Hvorfor smager mit liv af aske?
Af Mads Thygesen
Benjamin Kitter har næse for ord. Til trods for en tekst med en udfordrende metrik og mange rim, spiller han med en smerte og humor, der er fuldt på højde med det selvhad og den selvhøjtidelighed, der plager hovedpersonen i Edmond Rostands velkendte teaterstykke, Cyrano de Bergerac. Omgivet af et stærkt ensemble, der gestalter dramaets mange roller med stilsikkerhed og elegance, puster Kitter nyt liv i historien om Cyrano, hvis abnorme næse står i vejen for kærligheden.
Den store næse glemmer vi imidlertid hurtigt igen. I Martin Crimps moderne gendigtning handler stykket ikke om det ydre, men om hvem der mestrer sproget – og hvem der ikke gør. I sin frie gendigtning af Cyrano de Bergerac gør han sproget til et spejl, der reflekterer magt, begær og selvopfattelse, foldet ud gennem karakterernes fortryllende, men forræderiske retorik. Kitter mestrer denne dobbelthed, og under hans fortolkning af rollen ligger en smertefuld erkendelse af sprogets begrænsning: det formår at bedrage og forføre, men aldrig at afdække det virkelige, det kropslige, det elskelige.
Nicolei Fabers iscenesættelse fanger på imponerende vis denne sproglige dobbelthed og leverer samtidigt en visuelt storslået produktion, hvor både scenografi og kostumer bidrager til en dybere forståelse af karakterernes indre kampe. Alligevel er der øjeblikke, hvor scenografiens symbolik har en tendens til at forklare det, teksten allerede siger, hvilket skaber en vis redundans og fjerner fokus fra sprogets dobbelthed.
Teatrets svar på poetry slam
Faber iscenesætter begivenhederne som en form for ’rapbattle’ eller ’poetry slam’, hvormed han forstærker den grundlæggende idé i Crimps gendigtning. Skuespillerne træder op på teatrets store scene bevæbnet med ord og mikrofoner, hvor fægtekampene fra den klassiske tekst er erstattet af skarpe orddueller. Denne moderne form giver sproget en ny resonans, som fremhæver teatraliteten i forestillingen. Cyranos skarpe vid og evne til at undergrave autoriteter, håne dårligt skuespil og dekonstruere verden omkring ham kommer til udtryk som på en verbal kampplads, der spejler den aggressive retorik, vi kender fra rapmusikkens diss-kultur. Fabers iscenesættelse forstærker denne dimension, hvor sproget bliver våbnet, og ordene selve slagmarken, hvilket gør forestillingen både underholdende og engagerende.
Forestillingen er på mange måder drevet af sit plot: den grundlæggende kærlighedstrekant mellem Cyrano, Christian og Roxane. På trods af Cyranos imponerende verbale færdigheder er han lammet af sin manglende evne til at udtrykke sin kærlighed til den underskønne Roxane. For publikum står det hurtigt klart, at Cyranos frygt for, at hans store næse skal stå i vejen for ham, afspejler en dyb misforståelse af det landskab, han opererer i. Det samme gælder Roxane, der forelsker sig i Christians ydre skønhed, mens hun i virkeligheden længes efter en mand, der kan tale til hendes hjerte gennem ord.
Det er netop Cyranos misforståelse af sin egen situation, der leder ham til at udtænke en kompliceret plan. Da han møder Christian, der også er betaget af Roxane men ikke har retoriske evner, beslutter han sig for at hjælpe ved at skrive kærlighedsbreve på vegne af Chistian. Cyrano påtager sig rollen som stemmen og sjælen, mens Christian blot leverer den ydre skønhed. Denne sindrige plan, som i begyndelsen synes klar og enkel, vokser sig snart til en kompleks manøvre, der driver plottet fremad i en ganske forudsigelig, men ikke desto mindre morsom retning.
All in på teatermaskineriet
I Fabers iscenesættelse forbliver stykket tro mod sin genre som en romantisk komedie, hvor misforståelser og forviklinger skaber en dynamisk og underholdende oplevelse. Spillestil, scenografi og kostumer understøtter denne konvention og leverer en visuel og dramatisk ramme, der tilsyneladende fastholder publikum i det klassiske univers, hvor vi forventer, at kærligheden overvinder de mange forhindringer til slut.
Samtidig formår Faber at lade Crimps gendigtning skinne igennem ved subtilt at lade forestillingen række ud over den romantiske komedie og indeholde en metakommentar til fortællingens idé om sprog, kærlighed og litteratur. Iscenesættelsen åbner således op for Crimps langt mørkere refleksion over sprogets magt og begrænsninger, hvor den dramatiske intrige står i kontrast til den personlige længsel efter virkelig nærhed. Cyrano er fanget i en verden af ord.
Fabers fremragende opsætning er visuelt imponerende og ambitiøs. Den adskiller sig markant fra den minimalisme, som kendetegnede Jamie Lloyds urpremiere (The Playhouse Theatre, London 2019), som søgte at fremhæve sproget ved at fjerne alle overflødige visuelle elementer og placere skuespillerne på en næsten tom scene. I stedet har Faber valgt at bruge teatermaskineriet fuldt ud.
Det store scenerum er omkranset af et galleri med udstillingsvinduer i to etager, hvor skuespillerne gør deres ind og udgange gennem døre, vinduer og stiger. I et interessant greb bliver vinduerne mørklagt som tavler, hvorpå skuespillerne kan skrive med kridt – en visuel leg, der trækker på stykkets tema om skrift og forgængelighed. Scenograf Mie Riis har, inspireret af barokkens vanitas-symboler, skabt et smukt og komplekst scenerum, der knytter en bærende streng til stykkets udforskning af forfængelighed, dødelighed og ulykkelig kærlighed.
Denne symbolik udfoldes på smart vis, fx når et overdimensioneret kranium sænkes ned fra loftet under en ubehjælpsom og urkomisk (H)amlet-scene – en visuel kommentar til stykkets kredsen om døden. Eller i en krigsscene, hvor skyttegravens klaustrofobiske mørke illustreres ved, at loftet sænkes ned over karaktererne. Kostumerne forvandler sig fra en erotisk leg med flydende kønsidentiteter til stadigt mere uniformerede designs, som afspejler den stramme kontrol, krigen til sidst udøver over karaktererne. De bliver en visuel metafor for den indskrænkning af frihed og individualitet, som karaktererne kæmper imod.
Men med disse flotte greb, står vi over for en risiko: at det visuelle overskygger stykkets kerneproblematik, nemlig sprogets evne til at forandre virkeligheden. De mange sceneskift og kostumer er ganske vist mesterligt udført, men for et teaterstykke, der er så dybt forankret i forholdet mellem sprog, karakter, og handling står disse greb i et interessant spændingsforhold med tekstens dramaturgiske ide.
Genforhandling af kærlighedstrekanten
Forestillinger virker stærkest i de momenter, hvor iscenesættelsen primært fokuser på skuespillernes fremragende arbejde med teksten. Ensemblet navigerer let og elegant gennem stykkets mange følelsesmæssige op- og nedture. Især kemien mellem Cyrano, Christian og Roxanne skaber mange øjeblikke, hvor deres præstationer bryder igennem det ydre lag af sprog og komik for at levere den følelsesmæssige dybde, som teksten rummer. Det gælder også for resten af skuespillerne i ensemblet, der spiller de mange karakterer med humor og elegance.
I åbningen leges der bevidst med cross-dressing og ‘flydende kønsidentitet’ i både spillestil og kostumer, og kærlighedstrekanten mellem Cyrano, Christian og Roxane er solidt forankret i aktuelle genforhandlinger af kønsroller. Roxane er optaget af feministisk teori, mens Christian — der kommer fra en lille landsby — kæmper med at finde sit fodfæste i tidens nye former og skikke. Et af forestillingens mest rørende øjeblikke er, da han – i Mathias Bøgelunds sitrende fremstilling – kysser Cyrano i et desperat forsøg på at blive ét med den person, der har givet ord til hans kærlighed.
Det er i sådanne øjeblikke, at vi får glimt af et helt andet drama, der ulmer under den velkendte historie om ord-ekvilibristen Cyrano. Som flere kritikere har bemærket, opdaterer Crimps let flydende tilgang til udseende, køn, seksualitet og begær ikke blot fortællingens univers, men leverer også en vigtig kritik. Teksten addresserer også de måder, hvorpå moderne individer og kulturer i stigende grad omdefinerer sig selv og bevæger sig væk fra traditionelle binære dikotomier. Alligevel synes iscenesættelsen at undlade at udforske disse komplekse følelser og kønsdynamikker i dybden, selv om der er øjeblikke, der antyder en ny vinkel på trekantsrelationen.
Oversættelsens udfordring
Niels Brunses danske oversættelse er kompetent, men også lidt forsigtig i sin trofasthed over for Crimps engelske bearbejdning. Mens Crimps tekst svinger mellem det talte ords brutale råhed og det klassiske vers’ præcision, føles den danske oversættelse i nogen grad begrænset af rimenes krav. Dette mindsker originalens spænding og råhed. Oversættelsen afslører, at det er særdeles vanskeligt fuldt ud at indfange den ironi, som Crimp har indlejret i sin tekst.
Selve metrikken og de mange rim, der styrer formen i Cyrano de Bergerac, kan ses som det brændende punkt i forestillingen. Når det er bedst, fungerer sproget som et forhørsrum; for hvordan kan en karakter som Cyrano, der bruger ord med en sådan beherskelse, forblive fanget af det sprog, der giver ham magt? Men stykkets mørkere, mere bidende humor og filosofiske overvejelser om sprog og kærlighed slår ofte over i tunge og lidt platte rim. Det, der kunne have været skarpe, moderne refleksioner over kommunikation og begær, virker traditionelt, næsten for høfligt. Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke på, hvordan teksten kunne være blevet under en anden dansk dramatikers pen – en, der kunne have tilført sproget den råhed og kompleksitet, der er så central for Crimps stil.
Et strejf af verfremdung
I Fabers kyndige iscenesættelse navigerer skuespillerne dygtigt i disse øjeblikke af sproglig spænding. I stedet for at lade sig tynge af de til tider klodsede rim, læner de sig ind i dem og spiller på ubehjælpsomheden med et vidende skuldertræk eller et skævt smil. Denne selvbevidsthed gør det muligt for skuespillerne at forvandle det, der kunne være et øjeblik af fremmedgørelse, til et komisk beat eller en kort anerkendelse af tekstens teatralitet.
Et særligt slående eksempel på, hvordan forestillingen overvinder de sproglige begrænsninger, er en sang om døden, hvor versemål og rim smelter sammen med forestillingens visuelle og musikalske elementer. I denne scene føles versene organiske, og deres rytme og melodi forstærker øjeblikkets følelsesmæssige dybde. Skuespilleren formår sammen med den stemningsfulde musik at smelte sprog, lyd og performance sammen til et enestående, hjemsøgende udtryk for dødelighed.
Denne sang træder frem som en nærmest Brechtsk kommentar på stykkets idé ved at bryde illusionen og afsløre de sociale mekanismer bag vores forhold til døden. Åbningslinjen, ”Fordi jeg ikke kunne stoppe for døden, stoppede han venligt for mig”, introducerer døden som en elskende og velkendt figur, der forstyrrer den traditionelle frygt for døden. Når sangeren beder om et fotografi for at bekræfte dødens identitet, er det en specifikt moderne gestus, hvor Crimp med vanlig sans for ironi peger på vores konstante afhængighed af visuel dokumentation for at validere virkeligheden.
Samtidigt står ideen om billedlig legitimation i kontrast til trekantsdramaet mellem Cyrano, Christian og Roxane, hvor Cyrano, gennem sine kærlighedsbreve, leverer ordene, mens Christian præsenterer det ydre billede af den ideelle mand. På den måde fungerer sangen som et strejf af verfremdung, der synliggør, hvordan vi aldrig når den autentiske oplevelse, men forbliver fanget i tegn og symbolik. Herved kommenterer Crimp de måder, vi som publikum håndterer livets mest fundamentale erfaringer gennem medierede og ofte forførende tegn.
Sandhedens fælde
Denne dobbelthed understreges i forestillingens slutning. Finalen af Cyrano de Bergerac læner sig nemlig op ad en melankoli, der er mere i overensstemmelse med Anton Tjekhovs moderne sensibilitet end med Edmond Rostands originale stykke. Cyranos død og Roxanes erkendelse af sandheden om kærlighedsbrevene udfolder sig som en tragisk scene, der ikke er en løsning, men en fælde. Løftet om kærlighed, som er blevet udskudt gennem hele stykket, bliver aldrig indfriet.
Når sandheden om brevene afsløres, frigør det ikke Roxane, men begrænser hende i stedet til en endnu dybere isolation, hvilket understreger ideen om, at sandheden i sig selv er en slags fælde, der aldrig er i stand til at levere den endelige afslutning, den lover. Denne melankolske slutning stemmer overens med Tjekhovs udforskning af uopfyldte ønsker, hvor karaktererne er overladt til at overveje liv, de ikke kan ændre, og ønsker, de ikke kan tilfredsstille.
”Hvorfor smager mit liv af aske?” stønner Cyrano midt i slutningen. I hans sidste øjeblikke forlader sproget, som både har været hans våben og hans fængsel, ham endelig. Den ultimative ironi er, at Cyranos beherskelse af sproget kollapser i døden og kun efterlader en stilhed, som Roxane ikke kan udfylde.
Brevene, der engang var symboler på håb og kærlighed, bliver påmindelser om, hvad der aldrig var muligt. Derfor brænder hun brevene i afmagt, mens Cyrano langsomt synker sammen. Denne sidste handling af stille desperation, som er stærkt iscenesat, afspejler den eksistentielle understrøm i Crimps gendigtning og efterlader publikum til at overveje den stilhed, der efterlades, når ordene svigter.
Cyrano de Bergerac spillede 5. til 28. september 2024 på Odense Teater
Læs mere her
Tekst: Martin Crimp
Instruktør: Nicolei Faber
Scenografi og kostumer: Mie Riis
Komponist: Hannah Schneider
Koreograf: Esther Lee Wilkinson
Lyddesign: Kim Malmose
Lysdesign: Simon Holmgreen
Mads Thygesen er lektor i Dramaturgi på Aarhus Universitet.