzons tilgivelse af greven forekommer psykologisk utroværdig, og i øvrigt socialt tilbageskuende, når man tager 1920’ernes kvindefrigørelse i betragtning. Desuden er sproget prætentiøst og uelegant, navnlig når man har Hofmannsthal i baghovedet.
Schjødts opsætning, som havde premiere i Musikhuset i Aarhus den 20. februar, skulle egentlig have haft premiere i 2021, men det hele blev indstillet på grund af pandemien. Instruktøren har først og fremmest fundet en MeToo-historie i operaen, ”hvor privilegerede mænd ikke skyr mange midler for at få, hvad de gerne vil have” (ifølge programmet), og hvor den ægte kærlighed derfor har ringe vilkår.
Det ligger naturligvis lige til højrebenet, men det fører også til et noget klichépræget spil, navnlig i fremstillingen af grev Renés slæng af libertinske kumpaner. De seriøse hovedroller, Andreas Kampmann som grev René og Dénise Beck som Suzon, fremstår mere nuancerede, og Beck (som også synger partiet på Michael Schønwandts glimrende indspilning fra 2013) har en frisk og ungdommelig klang, der klæder partiet. Leif Jone Ølberg og Sophie Thing-Simonsen spiller ihærdigt og mere koreograferet i de komiske hovedroller som ægteparret Scaramouche, men er dårligt hjulpne af tekstens platheder.
Bedst fungerer nogle af de komiske småroller: Christian Damsgaard-Madsen som en over al måde dekadent kong Ludvig og Jens Jagd som surmulende notar. Begge benytter sig af en talenær musikalsk deklamation, der står skarpt og præcist i rummet. Schierbeck skriver godt for stemmerne og undlader konsekvent at lade det store orkester dække sangerne, hvilket er en indbydelse til at skrue ned for den store operaklang og arbejde des mere intensivt med replikkernes farver og fraseringer.
Astrid Lynge Ottosens turnéscenografi er særdeles enkel: den består først og fremmest af nogle trappetrin og rækker af lyserøde gardiner, der giver mindelser om såvel et boudoir som et rokokoteater. Der er brugt mere energi og økonomi på kostumerne, som udgør forestillingens centrale visuelle element.
Rokokokostumerne er farvestrålende og af og til groteske (kongens tårnhøje paryk krones f.eks. af et enhjørningehoved), uden at nærme sig den Watteauagtige idyl, som antydes af operaens titel. Commedia dell’arte-elementet er således blevet erstattet med referencer til 1920’ernes kabareter og varietéshows, hvilket især gælder La Scaramouche, der snart iført strudsefjer og snart høj hat og kjolesæt fremmaner natklubikoner som Josephine Baker og Marlene Dietrich. Det er fint at pointere, at billedet af 1700-tallet i høj grad er set fra 1920’ernes perspektiv.
Men i sidste ende lever forestillingen først og fremmest som en visuel indramning af Schierbecks musik, der trods alt er dens eksistensberettigelse. Fête galante er først og fremmest et spektakulært, interessant og sjældent hørt musikalsk tidsbillede.
Fête galante spiller på turné i Danmark mellem 20. februar og 28. marts 2025.
Læs mere her
Medvirkende: Dénise Beck, Anders Kampmann, Leif Jone Ølberg, Sophie Thing-Simonsen, Christian Damsgaard-Madsen, Johannes Held, Mathias Hedegaard, Eline Denice Risager, Andreas Winther, Morten Wang, Jens Jagd, Carsten Gottholt Hansen, Joan Ribalta, Lars Fentz Krogh, Copenhagen Phil
Musikalsk ledelse: Christian Øland
Instruktør: Jacob Schjødt ved Margarita Semsi
Scenograf og kostumedesigner: Astrid Lynge Ottosen
Lysdesigner: Ib Asp
Magnus Tessing Schneider er ph.d. fra Aarhus Universitet og docent i teatervidenskab fra Stockholms Universitet. Han underviser i teatervidenskab ved Universitetet i Bergen og arbejder som forsker ved Högskolan för scen och musik ved Göteborgs Universitet på projektet ”Doubling and Allegorical Dramaturgy in the Operas of Francesco Cavalli”, finansieret af Vetenskapsrådet.