Et levende arkiv af potentialitet
Anmeldelse af Christine Bonnichsen Søndergaard
I RUSH mobiliseres grinede grin, grædt gråd og stønnede støn, når koreograf Mette Ingvartsen lader performeren Manon Santkin genbesøge, genfortælle og remixe værker fra Ingvartsens virke gennem de sidste 20 år.
Med meta-tilgangen til eget bagkatalog udfolder Ingvartsen ikke kun den interesse for arkivet, som har fyldt i hendes værker og praksis. RUSH er først og fremmest en hyldest til samtidsdans/koreografi som medie og kunstform, en leg med materialet, der overbevisende demonstrerer det iboende potentiale i selve det ’at performe’.
På tværs af tid
Manon Santkin krop er ikke til stede på scenen, da forestillingen går i gang. Det er til gengæld et arbejdsbord, store sammenkrøllede guld- og sølvfarvede aluminiumstæpper placeret rundt på scenen, en højtaler og to løvblæsere. Et landskab af genstande, som forekommer både bekendte og nye for dem i publikum, som har set andre af Ingvartsens værker. Objekterne fremkalder minder og spørgsmål. De fremkalder billeder af alt det, der har fundet sted så vel som alt det, der kunne finde sted.
Det første vi hører, er en stemme over højtalerne. Stemmen tilhørende Santkin fortæller om øjeblikkene inden en forestilling starter. Mere specifikt øjeblikkene inden Santkin skal performe Manual Focus (2003). Værket var deres fællesafgangsforestilling på P.A.R.T.S School for Contemporary Dance og har derfor særlig betydning for Ingvartsen og Santkins samarbejde.
Inden Manual Focus, fortæller stemmen, står performerne nøgne og venter – selv står hun nu nøgen og venter. Stemmen nedbryder skellene og skaber forbindelser på tværs af tid. Publikums fantasi er med til at forme disse forbindelser og etablere performancens særlige tidslighed. En tidslighed, hvor det værende og det mulige smelter sammen.
Oplevelsen indefra
Stemmen er intim i sit nærvær. Det er lyden af at være helt tæt på Santkins læber. Mens landskabet af objekter står uberørte foran os, lukker stemmen os ind, hvor vi som publikum normalt ikke har adgang. Stemmen fortæller om oplevelsen indefra: Hvordan det føles at være en performer, der går på scenen.
Ikke kun den del, der handler om at eksekvere et sæt på forhånd bestemte bevægelser og handlinger. Bag det planlagte og dets udførelse, fortæller stemmen os om kroppe med almindelige kropslige funktioner. Alt fra nervøsitet til skrævsved eller det afgørende i at tisse af inden det hele går løs. ”Actually, I will try if I can pee before I go on stage” meddeler stemmen. Vi hører lyden af Santkin, der tisser – ser situationen for vores indre blikke. Alt og intet af det stemmen beretter er til stede på scenen, i øjeblikkene inden Santkin træder nøgen ind foran os.
Åbning og fuldendt cirkel
Det er ikke tilfældigt, at Ingvartsen sætter netop Santkin på scenen i sit seneste værk RUSH. Soloen, som havde premiere 1. februar 2024 på STUK i Leuven Belgien, er lavet til Santkin, der har performet i 10 af Ingvartsens værker over de sidste 20 år. RUSH er på den måde dedikeret deres samarbejde gennem tiden.
I Dansehallerne spiller RUSH som en del af Openings (Åbningsfestivalen for Dansehallernes nye hjem i Kedelhuset). Ingvartsens arbejde har oftest haft premiere i udlandet, men Dansehallerne har gennem tiden kunnet vise flere af de værker, der indgår i RUSH herunder Manual Focus (2005), The Artificial Nature (2012), 7 pleasures (2015) og to come (extended) (2017). Når Santkin i Ingvartsens legende tilbageblik, igen og på ny, indtager scenen i Dansehallerne under genåbningen i Carlsberg Byen, føles det derfor på flere måder som en cirkel, der fuldendes.
Energi og nye vinkler
Med Santkin som bindeled mellem rum og tidsligheder pustes nyt liv i forestillingerne. Under genbesøget ser vi værkerne fra nye vinkler. Udover backstageøjeblikkene inden forestillingsstart, får vi fx at vide, hvordan performerne under det meste af Manual Focus kun kan se bagvæggen gennem hullerne i masken. Publikum tilbydes et dobbelt blik på forestillingen, hvor performernes perspektiv inkluderes.
Fra Manual Focus bevæger Santkin sig kronologisk fremad, re-enacter uddrag af forestillinger og genafprøver scores fra hende og Ingvartsens fælles repertoire. Flere af forestillingerne nævnes med titel og årstal, andre referencer er implicit til stede. Uanset graden af forudgående kendskab til Ingvartsens arbejde, guider Santkin publikum sikkert og nærværende gennem værkerne ved meget konkret at fortælle, hvad der har forgået på scenen.
Beretningen er let at følge og føles nede på jorden. Som en ven, der med stor indlevelse fortæller om, hvad de har lavet i weekenden. Parallelt findes det remixede materiale som en livskraftig udladning af energi. Der bliver danset lindyhop nøgen, kastet med bordet, så pladen falder af, slikket på bordbenene, blæst med løvblæsere, og rystet ”the flesh” så hele huset ryster med.
Med fortællingen som meta-lag lukkes publikum ind i maskinrummet. Vi bliver fx indviet i, hvordan Why We Love Action (2007)er komponeret af bevægelser og lyde fra filmscener, hvor karaktererne skriger og græder, samtidig med, at Santkin demonstrerer for os, hvordan gengivelsen af disse filmscener angiveligt har set ud.
Materialeoverførsel
For at genskabe de forskellige værker, må Santkin ofte kropsliggøre flere performere simultant. På humoristisk vis formår hun ene person at mangedoble sin krop, så de ikoniske orgie-skulpturer af 15 performere i blå dragter i to come (extended), står tydeligt frem for os.
Som publikummer bliver vi tilbudt et dybere indblik i måden forestillingerne opererer, når vi med vores egne kroppe inviteres til at træde ind i materialet. Fire personer fra publikum performer fx den kollektive synkroniserede orgasme fra to come. Udstyret med høretelefoner,der afspiller de lyde, der skal gengives, bliver de et kor af ”yes”-støn. Lignende gør sig gældende, når vi stadigt siddende på vores pladser ryster med som en del af den store finale i 7 pleasures. Pludselig har publikum taget del i den undersøgelse af eksperimentelle erotiske praksisser, som ligger til grund for forestillingen. Vi har ikke kun set, men også erfaret, hvad det vil sige at være en krop ”shaking the flesh to feel the matter we are made of”. Materialet er blevet overført fra kroppen, der performer, til publikum, hvor bevægelsen lever videre.
Arkiv-’hackning’
RUSH er dermed ikke kun et greatest-of genbesøg for fans af den stjernespækkede koreografs arbejde. Ingvartsen skaber et rum, hvor publikum kan tilgå hendes arkiv af værker og praksisser, og lader derigennem RUSH blive en undersøgelse af selve arkivet, dets potentiale og muligheder.
Med dette tema åbnes endnu en tidslig portal ind i Ingvartsens arbejde, hvor arkivet spiller en afgørende rolle. Selvom værket ikke refereres direkte, er det i denne sammenhæng interessant at nævne 69 Positions (2014). Her performer Ingvartsen selv og guider publikum gennem udvalgt arkivmateriale af performances, der har krop, nøgenhed og seksualitet som fællesnævnere. 69 Positions udfolder spørgsmål, der knytter sig til betingelserne for, hvordan ’lyst’ historisk set har kunnet operere, men berør også et af de centrale spørgsmål, arkivet afstedkommer. For hvordan er det overhovedet muligt at tilgå materiale, der tilhører en anden tid og dermed er indkapslet af og underlagt den magt, arkivet udøver? Ingvartsen demonstrerer i 69 Positions forskellige værktøjer til at ’hacke’ arkivet. Hun leger med at indskrive sine værker, både i publikums bevidsthed og kroppe – og i forlængelse af den historie, der starter ved 60’ernes performancekunst. Flere af de greb, som benyttes i 69 Positions, genbruges i RUSH. Fælles elementer inkluderer således masken fra Manual Focus, publikum-orgasmekoret og fordoblingen af kroppen gennem re-enacting.
I RUSH placeres alle elementerne i samme rum. Værkerne er til stede samtidig på en måde, hvor objekter og handlinger på én og samme tid fremhæver værkernes individualitet, synkronisitet og kontinuitet. Scenerummet udgør et landskab af arkivmateriale – fysisk og immaterielt, hvis vitalitet er både iboende og formes i kraft af at vi sætter os i forbindelse med det. Santkins nøgne krop smelter rent fysisk sammen med materialet fx i en scene, hvor hun ruller og bliver rullet ind i aluminiumstæpperne. Arkiv-landskabet er ikke konstant, men skabes i relation til kroppene, der bevæger sig i det. Materialet modsætter sig materialisering på det fysiske arkivs præmisser, når det strækker sig ind i det kropslige og kollektive.
Det levende materiales potentialitet
Med arkivet som et landskab, der kan genbesøges, aktualiseres, reorganiseres og redefineres, viser Ingvartsen os, hvordan værkerne ikke er fastfrosset i tid. Værkernes indvirkning på vores kroppe, deres affekt og sanselighed er til stede i nuet. I stedet for at bekræfte performancen, som noget flygtigt, der aldrig kan genkaldes, retter Ingvartsen vores opmærksom mod det mulighedsrum, som findes i performancesituationen.
Med smittende begejstring lader Ingvartsen os erfare dels det levende materiale, dels den afgørende betydning af de medskabende kroppe. Performeren, publikum og materialet forbundet gennem nysgerrighed, fantasi og vilje former gensidigt et levende arkiv.
Når en vigtig del af værket lever netop mellem potentialitet og aktualisering betyder det, at flere typer af virkeligheder kan eksistere samtidig. Særligt tydeligt bliver det i en smuk overgang, hvor Santkin fortæller om en scene fra en actionfilm, de bruger i Why We Love Action. Santkin forestiller sig, at hun træder ind i scenen og bevæger sig langsomt gennem dalende aske. Sideløbende manipulerer hun de guld og sølvfarvede tæpper, der skifter form, mens de reflekterer scenelyset. Aske- og metallandskab findes på hver deres måde. På scenen er de lige virkelige.
Dette greb, hvor den performende krop giver liv til en virkelighed, der rækker ud over det, der fysisk er til stede, er gennemgående i RUSH. Værket er fra start til slut en fejring af selve det ’at performe’. Og fejringen er berettiget: Med dansen og koreografien som instrument lykkes Santkin i høj grad med at kropsliggøre fantasien og mobiliserer publikums forestillingsevne. Selvom vi forlader blackboxen og dens magi efter omkring halvanden time, så har RUSH på overbevisende vis vist og ladet os erfare, hvordan det ’at performe’ kan skabe nye virkelige virkeligheder, der lever videre i materialet såvel som i vores kroppe.
RUSH spillede 3.-4. september 2024 i Dansehallerne
Læs mere her
Koncept og koreografi: Mette Ingvartsen
Med: Manon Santkin
Koreografisk assistent: Thomas Bîrzan
Teknisk instruktion og lysdesign: Hans Meijer
Lydtekniker og lyddesign: Milan Van Doren
Tekniker: Jan-Simon De Lille
Musik: Will Guthrie, Peter Lenaerts, Gregorio Allegri, Gene Krupa og Buddy Rich, Benny Goodman.
Management: Ruth Collier
Produktion og administration: Joey Ng
Kommunikation: Jeroen Goffings
Produktion: Great Investment vzw
Co-produktion: STUK medfinansieret af Creative Europe-programmet i Den Europæiske Union inden for rammerne af DANCE ON PASS ON DREAM ON, VIERNULVIER, Festival Montpellier Danse 2024, Tanzquartier Wien, Charleroi danse centre chorégraphique de Wallonie – Bruxelles, SPRING, CND Centre national de la danse, Perpodium. Great Investment er støttet af de flamske myndigheder, Tax Shelter of the Belgian Federal Government, Statens Kunstfond og The Flemish Community Commission (VGC).
Christine Bonnichsen Søndergaard er kandidatstuderende i Teater- og performancestudier ved Københavns Universitet.