Flammemennesket
AF Erik Exe Christoffersen
Flammenwerfer (Ildkaster) omhandler den svenske billedkunstner Carl Fredrik Hill (1849-1911). Hill blev i en ung alder erklæret uhelbredelig skizofren, og levede en indelukket tilværelse som kunstner frem til sin død.
Forestillingen er ikke en biografisk eller psykologisk fremstilling af Hills liv. Det er heller ikke en præsentation af sygdommen men en stemningsmættet, sensorisk fremstilling af en til tider desperat tilstand udenfor tid og rum gennem en visuel montage med Hills billeder. Denne er skabt af videokunstner Magnus Pind og viser Hills billeder i et dynamisk og bevægeligt forløb i vekslende formater og overblændinger. En af de mest gribende sekvenser er det visuelt forløb, hvor dyreansigter med stirrende øjne glider over i hinanden, og hvor man undertiden er i tvivl om, det nu er dyr eller mennesker, det stirrer frem mod tilskuerne.
Multimedial performance
Hotel Pro Forma har tradition for at skabe forestillinger, der kombinerer det musikalske, det visuelle, lyset og det performative på en relativt ren og tom scene og uden et egentligt narrativt forløb. Man kan tale om en heterofoni af sidestillede virkemidler, der indtræder i en form for dissonans uden at smelte sammen.
Således også her med vokalensemble IKI, med fem kvinder iført ‘viktorianske’ store kjoler, der kan pustes op og næsten svæve og skifte farve fra lys brun til blå, skabt af designer Henrik Vibskov. Den stramt koreograferede koroptræden brydes kun en gang. Efter det første musikstykke, ser vi en kvinde, som ihærdigt fejer scenerummet bag den transparente projektionsskærm. Det er en real handling, der er typisk for Hotel Pro Formas sammensætning af forskellige typer adfærd. Måske betyder det ikke noget, måske er det moderen, som gør rent efter Hills arbejde?
Forsangeren er en sortklædt performer med langt hår, der næsten ubevægeligt synger i en mikrofon og med få signifikante bevægelser med arme og fingre,der hæves, som for at tegne musikken i luften. Han medvirker i 4-5 numre i begyndelsen og i slutningen med en personlig patos, og forestillingen kunne givet have brugt ham mere. Det er Blixa Bargeld, som tidligere var forsanger i den tyske avantgardegruppe Einstürzende Neubauten og mangeårigt medlem af Nick Cave and The Bad Seeds. Blixa Bargeld optræder med nykomponerede sange sammen med koret, som er flot syngende med tableauagtige positioner på gulvet eller på et podie. De befinder sig i et mellemrum inde i billederne, mens Blixa står alene udenfor med sin mikrofon.
Projektionsskærme
Forestillingen igennem er der projektioner af Hills flammeværker, hvor farverne gul, sort og rød dominerer. Det er landskaber med dyr og mennesker, men også en række sort-hvide kultegninger, der passerer langsomt forbi.
Foran bagskærmen er der et transparent bobinette, hvor billeder også lader sig se samtidig med at de dannes på skærmen bagved. Det skaber et mellemrum eller et rum inde i billederne, hvor koret befinder sig som ånder eller genfærd. Den svævende og transparente effekt, hvor koret veksler mellem at være i billedet som sorte silhuetter, i Hills malerier på bagvæggen eller foran billederne skyldes lyset skabt af lysdesigneren, Jesper Kongshaug. Han er den mangeårige lysmester for Hotel Pro Forma, siden OPERATION:ORFEO, 1993. Forestillingen blev genopsat i 2021, og har turneret i det meste af verden.
Musikken er dels lavet af Bargeld, dels af den tyske musiker, pianist og komponist, Nils Frahm. Frahm optræder ikke live, men har i samarbejde med Hotel Pro Forma udvalgt stemningsmættede og elektronisk ambiente kompositioner tilsat korets sang med stiliserede næsten faktuelle tekster med titler som anxiety, schizophrenia, erotomania, paranoia, megalomania. Tekster og titler af Marie Dahl og Bergeld er projiceret som overtekst på engelsk.
Gennemgående er teksterne nærmest leksikalsk opremsende omkring forskellige af tidens terapiformer. Men der er også enkelte brud, hvor Blixa Bargeld forvrænger stemmen med mågeskrig, med visken og hundeglammen. Balancen mellem det nøgterne og det patetiske er typisk for Pro Formas værker og den unikke genre, Dehlholm har skabt.
Flammeværker
Jeg havde ikke på forhånd et særligt bekendskab til Hill, og som sagt er det heller ikke personen som forestillingen genskaber. Jeg oplevede nærmest forestillingen som en artikulering af en langstrakt skrig med reference til Hill. Jeg fik undervejs forskellige associationer, som satte dette skrig ind en kunstnerisk kontekst. Først og fremmest en sammenhæng med kunstnere, der har levet på grænsen mellem kunst og galskab. Jeg så billedet Skriget af Edvard Munch, hvor lyden skaber en resonans i omgivelsernes flammehav, jeg tænkte på Vincent van Gogh, der skar sit øre af og på teatermanden Antonin Artaud, som benyttede billedet af den gestikulerende martyren på bålet, som tegn på det han kaldte Grusomhedens Teater.
Ikke mindst så jeg aarhusianske Ovartaci, som skrev og malede om flammemennesket fra sit værelse på psykiatrisk hospital i Risskov, hvor han var indlagt 56 år til sin død i 1985. Alle disse kunstnere var omkring første halvdel af 1900-tallet optaget af ilden som et indre og ydre fænomen og udtrykte sig i en ekspressionistisk og sürrealistisk forvrænget og stærk emotionel form.
En tilstand udenfor tid og rum
Carl Frederik Hills traumefyldte liv og drømmende tilstand fremstilles af Blixa Bargeld med sin dybe stemme, der giver adgang til det mørke univers. Det er ikke en karakterfremstilling, men man ser Hill for sig som en undertekst. Han levede som ung maler i Paris, fra 1873, men blev syg og bryder sammen i foråret 1878 og kommer på sindssygehospital i Frankrig.
I 1880 kommer han hjem og lever resten af sit liv indespærret i sit barndomshjem. Kvinderne i huset forsynede Hill med et par stykker papir om dagen, og han tegnede på begge sider, som en form for selvterapi. Som årene gik, fyldte han 3000 ark med tegninger som en slags selvbiografisk kunstnerisk poetik. Han maler og tegner uafbrudt, sommetider kaster han sine billeder ud gennem vinduet. Ved sin død i 1911 efterlader han sig tusindvis af tegninger., hvor af de fleste er doneret til Malmø Museum. Det er ikke mindst alle disse tegninger, der op igennem det 20. århundrede har givet Hill hans berømmelse som en slags kunstnernes kunstner og indbegrebet af avantgarde.
Hill siges at være en gentagelsens mester, han så symboler overalt og i alting. Hans billeder viser igen og igen uhyggelige landskabsmalerier, dramatiske tegninger og pasteller i stærke farver, oftest fantasifulde og aparte, med deforme skikkelser og dommedagsagtige truende landskaber.
Udenfor Normen: Kunstens anderledeshed
Dehlholm, som grundlagde Hotellet i 1985 sammen med Willy Flindt (som trak sig tilbage efter nogle år), udtaler efter 40 år virksomhed og omkring 45 forestillinger: “Vi behøver det mystiske, noget vi ikke kan forstå direkte” (2024).
I et rationelt samfund er der behov for det, som er udenfor normen, det som er anderledes. Det er ideen bag årets Festuge-tematik. For at forstå sig selv og den kultur, man er en del af, er det nødvendigt ind i mellem at se på sig selv udefra i en anden optik. Ikke for at idealisere det anderledes, men for at være i dialog med det anderledes. Noget vi ikke forstår, men som ser os og verden på en anden måde.
Hotel Pro Forma har skabt et særligt rum for et uventet blik på verden med tragiske eller komiske udveksling af blik. Det vi ellers er blinde for I dagligdagen. Vi ser på billedet, og det ser på os. På den måde er tilskuerhenvendelsen altid en dimension i Hotel Pro Formas værker, og en af årsagerne til at Flammenwerfer, i en forstand reflekterer Kirsten Dehlholm selv og det ganske særlige kunstnerliv, hun har levet.
Langsomhed
Den tyske professor i sociologi Hartmut Rosa (2014) taler om acceleration, som en grundliggende samfundsmæssig dynamik, der præger det moderne liv i stigende grad. Der foregår en permanent forøgelse af hastigheden i de fleste samfundsmæssige processer og sociale forhold. Livstempoet er forøget og man skifter job, partner, bolig, smag, vaner, kommunikationsformer i høj hastiged, hvilket betyder en form for defokusering, desorientering, distraktion og rastløshed. Den manglende resonans eller genklang, som accelerationen skaber, kan blive til en meningskrise og i sidste give en følelse af hjemløshed. Og isolation.
Det er derfor Hotel Pro Formas værker er vigtig, fordi de dyrker langsomheden. En af inspirationskilderne, fremhæver Kirsten Dehlholm i 2024, var den uforstålige, ubegribelige smukke og øjenåbnende 12 timer lange forestilling i slowmotion af Robert Wilsom. The Life and Times of Joseph Stalin blev opført på Det Ny Teater i København i 1973, og størstedelen af publikum udvandrede.
Dehlholm peger selv på, at langsomheden har været hendes kunstneriske mantra, fordi det stillestående kan berøre og aktivere sanser på en anden måde udenfor hverdagens normer og konventioner. Det er i i øvrigt i tråd med Dehlholms forbillede, den amerikanske lyskunstner, James Turell, der snart åbner et underjordisk udstillingsgalleri dedikeret til installationskunst ved ARoS. Herfra vil man kunne se himlen og skyerne bevægelser i langsom tempo. Som det lyder i Flammenwerfer: “Himlen gentager sig ikke, skyerne tager aldrig fejl, de gentager ikke”.
Det er forestillingens sidste tekst, som gentages flere gangen. Den har titlen Isolation og samme tekst som den første sang Schizophrenia, sunget og skrevet af Blixa Bergeld. At skyerne aldrig tager fejl, er en af den slags mærkværdigheder i naturen, i kosmos, i det menneskelig sind og krop, Hotel Pro Forma har skabt blik for med sin enestående skaberkraft.
Hvor er Hotel Pro Forma på vej hen?
Kirsten Dehlholm, (1945-2024) udtalte for nyligti et interview i Norsk Shakespeare Tidsskrift, 2-3, 2024: “Når jeg dør findes Hotel Pro Forma ikke mere”. Nu er Delholm her desværre ikke mere, men heldigvis har hun ikke fået ret – indtil videre. Flammenwerfer bliver stadig opført og i slutningen af maj 2025 vises Axis Mundi på Vega i København. En forestilling konciperet i samarbejde med Marie Dahl og med musik af Sort Sol.
Hvordan Hotel Pro Forma kan eller skal fortsætte er naturligvis et åbent og endnu uafklaret spørgsmål. Det er vanskeligt at forestille sig en ny kunstnerisk leder for det hele Men man kunne godt forestille sig, at flere af Hotellets klassiske værker kunne fortsætte med at opføres, så længe der er bud efter dem. Ligesom man også kunne forestille sig en form for Laboratorium med arkiv og praktikanter fra ind- og udland. For Hotel Pro Forma har dannet skole for en anden måde at lave scenekunst på.
Som produktionsvirksomhed fungerer Hotellet tilsyneladende effektivt, og flere af forestillingerne er stadig på repertoiret og opføres. I oktober rejser Hotel Pro Forma til Bogota for at vise forestillingen NeoArctic fra 2016 sammen med det fremragende lettiske radiokor. Flammenwerfer opføres på Det Kongelige Teater den 26. – 28. september 2024.
Flammenwerfer er et samarbejde mellem Hotel Pro Forma og Malmö Live Konserthus. Aarhus Festuges åbningsforestilling 30 august, 2024. Tekster, billeder og video fra forestillingen kan ses her.
Instruktion, tekst og dramaturgi: Kirsten Dehlholm og Marie Dahl
Original musik, tekst og live vokal performance: Blixa Bargeld
Vokalensemblet IKI består i denne forestilling af Johanna Sulkunen, Guro Tveitnes, Kamilla Kovacs, Randi Pontoppidan og Jullie Hjetland i Kirsten Dehlholm og Marie Dahls stiliserede tableauer og tekstuniverser.
Udvalgt musik: Nils Frahm
Kostumer og scenografi: Henrik Vibskov
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Videodesign: Magnus Pind
Vokalkomposition: Marie Dahl
Lyddesign: Erik Medeiros
Koncept og produktion: Hotel Pro Forma
Erik Exe Christoffersen er lektor emeritus i Dramaturgi, Aarhus Universitet