Fabers drøm om Fosse
Af Janek Szatkowski
Med en opsætning af Jon Fosses tekst Drøm om efteråret, marker Aalborg Teater, at han sidste år fik tildelt nobelprisen i litteratur. At det ikke kun er litteraturen der belønnes, men også Fosses dramatiske tekster, er en vigtig begivenhed, der ellers er gået ganske stille henover det danske teaterlandskab. Aalborg Teaters forestilling minder os om, hvorfor Fosses 30 dramatekster er oversat til 40 sprog, og at han i en periode var mere spillet end selveste Henrik Ibsen.
Fosses version af livet indeholder en stille ironi, der hele tiden spørger til, hvad det er, der holder os i gang på vejen fra fødsel til død. Instruktør Nicolei Faber tilføjer teksten en anden, mere episk ironi, der kritiserer de stivnede konventioner. Forestillingen er gennemarbejdet, velspillet og giver et vægtigt bud på, hvordan livet former sig under vilkår, hvor uforløste længsler og stive sociale konventioner bliver rammer omkring kærligheden og døden. Hvordan det korte liv, vi lever, aldrig helt tilfredsstiller vores drømme. Som Beckett sammenfattede: ”Vi fødes af en kvinde, skrævende over en grav”.
At skabe en særlig stemning
Forestillingen på Aalborg Teater foregår i et minimalistisk scenerum med lette tæpper i folder på tre af siderne og en kirkegård bestående af lang bænk i midten omgivet af rødbrunt ral på gulvet. Scenograf Katrine Krohn har tilføjet en smal gang rundt om det centrale spillested, som bliver brugt af de figurer, der ikke er i spil. Det øger tilskuerens opmærksomhed på, at alle figurerne er et produkt af hinandens relationer og interaktioner – også dem, de ikke er med i.
En tredje lokation afsløres på et tidspunkt bag scenografiens bølgende lette tæpper, der belyses, så figurer kan blive synlige. Mod forestillingens slutning falder tæpperne ned, og det nøgne teaterrum træder frem. Som supplement til den minimalistiske scenografi, bruger iscenesættelsen elementer som silende regn og tåge af røg til at understrege atmosfæren af efterår.
Enkeltheden i den diskret stemningsskabende iscenesættelse bærer således teksten frem, fint komplementeret af Kristian Bergs lyddesign, der både forstærker de sensuelle øjeblikke og de pinlige konfrontationer. Kasper Daugbjergs lys er ligeledes diskret velfungerende og understøtter skiftene mellem scenografiens forskellige rum og de emotionelle stemninger på scenen.
En avanceret leg med tiden
Drøm om efteråret er et fremragende eksempel på de dramaturgiske midler, Jon Fosse bruger for at skabe en stemning, der lægger sig omkring tilskueren. I denne tekst drejer det sig især om den måde hvorpå tiden forskyder sig i løbet af handlingen, der foregår et sent efterår i de samme kostumer, på det samme sted. Den første tredjedel af forestillingen er det tilfældige møde mellem en Mand (Østen Borre Simonsen) og en Kvinde (Marie Knudsen Fogh) på en kirkegård. De har kendt hinanden for mange år siden. Han er siden blevet gift og har fået en søn, mens hun har levet et liv i ensomhed.
Anden tredjedel af forestillingen udspiller sig som Mandens bedstemors begravelse. Det bliver langsomt klart, at der er gået tid siden det første møde, vi lige har set. Manden er blevet skilt fra sin kone og deres fælles søn og kommer til begravelsen sammen med Kvinden. Til begravelsen spiller Camilla Gjelstrup og Martin Ringsmose meget præcist Mandens bekymrede og neurotisk snakkende Mor og tavst indædte og næsten forstenede Far. Moderens bebrejdelser over skilsmissen og Faderens kritik af sønnens påklædning tegner et billede af det konforme og overfladepæne univers, som Manden er vokset op i.
Dette andet møde ender i, at Manden konfronterer forældrene. I Østen Borre Simonsens spil fornemmes det, hvordan Manden selv i dette helt afgørende opgør med Moderen og traditionerne er splittet mellem en ung ukontrolleret vrede og rørende usikkerhed på det, han har gang i. Det er godt set, men det efterlader tilskueren med en tvivl på om hans handling er mere end en umoden og forhastet beslutning. Jeg tror, det er stærkere end som så. ”Du siger ikke et ord, uden at anklage”, siger Manden til Moderen. Det er års fortrængninger af vrede, der her får afløb.
Igen lader teksten uden særlige markeringer flere år været gået. Det næste møde starter med en lille gentagelse af Mandens og Kvindens første møde, men vi forstår at forholdet er blevet dårligt. Kvinden vil elske på kirkegården, men han afviser hende brutalt. Den mislykkede forførelse glider over i en længere gentagelse af deres første møde og en fortælling om livet siden Bedstemoderens begravelse. ”Og nu er din Far død” siger Kvinden pludselig, og vi får at vide, at de heller ikke kom til hans begravelse. Kvinden er bekymret for, at Manden skal dø fra hende, og senere kommer Moderen og Mandens ekskone ind i samme begravelsestøj og med samme krans som tidligere. Sønnen Gaute er død. Der forestår endnu en begravelse.
Markante instruktionsvalg
Faber har foretaget en række markante valg i iscenesættelsen af Fosses tekst. I den originale handling forsvinder Manden upåagtet, medens Gry og Kvinden taler forsonligt sammen. Men i forestillingen bliver Mandens forsvinden demonstrativt realiseret på scenen, hvilket understreger et af mange episke træk i iscenesættelsen. Først får vi en fordobling af Manden, idet en ældre Mand i samme klæder træder ind på scenen. Så sker der en meget bogstavelig begravelse af både Manden og hans ældre ego, idet den store stenbænk skubbes til side og lader en grav komme til syne, som de lægger sig i. Denne, efter min mening, meget påtrængende udgave, lader os med al tydelighed forstå, at Manden er død. Manden, der forsøger at gøre sig fri af Faderen og Moderens tyranni, magtede heller ikke at lykkes i det nye forhold.
Tilbage står de tre kvinder der har taget afsked med tre generationer af mænd. Alle lige skæve og tavse. Så falder de tæpper, der har dannet rammen om scenografien, og de tre kvinder sidder tilbage i det sorte, nøgne teaterrum. Hvorfor, spørger jeg mig selv? Skal vi mindes om, at dette er teater? Det synes at være et unødvendigt greb, der svækker Fosses mere subtile poetik. Mere om det om lidt.
Hvor scenografi, lys, lyd og tekst fremstår som en helhed, tilfører Nicolei Fabers casting også et markant element, som sætter en ekstra, ydre dimension i spil. Skuespillernes aldre varierer fra den meget gamle statist (Niels Bøgeskov) til den purunge ekskone. På den måde repræsenterer de helt konkret et spænd i tid.
Kvinden, i Marie Knudsen Foghs midaldrende skikkelse, undsiger forventningerne til et traditionelt og normativt skønhedsideal. Figuren får sin egen styrke af Foghs afklarede ro med ikke at leve op til tidens forskruede kropsidealer. Manden spillet af Østen Borre Simonsen fremstår vældig ungdommelig, med en konstant trang til smil, som er blevet klistret på ham af årene i forældrenes småborgerlige helvede. Mandens ekskone fremstår i Bolette Nørregaard Bangs skikkelse som en meget, meget ung, og stivnet bitter kvinde på grænsen til det stereotype. Mandens Far, Martin Ringsmose, og Mor, Camilla Gjelstrup er til gengæld castet på en mere forventelig præcis og alderssvarende måde. Hvad betyder dette for den samlede forestilling?
Et sammenstød af poetikker
Når en dramatisk tekst, der hviler på en poetik, bliver iscenesat, er det ofte ud fra en helt anden poetik. Forholdet mellem de to syn på, hvad kunsten skal kunne, er til tider afgørende for hvor vellykket den sceniske realisation bliver. Til syvende og sidste er det et spørgsmål om hvordan tilskuerne påvirkes.
For Fosse er det afgørende at etablere en beskrivelse af verden, der holder sig til det umiddelbart sanselige. Han stræber efter lade tilskueren nærme sig en eksistentiel dimension, hvor vedkommendes egne livserfaringer får lov til klinge med i oplevelsen udenat styre tilskueren frem mod logisk kausale erkendelser eller etisk forpligtende moraler. Fosses tekster kan fremkalde en virkning, han selv beskriver som det ’gode teater’, ved på samme tid at fremstille det menneskelige, men også i glimt det andet, det hellige. Det ’hellige’ er for Fosse, når et usynligt nærvær kommer til stede på scenen. Hans tekster fortætter menneskelige handlinger i tid og rum, så de både er intensiverede og sandsynlige, men på samme tid lader det usynlige slippe frem, mellem indlevende empati og æstetisk-stiliseret ironi.
Man kan vælge at anskue Fabers markante valg som en invitation til tilskuerne til at opleve noget alment og spørge os selv, hvordan og hvorfor vore liv er blevet, som de er. For denne anmelder betød det, at der hele tiden lå et ekstra betydningslag hen over Fosses tekst, der pegede på samtidens småborgerlighed. Det gjorde tekstens krasse kritik af forældrenes mørke og tvangsnormale liv til en kritik af os som tilskuere. Det gav anelser om en anden poetik, end den, der er tilstede i Fosses dramatik.
En morale, der vil forklare det uforklarlige
Nicolei Fabers iscenesættelse forstærker det sanselige i Fosses poetik gennem scenografien, regnen og tågen, lyden og lyset. Men også gennem fordoblingen af Manden, og den afsluttende begravelse af dem begge under den store stenbænk. Men iscenesættelsens udtryk bærer imidlertid også en anden side. Castingen, afsløringen af det nøgne teaterrum til sidst og skiftet mellem lokationer i scenerummet forstærker nogle episke træk, der synes at ville ledsage tilskuerens oplevelse af en mere forpligtende morale. Jeg har stor respekt for dette valg, men mener, at det fratager teksten mere end det gavner den.
Jeg har set fire forskellige udgaver af Draum om Hausten i Norge og Sverige. Især udgaven på Dramaten i Stockholm (2002) påvirkede mig stærkt. Her bar de neutralt castede skuespillere teksten frem, og stolede på, at den gav et tilstrækkeligt sansebaseret rum for Fosses særlige figurer. Man kunne kalde dem ‘uforklarede’ figurer, der stimulerer en anden type indlevelse end dybe karakterer, hvis indre liv vi skal trænge til bunds i. Figurerne lokker os til en aktiv medleven, der forstærker indlevelsen ved at stimulere nysgerrigheden efter at finde det ‘uforklarede’. Fabers mere episke poetik skurrer derfor, fordi den kalder på en helt anden publikumsposition, end den aktive medleven.
Drøm om efteråret spiller på Aalborg Teater fra d. 4. til d. 19 december 2024
Læs mere her
Tekst: Jon Fosse
Oversættelse: Madame Nielsen
Instruktion: Nicolei Faber
Scenograf: Katrine Krohn
Lysdesign: Kasper Daugberg
Lyddesign: Kristian Berg
Medvirkende: Østen Borre Simonsen, Marie Fogh Knudsen, Camilla Gjelstrup, Martin Ringsmose og Bolette Nørregaard Bang.
Janek Szatkowski er Lektor Emeritus ved Institut for Kommunikation og Kultur, Afdeling for Dramaturgi, Aarhus Universitet.