Anmeldelse af Alette Scavenius: Lille teaterhistorie for børn og barnlige sjæle. Strandberg Publishing
Af Erik Exe Christoffersen
En teaterhistorie for børn, hvorfor nu det? En ny tendens på mange teatret er, at man forsøger at inddrage publikum i alle aldre på nye måder, ikke blot som tilskuere til forestillinger, men også så de kommer bag om scenen og får mulighed for at både se og afprøve, hvordan teatret skabes. Her kan teaterhistorien bruges til at give et indblik i forskellige former for teater og de tanker som ligger bag. Teaterhistorien, som måske tidligere var en form for almen dannelseshistorie, kan i dag være en introduktion til et levende, sanseligt og magisk skabende nærvær, hvor vi lærer noget om historien men også om os selv. Det er sådan, jeg forestiller mig Alette Scavenius har tænk, da hun gik igang med Lille teaterhistorie for børn og barnlige sjæle. Teatret er først og fremmest gensidig kommunikation – resonans mellem scene og sal. Tilskuerne må ind i teatret og “røre, lugte, smage og se og lytte”, skriver hun til slut. Teatret i dag spiller på alle sanselige tangenter og benytter mangfoldige formater, steder og rum. Det betyder man kan gribes på mange måder, og til det kan man stimuleres ved at læse Scavenius’ lille teaterhistorie, som er et ypperligt tilbud til at tale om teater som en del af kulturhistorien og som en levende kunst i dag.
Solidt værk
Læseren får en solid beretning om europæisk teaterhistorie – fra antikkens tragedier og komedier til performance og moderne dans. Der er også beskrivelser af forskellige teaterbygninger, dramaturgier og iscenesættelsesgreb. Dertil en gennemgang af de største dramatikere: Shakespeare, Molière, Holberg, Ibsen, Strindberg, Tjekhov, Brecht og episk teater, opera, ballet og de moderne ismer som konstruktivisme, symbolisme, surrealisme eller absurdisme. Vi når frem til inspirationen fra Asiatisk teater, moderne genrer som musical, nyrealisme, børneteater, festivalteater, gadegøgl og reteatraliseringer i de seneste nye teaterformer. Bogen slutter med en ordliste over særlige teaterbegreber som fx akt, ensemble, iscenesættelse, koreografi og undertekst.
Som forfatteren skriver, er det en vandring ind i scenekunstens magiske verden med små og store historier med den hensigt at vække appetitten på mere. Alette Scavenius er en solid guide, og hun er måske en af de flittigste og vidende teaterskribenter med et omfattende redigeringsarbejde bag sig med Gyldendals Teaterleksikon, 2007, initiativtager til og medredaktør i fejringen af dansk teaters 300 år jubilæum i 2022. Det resulterede blandt andet i en artikelsamling med titlen Dansk (?) Teater, som for at understrege at det danske teater gennemgående er inspireret af udenlandsk teater. Scavenius fremstilling af teaterhistorien er altså vældig kompetent og kommunikerende, og uden at tale ned til læseren er den spændende, letlæselig og sine steder en gansk munter fremstilling. Den flyder simpelthen og umiddelbart vil jeg mene, den er for unge med teaterinteresser fra 14 -17. Bogen kan give dem en oversigt og ikke mindst ord og begreber til at tale med om teater i praksis og som grundlag for vurdering af besøgte forestillinger.
Det er ikke en bog om forestillingsanalyse, og heller ikke en bog om hvordan man laver teater, men det kan være en vigtig baggrundsviden. Faktisk tror jeg også den kan være gavnlig for studerende og en hel del andre med interesse for teatrets historie og dramaturgi. Jeg forestiller mig den kunne være fin at læse op i en teatergruppe eller i en dramaklasse. Det kunne give anledning til mange diskussioner, om hvad godt teater er, og hvad den “gode fortælling” egentlig er? Ikke mindst kunne det give anledening til, at tale om hvilke genre, udtryk og tematikker, man selv foretrækker. Og hvor teatret er på vej hen? Eller burde være?
Gode fortællinger og sidespring
Bogen har en historisk fortløbende fremstilling og det skaber overblik, samtidig er der undervejs uddybende afsnit, som indfører i dramaturgiske poetikker og diverse overvejelser. Der er afsnit om den “gode fortælling” og den aristoteliske model og katarsiseffekten eller Hollywoodmodellen med eventyret om Rødhætte som fortællemodel. Senere følger afsnit om episk dramaturgi og verfremdung, absurdisme, det tomme rum og det meningsløse.
Der er et fint afsnit om Det Kongelige Teater, Gamle Scene set fra oven med gennemgang at teatrets indretning. Og der er en gennemgang af produktionsformen og iscenesættelsesprocessen fra læseprøve til premiere og mødet med tilskuerne. Samt henvisninger til moderne skuespilkunst med Stanislavskijs metode med undertekst og indlevelse i rollen og de brud, som sætter ind med reteatralisering og brud med det virkelighedsefterlignende teater, især efter 2. Verdenskrig.
Jeg forestiller mig at det også havde været fint med et lignende afsnit om nyerere kollaborative processer med former for devising. Specielt i forhold til målgruppen, som næppe umiddelbart brænder for at spille græske tragedier eller Ibsen, men som kunne fristes til selv at skrive replikker, udvikle materiale og selv være en del af teatret og den skabende proces. Det er udvidelsen af både teaterbegrebet og aktørbegrebet, som ligger i nye teatertendenser.
Hvem fortæller?
Viden er aldrig neutral, men ’taler’ fra et sted og har en funktion i en given sammenhæng. Her er fortælleren en begejstret person, som forsøger at gøre teatret interessant for børn og unge. Fortælleren kunne måske endda have skærpet sin fortælling og understreget valg og fravalg endnu mere. Der fortælles fra en nutid med referencer til samtiden, hvor teaterhistorien kan opleves i: Tivoli, I operaen, Det Kongelige Teater, på Kronborg, til fodbold mellem FCK og Brøndby, i skoven en forårsmorgen. Fortælleren er begejstret for Hamlet, som kaldes verdens bedste drama, som foregår på Kronborg. Holberg glemmer vi ikke og dansk børneteater fremhæves.
Fortælleren lægger ikke skjul på at teaterhistorien ses fra Danmark. Men det kunne nu godt være fremhævet yderligere, ikke for af hævde det nationale som sådan, men for at peger på særlig danske teater-opfindelser.
Kæpheste
Hvad med den nye genre Teaterkoncerten? Jeg er helt med på, at jeg også har visse kæpheste, men jeg mener man kunne argumenterer for at Odin Teatret og teaterlaboratorietanken, Hotel Pro Forma og den type teaterperformance hvor lys og lyd vægtes, eller SIGNA og Sisters Hope, som skaber immersiv teater er relevante emner i en teaterhistorie. Det er danske teatret, men er de ikke også vigtige markører også i den internationale teaterhistorie?
Det eksperimentelle laboratorieaspekt kunne være inspirerende for unge, og vise at det faktisk lader sig gøre at arbejde udenfor det etablerede teaters ramme. Odin Teatrets byttehandelkoncept eller Hotel Pro Formas brug af mange ikke-skuespillere som performere kan være inspirerende i enhver højskole eller efterskole-sammenhæng. Hvorfor ikke nævne Hotel Pro Formas Operation Orfeus, 1993 eller Odin Teatrets Itsi Bitsi, 1991, som begge er blever spillet rigtig mange steder i hele verden og i en usædvanlig lang periode på 20-30 år. Faktisk savner jeg også den italienske Dario Fo og hvad med Antonin Artaud?
Det forekommer reducerende at fremhæve Grotowski og Barba for, at de i arbejde med skuespilleren og i mødet mellem skuespiller og tilskuer “fandt inspiration fra øst”. De to instruktører fremhæver begge Stanisklavskjs arbejde med den personliggjorte tilgang til teatret, som vigtigt for deres fornyelse af teatret. Det bliver måske også en reduktion af Asiatisk teater, som forfatteren faktisk er inde på bliver en for for orintalisme. Det svarer næsten til at alt teater i Europa blev reduceret til kategorien “vestligt”.
Forfatteren har speciale i kinesisk teater og skrevet Pærehavens Frugter, 1984 så det er jo ikke fordi hun ikke har en masse viden. Tværtimod har hun måske her haft for meget stof. Men jeg savner den såkaldte Tredje Teaters tradition: altså gruppeteatertraditionen. Solvognens Julemandshæren fra 1974 er nævnt og tegnet, og det var klart en original forestilling som varede i syv og ikke tre dage, som der står, og sluttede med aktionen i Magasin. Julemandshæren er flot tegnet og er tilmed optaget i Kulturministeriets Kulturkanon.
Det universelle og det singulære
Scavenius fremhæver at “Grundlæggende kan man sige, at alle de store fortællinger afspejler noget universelt om mennesket, uanset om de bliver fortalt i Indien, Singapore eller England”. (s. 125)
Det er sandt, men der er jo altid en kontekst, som betyder at det universelle opløses til noget singulært, hvad enten det er stedet, skuespillerne, tilskuernes sammensætning og kultur eller kønnet. Vi forstår med “hjernen og hjertet” skriver Scavenius, med sanser og erfaringer er forskellige, alt efter hvor, hvornår og hvordan vi sætter i scene.
Faktisk savner jeg også, at det teater, som nogle kalder postmodernisme eller måske identitetspolitisk teater, udfoldes lidt mere i slutningen. Det er trods alt den diversitet de unge gerne skulle møde, hvis de går i teater.
Tegningerne
Alette Scavenius er fortælleren og Mia Mottelson har tegnet de farverige illustrationer, som supplerer fortællingen. Der er en gennemgående teaterkat, som er sjov, men som glider ud af historien. Tegningerne er i sig selv flotte, men mister kraft og fortællende styrke, men de er samtidig med til at give bogen et sammenhængende design og de gør bogen unik som en særlig fortælling. Især er tegningen af de to vagabonder i Mens vi venter på Godot, illustrationen af Peking Operaen og det konstruktivistiske teater super, mens tegningen af Stanislavskij og Nemirovitj-Dantjenko er sjovt dobbeltperspektivisk set både opppefra og nedfra. Det er lidt surrealistisk, uden at jeg forstår hvorfor, men det er måske på grund af deres 18 timer lange revolusionerende møde på Bazaar i Moskva om teatrets fremtid.
“Afsted til nærmeste teater”. Det er det afsluttende rene budskab, men måske er det vigtigt i dag, at man også har en sans for formernes forskelligheder, og de tanker der skabes? Kort sagt: det er vel også i orden at gå i pausen.
Lad mig slutte med en gentagelse: hen til nærmeste boghandel, hvis du og dine unge har teatret kært.
Mia Mottelson er freelance illustrator og bladtegner for en lang række aviser og magasiner. Hun underviser desuden både børn og designstuderende i illustration.
Alette Scavenius er mag.art. i teatervidenskab og har været tilknyttet Det Kongelige Teater, Københavns Universitet og Det Kgl. Bibliotek. Hun er forfatter til flere bøger, herunderPærehavens Frugter, 1984, Gyldendals Teaterleksikon og Magiens Huse. Danske teatre gennem 300 år.
Erik Exe Christoffersen
Erik Exe Christoffersen, lektor emeritus, Aarhus Universitet. Redaktionsmedlem af tidsskriftet Peripeti og forfatter til flere bøger om blandt andet Odin Teatret, Hotel Fro Forma på Aarhus Universitetsforlag og senest om Aarhus Teaters opsætning Vita Danica, Tina Lauritsens Forlag 2023.