Havfruen og drengen: forskellighedens dyb
Af Ida Krøgholt
Med grønt lys, et videoprojiceret hav og en zinkbalje med vand skaber Min søster er en havfrue en spejling mellem et søskendeforholds tyngde og havets dyb. Det er historien om Lars, der ikke just er nogen vandhund, og hans søster – en pige, der kan dykke i ubegribeligt lange sekunder. Det er en fortælling om afstand, forskellighed og om den gensidige længsel efter at blive set af hinanden.
Min søster er en havfrue har et fint greb om en kompleks diversitets- og ensomhedsproblematik og undersøger med en rørende fortælling i et velkomponeret teatralt univers, hvordan vi både kan være isolerede og forbundne i vores forskellighed. Det gør den til en eftertænksom familieforestilling om fællesskab og familiestruktur.
Små virkemidler, stor følelsesmæssig resonans
Vi ser som tilskuere ind i et rum, der som bagvæg har en videoskærm med blå og grønlige formationer, der vandagtigt bevæger sig og flyder sammen. Gulvet er dækket af et stykke lagenlærred, som ligger og bølger, belyst med blå og grønne farver i et spil. På gulvet står en skammel med en dykkermaske og en balje.
Virkemidlerne er små, men Lars Dammarks fortællerstemme fanger nemt opmærksomheden i rummet. Vi møder drengen Lars, der ikke kan fordrage at have hovedet under vand. Man ser som det allerførste, hvordan han sætter sig på skamlen, tager dykkermaske på og stikker fødderne ned i zinkbaljen. Her kæmper han med at holde vejret, mens vandet sprøjter, når han spjætter med fødderne og laver skvulpelyde. Sølle 7 sekunder blev det til.
Som drengen Lars beretter han nu underfundigt og følsomt, siddende på skamlen og uden store armbevægelser, om, hvordan det er at leve i hans skæve familie. Han holder tilskuerne fanget alene med blikket og sin fortælling, understøttet af et smukt og spændingsopbyggende lydarrangement, bevægelserne på videoskærmen og vandets skiftende kvalitet på gulvet.
Historien om Lars og hans søster
Lars er en dreng, som holder af at være ‘heroppe’, sammen med kammeraterne, ligesom han elsker at være hjemme i haven, hvor han kan lytte til en solsorts fløjt og høre sin mors velgørende stemme, når hun synger. ‘Dernede’ under vandet lyder alting anderledes, og Lars demonstrer ved at lave en klangløs, dump lyd med stemmen. Man kan ikke høre noget, når man har hovedet under vand. Derfor forstår han heller ikke, hvordan nogen kan holde ud at svømme rundt dernede.
Men det kan Lars’ søster. Hun er ligeglad med, at lydene forsvinder dernede i dybet. Somme tider læser Lars for hende. Så sidder de helt tæt sammen. Det kan han godt lide. Men for det meste er hun pishamrende irriterende. Hun er pinlig at have med i leg med vennerne, for hun siger underlige lyde, og hun forstår ingenting. Desuden er hun den sygeste drillepind, som prikker ham i maven, mens det næsten altid er Lars, der får skylden.
Man begynder langsomt at forstå, at der er i den ellers varmt skildrede familie, er en spænding. Den udspiller sig mellem Lars og hans søster, mellem universerne ‘heroppe’ og ‘dernede’.
Lars’ søster kan noget, han ikke kan: hun bevæger sig som en fisk, når hun dykker og svømmer i havet. Derfor er familien tit på ferie i båd på Ægæerhavet, og i weekenden tager de i svømmehallen, hvor tiden efter Lars’ mening går alt for langsomt – ja, turene er “lige så uendelige som hele universet.” Men far er så stolt af hende – “se, hun svømmer som en torpedo”, siger han. “7 min og 56 sek under vand. Menneskeligt umuligt!”
Her tager lydene i scenerummet til, på bagvæggen spreder og samler farver og formationer sig i et hurtigere tempo, mens en urovækkende bølgelyd skyller gennem scenerummet. For der gemmer sig en anden alvor bag Lars’ søsters vandglæde og hendes ligegyldighed overfor lydenes toneløse karakter under vand. Hun er nemlig døv. “Stokdøv.” Måske drømmer hun, at hun er en havfrue, når hun svømmer rundt og torpederer havet, funderer Lars. Men man forstår, at han føler sig overset og uden for det fællesskab, søsteren er centrum i.
Isoleret i lydens verden
Lars’s mor taler tegnsprog i timevis med søsteren. Deres far har ligesom Lars lidt svært ved at være med i snakken – han er ikke god til tegnsprog og kommer altid til at ligne den triste blobfisk, når han forgæves forsøger at tale tegnsprog med sin datter om andet end det mest elementære. Blobfisken er et billede, Lars kan spejle sig selv i – han er heller ikke god til tegnsprog og føler sig utilstrækkelig og tilsidesat. Men han kan tælle til 10 på finsk – det kan man kun, hvis man kan høre.
Lars’ fascination af lyd og lytning står i skærende kontrast til søsterens stille verden under vand. Lars elsker at sidde på sit værelse og fremmane og lege med ting, der kan skabe lyde. Alene på sit værelse komponerer han lydbilleder: kirkeklokkerne, der bimler og bamler, trommelyde – Tre Små Soldater – som han trommer på sit maveskind.
Det, der presser sig på i hans monolog, er dog tydeligvis sorgen over familiesituationen, og som han efterhånden lægger kortene på bordet, kommer det frem, at Lars drømmer om et liv, hvor de ikke er så isoleret fra hinanden, og hvor far og ham også kan snakke med hans søster om alle mulige ting: “Jeg ville bare ønske, at hun var anderledes, mere ligesom mig. Eller at jeg blev døv… at vi var ligesom de andre.” Det knuger i maven, for smerten i at føle sig anderledes og overset er fint og følsomt fortalt og i dobbelt perspektiv her, hvor Lars har taget søsterens anderledeshed på sig. Hendes sociale isolation er også blevet hans ensomhed.
Lars stikker hovedet ned i papirkurven og råber desperat og så stille, at de andre ikke hører det: “Gid hun kunne få sit hoved skåret af og få sat et nyt på med ører som for helvede kan høre! Så far og mor kan få øje på, at jeg også findes.”
Igen fylder havlydene rummet, denne gang voldsommere end før, og en ny bølge bruser hen over scenegulvet og gennemryster Lars, der skælver på sin skammel med hænderne bag nakken og hovedet bøjet forover, så det næsten er helt nede i baljen.
Forbundet i et øjebliks svingninger
Men en dag sker der noget. Hans søster forærer ham en hemmelig tegning, og med den kan Lars se, at hun jo dagdrømmer om at kunne gøre alle de ting, som han naturligt kan. Nu ser Lars pludselig sin pisseirriterende søster på en lidt anderledes måde. Dette dramaturgiske højdepunkt, som Gruppe 38 og teater Rum skarpt markerer i forestillingen, indfinder sig, da Lars leder efter søsteren, som er forsvundet hjemmefra.
Hun er heldigvis ikke svømmet ned til Havheksen på havets bund. Han finder hende alene på kirkegården, hvor hun går rundt og ser på gravsten. De mødes her i en scene, der stadig er fortalt af Lars fra hans placering på skammelen, men hans sprog bliver mere visualiserende, og der indgår flere detaljer i beskrivelsen, hvilket forstørrer og forlænger situationen, så den får markant betydning. Lars beskriver hvordan de to ser yderst intenst på hinanden, og Lars’ søsters blik er så appelerende og indtrængende, at tårerne springer frem i øjnene på ham.
Lars Dammark er forvandlet til den tåreblændede Lars, og bølger af sorg og forsoning skyller ud i salen, understøttet af lyd, video og lyseffekter. De omfavner de det store kirketårn, hvor klokkerne er begyndt at slå med bimlen og bamlen, og med patos i stemmen fortæller Lars, hvordan lyden brager gennem tårnmuren og bliver helt fysisk. Noget man kan mærke. I et glimt befinder de to sig i en fælles oplevelse af lydens svingninger, og situationen kulminerer i dette øjeblik, understøttet af Lars’ råb til søsteren: “Jeg elsker dig! Jeg eeeelsker dig.”
I det her moment opstår et erkendelsesøjeblik, i dramaturgisk terminologi er det forestillingens anagnorisis, hvor personerne genopdager hinanden og deres søskendeskab, og den emotionelle åbning er det, man også mærker ude i salen. Interessant er det, hvordan forestillingen gennem Lars Dammarks spillestil laver sprækker mellem fortællingen og det performative nu. Den sprække virker berørende her i højdepunktet.
Nøjagtigt afmålte tårer stiger i øjnene på Lars, netop i de sekunder, hvor han beretter om synet af søsterens blik og klokkernes voldsomme klang, og de stærke billeder af børnenes samhørighed i vibrationerne skaber en fortættet stemning, som giver den samlede forestilling betydning. Det er i samspillet mellem fortællingen og udførelsens øjeblik, at forestillingens eksakte og veltimede teatrale sprog opstår som et sprog, der kan mærkes. Den fiktive fortælling inviterer på den måde tilskueren med ind, så vibrationerne i personernes møde bliver tilgængelige, afstemt og forstærket af tåren i Lars’ øjenkrog. Denne præcision i det teatrale spil bærer en stor del af ansvaret for, at forestillingen kommer så nuanceret og så stærkt ud med sin fortælling om forskellighed og længsel efter samhørighed.
Mødet på kirkegården sker på en tilfældig søndag – og i et øjeblik giver det at være forbundet som familie mening for Lars og hans søster, forstår man. Det er de simpelthen bare. Men resten af ugen? Ja, der er søsteren stadig pissehamrende irriterende, smiler Lars skævt.
Diversitetens dobbeltsidede virkelighed
Havfruer lever under vandet, i en sfære adskilt fra menneskers, og søsterens manglende høresans isolerer hende fra Lars’ lydunivers. Ligesom Den Lille Havfrue i H.C. Andersens eventyr, er Lars og hans søster bundet til deres respektive verdener, og som havfrue kan søsteren “svømme” frit. I Den Lille Havfrue ofrer havfruen sin stemme for at komme op på land. Derved ofres hendes uafhængighed også. Søsterens evne til at forsvinde ned i dybet er ikke bare tegn på hendes forskellighed, men også på havfruens uafhængighed og kontemplative ro i det lydløse univers, som Lars ikke har adgang til og sans for. Forestillingen er en poetisk beskrivelse af denne oplevelse af anderledeshed og af den undervandsverden, søsteren bevæger sig i – en verden, som for Lars er utilnærmelig og fremmed.
Man kan møde hinanden glimtvis i et fælles moment. Lars kommer ikke til at svømme og dykke som en havfrue, og hans søster får ikke nye ører. De opnår til gengæld at se hinanden, og forestillingen konkluderer dermed, at ensartethed ikke behøver være fællesskabets præmis.
Min søster er en havfrue spillede på Teatret Gruppe 38 d. 2 og 3. oktober 2024 og tager på turné i foråret 2025.
Læs mere her
Medvirkende: Lars Dammark
Instruktør: Bodil Alling
Dramatikere: Lars Dammark, Bodil Alling
Videokunstner: Olivier Guillemain
Komponist: Søren Søndberg
Scenografer: Bodil Alling, Søren la Cour
Ida Krøgholt, Ph.d., er lektor i dramaturgi ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet. Forsker bl.a. i teaterpædagogik og fagdidaktik, dramaturgi i facilitering og ledelse og underviser inden for disse områder. I redaktionen for det nordiske internationale tidsskrift JASED (Journal for Research in Arts and Sports Education).