Ubehagets nødvendighed
Af Christine Bonnichsen Søndergaard og Sóley Freyja Eiríksdóttir
Fiskelugt, grønt slim, en våd sexstol, body horror, psykopatiske bekendelser, testosteron, halvrå hotdogs, vampyrisme og fascister på fremmarch. Over en periode på to måneder har vi været vidner til – og er blevet udsat for- lidt af hvert under performancefestivalen Managing Discomfort.
Vand, tårer, snot, savl og blod. Frygt, skræk, forvirring, weirdness, ekstase. Skrig, gråd, grin, growlen, savlen, stønnen. Rysten, twerken, rullen, kravlen, moslen, wrestlen, hoppen, dansen, vælten.
De 14 forskellige danske og internationale kunstneres performances bevægede, med ubehaget som grundvilkår, publikum til grænsen og lod os oscillere mellem konfrontation og omsorg.
Denne anmeldelse er vores afsluttende opsamling af festivalen som helhed. Nedenfor kan du i forlængelse læse med, når vi dykker dybere ned i festivalens koncept, og hvad ubehaget har lært os. Det inkluderer oplevelser, der har peget på ubehaget i verden og i os selv. Oplevelser som dels har nuanceret vores forhold til det at være komfortabel, og dels har ladet os opleve forskellige måder at ‘manage’ og eksistere sammen i ubehaget.
Managing behag vs ubehag
Toaster og Live Art Denmark rammer en særlig resonans i vores samtid med deres kuratering af festivalens performances under temaet Managing Discomfort. Med en bred vifte af forskellige temaer og perspektiver cementerer festivalen ubehaget som gennemsyrende tilstand: geopolitisk, sociopolitisk og biopolitisk.
Ikke desto mindre udfoldes en tvetydighed i Managing Discomforts titel såvel som i programmets individuelle performances. På dansk findes ikke et enkelt ord, der indfanger de mange nuancer af `managing´. To manage kan både betyde at styre eller at overkomme.
Som en gøren rummer det at `manage´ på én og samme tid både bløde og hårde værdier og tilgange: Det kan betyde administrering af en virksomhed (managing a business) eller at behandle nogen eller noget med omsorg (managing with care). Det dækker over at lykkes med noget (managed to escape from prison) eller at kunne udholde, overkomme eller manøvrere noget (to manage stress) (”Manage” Merriam-Webster.com Dictionary 2024).
Festivalens ambitiøse format, og de mange forskellige performances, har afdækket, afprøvet og udvidet, hvad det at `manage’ betyder. Vi har som publikum oplevet at blive skubbet ud i positioner af aktiv væren, som har synliggjort spændet mellem at forholde sig til det, vi står overfor – performerne og de temaer de udfolder – modsat en mere passiv reproduktion i flugten fra ubehaget.
Det strukturelle ubehag
Flere af Managing Discomforts performances ‘mapper’ ubehaget i de større strukturer, som påvirker de vilkår vi lever under. Ubehaget er altså ikke kun affektivt til stede i scenerummet, men peger ud over den enkelte performance og ind i en større kontekst.
Det er i høj grad tilfældet i Liebmann/Barkans Don’t pay your Debts, når de gør os opmærksomme på ækvivalensen mellem råderum og rådighedsbeløb, mens de griner os direkte op i vores forgældede ansigter.
I Jäger Ooms Ambient Theatre Fury er det datingkulturen i en social medie-domineret tid, som bliver påpeget, når selvbesættelse står i vejen for at finde kærligheden og forbinde sig til andre.
Boys* in Sync konfronterer os i Zapfenstreich med fascismens fremmarch i Europa og underliggende i performancen Odalisque bliver vi mindet realiteterne, når krig og ødelæggelse raser i verden og listen over børn, der dør i Gaza tæller mange tusinde.
Både Maria Metsalus Kultuur og Jessie Kleemanns The Iceflake peger dertil på den økologiske krise, vi befinder os i. Kapital og privilegier spiller en afgørende rolle i såvel eskaleringen af krisen som den skævvridning, der betyder, at krisens helt store tabere er alle dem, der ikke tildeles en stemme: Planterne, pøblen og de koloniserede. Samtidig viser disse performances os, at selvom omfordelingen af privilegier og taleret kan føles ubehagelig, så har vi en masse at lære, hvis vi lytter til netop disse stemmer.
Iggy Malmborgs Satan er derimod et tydeligt eksempel på en stemme, som har indtaget så fast en plads i vores bevidsthed, at vi har tilvænnet os det ubehag, som den i virkeligheden rummer. Malmborgs karismatiske – men problematiske – hovedkarakter indruller os i et narrativ, hvor vi, som publikum, bliver konfronteret med måden, vi har lært at fatte sympati for netop ham og hans perspektiv og samtidig lukke vores øjne for alle de ubehagelige ting han gør.
Det rejser et vigtigt spørgsmål om de magtstrukturer, som ligger indlejret i måden, ubehaget opererer. Satan har fået os til efterfølgende at reflektere over, hvem der kan slippe af sted med at være ubehagelig, og hvem, der omvendt skal udholde ubehaget.
Identitet og ubehag
Blik og perspektiv er på forskellig vis et gennemgående aspekt i alle festivalens performances. Managing Discomfort formår med sit brede program at sætte fokus på en kompleks sammensætning af forskellige identitetsspørgsmål, og hvordan de knytter sig til ubehaget.
Hvilke identiteter er vi komfortable ved? Hvad er det for et ubehag, der eksisterer i og omkring identitetsminoriteter, hvad end det gælder køn, seksualitet, etnicitet eller funktionsvariation?
I performancen Odalisque peger Lina Hashim på det seksualiserede og objektificerende blik, der hviler på den muslimske kvinde i den vestlige billedkunst, som smitter af på, hvordan vi opfatter ‘hende’, men også rammen for hendes selvforståelse og mulighederne for hendes selvfremstilling.
I Let Down Your Hair låser Aaron Williamson os uden for teatret og understreger i praksis den manglende adgang, som mennesker med funktionsnedsættelse til daglig skal finde måder at manøvrere, når tilgængelighed hverken er indtænkt i deres fysiske, sociale eller strukturelle omgivelser.
Teo Ala-Ruona og Samira Elagoz’ performances tager publikum med på hver deres rejse, når identitetsspørgsmålet handler om krop, køn og kønsroller. I Ala-Ruonas Lacuna lukkes publikum helt ind i kønsdysforiens kropslige ubehag, mens Elagoz’ 5 timers lange videobaserede dokumentarperformance Seeking Bromance udfolder det komplekse og mudrede i Elagoz’ egen kønstransition.
Elgoz giver os en fortælling om to mennesker, som hverken passer ned i omverdenens kønskasser, men hvis fortælling heller ikke stemmer overens med det herskende narrativ, hvor transitionen er motiveret af dysfori, og bundet op på binære forståelser af køn.
Alle disse eksempler fremhæver dobbeltheden i det ubehag, som publikum mærker under disse performances. Ubehaget findes i forvejen for mennesker, der tilhører forskellige identitetsminoriter.
Ubehaget usynliggøres af ‘normen’ og de, der gør opmærksom på det, bliver en slags røgslør for selve problemet – et problem som ikke er knyttet til dem, der peger på det, men som eksisterer i omgivelserne. Derfor er det forbundet med et vist ubehag, når vi som publikum konfronteres med det faktum, at vi har mere ansvar for at lytte og for at tænke skridtet videre end at beskytte vores egen behagelige position.
Ubehaget som forstyrrende element
Ved at sætte fokus på identitetsminoriteter tegner der sig et bestemt billede af skellet mellem visse typer af kroppe, som gør opmærksom på ubehaget over for andre typer af kroppe, som bliver konfronteret med ubehaget. I uligheden findes en vigtig pointe, som Managing Discomfort igen og igen skærper vores sensibilitet over for – nemlig at forstå det politiske i måden, ubehaget opererer.
Festivalen stiller spørgsmålstegn ved det komfortable som en opretholdelse af status quo og stiller skarpt på hvem, der er komfortable og hvordan behag og ubehag er ulige distribueret.
Dette gør sig gældende i førnævnte performance Let Down Your Hair, hvor vi som publikum er udelukket fra de bekvemmeligheder, vi normalt har tilgang til, og Sall Lam Toro har et lignende take i Obsidiana, Estrange, Erótica e Ultravioleta, hvor de forreste to rækker er allokeret til sorte og mixed personer, og på den måde nægter os hvide publikummer at indtage rummet, med den selvfølgelighed vi plejer.
Maria Metsalus sidste akt i Kultuur, inviterer i samme dur fire publikummer til en fancy flerretters vin-middag, mens resten af os må stå op eller sidde ubekvemt på gulvet. Her bliver ubehaget et konkret fysisk greb, som forstyrrer vores normale tilgang og forhold til at have det behageligt. Uligheden føles uretfærdig, men omvendt er det også svært at nyde en plads ved luksus-bordet, når andres ubehagelige position er inden for synsvidde.
At behandle det ubehagelige med omsorg
Mobiliseringen af det ubehagelige er dog ikke den eneste type af agens, der findes i Managing Discomforts program. Flere performances insisterer omvendt på det bløde og omsorgsfulde som nødvendige måder at udfordre det hårde i verden på.
Seeking Bromance viser publikum den kærlige måde at være i ubehaget på som et aktivt valg, når performancens to hovedpersoner dedikerer sig til at finde strategier til at gennemgå det svære i transitionerne.
I The Iceflake behandler Kleemann performancens objekter og publikummer med stor ømhed og viser os det poetiske og omsorgsfulde som en måde at være i verden på. Ala-Ruona har en lignende tilgang i Lacuna, hvor hans personlige ubehag bliver delt som en sårbarhed, der mobiliserer publikum i et fælles ritual som vidner. Begge performances bruger det spirituelle eller overnaturlige i deres tilgange og viser os, hvornår det rationelle kommer til kort som redskab til at kontrollere ubehaget.
Ubehagets psykologiske dybder er tematiseret i Metsalus The Well. Måden publikum kølhales i våd underbevidsthed på er ikke ligefrem kærlig. I stedet får vi mulighed for at dykke under overfladen, for at få et sært indblik i nogle af de ukontrollerbare emotionsdrevne kræfter, der buldrer i den individuelle og kollektive bevidsthed, som vi måske ikke bare kan ’manage’ os ud af.
Ubehag distribueret over tid
Over to måneder har Managing Discomfort udfordret, chokeret, bevæget, frustreret og opløftet os. Vi har fået større indsigt i og ny forståelse for en række perspektiver.
Festivalen har bragt danske og internationale performances på ekstremt højt niveau til København, hvilket har været vigtigt af flere grunde: dels har det fremmet og styrket performancelandskabet i Danmark, og dels har festivalens performances formået at bevæge noget i publikums forståelse af verden og sig selv.
Managing Discomfort har givet performancescenen i København, som ofte er fragmenteret og omvandrende, et hjemsted i denne periode. Som resultat heraf, har festivalen givet en ekstraordinær mulighed for at opleve og tilgå det, der rør sig ude i felten.
En anden styrke består i at programmet har indtænkt workshops, som de respektive performerne har afholdt for udøvende kunstnere og studerende på Kunstakademiet samt Teater- og performancestudier på KU. Brobygningen mellem de forskellige aktører i workshop-formatet er med til at skabe og styrke forbindelserne i branchen som en langsigtet investering i performance-landskabets infrastruktur.
Desuden føles festivalens langstrakte format som en omsorgsfuld strategi i sig selv. Hver performance får tid og plads til at udfolde sig og synke ind i vores (under)bevidsthed. Hver uge har vi indtaget to performances og har måttet vente en uge med at se de næste. Tidsligheden har gjort det ubehagelige ‘manageable’ og har muliggjort fordøjelse af tematikkerne, uden at man som publikum blev afkoblet, mættet og overstimuleret.
Det har fungeret som en slags tilvænningsproces, hvor vi ikke kun er blevet udsat for ubehag, men også har fået nye strategier og måder at tilgå det på. At vi er blevet udsat for det ubehagelige i moderate mængder, over tid, har været et frugtbart greb i forhold til at lade os få øje på og anerkende alle de forskellige måder, vores egne positioner er behagelige på.
Det er svært at blive ved med at insistere på det bekvemme, når først vi er blevet opmærksomme på vores indvirkning og ansvar. Ubehaget er nødvendigt, ikke kun som noget vi skal ‘manage’, men en tydelig og kollektiv følt påmindelse om det negligerede, det usynliggjorte, det uretfærdige og det væmmelige. En påmindelse der også peger på vores ansvar, i forhold til at give det der går forud for ubehaget plads og opmærksomhed.
Ubehagets nødvendighed handler om en forståelse for sammenhængen mellem, hvordan det ubehagelige vi ser i verden afspejler os selv, og ubehaget i os selv afspejler verden. Managing Discomfort har vist os, hvordan ubehaget aldrig er passivt, men stiller os overfor adskillige handlingsmuligheder. Tiden vi lever i er på mange måder ubehagelig, men der er stadig meget at gøre.
Managing Discomfort spillede på Husets Teater i perioden 22. februar – 19. april 2024.
Christine Bonnichsen Søndergaard er kandidatstuderende i Teater- og performancestudier ved Københavns Universitet. Sóley Freyja Eiríksdóttir er kandidatstuderende i Teater- og Performancestudier ved Københavns Universitet.