Anmeldelse af Erindringens Koraller på Teater OM
Af Erik Exe Christoffersen
Iben Nagel Rasmussen som Medea. Foto: Francesco Galli
Lidt, bare lidt endnu
Iben Nagel Rasmussen har lavet forestillingen Erindringens Koraller, hvor figurer fra hendes 56 år med Odin Teatret vækkes til live, og hun gennemspiller en række scener fra teatrets repertoire.[1] Iben er fortælleren og fremmaner de underlige skikkelser fra mørket, havet og tågen. Et maskeret ansigt toner frem i en smule lys.
Scenen er en firkantet spilleplads afgrænset af kostumer, der danner et lukket rum som først brydes til slut, hvor skuespilleren forlader scenen. Som en form for underlægning høres fra tid til anden lyden af havet og vinden. Lyset skifter mellem at oplyse scenen og at være en enkelt spot på skuespilleren, som ind i mellem fremstår næsten svævende i rummet.
Fortælleren er skuespilleren selv, som stiller spørgsmål ved, om det har nyttet gennem så mange år at skabe et teater, som ville forandre, når det som i dag synes som om, hadet har sejret og hvor det er mørkere end nogensinde i verden omkring os. Men er stemmen begravet? Hun mindes Bertolt Brecht, som fremhævede, at det i mørke tiden var vigtigt at synge om de mørke tider, så hun vælger at forsætte med at værne om en lille blafrende flamme.
Det hele er ret komplekst, fordi fortid, roller, skikkelser og skuespillerens egen historie væves sammen, men det er også det, som gør det interessant, at beskrive dette væv af røde tråde. Hvem bestemmer, og hvem skaber hvem? Rollen eller skuespilleren?
Iben (1945) fortæller, at hun havde tænkt sig, at det var tid til at stoppe som skuespiller. Men stemmer mumlede og overbeviste hende om at fortsætte bare lidt endnu.
Man kan givet se forestillingen uden kendskab til baggrunden, og de forestillinger, der citeres fra. Figurerne er under alle omstændigheder gribende, smukke og levende i sig selv. De fleste masker er balinesiske men bearbejdede som fx nedenfor med røde tåre.Fortælleren skaber en nødtørftig kontekst, men jeg må indrømme, at som en privilegeret tilskuer, der har det set de oprindelige forestillinger og fulgt teatret og Iben i mange år, kan jeg ikke lade være med at digte videre og se på forestillingen med et personligt blik.
Krinolina synger og spiller: Foto: Francesco Galli
Forestillingens baggrund i Itsi Bitsi
Iben har tidligere fortalt (Christoffersen (red.) Odin Teatret, 2012), at hun i 1990 havde et drømmemareridt, som gentog sig i forskellige varianter. Hun skal medvirke i en forestilling, men opdager hun har et forkert kostume på og løber tilbage til garderoben, hvor det rigtige kostume er krøllet og revet i stykker. Også rekvisitterne er i stykker, hun leder i en kurv, men det hele er blandet sammen, så hun samler skyndsomt masker og instrumenter og løber tilbage til salen, men det er det forkerte rum. Videre til næste rum, hvor de andre allerede er i gang. Hun styrter ind på scenen med en replik på tungen men opdager, det er et helt andet stykke, som ikke passer til hendes fremtoning på scenen.
Den blinde Ødipus: Foto: Francesco Galli
Den drøm blev en form for ledetråd og en idé til at kombinere figurer, som ikke hænger sammen, fordi de tilfører forskellige forestillinger. Hun arbejdede med materialerne og fik Kai Bredholt til at indspille noget musik, som hun kunne bruge i et videre arbejde med de forskellige figurer. Arbejdet førte til et sammenhængende forløb, som hun viste for nogle venner og senere Eugenio Barba. Han foreslog, at hun skulle findes et tema eller en handling, som kunne få det til at hænge sammen. Hans eget bud var fortællingen om den aldrende og blinde Ødipus i Kolonos. Det er det sidste drama Sofokles skrev, da han var omkring 90. Ødipus har efter han erkendte sit fadermord og ægteskabet med sin mor stukket sin øjne ud på sig selv og er nu på vandring, blind og landsforvist fra Theben. Han er støttet af sin datter Antigone kommet til Kolonos, hvor Oraklet har spået at han skal dø
| Iben fandt ikke, at fortællingen om Ødipus passede til hendes materiale og hun påpegede, at Barba allerede havde lavet en forestilling om Ødipus. Så hun brød sig ikke om at skulle fremstille Ødipus, som mindes sin ungdom. Barba kom derefter med et overraskende forslag, at det kunne være Iben, som mindes sin ungdom og hendes tid med Eik Skalø. De kunne bruge musikken fra 1960erne. Iben blev sat til at skrive om forholdet til Eik, og det blev hurtigt til over 70 sider, som hun gav Barba. Forskellige rekvisitter blev ændret, hun brugte fx en omvendt indisk paraply, hvor sneen faldt, når hun dansede. De talte om hvad det betød, og Jan Ferslev svarede, at kokain jo også blev kaldt sne, som sender en op i himlen. Det passede godt med Iben og Eiks situation i midten af 60erne. Sådan blev scenerne langsomt udviklet til en sammenhæng. Og både Jan og Kai fik hver en monolog, hvor de kort præsenterer sig selv som musikere og skuespillere. Det blev til forestillingen Itsi Bitsi i 1991. Eik Skalø bliver i sin omvandrende blindhed en figur, som spejler den døde Ødipus og drømmegestalten Itsi Bitsi, er hans skygge, som lever videre som et minde og genfærd. Forestillingen viser hvordan skuespilleren, Iben Nagel Rasmussen er spaltet mellem sin egen identitet og Itsi Bitsi. Det er denne spaltning vi også kan se udfoldet i den nye forestilling. I Odin Teatrets Theben i den gule febers tid, 2022 havde Iben igen fået rollen som Ødipus’ genfærd, en blind og omstrejfende skikkelse, som taler med de døde om deres kampe, kærlighedshistorier, og intriger. Som hun fortæller i Erindringens Koraller godtog hun denne gang Barbas forslag. På en måde eksponerer Erindringens Koraller samme situation, men her er det skuespilleren, som vandrer rundt i mellem de “døde” skikkelser. Fortælleren og figurerne Fortælleren Iben Nagel Rasmussen er sminket hvid i ansigtet, som et genfærd, hun viser og demonstrer figurerne gennem masker, sang, kostumer, dans og små handlinger og fragmenter fra de forestillinger, som de har været en del af. Hun fortæller om deres baggrund og samarbejdet med instruktøren. Figurerne lever dermed på scenen, som skuespillerens fysiske erindring. Det er polyfone identiteter, som nu genoptages for nogle vedkommende 30 år senere. Rollerne er følgende; Krinolina, Trickster, en figur fra Talabot, som ammer sit barn med sand; Medea, er rollen fra Mythos, som i vrede og hævntørst dræber sine børn; en svævende jomfru fra Andersens drøm, som drømmer om at blive gift, men mister sin elskede. Andersens drøm skulle egentlig tematisere Afrikas slaver, fortæller Iben, men Barba ændrede konceptet, så det kom til at handle om Andersens eventyr. Imidlertid viste det sig, at Andersen engang havde en drøm om, at han var inviteret til Kongens skib, men endte på et slaveskib omgiver at slaver· Således kunne den afrikanske maske Iben havde købt I Ghana bruges, og hun fremstiller den uhyggelige figur i næsten mørke. Det er tragiske figurer, som alle har lidt store tab af deres identitet, børn og forældre. De bringes til live gennem skuespilleren, men omvendt er det også dem, som bringer skuespillerens handlinger frem. Spørgsmålet er, hvem der bestemmer? Specielt figuren Trickster bliver ved med at kommentere på handlingen, og skuespilleren bliver ind i mellem irriteret på tricksters trang til at performe og hævde sin egen karakters fortrin. Hun fortæller at figuren har fået hende til gennemføre hasarderede handlinger, mens hun balancerer med en kalabas eller en bakke med fyldte kaffekopper, udføre numre med store flammer eller svinger en en økse. Trickster hang til afbrydelser er forståelig, men dette aspekt af forestillingen fungerer efter min mening mindre godt. Afbrydelserne får et komisk skær som står i kontrast til figurernes ellers tragiske historier. Det giver en form for liv og dramatisk konflikt, men egentlig er det svært at forstå rollernes liv udenfor deres givne kontekst. Derimod er det betagende, at se skuespillerne behandle masker og kostumer med en nænsom og næsten kærlig gestus, mens hun hænger dem op rundt omkring på scenen. Peripeti: vendepunkt En scene viser den unge Ødipus, som dræber faderen. Skuespilleren fortæller og viser en mimisk fantastisk elegant kamp med et sværd, som slynges, kastes i vejret og gribes præcist for til sidst at støde kongen og faderen til døde. Forestillingen slutter med, at genfærdet af den vandrende og blinde Ødipus, leder efter sin mor og hustru, den elskede Jokasta. Det ender med at Ødipus famlende forlader scenen. Igen er det som om, at skyggen og rollen glider sammen. Er det skuespilleren eller genfærdet, som forlader scenen? I dramaet med Kong Ødipus er der et vendepunkt, hvor hans sande jeg går op for ham. Det samme ser ud til at være tilfældet for Iben Nagel Rasmussen i Erindringens Koraller. Iben nægtede i 1990 at spille rollen Ødipus, som ikke passede til hendes materiale, men det er som om, at rollen nu har indhentet hende, og hun spiller Ødipus’ genfærd. Her ser jeg ikke figuren Ødipus i lyset af en klassisk freudiansk fortolkning. Jeg ser det som en figur, der søger sin identitet i en endeløs blind vandring. Iben er blevet en hjemløs skuespiller, som hun siger til slut, idet hun takker Teater Om for det midlertidige ophold. At fortælle historien Forestillingen kommer til at handle om skuespillerens kunst. Det er jo en kunstart som i modsætning til bøger og malerier forsvinder, når forestillingen er slut, og tilskuerne er gået hjem. Teatret lever kun i relationen her og nu – men alligevel har skuespilleren og hendes figurer en historie, som vil fortælles og genfortælles. Iben Nagel Rasmussen, kom til Odin Teatret i 1966 i mesterlære hos Eugenio Barba og debuterede i 1967 i forestillingen Kaspariana. Hun har indtil 2022 deltaget i alle teatrets forestillinger bortset fra én. Hun er fortsat aktiv som skuespiller og instruktør og driver det teaterpædagogiske projekt, Vindenes bro, som årligt samler studerende fra Latin Amerika og Europa. Jeg ser det som Iben Nagel Rasmussens mission at fastholde denne historien og de erfaringer figurerne rummer. Det er også det hun har bedrevet gennem mange år som underviser, fortæller og som medkurator på udstillingen “Odin Teatret” med plakaterne, paradekarakterer, fotografier, malerier, masker og rekvisitter fra teatrets 60-årige historie på Huset for Kunst og Design (HFKD), Holstebro (frem til 27.7.2025). (Hør, DR2 Teaterkunst i Holstebro). Iben Nagel har fortalt og skrevet om Barbas og sit arbejde på Odin Teatret i Den blinde hest. Barbas forestillinger, 1998 og Den fjerde dør – På vej med Odin Teatret, 2012 og om sit pædagogiske arbejde i Book of Winds, 2019. Hendes historie er fremstillet i den grafiske biografi Hvid som Jasmin, 2015 af Sille Jensen og forholdet til Eik Skalø er vist på film af Ole Christian Madsen Steppeulven, 2016. Historien er fortalt på mange måder i flere medier og dermed tematiseres også spørgsmålet om hvordan og hvorfor erindringer fremstilles som koraller i havets dyb. |
Erindringens Koraller
Instruktør, scenografi og skuespiller: Iben Nagel Rasmusse
Kostumer: Antonella Diana, Lena Bjerregaard og Iben Nagel Rasmussen. Lys: Maximiliano Bini. Maske: Fabio Butera. Tekst: Iben Nagel Rasmussen, Vincent Gaeta og Jalal ad-Din Rumi
Forestillingen er en co-produktion mellem Teatret OM og Vindenes Bro (The Bridge of Winds).
Erik Exe Christoffersen, lektor emeritus, Aarhus Universitet, har blandt andet skrevet om Odin Teatret: Skuespillerens vandring. Forlaget Klim, 1989. Odin Teatret (red) Et dansk verdensteater. Aarhus Universitetsforlag, 2012. Videofilmen Erobringen af Anderledeshed, 2015 (Odin Teatrets Film).
[1] Forestillingen er co-produceret med Teater OM og Vindenes bro. Teatro di Sfera Om blev dannet I 1989 af Sandra Pasini and Antonella Diana I rom. Fra 1994 fik de mulighed for at studdere og arbejde på Odin Teatret, og flyttede til Danmark i 1996. Og blev til Teatret OM 1997. I 2006 blev gruppen egensteater for Ringkøbing-Skjern. Gruppen æstetik og etik resonerer med Det Tredje Teater. De laver børne og voksen teater og site-specific teater i Vest-Jylland. Flere er deltagere i Vindenes bro.