Storslået teater om Generation Z – for alle generationer
Af Janek Szatkowski
Det starter som en ironisk udgave af et tv-talentshow med skærme på begge sider af scenefronten og video-feeds fra et mobilkamera blæst op på en storskærm bagerst på scenen. Der er fuldt blus på lyseffekter og buldrende lyd imens tre maskerede dansere agerer både dommere og værter, som får publikum med på at klappe. Midtvejs tager showets unge talenter, der alle hedder Alex, magten og etablerer deres eget live-show i de samme kulisser og med lige så effektiv brug af lys, lyd, video, musik og monologer.
Det bliver en manifestation af, at de unge kan holde sammen og sætte kunst i verden. Til slut opløses kollektivet i uenighed og gensidig kritik. Det er et uhyre stærkt billede af den ungdom, der er vokset op i en digitaliseret verden med internet, klimkatastrofe, eksploderende ulighed og nye krige. De skal finde deres ståsted i et samfund, der er styret mere af krav om at være exceptionel og vellykket, end af ideer om solidaritet, fællesskab og accept.
Alex søger en mening
Instruktør Sigrid Johannesen har etableret forestillingens eminent balancerede og komplekse udtryk. Det kunne så let være endt i udvendige effekter og oppumpet musikteater. Det er blevet alt andet. Hvert scenebillede, hver af de fremførte tekster og sange, er ledsaget af en sans for sårbarhed og tvivl. En tvivl, der også fremkommer i den store dramaturgiske bue i forestillingen, som ikke ender i postulerede lykkelige løsninger, men viser en ungdom, der nok kan finde fælles styrke, men som også har svært ved at holde fast i det fællesskab, de (og vi) så gerne så udfolde sig.
I en fremragende samling af unik, ung dansk musik fra 2011-2024 har Marie Koldkjær Højlund hjulpet til med at spænde et rum ud fra pop over indie til synthrock. Flest er de danske tekster. Rapnumrene er ofte i højt tempo med kraftig musik, der til tider gør det vanskeligt at fange teksten i de mange sange. Jeg måtte gribe mig selv i at ønske, at der – som i nogle (opera)forestillinger – var over-tekster. En række af de indledende sangnumre indrammer dobbeltheden mellem at ville være scenens smukke, uopnåelige centrum og så den ledsagende ensomhed ved netop det. Det kan fx være den medvirkende rapper Yakuza, der synger om at være en ’boss bitch’, som kan vise sin omverden, at hun er noget helt andet end alle de andre ’low-life hoes’. Læreren kan kalde hende et dumt problembarn, men hun er benhård.
Ud over Yakuza, spiller fire andre skuespillere også Alex. Thorbjørn Hedegaard formidler den lidt sky og angste unge, som gerne vil stå frem og fortælle om den modstand vedkommendes flydende kønsidentitet møder – også den modstand, der tager form som overfladisk accept. Emil Prentner synger indfølt om den unge, der aldrig har fået 12, som ikke ved, hvad verden skal med en som ham. Han var et mirakel fra han blev født, men hvor han skal ende? Mette Klakstein synger om at turde drømme og sætte sig på tronen som dronningen af månen, men også om at blive i tvivl, stoppe op og vende sig indad. Kevin Nirwan Soliman er fremragende i den aggressive sang om de ’rigtige’ – fire piger med et fad af østers, kählervaser, sabbatår og asientur og konstaterer: ’jeg er så glad for, at jeg ikke er som dig’.
Imens talentshowet kører, udgør de medvirkende dansere fra Holstebro Dansekompagni en kontrast med gentagne, langsomme, organiske bølgebevægelser, der som vandplanter duver i strømmen af energi fra scenen. Det er David Price, der har stået for den glimrende koreografi, der fungerer smukt samstemt med forestillingens narrative stil.
Slut med slutspil
De fire Alex’er bryder ud af talentshowets rammer, og beder om et par minutter til at lave scenen om. Det store skilt med ENDGAME bliver hejst ned og båret ud. Nu er det ikke længere et slutspil om hvem, der skal vinde, men et spil om, hvordan vi handler i eskalerende kriser.
Skiftet fra talentshow til de unges egene billeder betyder, at en ny form for autenticitet giver atmosfære til forestillingen. Det kommer tydeligt til udtryk i Thorbjørn Hedegaards nye forsøg på at tale til tilskuerne om støtten til LBGT+ og vigtigheden af at forældre accepterer deres børn uden betingelser. Her bliver hans forunderligt sårbare figur nu også til et intenst opgør med dem, der ikke kan anerkende andre kønspositioner end den heteroseksuelle. Vigtigheden af dette understreges af dansen, der lader skiftende par af mænd/kvinder mødes, men også af videosiden, der med kameraer frontalt og fra loftet giver stærke billeder. Det markante scenesprog fortsætter. Da sangen er slut, er det ikke en broventende selvglad figur, der tager mod applausen, men en beskeden, næsten genert ung mand.
Andre sange og beretninger fremføres med en selvbevidsthed, der rummer lige dele pine og heftigt oprør mod alt det, der har frembragt pinen i første omgang. Som i sangen om ham, der er 22 somre og burde tage sig sammen, men som falder ind i et cokemisbrug og svigter sin pige. Kevan Nirwan Soliman fremfører den, så man mærker, hvordan selvhadet kæmper med forsøget på at finde den sidste stump værdighed.
Den mangfoldige ironi
En anden måde at forholde sig til verden kommer til udtryk i en sang, der hedder: ”Jeg har ingen stemme mere”. Her er der lag på lag af ironiske udspil. Sangen bliver udført af Emil Prenter, der stilsikkert giver os en vældig anklage mod alt og alle, siddende på en motorcykel skabt af danserne. Et elegant videodesign peger i retning af filmen Easy Rider (1969), som var en af de første roadmovies om nogle motorcykelfyre, der sælger narko for at få råd til rejsen til et karneval i New Orleans. Det er måske mest boomerne (1940-1955) eller 68’erne (1955-1966), der umiddelbart har referencen klar, men det er en pointe, at de unge i generation Z (1996-2012) har et uhyre vidtspændende referencerum.
Oprørskulturen fra 1960’erne er paradoksalt nok en af ansatserne til den ekstreme individualisme, vi finder i samtidens samfund. Spundet sammen med nyliberal, global kapitalisme og digitalisering får vi et nyt kulturelt regime, der lægger vægt på den enkelte og selvrealisationen og forlader ideerne om det fælles, det solidariske, og det almene. Men forestillingen nøjes ikke med denne reference. Sigrid Johannesen greb er at lade sangen fremføre af en mand, der hævder, ikke at have nogen stemme.
Ironien bliver skærpet, fordi sangen er skrevet af Laura Lilholt, med det underfundige kunstnernavn ’Angående mig’. Det giver så anledning til, at han efter sangen konfronteres med, om det mon nu også passer, at den unge, hvide, utilpassede mand ikke har nogen stemme? Og som tilskuer kan man associere til, hvordan Trumps vælgerskare er sammensat. Disse lag glider ind over hinanden i en mangesidig kritisk ironi. Et andet eksempel på brugen af lag er da Mette Klakstein synger en sang om, at fugle kan dø. Hun er i et kostume, der fremhæver hendes (reelt) gravide mave, og i en monolog minder hun os om, at det er fremtidens generationers øjne, der hviler på os. Sådan bliver forholdet mellem en reel virkelighed og teatrets fiktion sat i spil.
Monologer om ungdommens utryghed
Forestillingens monologiske indslag har Sigrid Johannesen skrevet på baggrund bl.a. af en række interviews med unge. En del af teksterne er rammende monologer om, hvordan det er at få en iPhone som 9-årig. At være totalt beskyttet af bekymrede forældre, men så pludselig at blive udleveret til et helt ureguleret univers af sex, vold og mobning online. Eller om hvordan de unge oplever utryghed og, til forskel fra tidligere generationer, ikke regner med at få bedre økonomiske muligheder end deres forældre. Enkelte af teksterne fremstår dog også som en smule forsimplede. Mette Klakstein fremfører fx en tekst, der henviser til at have ADHD imens hun fumler med mikrofonstativet, og bliver voldsomt selvbevidst. Denne tekst giver et for simpelt udtryk for de mange forskellige oplevelser, der er knyttet til diagnosen – der blandt alle de andre vi lever med – er et udtryk for et samfund, der fostrer borderline adfærd. Unge oplever det i angst, selvskade og autisme. Hvordan kan klimakatastrofen afværges, spørger de, og tvivler på, at der er et nyt kvik-fix, som nogen opfinder og derved frelser os fra det hele.
Det er midt i al denne usikkerhed, at de unge bliver overdænget med informationer og underholdning som afledningsmanøvrer fra det, vi ikke kan holde ud at tænke på. Forestillingen understreger denne pointe ved at lade scenen erobre af figurer fra diverse spilplatforme imens videovæggene eksploderer med skærmbilleder.
Vildgæret ensomhed
I forestillingens slutsang af First Flush (2021) lyder det: ”Kroppen er et gidsel/ en jolle fortøjet i sit eget mørke/ foreløbigt uden at briste/ Når jorden drejer sig langsomt/ som en krop på vej ind i søvnen/ husker huden…// Unge med lånerkort til det stærke i dagens kamp; vildgæret ensomhed”.
Dette er en forestilling, der nok taler om generationen, men den taler helt bevidst til generationerne i denne udfordrende samtid. Den taler om, hvordan sårbarhed og styrke trives side om side, i et sprog der insisterer på at fastholde netop det sammensatte, det eksploderede, det ellers adskilte. Og så endda med et blik for den styrke, der kræves i dagens kamp med den ensomhed, som det ekstremt individualiserede har fået til at gære vildt – i form af både psykiske problemer og spirende oprør.
Det er Sigrid Johannesens formidable evne til at bevare overblik, undgå faldgruber og samarbejde med scenograf, koreograf, skuespillere, dansere og det samlede teatermaskineri, der fører forestillingen frem mod sine stærke udsagn. Den undgår firkantede pegefingre, men står ved tvivlen. Forestillingen samler sig, uden at lukke sig om sig selv, men formår at udvide stemtheden i det kollektive teaterrum. Den musikalske energi og de mangedoblede videobilleder bliver omverden for de unge Alex’er, der prøver at finde selvforståelse og mening midt i den kaotiske samtid.
Sigrid Johannesen og Laura Løwe var Aarhus teaters huskunstnere i sidste sæson, og denne forestilling er endnu et bevis på, hvor vigtig og rigtig denne satsning er. Gå ikke glip af denne forestilling, uanset hvilken generation, du føler, at du tilhører.
GenZ Endgame spiller på Aarhus Teater fra d. 5. december 2024 til d. 27. januar 2025.
Læs mere her
Tekster og iscenesættelse: Sigrid Johannesen
Medvirkende: Mette Klakstein, Emil Prenter, Thorbjørn Hedegaard, YAKUZA og Kevan Nirwan Soliman
Dansere: Igea Noioso, Luke Hodkinson, Carley Lund (Holstebro Dansekompagni)
Scenografi og kostumedesign: Laura Løwe
Koreografi: David Price
Musikalsk konsulent: Marie Koldkjær Højlund
Lysdesign: Thora Eriksen
Videodesign: Søren Knud
Lyddesign: Aki Bech
Janek Szatkowski er Lektor Emeritus Aarhus Universitet, Institut for Kommunikation og Kultur, Dramaturgi.