Sokker og sandaler
Af Erik Exe Christoffersen & Emilie Lund
Kan kvinder gebærde sig i det maskuline DON GNU univers? Kan de iført jakkesæt og klassiske, kitschede sandaler indtage rollerne i en machokamp med en planke og på humoristisk vis kaste rundt med den?
DON GNU er tilbage med en ny, selvironisk version af M.I.S. – natten lang (2015), der oprindeligt udforskede den både seje og sårbare mandlige identitet. Denne gang hedder forestillingen K.I.S.S., og titlen alene antyder en sprække i universet – for hvem tager sokker i sandaler alvorligt? Alligevel rummer forestillingen et lag af alvor, der gør den mere end bare morsom.
DON GNU har gennem årene skabt et teatralt univers, hvor dans, teater og slapstick blandes og forstærker hinanden i en særlig hybrid. Deres forestillinger rummer et ironisk, tvivlende og empatisk blik på de ofte lidende helte, som gør deres bedste for at tage sig godt ud. Der er mange sprækker i den seje facade, og her er de hjemmestrikkede sokker i sandaler nok et af de mest markante tegn på en indre blødhed og længsel efter omsorg. Sådan er det med DON GNUs performere. De springer, kæmper med hinanden og omverdenen, de falder og forsøger at samarbejde med de materielle omstændigheder.
Tre kvinder og en planke
På scenen står et plankeværk af lyst træ med et enkelt, manglende bræt, som løbende prydes med forskellige videoprojektioner. Scenen sættes af Bob Dylans instrumentale nummer fra filmen om Billy the Kid. Ind træder to kvinder med det manglende bræt; den lyshårede, lille danser Paulína Šmatláková iført et lyst jakkesæt og den væsentligt højere og mørkhårede danser Giulia Quacqueri iført mørkt jakkesæt.
De betragter publikum afprøvende, viser deres sokker og leger eller danser med planken, som udvikler et liv i sig selv. De svinger den rundt, bruger den som vippe, som stige og interagerer med den i både samarbejde og modarbejde. Man fornemmer både kvindernes indsats og DON GNUs erfaring med netop denne rekvisit.
Det er i det hele taget DON GNUs force at undersøge materialer i dybden. Først brættet og dernæst alt fra hår til yogabolde. På et tidspunkt går de to dansere bag plankevæggen, og pludselig er der en performer mere, Nadja Bounenni i grønt habitsæt, som holder planken. De tre kvinder har en langvarig dyst centreret omkring kast eller slag med deres hår. Senere falder også en stor, gul yoga-bold ned fra loftet.
Det fører til en leg, hvor Paulína Šmatláková først går helt amok med bolden, for senere at ville meditere på den, men forstyrres af lyde fra de andre kvinders knirkende bolde. De udfører en energisk yogabolddans, indtil de ender oven på samme bold, som langsomt mister luft og ender som en trist, gul klat. De tre performere er meget fysisk forskellige, men formår alligevel at danse synkront og skarpt i de fælles dansefraser.
En langsom overskridelse af kønnets koder
Forestillingen bevæger sig langsomt væk fra præmissens maskuline energi og ind i et mere feminint univers: Kvindernes hår slynges rundt, projektioner viser sokker i stiletter, og jakkesættene forsvinder gradvist til fordel for toppe. Og det ender da også med, at kvinderne helt smider både sokker og sandaler.
Også scenografien ændrer karakter fra det flade, lige plankeværk med forside og bagside til runde bolde og en kaotisk, åben bunke brædder på gulvet. Vi er gået fra det firkantede til det bløde og runde. Fra det karikerede maskuline til det bløde feminine.
Forestillingen viser helt overordnet, at DON GNU er hinsides den umiddelbare modstilling mellem det mandlige og det kvindelige. Med et begreb fra Donna Haraway kan kvinderne i forestillingen forstås som ’cyborg’-agtige væsner, der navigerer mellem maskuline og feminine koder, ved at gå ind i de dualistiske kontraster. De bærer jakkesæt, de kæmper, de samarbejder – og hele tiden forandrer de sig i interaktion med rekvisitterne og hinanden.
Haraway argumenterer for, at cyborgeren bryder med essentialistiske opfattelser af køn og identitet. Hun kritiserer traditionelle feministiske positioner, der bygger på en fælles “kvindelig” erfaring, og foreslår en mere fragmenteret, pluralistisk tilgang, hvor identitet er foranderlig og sammensat. Ved at DON GNU lader kvinderne bryde både mandlige og kvindelige stereotyper, sker der en overskridelse af dualismen. Dette bliver fx tydeligt når det er objekterne, som styrer dansernes reaktioner, som i en sekvens, hvor tre planker holdes lodret foran kvinderne med bagbelysning, så plankerne og dansernes arme og hænder nærmest flyder sammen til nye hybridvæsner.
Helstøbt samspil mellem elementer
K.I.S.S. er et vældigt godt tænkt koncept, udført i samarbejde med instruktør Kamilla Wargo. Det er lykkedes at integrere projektioner og musik, så de aldrig forstyrrer eller konkurrerer med scenens handlinger. Tværtimod tilføjer de stemning, energi og liv til forestillingen. Projektionerne består af alt fra videoabstraktioner over dansernes kroppe og solnedgange med western-vibe, til en ironisk amerikansk reklamefilm for DON GNU sokker. Projektionerne skaber både harmoni og kontraster, der er med til at drive dramaturgien fremad.
Danserne formår både at påtage sig karikerede roller og danse fuldkommen synkront og bevæger sig ubesværet med objekterne, hinanden og alene. Både deres fysiske arbejde med balance og objekter og de deciderede dansefraser er velkomponerede og veludførte.
Performerne formår også at genskabe den særlige kombination af spænding og humor, som kendetegner DON GNUs tidligere forestillinger. De bringer smil, intensitet og en empatisk kemi, både mellem hinanden og ud til publikum. Projektet er komplekst, og jo mere feministiske briller, man tager på, desto sværere bliver det at reflektere over forestillingen på en entydig måde. Bræt og bold er umiddelbart kønnede, men det er som om materialernes eget liv overtager og overskrider symbolikken.
Jo længere væk vi kommer fra det karikerede univers, desto mere søgende fornemmer man udtrykket og arbejdet med kropssproget og intentionerne. Det koreografiske arbejde med rum og musik skaber en dynamisk oplevelse, hvor scenerummet konstant forandres i forhold til dansere, deres positioner i rummet og energien.
Veloplagt re-make
Forestillingen er et re-make koncept, der inviterer kvinderne ind i DON GNUs eksisterende univers. Især i første del af forestillingen handler det om at se, hvordan og om de kan gebærde sig i jakkesættene og kampenergien. De tre kvinder har en fysisk nærværende tilgang til arbejdet, både i samspillet med hinanden og med rekvisitterne. Kvinderne kan sagtens imitere mændene, men forestillingen udvikler sig gradvist til at blive noget andet og mere.
Alt i alt er K.I.S.S. en legende, veludført kommentar til den mandeverden, kvinder gebærder sig i. Forestillingen bliver tankevækkende ved at kombinere DON GNUs klassiske elementer med et nyt perspektiv. Det er en fortælling, der går fra det karikerede maskuline til det karikerede feminine, for så at ende med kroppe, der interagerer med rummet, objekterne og hinanden. Det er en modig opgave DON GNU har kastet sig ud i. Forestillingen viser, at kvinder sagtens kan indgå i DON GNUs univers, men det vigtige er, at de måske bliver til noget tredje – noget, der rækker ind i og ud over de traditionelle kønskategorier og udtryk. Forestillingen slutter med, at kvinderne bliver ét med objekterne, for derfra at danse med hinanden uden entydige referencer til det kønsopdelte. Forestillingen slutter med, at plankevæggen falder med et brag og kvinderne står tilbage i et sløret lys som den nye tids oplyste hybrider.
K.I.S.S spiller på Bora Bora fra 1.-8- marts og herefter på Aveny-T 11.-15. marts 2025.
Læs mere her
Iscenesættelse & koreografi: DON GNU.
Med-instruktør: Kamilla Wargo
Performance & koreografi: Nadja Bounenni, Giulia Quacqueri & Paulína Šmatláková
Video, lys og foto: Christoffer Brekne
Komponist: Alice Carreri
Erik Exe Christoffersen er Lektor emeritus ved Aarhus Universitet og Emilie Lund er danser koreograf og kunstnerisk leder af Eluda Dance Co.