Om ensomhed og død
Af Erik Exe Christoffersen
Når en teaterforestilling er slut, forventer man, at de som dør, rejser sig igen og modtager applaus sammen med de øvrige skuespillere. Der er selvfølgelig enkelte undtagelser, som da Molière i 1673 besvimede på scenen under en opførelse af Den indbildsk syge og døde nogle timer senere. På lignende vis døde Gitte Kielberg, som var skuespiller og hestevognskusk i Danseteatret NordenFra, i en ulykke under en gadeforestilling i Aarhus 2021.
NordenFra kan som teaterform siges at tilhøre traditionen fra Molière og den italienske, omrejsende commedia dell’ arte, som også kom til Frankrig.
Dødens tilsyneladende tilfældighed er netop baggrunden for De døde lykkeligt til deres dages ende af Danseteatret NordenFra. Som teatret beskriver på deres hjemmeside, er udgangspunktet en bearbejdning af de tanker, sorger og dillemmaer, der opstår, når man bliver konfronteret med at miste og det vilkår, at vi lever med døden hele livet.
Med Gitte Kielbergs død som katalysator, får forestillingen karakter af at være et teatralt afskedsritual. Det er en særlig måde at bruge teatermediet på, og det skaber et særligt nærvær, at skuespillerne og tilskuerne er sammen i et afgrænset tidsrum og deler æstetiske refleksioner over døden. Når jeg kalder det en æstetisk refleksion, er det fordi vi som tilskuere hverken skal være enige eller forklare os, men udelukkende sanse musikken, sangen, dansen og de teatrale situationer. Vi ved ikke om Nordenfra har en bestemt fælles hensigt, ud over, at der er tale om en form for sorgbearbejdning i forhold til kollegaen.
NordenFra
NordenFra er et teaterkollektiv, som har lavet en række forskellige projekter og aktiviteter: gadeteater, musikalske parader, indendørs forestillinger, stedsspecifikke events og kulturkaravaner. Jens Kløft er instruktør og dramatiker til forestillingen og har arbejdet sammen med de medvirkende omkring temaet en “lykkelig” død.
Hvordan kan man lave teater om denne ulykke tre år efter? Det er en form for Grusomhedens Teater, som den franske teatermand Antonin Artaud, kaldte det nødvendige teater. Det er ritualets teater, som viser kampen mellem liv og død, vi alle før eller siden udkæmper.
Danseteatret NordenFra benytter givet flere forskellige produktionsmetoder, men generelt tror jeg, at udgangspunktet er de medvirkendes musikalske færdigheder, der kobles med forskellige danseformer og en god portion nødvendighed eller engagement. De enkelte medvirkende kommer med ideer og forslag som afprøves, evalueres, skærpes og placeres i en struktur, som først til slut bliver et manuskript.
Jeg har kendt flere af de medvirkende gennem mange år – også Gitte Kielberg. Det betyder på en måde, at jeg som anmelder er forudtaget. Til gengæld kan jeg se forestillingen , og opleve dens kvalitet i kraft af på troværdig vis at være og se mig selv som en del af ritualet.
Plottet
Forestillingen begynder med, at publikum går med som gæster i et spektakulært musikalsk begravelsesoptog, med fire performere og fire musikere. De bærer alle masker og langsomt bliver det nærmest til en karnevalistisk optog med groteske modsætninger mellem liv og død. Aller når ind i teatersalen og placeres frontalt for scenen.
Når musikerne ikke er på scenen, sidder de ude i siden og passer også lyset. De spiller på klarinet, kontrabas, saxofon, harmonika, hakkebræt, violin og bratsch.
Spillet indledes dernæst med, at en fortæller beretter om hvordan en trup spillede teater og rejste rundt i mange år, indtil ’hun’ pludselig var væk: ”Det var jo slet ikke meningen. Alle blev meget kede af det, de græd. Der lå blomster langs landevejen og sørgetoget var så langt at det nåede fra den ene ende til den anden.” Her får vi et glimt at forestillingens autofiktionelle element, men det er ikke noget, der bliver italesat eller fremhævet.
Herefter stopper ’døden’ La Katrina musikken og træder frem:
Når klokken slår 12, danser Døden på den frosne kirkegård.
Klik-klak klik-klak fra grav til grav. Hun ved, at hver grav rummer
2 historier: Den om den døde og den om de levende. Her skal vi
se tre venner, – som i livet svor, at de ville dø sammen.
Tre kvindevenner mødes. De er bange for ensomheden, og ingen af dem vil være den sidste. ”Kan vi ikke dø sammen?” spørger de hinanden. Men hvordan, hvornår og hvad sker der efterfølgende? Døden er her en maskeklædt, dæmonisk figur, der dansende dukker op og straks er villig til at høre om, hvordan de kunne tænke sig at dø og hvornår. “Skal vi tage gift eller hoppe ud over en høj skrænt sammen?” Men der er ting, de gerne vil opleve inden: mere sex, rejser, venner og de vil have tid til afsked. De får udsættelse og Døden finder en ny dato, hvor der er plads.
De tre venner har forskellige drømme om hvordan, de kan leve og dø som fx i den mexicanske kultur, hvor de dødes dag markeres med åbne døre, sang og dans. De forestiller sig, at de måske kan ændre valg og retninger i livet. En vil gerne være hundeklipper, en anden vil bare gøre det bedre, være mere sig selv, gøre mere og mere, slappe mere af og være mere kreativ, besøge den og den, fiske med sin far.
Datoen oprinder, og de mødes på skrænten, hvor de sammen flyver ud i tomrummet.
Efter faldet kan de ikke umiddelbart finde hinanden. Den ene føler sig lidt snydt, for hun oplevede ikke at komme gennem tunnellen med det blændende lyset for enden, som hun mente, de var blevet lovet. De to andre føler sig heller ikke rigtig færdige med livet, og de bliver enige om at vende tilbage og tage på en drømmerejse. De danser og synger i det nye liv. Men døden dukker atter op med en buket blomster, og danser den sidste dans med dem hver især.
Døden som karnevalistisk figur
Forestillingen er sjov, grotesk, sorgfyldt, melankolsk og har et fint sammenspil mellem musik, sang, talescener og dansescener. Scenen består af tre farvede kistelignende kasser, der løbende ommøbleres. Musikerne og skuespillernes fælles tilstedeværelse på scenen holder traditionen fra Odin Teatret, men tilsætter ritualet et enkelt narrativ, en række komiske gags og fragmenter af begravelsesceremonier fra forskellige kulturer.
De døde lykkeligt til deres dages ende, stiller vigtige spørgsmål som: Hvor lang tid har vi tilbage? Kommer døden tilfældigt eller er den fastlagt? Hvad er det tilfældige i det hele taget når vi taler om døden? Ligger døden i generne, i sjælen eller hvor? Under alle omstændigheder kommer vi til at møde døden. En central fortælling, som indgår i stykket, er denne:
“En rig købmand sendte sin tjener til markedet i byen.Her så tjeneren Døden, som løftede hånden. Tjeneren blev skrækslagen og flygtede tilbage og fortalte at han havde mødt døden, som gjorde tegn til ham. Købmanden lånte tjeneren sin bedste hest, og gav han besked på, at ride hele natten indtil han kom til Samarkand, hvor han ville være i sikkerhed.
Næste morgen tog købmanden til markedet, hvor han også så Døden og spurgte hvorfor han truede hans bedste tjener. Døden svarede roligt “Jeg truede ikke din tjener, jeg hilste kun på ham. Men jeg må da indrømme at jeg var overrasket over at se ham her, for jeg skal møde ham i aften i Samarkand”
Der ingen tvivl om at forestillingen opnår en fornem afsked med en kollega, og samtidig får de skabt en både morsom og tragisk refleksion om dødens vilkårlighed og nødvendighed. Når jeg ser forestillingen, oplever jeg mig selv som en del af et fællesskab og tilhørende denne Molière-Artaudske teatertradition, og det er måske også hvad tilskueren kan forvente?
De døde lykkeligt til deres dages ende blev opført i Generationernes Hus, Aarhus og var på turné i folkehuse, kirker og forsamlingshuse fra d. 30 oktober til d. 3. november 2024.
Instruktion og manuskript: Jens Kløft
Performere: Julie Jane Nissen, Elisabeth Groot, Marie Louise Maegaard Schmidt, Helle Pørksen
Musikere: Ann-Mai-Britt Fjord, Henrik Bredholt, Stefan Groot, Miriam Kielberg
Komponister: Henrik Bredholt, Stefan Groot, Miriam Kielberg, Benny E. Andersen og Saint-saens
Lys: Henrik Bredholt
Kostumer: Elisabeth Groot
Scenografi: Henrik Pørksen og holdet
Erik Exe Christoffersen, lektor emeritus, Aarhus Universitet. Redaktionsmedlem af tidsskriftet Peripeti og forfatter til flere bøger om blandt andet Odin Teatret, Hotel Fro Forma på Aarhus Universitetsforlag og senest om Aarhus Teaters opsætning Vita Danica, Tina Lauritsens Forlag 2023.
Man kan læse mere om NordenFra her www.nordenFra.dk – Danseteatret
Klip fra forestillingen: https://vimeo.com/1003544532?share=copy
Forestillingen er på Turnè på Sjælland marts 2025