Babylonisk epos i laboratoriet
Af Janicke Branth
Gilgamesh var to tredjedele gud og en tredjedel menneske. Alt ved dette overmenneskes krop var enormt, og som konge over den Mesopotamiske by Uruk blev hans omgang med befolkningen uden selvbeherskelse. Derfor bad byens kvinder, jævnligt udsat for voldtægt, til gudinden Ishtar om hjælp. Som løsning skabte guderne Gilgamesh en ven, der kunne matche ham.
Det mere end 3000 år gamle og ikoniske epos om Gilgamesh og hans møde med Enkido, deres indledende kamp, forsoning, dybe venskab og Enkidos død, har i moderne tid inspireret til mange forskellige kunstneriske fortolkninger af værket – Per Nørgaard skabte i 1972 operaen Gilgamesh, og senest har Kirsten Dehlholm og Hotel Pro Forma skabt et storslået performance forløb i en række af Glyptotekets sale i 2019.
Så man går forventningsfuldt til Sort/Hvids ny sceneversion med et åbent spørgsmål om, hvad et kunstnerisk kollektiv som Logen vil med denne historie om bromance, vold og destruktion i en feministisk og klimabekymret tid?
Rammen
I foyeren bliver vi sat lidt på sporet af fem store, grønne vægtæpper med forskellige tegninger af monsterlignende væsener. Det mest dominerende af dem har bl.a. teksten ”Vi nedbrydes som kompost i kosmos”. Først senere kommer disse billeder til rigtigt at give mening.
Skuespiller Patrick Baurichter introducerer om det praktiske før forestillingen. Længde ca. 3 – 4 timer uden pause, (denne forpremiere ca. 3 timer og tre kvarter), der vil forekomme eder og forbandelser som F* ordet i alskens variationer, vold, nøgenhed, cigaret- og anden røg, stroboskoplys osv. – kort sagt alt hvad, der er politisk ukorrekt at vise på scenen. Og nej, kørestole er umuligt, forestillingen spiller i flere af teatrets rum.
Han informerer også lidt om Logen, som er, og her citerer jeg fra S/H’s hjemmeside;
”inspireret af det monstrøse. Af vrangsiden af mennesket. Det vi ikke taler om. Besiddertrang. Beskidte tanker, overmod og det underbevidste. Deres forestillinger er laboratorier, som man træder ind i og bliver en del af. De skaber immersive universer og totalinstallationer, der dyrker mødet med publikum i et råt, uforudsigeligt fællesskab”.
Logen ER her Gilgamesh, får vi at vide – det vil sige et storforbrugende kapitalistisk monster. Det får vi at se på en film i ”Hollywoodsk format”.
Men hov! Er forestillingen allerede i gang? Baurichter tager stille og roligt alt sit tøj af, indtil han står nøgen foran publikum, før han ifører sig sit Gilgamesh-kostume, et jakkesæt i guld og en bodybuilder overkrop, en kæmpe krøl-hårs paryk, en monstermaske og Ray-ban solbriller. Så fører han publikum ind i teatersalen, hvor de øvrige medvirkende venter os i samme kostume.
The artist is present
I salen modtages vi af instruktør Anja Behrens. Iført rød kjole med grotesk lange røde fingre og tildækket ansigt, styrer hun diskret rundt med musikere, spillere og publikum.
Første del af Gilgamesh er en monstercomedy film, der i hovedtræk sætter os ind i de to-tre første afsnit af historien: Hans fødsel, hans udseende, hans opbygning af byen Uruk, hans hærgen i byen og ikke mindst hans møde med Enkido, deres kamp og gryende venskab. Det hele er filmet i et kridtlandskab fra før-historisk tid, hvor skuespillerne bevæger sig i de små ryk, som er så karakteristiske for stumfilm, mens tekstbidder fra eposset læses højt. Kort sagt, al patos, lidenskab og passion er sløjfet i dette farcegreb på det gamle epos.
Så afbrydes filmen af et interview med den nonbinære ’instruktør’, der træder ind på forscenen med falsk brystkasse og gyldent jakkesæt, og nedladende svarer på smarte engelske spørgsmål fra en journalist. ’Instruktøren’ bruger tolk for at svare på dansk, og hendes omgang med tolken fortæller os med al tydelighed, at en monsterhærgende behandling af filmindustriens vandbærere svarer ganske godt til volden i det 3000 år gamle epos. Så er den parallel etableret. Det samme er forestillingens kritik af en underholdningsindustri, der hviler på autoritære, maskuline normer.
En næsten nøgen skikkelse (Bjørk-Mynte Paulse) på et podie foran lærredet gør sin perfekte krop lækker for publikum, mens vi i en voice over ser og hører om Gilgameshs voldtægt af Uruks kvinder. Denne første (komedie-) del af forestillingen fremstår på en gang som klassiker-Zerstörung, kulturkritik og kønskritik!
Into the woods
Med et par kraftige øksehug skabes et hul i filmlærredet, stort nok til at publikum i anden del kan føres ind i det bagvedliggende, langt mere arkaisk udformede rum. Her bliver kropsligheden mere konkret og aktørernes roller skifter mellem performer, instruktør, scenograf, koreograf, musiker og mellem epossets fiktive personer. Alt i rummet er holdt i jordbrune farver, og fraværet af publikumspladser understreger det nedbrudte hierarki i skoven, hvor nøgne træstammer er plantet i gulvet eller hænger ned fra loftet.
Eneste orienteringspunkter er to podier i hver sin ende, hvor musikerne Lorenzo Colombos og Joëlle McGovern Serrets live lyddesign skaber et elektronisk soundscape, der binder hele forestillingen sammen.
De to hærgende helte er draget til cedertræsskoven for at dræbe et monster, Humbaba, og publikum skal være med i jagten. Fra performernes mere eller mindre koreograferede leg, bliver rytmen stadigt heftigere og ender i ren shooting gallery, hvor der fyres løs mellem stammerne. Men da ”monsteret” endelig kommer til syne, viser det sig at være en kvindeagtigt fugleskikkelse, der sidder bagbundet og vogter på sin rede med æg.
Tilintetgørelsen sker da æggene smadres mod hendes ryg og hun får hovedet ’skåret af’. Selv i det klassiske epos nedkalder Gilgamesh en forbandelse over sig selv og Enkido, da de dræber Humbaba, fordi han er skovens vogter. I denne forestilling oplever vi henrettelsen af et kvindeligt væsen, malende beskrevet med sine to fostre svøbt i placenta. I stedet for en romantisk forherligelse af den oldgamle bromance får vi en tragisk forbrydelse, vi selv er en del af.
Ligtoget
Her bliver publikum for alvor involveret. Aktører og tilskuere skal nu sammen ’fælde’ skoven stammer. Arbejdslys tændes, så vi kan være med til at etablere af ritualerne. Anja Behrens træder ud af rollen som Humbaba og instruerer os i at bygge en tømmerflåde, anbringe liget med det afskårne hoved og bære det ud gennem skoven. Vi kan med andre ord ikke sige os fri for at være en del af ødelæggelsen. Resten af fortællingen om Gilgamesh (de sidste tre/fire dele) er udeladt.
Tilbage i foyeren holder Patrick Baurichter en tale det afskårne hoved, der på det kraftigste undskylder, at Humbaba er blevet behandlet så dårligt i det gamle epos. At det slet ikke er ham – cederskovens vogter – der er monsteret, men Gilgamesh og Enkido og alle (vi) andre, som hærger og ødelægger skoven/naturen. Her nærmer forestillingen sig genren performance-lecture. Det afskårne hoved får så – herligt ironisk – lov til at svare på hans undskyldning og protestere: Baurichter er jo bare en motherfucker af en selvfed kunstner, der har sit på det tørre. Morale er tyk – meget tyk, og derfor dette kontante svar på den politisk korrekte kunstners klicheer.
Af jord er du kommet
Men her slutter forestillingen alligevel ikke. Vi skal nemlig tilbage til jordrummet, tilbage til det tragiske og deltage i et begravelsesritual. Performerne søles så meget til i jord, at de næsten ikke er til at adskille fra hinanden. Og det er heller ikke væsentligt.
Efter en akavet ’dans’ med Enkidos (?) lig, hejses den indsmurte krop op i salsloftet, som et andet slagtedyr, i en slags fysisk gestaltning af det kristne begravelsesritual – ”af jord er du kommet til jord skal du blive – og af jord skal du igen opstå”. Eller som der står på et af de grønne vægtæpper i S/H’s foyer: ”Vi nedbrydes til kompost i kosmos. F’you reading this. You will die”.
Heller ikke Logen går fri
Det feministiske take på det babyloniske epos og den aktuelle klimadagsorden er ikke til at tage fejl af. Man går forgæves efter en ærbødig klassiker fortolkning og den patriarkalske instruktør tradition.
Forestillingen vender heller ikke tilbage til 70’ernes politiske teater, der selvretfærdigt skældte ud på sit borgerlige publikum med deres falske bevidsthed. Selvrefleksivt inkluderer Logen sine egne kunstnere i gruppen af overforbrugende medborgere, der kapitaliserer på deres udpegning af den store klimasynd med deres forestilling. Gilgamesh udstiller samtidens kunstneriske dilemma: hvad enten man adresserer klimakatastrofen eller ej, så er og bliver vi alle en del af miseren.
Men alligevel sidder man tilbage med spørgsmålet, om det performative (og semi-moralske) ikke kommer til at fungere lovligt styrende, når publikum skal optræde som passive vidner til (og dermed deltagere i) ødelæggelsen? De mange sceniske strategier i én forestilling opleves unægteligt som overkill. Og skal det feministiske take, den selvudleverende stumfilm, performance lecturen, den tykke patos og selvrefleksive diskurs overhovedet forhindre, at den politiske moralisme stikker sit hoved frem? Det tror jeg ikke.
Gilgamesh spiller på Sort/Hvid fra d. 27. september til d 19. oktober 2024.
Læs mere her
Logen: Anja Behrens, Patrick Baurichter, Nathalie Mellbye
Medvirkende gæster: Bjørk-Mynte Paulse, Christine Sønderris, Joëlle Mcgovern Serret, Lorenzo Colombo samt aftenens publikum
Realiserende scenograf: Simone Bartholin
Lysdesigner: Christoffer Østergaard Meier Nielsen med Morten Kolbak
Janicke Branth, dramaturg cand. phil., tidl. dramaturg på Aarhus Teater og rektor for Dramatikeruddannelsen, tidl. medlem af Reumertjuryen og underviser på DDSKS. Medlem af Peripetis redaktion gennem mange år og kurator for Dansk Teater 300 År.
Anmeldelsen er skrevet på baggrund af en generalprøve to dage før premieren. Men konceptet synes at være mere proces end værkorienteret, og det vil givet ændre sig i løbet af spilleperioden. Derfor læs denne anmeldelse med det forbehold, at elementer kan være/blive skåret ud.