Flammemennesket

Af Erik Exe Christoffersen

Louise Macusen med kunstnernavnet Ovartaci (1894-1985) var en unik og enestående personlighed, som cand.mag. i litteraturhistorie og religionsvidenskab Anne Valbjørn Odgaard allerede i titlen Ovartaci – Vild, visionær, verdenskunstner antyder kan betragtes på flerer måder. Hun ser ham som modernistisk verdenskunstner i familie med surrealismen og avantgardekunsten, men også som et sygdomstilfælde, og som en slags visionær shaman. Det er hendes klare pointe, at undlade at putte ham ind i en bestemt kategori.

Ovartaci er både kunstner og i perioder mentalt forstyrret, han producerer et væld af objekter, som både kan betragtes som kunst og som en form for selvterapi og rituel praksis. Mange af hans værker henvender sig direkte til en betragter, og hans figurer skaber direkte øjenkontakt med tilskueren. Værkerne benytter kunstrammen og perspektiviske effekter til at skabe en relation til betragteren, som en medsammensvoren. Ovartaci var i forbavsende grad kommunikerende med sin tilskuer, med lægerne og undertiden også andre patienter, så mere tosset var han altså heller ikke.

Ovartaci – Vild, visionær, verdenskunstner er en fyldig gennemgang af Louis Marcussen liv. Han drog som udlært håndværksmaler til Argentina i 1923 og vendte stærkt psykisk ændret hjem efter seks år. Han blev tvangsindlagt som 35 årig og var patient i 56 år, det meste af tiden på Psykiatrisk Hospital Risskov i Aarhus, hvor han døde som 91 årig i 1985. Han var mand, men skiftede køn og blev kvinde, og tilsyneladende vendte han tilbage til den mandlige identitet på sine gamle dage. Han var også intellektuel, filosof, digter, kunstner og samtalepartner med flere overlæger.

Han var en personlighed, som man kunne se cykle rundt med sine dukkebørn i 60erne i Risskov. De senere år er han af mange omtalt som verdenskunstner og er blevet udstille både i Danmark og i udlander: på Louisiana, 1979 med titlen Outsidere, soloudstilling på Galleri Gallo, 1982, Aarhus, Kunsthal Charlottenborg, 2027 og Venedig Biennalen, 2022.

Anne Valbjørn Odgaard behandler Ovartacis mange liv i en kunst-, kultur- og psykiatrihistorisk kontekst. Forfatteren har i øvrigt været tilknyttet Museum Ovartaci som formidler, og bogen er udarbejdet i samarbejdet med museet med en imponerende mængde af detaljer og viden om Marcussens liv. Bogen er med over 200 flotte og farverige gengivelser af en stor del af hans værker, og fine undertekster til diverse billeder er givende og inspirerende. En stor del af bogen er gennemgangen af Ovartacis liv, univers, rum og tanker og bygger på den tilgængelige litteratur om Ovartaci.

Der er en god indføringen i hospitalets verden og den særbehandling Ovartaci på mange måde var meget heldig med at få. Han blev i mange tilfælde nærmest ven med skiftende hospitalsoverlæger og især Johannes Nielsen var medvirkende til at udbrede et kendskab til Ovartaci. Odgaard har også en vigtig diskussion af Ovartacis relation til modernismen, surrealismen og den særlige Art Brut (rå, ubearbejdet kunst af børn eller mentalt forstyrrede) som Jean Dubuffet var med til at navngive i 1945 som de “gales” kunst. Endelig har bogen et par kapitler om relationen til samtidens kunst og Ovartacis eftermæle.

Mødet med Louis som bliver til Ovartaci

Der er ikke særlig mange kilder om unge Louis Marcussen liv. Han blev af vennen Emil beskrevet som ganske normal, dog var han optaget af det mystiske, buddhismen og selve det, at have kontrol over sig selv fysisk og mentalt. Han badede i havnen året rundt og søgte måske at bekæmpe eller skjule en anderledeshed, som måske var en del af familien.

Rejsen til Argentina kan sansynligvis ses i den kontekst. I hvert fald var det en mulighed for ham til at dyrke både kunsten og anderledes kulturer, shamanisme og muligvis stoffer, som skabte adgang til en indre fantasi. Langvarige sulteperioder førte til halucinerende og psykoselignende tilstande. Det lykkedes for ham at få job som fyrbøder på et dampskibet og kom således hjem.

Tilsyneladende fik han vrangforestillinger og følte sig forfulgt samtiden med at ilden blev et fænomen og metafor for transformation sammen med sommerfuglens metamorfose. Odgaard er af gode grunde uden mange kilder til denne afgørende periode, og det er ud fra hans billedproduktion, man kan forstå og visualisere denne denne tid. Hans malerier fik surrealistisk præg med anvendelse af virkelighedsfragmenter, malerier af dyr og groteske skabninger. Forholdet mellem drøm og virkelighed blev udvisket og centralt er en særlig optik eller ikke-mimetisk iagttagelse af virkeligheden med et multiperspektiv. Rum ses både nedefra i frøperspektiv og ovenfra i fugleperspektiv og med flere forsvindingspunkter.

Ovartaci dyrkede det multimediale og multiperspektiviske, hvor tid og rum er usikre fænomener ligesom identitet og verden som sådan er flertydig og uden et overskueligt punkt. Der er en flerhed af iagttagelsespositioner, som faktisk også svarer til det moderne verdensbillede, som fremkommer med Niels Bohrs komplementaritetsprincip og Einsteins relativitetsteori. Den ustabile virkelighed ligner til den skitzofrenes usikre verden, siger Odgaard og for nogle skaber det en kunstneriske nødvendighed i forhold til at sammenføje det, som ikke umiddelbart hænger sammen.

Ovartaci udvikler en form for selvportrættering, som er iscenesat, og hvor han veksler mellem mand/kvinde og dyr/menneske ofte i en tærskelsituation eller såkaldt liminalitet. Det er de steder, som i særlig grad er overgange fra en tilstand, status eller identitet til en anden. Han er tydeligvis inspireret af iscenesættelse-greb og dyrker alle mulige forvrængede perspektiver over og under vand.

Gennemgående betyder disse polyfone iscenesættelser med flere iagttagelsespositioner af virkeligheden, at denne forekommer både subjektiv, forvrænget og fragmenteret. Ligesom surrealisterne arbejdede han også i flere materialer og medier som maleri, statuer, dukker, teater, film, digte, tekster og med konkrete virkelighedsobjekter som hans malede seng og værelse. Han benytter sig eget hår til at lave pensler og bemaler diverse objekter som dåser, askebægre, gardiner, radio, medicinbakke og hvad han ellers kan skaffe på hospitalet.

Navnet

Kunstnernavnet skaber han i begyndelsen af 30’erne i en afstandtagen til sin familie. Han vælger en ny identitet med forskellige navne og formater og forlanger således fx at blive tiltalt frøken, Genzales eller Ivarytarci. Der er mange forskellige stemmer i Ovartaci. I den forstand kan man tale om en løbende teatral udfoldelse, hvor dukkerne er med på tur og en del af hverdagen.

Det gennemgående er, at han ikke blot transformer sig, men omskaber sine omgivelser og handlinger i en æstetisering af virkelighed. Dyr, ord, objekter, får en virkelighedseffekt, som i det magiske ritual. Odgaard har nogle vigtige henvisninger til animisme, der er en forestilling om det levende rum, som udgør en form for resonans mellem mange stemmer. Det er også et måde at opfatte forskellige kunstformer som totemer med en magiske kraft eller energi. Det betyder fx at han maler på begge sider af et lærred, for at figurerne ikke skal forsvinde eller udføre gale handlinger. Værkerne er levende væsner og dører vinduer, trapper markerer ind- og udgange for det magiske. Mange af værkerne er selvseende eller selviagttagende og en del af Ovartaci samling af “levende” skikkelser. På samme måde er ord, kinesiske bogstaver, rygefantomer tegn, som bærer spor af hans proces og skaber virkelighedseffekter.

Værkerne er ikke blot traditionelle kunstværker, men repræsenterer en identitet, som er under løbende transformation og metamorfose, de repræsenterer den skabende proces og den magiske, helbredende virkning i forhold til Ovartaci selv, men også i forhold til beskueren. Odgaard kalder det et totem som er et dyr eller figurer, som giver den fysiske verden en sammenhæng, der hjælpe den troende med at kommunikere med naturkræfter eller beslægtede afdøde.

Det er både en personlig nødvendighed i Ovartacis arbejde, men også en kunstnerisk nødvendighed. Han dyrker ilden og flammemennesket, og i hans billedverden kaster han sig som martyr ind i ilden og tager smerten på sig. Ovartaci kastrede i 1954 sig selv.

Asger Jorn (medskaber af Cobra) mødte Marcusen i 1952, og anderkendte ham som kunstner, og der er en del lignende udtryksformer mellem de to så som overmalingen af andre malerier. En teknik som Asger Jorns anvendte på oliemaleriet som fx Den foruroligende ælling fra 1959. Jorn købte banale skilderier på loppemarkeder og malede på dem. Han kaldte sine malerier for modifikationer, noget lignende gjalt Ovartaci.

Odgaards tilgang til Ovartaci er flertydig og vægter en kompleks fremstilling. Ovartaci er på den ene side  en outsider i kunstverdnen, og hans liv og værker kan betragtes i relation til kunstterapi, og som en adgang til en schizzoid verdens iagttagelsen. På den anden side kan man se ham som en kunstner, som har inspireret mange og ikke mindst Kathrine Ærtebjerg, som Odgaard i et længere afsnit lader berette om sit syn på Ovartaci og hvordan han har inspireret kunstverdnen og faktisk er blev kunstnergjort via museeumsverdnen.

Samtid vægter Odgaard den metafysiske dimension, og det at Ovartaci søgte det anderledes, det fremmede og transcendente.

Den metafysiske længsel

Ovartacis sidste værk: Hellikopteren, kan betragtes som en metafysisk konstruktion, der repræsenterer kunstens overskridende karakter. På sin vis er det en skulptur og en installation, som har en transformatorisk effekt.

Helikoptoren peger symbolsk på troen på opstigningen, og konkret på den fysiske afprøvning og rejsning.  På samme måde er Ovartacis begejstring for at cykle også udtrykker den frie, bevægelige eksistens, det magiske og mytiske, som også er i rygefantomerne, de skulpturelle dukker, de malede rum, gardiner og lagner. Det handler om at male og fiksere selvkontrollen over kønnet. Som Ovartaci siger: den må ikke rejse sig, ikke før hun siger kom til mig.

Ovartaci – Vild, visionær, verdenskunstner sammenfatter mange tendenser, så man får øje på kompleksiteten. Det polyfone stemmekor, det transcendente, fortid og nutid, dyr og myter, kunsten, det anderledes og fremmede, som skaber en moderne kompleksitet.

Der er desværre ikke så meget om Ovartacis dagligdag: hvad læste han, hvad hørte han af musik, så han film og tv, lappede han selv sin cykel? Det er nok et spørgsmål om hvilke kilder, man kan opdrive? Men Anne Valbjørn har skabt et fornemt grundlag for videre forskning og ikke mindst nærstudier af Ovartacis mange billeder.

Ovartaci har i øvrigt på det senest været inspirationskilde til aktuelle teaterforestillinger af Teater HURRA: Lyden af en fandens fantast, Syddjurs Egnsteater: Sindet er en SommerfuglI samarbejde med Ovartaci museet samt Teatret KOSMOS i samarbejde med The Art of Transformation (TAoT) Ovartaci kabaret. Forfatteren Peter Laugesen, skrev stykket Ovartaci, opført i Aarhus, 2009.

Med Ovartaci – Vild, visionær, verdenskunstner åbner der sig nye muligheder for at remediere Ovartaci i musik, installation, teater.

---

Ovartaci – Vild, visionær, verdenskunstner er udgivet på Gads Forlag, 2024

Erik Exe Christoffersen er lektor emeritus på Dramaturgi, Aarhus Universitet