Dramapædagogisk og normkritisk seksualundervisning
Af Marie Gade Nielsen og Sofie Ravnsborg
Artiklen belyser, hvordan man med fordel kan benytte dramapædagogik og forumspil i arbejdet med emner vedr. køn, krop, seksualitet, skam, grænser og normer i seksualundervisning. I artiklen stilles skarpt på, hvordan man med Boals forumteater-metode kan risikere at ‘victim blame’ i arbejdet med unge og sårbare emner. Derfor foreslås en fremgangsmåde, der bryder med victim blaming og binære værdier, for at arbejde med nuancerede konflikter i forbindelse med seksualundervisning.
Seksualundervisning anno 2025
I dag er seksualundervisning for længst kommet på skoleskemaet som et obligatorisk fag i folkeskolen. Oprindeligt har det været et ømtåleligt emne, som har vagt forargelse og heftige diskussioner om, hvad seksualundervisningen skulle indeholde. I dag er vi endelig blevet enige om, at seksualundervisning er vigtigt. Det er vigtigt, at de unge lærer om graviditet, prævention og sexsygdomme men også om normer, grænser og rettigheder for køn, krop og seksualitet. Så vigtigt, at seksualundervisning tilmed nu er obligatorisk på de gymnasiale uddannelser fra skoleåret 2023/24. Så langt, så godt. Dog tyder meget på, at seksualundervisningen anno 2025 halter bagefter. Det gælder bl.a. emner som grænser og samtykke, for selvom vi fik en samtykkelov i 2021, viser den årlige elevtrivselsundersøgelse fra samme år, at eleverne på de gymnasiale uddannelser har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed fra andre elever eller ansatte på skolen (Børne- og Undervisningsministeriet initiativpapir 2022: 1). Samtidig viser undersøgelser, at 4 ud af 10 mænd i alderen 16-20 år har svært ved at aflæse samtykke uden ord, og at 17% af de unge adspurgte kvinder har svært ved at udtrykke samtykke (Politikken 2023). Så hvad gør vi ved det? Hvordan lærer vi de unge at aflæse og kommunikere egne og andres grænser? Og hvordan giver vi de unge en tidssvarende seksualundervisning, som tager højde for de muligheder og betingelser, der er for køn og identitet i dag? Det er nogle af de spørgsmål, der rejste sig, da vi satte os for at udarbejde dramapædagogisk seksualundervisning målrettet efterskole- og gymnasieelever.
Vi så hurtigt teaterpædagog, Augusto Boals, forumteater-metode (også omtalt som forumspil) som en oplagt mulighed for at styrke elevernes handlekompetence i forbindelse med konflikter knyttet til emner i seksualundervisning. I forumteater opsætter deltagerne små rollespilssituationer med konflikter, som løses ved, at tilskuerne har mulighed for at træde op på ‘scenen’ og blive aktive medspillere (Boal 1985: 133).
Da vi læste Boals værk Stop! Det er magisk!, faldt vi dog over et eksempel, der gjorde det klart for os, at vi var nødt til at gentænke forumteaterets præmis i forhold til vores problemstilling. I bogen benytter Boal et eksempel fra en forumteaterscene, hvor en ung pige bliver voldtaget i metroen af fire bevæbnede mænd. Her påpeger Boal, at det i en sådan situation kan give mening at gå tilbage til der, hvor den undertrykte stadig har flere handlemuligheder.
Boal stiller spørgsmålene: “Hvad havde hun kunne gøre, inden hun gik ned på perronen?” “Hvorfor var hun alene?” (…) “Havde hun ikke kunnet insistere på at kunne blive ledsaget af en ven?” (Boal 1985: 135).
Med en 2025 tilgang skurrer det lidt i ørerne, når man hører ovenstående eksempel. Faktisk ringer alle alarmklokker. For hvorfor er det relevant at tale om, hvad kvinden, offeret for overgrebet, skulle have gjort anderledes? Hvorfor sætter vi spørgsmålstegn ved kvindens ageren i stedet for de overgrebspersoner, der bryder loven? I Boals metode er hovedreglen, at det er den undertrykte, som skiftes ud, og derved abonnerer metoden på en klar skurk-offer distinktion. Når det er offerets handlemuligheder, der sættes spørgsmålstegn ved, er der stor risiko for ‘victim blaming’, dvs. når man eksplicit indikerer, at offeret bærer skylden for det overgreb, vedkommende har været udsat for. Boals forumteater udspringer af en helt anden kontekst, nemlig idéen om de undertryktes teater, hvor målet er, at de undertrykte skal bryde ud af undertrykkelsen. Hvad Boal ikke har taget højde for, er de faldgruber, der kan opstå, når man benytter forumteater i pædagogisk praksis vedrørende emner som overgreb og grænser. I Boals ekstreme eksempel er det ikke svært at placere skurk og offer, men hvad sker der, når vi arbejder med komplekse konflikter, der handler om normer, samtykke, grænser og gråzoner? Vi vil gerne ophæve den binære logik, så derfor ophæver vi reglen om, at det kun er “den undertrykte”, der kan erstattes i spillet. I stedet har vi etableret en model, hvor alle roller kan udskiftes, for dermed at give et mere nuanceret blik på konflikter.
Udgangspunktet i vores praksis er altså at undersøge, hvordan vi ved hjælp af elementer fra forumspil kan udarbejde en fremgangsmåde, der bryder med binære værdier og victim blaming, og som kan benyttes indenfor emner som seksualitet, skam, normer og grænser i seksualundervisning. Ydermere ønsker vi at inkorporere denne praksis i en undervisning, som kan benyttes i forbindelse med vores forestilling, “Har du set min klit?”.
Forestillingen
Vores forestilling ”Har du set min klit?” er det, der kickstartede hele vores praksis med dramapædagogisk seksualundervisning. Vi har udarbejdet forestillingen med henblik på at aftabuisere onani og bryde med den skam, som mange forbinder med seksualitet. I forestillingen møder vi to karakterer, en ung kvinde og hendes klitoris. De to karakterer forsøger at nærme sig hinanden, men bliver konstant afbrudt af en tredje karakter, nemlig skammen. Skammen er en stemme, der bryder ind, lige når vi som publikum får lov til at se sprækkerne ind til gemt vildskab og liderlighed. Forestillingen gør brug af satiriske greb, da vi ser det komiske som en god måde at formidle svære og sårbare emner på.
Vi har udarbejdet en workshop i forbindelse med forestillingen ud fra en tese om, at forestillingen kan være med til at give eleverne en positiv forståelse af onani og åbne op for svære samtaler. Det er også vores antagelse, at det at blive fortrolig med sin egen seksualitet og bryde med skammen kan bidrage til, at unge bliver bedre til at kommunikere deres lyster og grænser. Dette kan være et led i, at unge bliver bedre til at aflæse og udtrykke samtykke. Derfor ser vi forestillingen som et godt springbræt til arbejdet med sårbare emner med unge.
Det er ikke ny viden, at en kropslig og sanset erfaring, fx i form af dramapædagogisk undervisning, bidrager til læring. Men hvorfor giver det særlig god mening at arbejde kropsligt med seksualundervisning? Ifølge læge og hjerneforsker, Kjeld Fredens, er drama i undervisningen med til at fremme empati og forståelse for andre, da man får mulighed for at undersøge og udforske forskellige perspektiver og følelser (Daugbjerg 2023). Når vi arbejder med drama, bruger vi vores forestillingsevne, vi sætter os ind i andres tanker og følelser, og vi kommunikerer og mærker hinanden i et rum. Det kræver samarbejde, og derved kan arbejdet med drama være med til at styrke sociale færdigheder og kommunikationsevner. Disse kompetencer er centrale, hvis vi skal være i stand til at mærke og kommunikere egne grænser samt aflæse og respektere andres. Det er det, samtykke handler om.
Samtykke er både sprog men i lige så høj grad de nonverbale signaler, vi sender til hinanden. Det er blikke, gestik, mimik, lyde – alle de små signaler, vi bruger, når vi ytrer og modtager samtykke i en kontinuerlig proces. I en simpel øvelse som tømmerflåden, hvor deltagerne skal gå rundt mellem hinanden og finde fælles tempo, er der meget på spil. Øvelsen kræver, at eleverne har en selvbevidsthed, men også i høj grad er opmærksomme på hinanden og samspillet i rummet. Hvad gør de andre? Hvornår er der plads til min bevægelse? Vil de andre følge med, hvis jeg skifter tempo? Øvelsen kan overføres til en snak om normer, og hvad det kræver at bryde normerne.
Marie Gade Nielsen i rollen som klitten i forestillingen “Har du set min klit?”
En normkritisk tilgang
Når vi faciliterer seksualundervisning, er sproget lige så vigtigt som kroppen. Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi formulerer os, og hvilke ord vi bruger, når vi har med emner vedr. køn, krop og seksualitet at gøre. I vores kultur er vi præget af nogle bestemte narrativer. Vi er vokset op med historier om helte og skurke, de gode og de onde, hekse, trolde og prinser og prinsesser. Mange af disse fortællinger bygger på fordomme og stereotype forestillinger om bl.a. køn, seksualitet og etnicitet. Samtidig bygger de ofte på binære kategorier, bl.a. den skurk-offer distinktion, som Boals forumteater-metode bygger på. Disse normer og narrativer er med til at forme os og kan potentielt føre til diskrimination og ulighed. I vores praksis har vi en normkritisk tilgang, da vi netop ønsker at bryde med begrænsende kategoriseringer samt styrke elevernes kritiske sans og handlekompetence. Normkritikken er altså med til at understøtte forumspillets mål om forandring samt bryde med binære værdier.
Uddannelses- og kønssociolog, Cecilie Nørgaard, beskriver i bogen Han hun hen, hvordan man som voksen i et barns liv bør opdrage til ligestilling og mangfoldighed gennem en normkritisk tilgang. Ifølge Nørgaard handler normkritik om “at forholde sig bevidst til normerne i den kultur, som man lever i, at undersøge dem kritisk og at handle aktivt i forhold til dem, når man synes, det er nødvendigt” (Nørgaard 2021: 16). Normkritik handler altså om at synliggøre de normer, der omgiver os, og undersøge hvordan de kan have undertrykkende konsekvenser. Ifølge Nørgaard er det “vores alles ansvar at udvide rammerne for, hvad der opfattes maskulint og feminint, – og at skabe rum for, at alle børn føler sig anerkendt og inkluderet” (ibid.: 74). En del af det ansvar handler om hvilke forventninger, vi møder eleverne med, og hvordan vi bruger sproget. Som voksen kan jeg komme til at fremelske bestemte interesser eller træk på baggrund af køn, hvis jeg fx forventer, at drengene er mere højrøstede, og pigerne er mere rolige. Jeg kan også komme til at fejlkønne elever, hvis jeg gang på gang bruger udtryk som “Er I klar drenge/piger?”. Her antager jeg, at eleverne tilhører en bestemt kønskategori, og jeg ekskluderer dem, der potentielt tilhører en tredje kategori som fx nonbinære. Sproget er altså langt fra neutralt, og det er ikke ligegyldigt, hvordan vi formulerer os, og hvilke ord vi bruger. Derfor kræver det øvelse og selvindsigt at undervise normkritisk.
Blinde vinkler
En faldgrube ved at undervise normkritisk kan være, at vi ved at synliggøre bestemte normer risikerer at reproducere dem. Hvis en elev fx udtrykker, at hun ikke oplever, at normer påvirker hende, kan det for os lyde som om, hun snarere ikke er bevidst om de normer. Gør vi hende opmærksom på dem, kan vi risikere at opretholde bestemte normer. Normer som eleven muligvis ikke selv oplever. Vi må altså være opmærksomme på ikke at pådutte eleverne bestemte normer, som vi som undervisere tror, de er påvirkede af. Eleverne kommer med hver deres bagage med hver deres baggrund, værdi- og normsæt, og vi kan ikke være sikre på, at vores normer stemmer overens med deres. Som undervisere medbringer vi nemlig selv en “bagage”, når vi træder ind i klasselokalet. Som privatpersoner har vi et køn, en seksualitet, en erfaringshorisont og kulturbaggrund, som bevidst eller ubevidst, påvirker vores måde at undervise på. Som sexologisk rådgiver Mette de la Motte Gundersen og pædagogisk konsulent Line Anne Roien påpeger, er man som seksualunderviser både “normbærer, normformidler og medskaber af normer”, og det er aldrig muligt at være “normkritisk ekspert” (Gundersen og Roien 2018: 284). Vi kan derfor ikke være norm-neutrale, men vi kan være bevidste om, hvordan vores normer og værdier påvirker undervisningen.
Ved at arbejde med dramapædagogik, herunder forumspil, arbejder vi aktivt med normkritik i undervisningen. En kropslig tilgang er med til at anerkende alt det tavse og sanselige, som også eksisterer i et rum, og som har en værdi i læringsprocesser. Der er fx en pointe i at arbejde med kropslige øvelser i seksualundervisning, da det kan træne eleverne i at aflæse hinandens kropssprog. Dette kan være et led i at blive bedre til at aflæse og udtrykke samtykke. Derudover kan drama være med til at demokratisere undervisningen og sætte spørgsmålstegn ved de normer og roller, som kan være fasttømrede i en klasse. Drama giver også mulighed for kritisk refleksion. I forumspil får eleverne mulighed for at veksle mellem at indgå aktivt i en fiktion for derefter at træde tilbage for at reflektere og forholde sig kritisk til forskellige problemstillinger. Ved at ophæve reglen om, at det kun er ‘den undertrykte’, der kan skiftes ud, kan vi bryde med victim blaming og binære værdier, hvilket er nødvendigt i arbejdet med sårbare emner som fx grænser og samtykke.
Normkritisk undervisning er en praksis, der rækker ud over seksualundervisning og med fordel kan implementeres på tværs af fag for at skabe en inkluderende skolekultur. Det er krævende at facilitere dramapædagogisk og normkritisk seksualundervisning. Det kræver en vis faglig viden og erfaring med normkritikkens og dramapædagogikkens didaktik og pædagogik samt en indsigt i forskellige perspektiver på køn, krop og seksualitet. Vi håber alligevel, at andre indenfor samme felt har modet til at implementere normkritik og drama i undervisningen, og at de kan finde inspiration i vores praksis.
Litteraturliste
Boal, Augusto (1985): “Stop! Det er magisk!”, Teaterforlaget Drama
Børne- og Undervisningsministeriet initiativpapir (2022): “Obligatorisk seksualundervisning på de gymnasiale uddannelser”: https://www.uvm.dk/-/media/filer/uvm/aktuelt/pdf22/okt/221004-obligatorisk-seksualundervisning-paa-de-gymnasiale-uddanelser.pdf
Politiken (2023): “4 ud af 10 unge mænd har svært ved at aflæse samtykke uden ord”: https://politiken.dk/danmark/art9532026/4-ud-af-10-unge-m%C3%A6nd-har-sv%C3%A 6rt- ved-at-afl%C3%A6se-samtykke-uden-ord, u.forf.
Daugbjerg, Morten (2023): “Kommentar: Lad os få mere drama ind i folkeskoleudspillet, tak!”: https://kulturmonitor.dk/debat/art9603674/Lad-os-f%C3%A5-mere-drama-ind-i- folkeskoleudspillet-tak
Nørgaard, Cecilie (2021): “Han, hun, hen. Opdrag til ligestilling og mangfoldighed”, Gyldendal
Gundersen, Mette de la Motte og Roien, Line Anne (2018): “Normkritisk seksualundervisning. Mangfoldighed, trivsel og antidiskrimination i skolen” i: Roien, Line Anne, Simovska, Venka og Graugaard, Christian: Seksualitet, skole og samfund. Kritiske perspektiver på seksualundervisning, Hans Reitzels Forlag
Marie Gade Nielsen og Sofie Ravnsborg er begge cand. mag. i dramaturgi. De er begge skuespillere og skabere af forestillingen “Har du set min klit?”, hvor de i den forbindelse arbejder med dramapædagogisk seksualundervisning målrettet gymnasie- og efterskoleelever.