Horror-cute hestedrama
Af Ida Krøgholt
Kirstens Hævn er en fortættet dramatisering af Bjørn Rasmussens hestepigeroman, med et koncept, som balancerer fornemt mellem rå realisme og poetiske fantasier. Man ser for sig, hvordan samarbejdet i det kunstneriske team må have galopperet derudaf. Forestillingen er et æstetisk overflødighedshorn, formidlet gennem kontraster af lyserød plys og lurende sadisme. Og det er netop det, der gør den utroligt interessant.
Kirstens Hævn foregår på et stutteri i et Vestjydsk landskab, “så fladt som et strygebræt”, og gennemspiller fire teenageres ustyrlige liv med hinanden og deres heste. De fire piger, Kirsten, Karina, Hvepsen og Anita, er ultratætte i et fællesskab omkring heste- og teenageliv, men langsomt skrider relationerne. Samtidig udspiller der sig en central konflikt mellem 14 årige Kirsten, som bor på stutteriet, og hendes stedfar, Steen. En drøm om at udslette stedfaren tager form hos Kirsten. Blandt andet udtænker hun planer om at “give ham en oplevelse på stoffer” eller “klippe hans pik af og sprøjte HIV inficeret blod ind i hans årer”. Kirsten kommer på kollisionskurs med slyngveninderne og allierer sig med to af de drenge, hun dyrker sex og tager stoffer med, mens hun udvikler sin hævnplan.
Forestillingen bliver i sit spænd mellem hesteromance og brutal vold både kollektiv coming-of-age-fortælling og plotbaseret drama. Med en æstetik der kombinerer det søde og det brutale kan den bedst beskrives som en slags horror-cute fortælling.
Stalden som scene
Med simple troldemasker og kostumeskift spiller tre af de fire kvindelige medvirkende rollerne som Steen, mor og moster. Masker og gesti understreger noget komisk og groteskt ved de forkrøblede voksne. Drengene Horse, Trold og Church bliver også gestaltet via enkle figurskift. Rum etableres lige så kvikt – via skamler og bestik, som ryger ud og ind af scenen og flytter fokus fra stalden og ind i køkkenet til aftensmad. Det hele sker i en hæsblæsende fart med skarpe teatraliseringer.
Scenografisk indrammer scenen en stald, som man kigger ind i. En del af forestillingens rytme og fornemmelse af fart skabes ved at åbne og lukke muligheden for at se ind i stalden ved hjælp af en sort skydedør. Staldmuren er beklædt med langhåret pink plys, hvorpå der sidder kager af hestemøg.
Foran er der en mødding – en vigtig lokation i de unge kvinders univers: ”mød mig ved møddingen,” som der siges. Forscenen rummer flere andre lokationer, hvor Trold og Kirsten knalder hen over Trolds knallert, og hvor Kirsten som modydelse for sex får ketogan og ketamin. Det er også her Church og Kirsten laver svamperisotto med psilocybin svampe til Steen i et af flere mislykkede drabsforsøg.
Dagbogens tid
Kirstens entré akkompagneres af et ordentligt tordenskrald: ”Jeg hedder Kirsten, og da jeg var fjorten år, besluttede jeg mig for at slå en mand ihjel. Jeg vil gerne fortælle om ham. Det ville være oplagt og passende. Men jeg synes ikke, han fortjener den anerkendelse at få et ansigt. Han var min stedfar. Han hed Steen. Det var sommeren 2002.”
Kirsten er fortæller og dagbogsforfatter, så handlingen sker i dagbogens tid. Dagbogens omslag er i pink plys ligesom staldmuren. Den fungerer som en narrativ motor og som et episk lag i dramaturgien. Men i forestillingens sidste minutter rejses der tvivl om dagbogens sandhedsværdi – er Kirstens vidnesbyrd om stedfarens mishandling troværdig, eller er dagbogen en poetisk beretning? Dagbogsformen leger med fortællerens pålidelighed og spørgsmålet står åbent.
Derimod er der ingen tvivl om, hvordan den lyserøde dagbogs indhold formørkes af Kirstens ubehag ved Steen, hvilket underbygges når hun fortæller, hvordan han har spyttet hende i ansigtet, og når hun raser og smælder med en ridepisk, mens hun udskriger hvordan homofoben Steen sammenligner bøsser med rotter og kvinder med søer og gæs! I det perspektiv er det nemt at være medfølende og at mærke, hvor oprørende og afskyeligt det er for Kirsten, da Steen og mor afslører, at de venter barn. Og hvordan den drejning af begivenhederne får Kirsten til fordreje virkeligheden og sige til Trold, at Steen har voldtaget hende, og at hun er gravid med hans barn, hvilket får Trold til at sætte sig op: Han skal dø!
Det nuttede, det gakkede og det interessante
Den amerikanske kulturteoretiker Sianne Ngai arbejder i bogen Vores Æstetiske Kategorier med det gakkede, det nuttede og det interessante – 3 kategorier, der er velegnede til at beskrive forestillingens måde at forløse en horror-cute æstetik. Til forskel fra klassiske betegnelser som det skønne og det sublime, er disse tre æstetiske kategorier ifølge Ngai bedre til at beskrive det repertoire af kunst og æstetiske former vi forbruger i dag. Fælles for det gakkede, det nuttede og det interessante er, at de giver os blandede og modsatrettede følelser: det nuttede er både ømhed og aggression, det interessante er både vedkommende og kedeligt og det gakkede er både legende og udmattende.
En af de gakkede effekter i Kirstens Hævn er Kirstens moster, som altid optræder i gennemført postkasserødt med rød cykel og hjelm, og som er på evig tur, ivrig og overfrisk. Hendes figur kommer aldrig til at fungere som nuttet, for hun falder ved siden af og er ude af takt med teenagepigerne. Derfor er moster også en lidt tragisk figur. De voksne er i det hele taget gakkede og tragikomiske, de er fortalt med dagbogens kritiske stemme og er komiske i deres maskeringer og karikerede gestikker.
Kirstens Hævn markerer det interessante ved aldrig at gøre fortællepositionen helt klar. Som dagbogsforfatter har Kirsten en særlig status, og man oplever hvordan hun er en mester i fortættet poetisk sprog og forstørrelse af virkeligheden. Det gælder især i den scene, hvor hun fortæller Trold, at Steen har voldtaget hende. Det interessante opstår fordi dagbogen slører fortællepositionen og man ikke ved om og hvordan, Steens seksualiserede vold eventuelt fordrejes af Kirsten. Det er kun Clara Sophia Phillip, som spiller Kirsten, der ikke skifter mellem roller og masker. Kirsten fremstår derfor som en slags dukkefører, der opfører sin fortælling ved at iscenesætte veninderne som forskellige figurer i sit manus.
Orgasmegalop på grænsen af det nuttede
I Kirstens Hævn er det dog især det nuttedes æstetik som er iøjnefaldene. Det er nemt at konsumere forestillingens udtryk, som får os til at føle omsorg og beskyttertrang overfor hestepigerne. Det nuttede spiller for eksempel med, når veninderne i en hypermanisk dansescene til klubmusik og i drømmende, lyserødt scenelys bevæger sig som kåde ungheste, mens de enstemmigt proklamerer: “vallakker pis af, nu styrer de korthårede hopper lortet”. De er vidunderlige i deres harmløse glædesrus og derfor fantastisk nuttede, men også gakkede, for dansen kaster en leg med det æstetiske formsprog ind i forestillingen og skaber dramaturgisk opdrift.
Det nuttede performes også gennem de lyserøde, plyssede materialer, og den verden, veninderne opbygger sammen. De indfører et internt kodesprog, og fordeler sødt og nostalgisk spicegirlsroller mellem sig. De laver en pagt, hvor de lover at være hinandens bodyguards, så ingen bliver glemt eller kommer til skade. De drikker uskyldsrent rød slushice til ridestævnet og rider ud med vodka i sadeltasken. Men forestillingen udforsker også det nuttede ved dets grænse, når pigerne drikker sig stive i rom og cola i rytterstuen og eksperimenterer med at få orgasme under galop til Justin Timberlakes Cry me a River.
Det nuttede markerer et intimt og omsorgsfuldt univers. Men det er sårbart overfor omverdenens indgreb og forstyrres af stedfar Steens ubehagelige, seksualiserede form, og den opsparede vrede i Kirstens lyserøde plys-dagbog. Hvor de seksuelle relationer mellem pigerne skildres med en nuttet æstetik, som når Kirsten og Karina forelsket kysser med hinanden, er Steens homofobe bøsse-vitser et skræmmende spejlbillede.
Horror-cute – og meget interessant
Det nuttede overskrides også af Kirsten selv, da hun for at få ram på Steen smider hestehyl ind til hestene, som farer forvildet rundt helt ude af kontrol. Og det er netop spændingen mellem det aggressive og det nuttede, der giver iscenesættelsen sit horror-cute udtryk. I en scene ligger Kirsten på staldgulvet og spjætter i et epileptisk anfald efter at have forsøgt at nedlægge Steen med en skovl. Og til sidst sætter hun ild til gården sammen med Trold. Kontrasterne mellem det nuttede og det aggressive danner hele tiden en ambivalens, som skaber en skarp spænding i dramaturgien.
Det nuttedes æstetik bliver dominerende og intensiveres gennem vreden, og man kan se sammenstødet mellem det aggressivt dysfunktionelle og det barnligt nuttede, som hele forestillingens æstetiske klangbund. Det nuttedes æstetik åbner muligheden for, at man som tilskuer kan opleve en affektiv ambivalens mellem omsorgsfølelse og vred forargelse.
Det ubestemmelige i både spændingen mellem det nuttede og aggressive og i pålideligheden af Kirstens fortælling, konstituerer det interessantes æstetisk i Kirstens Hævn. Forestillingen peger med al tydelighed på, hvordan den voksnes seksualiserede aggression er en trussel mod det nuttede, og her er Kirsten også impliceret. Så når veninderne i den sidste scene beskylder Kirsten for at have forfalsket virkeligheden i sin dagbog, sidder man tilbage med en lille tvivl om, hvorvidt Steen nu også er så skyldig, som Kirsten siger.
Man frygter at Kirstens hævnakt kammer over, så hun mister sig selv i en slags psykotisk opløsning. Er det gården eller Kirsten, som står i flammer? Og hvad betyder det for den samlede fortælling, når veninderne smider dagbogen ned i hestenes vandtrug, så den går i opløsning? Tvivlen gør, at Kirstens Hævn ikke bare er en nuttet og en gakket forestilling, men også er ret interessant.
Kirstens Hævn spiller på Aarhus Teater fra d. 5. februar til d. 8. marts 2025
Læs mere her
Tekst: Bjørn Rasmussen
Iscenesættelse: Carolin Oredsson
Scenografi: Josefine Thornberg-Thorsøe
Lysdesign: Kim Glud
Lyddesign: Joëlle Marie McGovern
Koreografi: Alvilda Faber Striim.
Medvirkende: Alberte Riis Alexis Ibsen, Clara Sophia Phillipson, Laura Kjær Jensen og Solvej Sonne Horn.
Ida Krøgholt, Ph.d., er lektor i dramaturgi ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet. Forsker bl.a. i teaterpædagogik og fagdidaktik, dramaturgi i facilitering og ledelse og underviser inden for disse områder. Teaterredaktør for det nordiske internationale tidsskrift JASED (Journal for Research in Arts and Sports Education).