Blændet af tab
Af Cecilie Ullerup Schmidt
Positionering af anmelderen
Denne her anmeldelse starter blandt andre anmeldelser, ikke hos værket selv. Den starter hos en dansk, kvindelig akademiker på Københavns Universitet, der ikke plejer at anmelde, fordi hun ikke kan lide bedømmelsen, den æstetiske dom, vurderingen, som ligger som en grundmodus i anmeldelsen. Fungerede værket? Var det kyndigt konstrueret? Var det dårligt, repetitivt, godt, eller måske enestående? Alle disse værditilskrivende adjektiver har denne akademiker (der selv engang har arbejdet som performancekunstner og derfor har afventet, modtaget, lidt under, glædet sig over den slags domme) ikke meget fidus til, fordi de er grænsedragende: de siger, hvem der – kunstnerisk, i et felt, i en generation, måske nationalt – hører til og hvem der ikke hører til. [1]
Samtidig er denne akademiker optaget af grænsedragninger i et udvidet felt: fra kritikkens grænsedragning over den sociale grænsedragning til den nationale grænsedragning. Det at drage grænser, at lukke ind og lukke ude, at skabe og afskrive tilhørsforhold: det er hvad den brasilianske filosof, kunstner og sorte feminist Denise Ferreira da Silva har kaldt en onto-epistemologisk praksis, en praksis der både former væren og viden. Det er et stort ansvar, en byrde, en magtudøvelse at skrive kritik, fordi det former både liv og viden. Efter denne situering af det skrivende subjekt, skriver jeg ”jeg”.
Et blik uden fremtid
Jeg så forestillingen ”Whiteout” til premieren i Dansehallerne. Forestillingen er koreograferet af Sarah Aviaja Hammeken og har et team af kalaallit-inuit-islandske-svenske-ungarske-spanske-franske-danske medskabere. Til premieren var jeg overrasket over hverken at se det sædvanlige crowd af lokale, København-baserede dansere og koreografer, jeg møder til forestillinger dér, ej heller særligt mange bekendte fra det kalaallit-danske miljø. Det var mest brancefolk: anmeldere, producere, pressefolk, institutionsledere. Det undrede mig lidt, men Sirí Paulsen, forestillingens dramaturg, som jeg kender fra et andet samarbejde, skrev i en mail forud for premieren, at ventelisten var længere end den danske kongerække.
Jeg havde skimmet programmet forinden og læst at værket beskæftiger sig med at miste, om skam, om selvmord. Jeg har aldrig haft selvmord tæt på livet. Men forestillingen hvirvlede mig ind i en tabstilstand, der var så insisterende, at den trængte dybt ind. Insisterende hvordan? Det var først og fremmest det blik, som Eydís Rose Vilmundardóttir havde: Hun blev ved med at se lige frem, hverken op eller ned eller frem eller tilbage, men, som med skyklapper på, ind i en lille, begrænset, imaginær kasse af måske 20 x 20 cm. Der var ikke kapacitet til at se nogen i øjnene; ikke kapacitet til at se horisonten; ikke kapacitet til at se på det forgangne.
Dette blik, som hun og de andre skiftedes til at have, virkede som en konstant betingelse. At blikket var så konsekvent koreograferet, var for mig et sjældent syn i koreografisk arbejde – men noget jeg ser en del samtidskoreografer arbejde med i tiltagende grad: som det hypnotisk-hypnotiserende blik hos Marie Topp eller Emilie Gregersen, det konfronterende-relationelle blik hos Lydia Östberg Diakité eller Marie Kaae. Hos Hammeken, danserne Elias Khanamidi, Eydís Rose Vilmundardóttir, Márton Debreczenyi og Amanda Rubio Sanchez, og dramaturgen Sirì Paulsen, blev blikket uden fremtid indgangsnøglen til, som publikum, at være i og med sorgen over og ikke-forståelsen af at miste en ven eller en slægtning til selvmord.
Sorgens temporale utilregnelighed
Jeg havde ikke planlagt at skrive nogen anmeldelse, blot at se forestillingen som en almindelig deltagende i scenekunstlivet i DK med en særlig interesse i politiske forhandlinger af repræsentation i en nordisk optik. Jeg husker dramaturgien sådan her: i stærkt, hvidt lys og på hvid dansevinyl, først i landskab af hvid røg, og med hvidt baggrundstæppe, bevæger fire (sørgende-)sortklædte dansere (kostume: Parnuuna Thornwood) sig i cirkler uden at kunne forbinde sig til hinanden. På skift er de enkelte dansere ensomgjorte, hænger fast i et ærme og slæbes med eller løber i de forkerte retninger, mens resten af flokken drives fremad, stålsatte, mekaniske. Indimellem duosekvenser med forsøg på at skabe relation mellem to – forældre, elskende, venner -, men hvor den mentale isolation i det fremtidsløse blik forhindrer at finde sammen, trøste, hvile.
Der er hvide fjer til stede i forestillingen. De falder enkeltvis ud af et ærme eller ned fra loftet. Symboler må de være: på minder, der dukker op, et fysisk efterladenskab af den, der ikke længere er til stede. Og fordi forestillingen jo hedder Whiteout og er lavet af en kalaallit-dansk koreograf, også oplagt at associere med snefnug. Sne som et sanseligt og lokalt lille kuldechok, der vækker den ellers immobiliserede og sanseløs-gjorte sørgende. Ca 2/3 henne i forestillingen, dramaturgisk placeret præcis der, hvor Aristoteles ville placere sit peripeti, sit omslag i handlingen (beklager mit hypervestlige referenceapparat, men jeg tror at vi alle er underlagt den vane, ligesom vi også laver forestillinger, der per automatik varer lige omkring en time eller laver en slutning, der er genkendelig som afslutning, punktum), falder der utroligt mange hvide fjer ned fra loftet. Publikum griner, nærmest lettede, siger ’åh’ og danserne kigger op: en sanselig overvældelse, en opvågnen.
Dernæst følger scener med relation, øjenkontakt, en fortsættelse af liv, en mulig fremtid. Men så hvirvles alt baglæns, en lydmæssig og koreografisk rewind og vi er tilbage ved sorgens modus af immobilitet, kortsyn, en blændet tilstand. Og så blackout og applaus. Dramaturgien giver på den måde et portræt af sorgens temporale utilregnelighed: den følger ingen narrativ linearitet og der er ikke noget løfte om ’at komme videre’ efter et tab, hvor meget vi end ville ønske det.
Bevægelse
Jeg har som udgangspunkt ikke meget at sige om bevægelsesvokabularet, og måske skulle jeg derfor holde mig fra det. Men jeg forsøger det alligevel, og det vil være med den risiko, at jeg reducerer det koreografiske arbejde til nogle få pointer, hvilket jeg beklager og inviterer andre til at skrive fyldestgørende og mere om.
Koreografisk er vokabularet, trinsproget, noget jeg genkender fra vestlig samtidsdans, som den uddannes på skoler som SNDO, HZT, SEAD, PARTS, med en arv i ballet, påvirket af hiphop og med et tempo og en rytmisering, der afbryder og forvrænger: contractions, glidninger over gulv, strakte lemmer i buer, baglæns ruller og overslag. Dansernes præstation er ubetvivleligt strålende. Koreografien er sat til mindste detalje: forløb med solo, duo og kvartet, unisone sekvenser med staccatobrud af bevægelserne (som om alting er brudt op, pladen er gået i hak), blikkene har ingen tilfældige retninger, endsige indadvendte ubestemmeligheder.
Da Whiteout begyndte. kunne jeg ret hurtigt mærke, jeg kunne genkende en vis virtuos contemporariness, der som udgangspunkt kan virke lidt generisk: dygtigt, imponerende, flot. Men alligevel gik der ikke lang tid, før jeg tilsidesatte min stilistiske kategorisering: Whiteout har i sin insisterende dramaturgi og sit koreografiske anliggende en modus med fokus på sorgen og tabet, som heldigvis fik mig fuldstændig væk fra min trænede domsfældelse af stil og ind i en tilstand af visuel lytning: En tilstand, hvor repræsentation og erfaring af tab dominerede.
At miste evnen til at se som jeg plejer
Whiteout slettede mine kategorier for kritik og domsfældelse – min evne til umiddelbart at se på en analytisk trænet måde, min evne til at se som jeg plejer. Jeg kom hjem til min partner og sagde, at forestillingen havde rørt mig dybt og, at jeg havde en fornemmelse af sanseligt at have erfaret noget, jeg ikke ved noget om (tab i forbindelse med selvmord). Jeg har aldrig forstået mig selv som anmelder og tænker det ikke som min opgave at skrive om enkelte værkers kvalitet og formåen.
Alligevel blev jeg ansporet til at skrive om forestillingen, da jeg begyndte at læse anmeldelser af andre danske positioner, der tydeligvis ikke havde mistet deres evne til at se som de plejer. Anne Middelboe Christensen skrev for eksempel i Information om den desorientering, der sker i sneen – om en forestilling der handler om et naturfænomen, desorientering i snestorm. For mig var forestillingen meget mere performativ, handlende: Den skabte en desorientering for mig som seende. Mit trænede blik var paralyseret og tilsidesatte de trænede og vanlige referencer og redskaber, der skulle kunne matche det, jeg så.
Man kan diskutere, om det er pligtlæsning at læse programteksten for en forestilling, før man ser den. Anmeldere kan med sikkerhed sætte egen erfaring over kunstnerisk intention, men alligevel finder jeg det forstyrrende, når en anmelder er intenderet ignorant. Middelboe Christensen skriver i sin anmeldelse, at hun heldigvis først læste om kunstnernes intentioner efterfølgende:
”Ifølge programmet handler forestillingen om tab, sorg og selvmord – og skam. Det læste jeg heldigvis først bagefter. For jeg oplevede i langt højere grad denne ordløse forestilling som en skildring af mennesket, der bliver fanget af naturen – og som vælger at række ud efter andre mennesker, netop for at danne det helt særlige fællesskab, som udspringer af at leve det samme sted. Ikke bare et grønlandsk fællesskab, men et symbolsk fællesskab.”[2]
Således finder Middelboe Christensen en usitueret og universel fællesskabserfaring, som gør hende i stand til at underordne den kalaallit-danske koreografs anliggende sin egen anmelderekspertise.[3] Ligeledes finder sceneblog en koreografisk fortolkning af ” magtesløshed, og den desperation som uundgåeligt må opstå, når naturen spiller med musklerne.”[4] Det foruroliger mig, at naturerfaringen centreres så massivt og fører mig til spørgsmålet om den danske anmelderstands begrænsning i læsningen af værker med koloniale implikationer: Selvmordsraten i Kalaallit Nunaat er et produkt af kolonisering af bevidstheden, af strukturelt skabt mindreværd og følelser af meningsløshed.[5] Andre anmeldere på Iscene[6] og CPHculture[7] går tættere på tab og selvmordserfaring, men uden at skrive om fænomenet som kolonialt produkt.
Blændet af hvidhed
Hvem kan genkende bevægelsessproget for kolonial erfaring? Hvilke redskaber og hvilke referencer bruger vi, når vi ser ind i en kulturel repræsentation og performativ forhandling af kolonial arv? Mit umiddelbare bud er, at der mangler anmeldere i den danske scenekunsts infrastruktur, der ikke er racialiseret som hvide og etniseret som dansk-danske, men har eksplicitte erfaringer med koloniale relationer og dekoloniale strategier. [8] Eller: Om ikke andet, en anmelderstand, der aktivt positionerer sig som dansk, som ikke-neutral og -objektiv, når den skriver besyngende om de fortryllende naturfænomener, der findes i ”grønlandsk” kunst. Der er en lang tradition af landskabsmalere og forfattere, der helst vil fokusere på naturens overvældende dimensioner og ubegribelighed.[9] Der er en vestlig tradition, siden Immanuel Kant, for at sammenligne kunstens æstetiske erfaring med den sublime naturerfaring. Aviaja Dance foreslår da også et kipbillede ved at give en allegorisk titel, der inviterer til både at tænke over naturerfaring og over menneskelig erfaring forbundet med selvmord, skam og tab. Whiteout er betegnelsen for blændelse, sneblindhed. Faren ved, som publikum og anmelder, at betages af natur alene, er at stillegøre de koloniale tematikker, der i Whiteout er så rungende til stede, at de åbenbart kan gøre os både blinde og døve i, hvad der kan virke som en kontrastløs, en arktisk hvidhed. White – out! Det kan også forstås som et imperativ fra holdets side: Ud med al hvidheden, ud i det åbne med hvidheden, forstået som kulturel vane og analytisk blindhed. Lad os tale om al den omsiggribende hvidhed i Arktis, i Norden, i Danmark, der gør, at vi ikke kan eller tør se.
Whiteout spillede i Dansehallerne fra d. 4. til d. 8. februar
Læs mere Her
Koreograf: Sarah Aviaja Hammeken
Koreografisk assistent: Amanda Rubio Sánchez
Dansere: Amanda Rubio Sánchez, Elias Khanamidi, Eydís Rose Vilmundardóttir, Márton Debreczenyi
Komponist: Gerth Lyberth
Lysdesign: Brian Cord’homme
Dramaturgisk konsulent: Siri Paulsen
Kostumedesign: Parnuuna Thornwood
Fotograf: Amalie Ivalo Hammeken
Administration: Jens Christian Jensen
Faglige konsulenter: Paarisa og DRISP, Danish Research Institute for Suicide Prevention. Co-produktion: Dansehallerne, Nunatta Isiginnaartitsisarfia/Grønlands Nationalteater og Nordens Hus på Færøerne
Støttet af: Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, Knud Højgaards Fond, NAPA, Willhem Hansen Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Beckett-Fonden, William Demant Fonden, Augustinus Fonden, Slots- og Kulturstyrelsen – Kulturpulje til projekter mellem Grønland og Danmark, Nordisk Kulturfond
Cecilie Ullerup Schmidt er lektor på Teater og Performancestudier og Moderne Kultur, Københavns Universitet.
[1] Jeg vil gerne påpege, at det ikke er modus at fælde domme hos alle anmeldere, og at det ej heller gælder for profilen for Peripetis anmeldervejledning, som opfordrer til at tilbyde en længere faglig, dramaturgisk analyse, se også Peripetis skrivevejledning.
[2] https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2025/02/blaest-omkuld-dans-desorientering-forvildelse-kan-opstaa-arktiske-sne
[3] NB. Sarah Aviaja Hammeken reducerer jeg hverken til dansk eller international eller kalaallit koreograf. Hun har en indsigt fra flere positioner.
[4] http://sceneblog.dk/anmeldelse-whiteout-aviaja-dance-company-dansehallerne-nunatta-isiginnaartitsisarfia-groenlands-nationalteater-og-nordens-hus-paa-faeroeerne/
[5] Kunstnerisk undersøgelse af kolonisering af bevidstheden findes også Julie Edel Hardenbergs billedkunstneriske praksis. Et indgående bekendtskab med selvmord som tematik finder jeg bl.a. i Niviaq Korneliussens roman Blomsterdalen (2020).
[6] https://iscene.dk/2025/02/08/whiteout-tavlen-viskes-ren/
[7] https://cphculture.dk/whiteout/
[8] Se også afsnittet om betingelserne for kritik af dans og koreografi i Danmark, der efter at have gennemgået anmelderpositioner i Danmark konkluderer: ” What does not come across from this written mapping of critique and archiving of dance and choreography, is that all reviewers and writers mentioned in this chapter are able-bodied, Danish, and racialized as white. Although feminist and queer perspectives have been widely accentuated in recent years, there is an absence of voices with lived experiences of disability, indigeneity, and racialisation.” Schmidt, Vedel, Schnor, Bork-Petersen: “Danving Necessities. Infrastructures, interventions, and maintenance.” Peripeti 39 (2024), p. 23, https://tidsskrift.dk/peripeti/article/view/152261/195336
[9] Traditionen for at natur-gøre grønlandsk/ kalaallit kunstneres værker kritiserer billedkunstneren Pia Arke glimrende og humoristisk spiddende i essayet Etnoæstetik (1990).