At se eller ikke se – Hamlet som sommerteater med et lille svirp til vores tid
Af Annelis Kuhlmann
En lun aften på Kronborg danner baggrundsbillede for årets sommerteateropførelse af Hamlet – denne gang med den britiske teatertrup, The Lord Chamberlain’s Men, der i år kan fejre sit 20-års jubilæum. Opførelsen er del af Elsinore Shakespeare Festival, som HamletScenen har stablet på benene.
The Chamberlain’s Men består udelukkende af mandlige skuespillere og trækker en forbindelse til den historiske trup af samme navn, som William Shakespeare menes at have været medlem af i slutningen af 1500-tallet. Årets Hamlet er dog ikke en decideret historisk opførelse, selvom udtrykket ’de talende kulisser’ i denne opsætning fremstår som et iøjnefaldende konkret retorisk greb.
Med denne anmeldelse ønsker jeg at rette opmærksomheden mod iscenesættelsens brug af visuelle og imaginære elementer, som opsætningen af Hamlet med The Lord Chamberlain’s Men benytter i forhold til stykkets handling. Det var nemlig især den dramaturgiske kombination af disse træk, der gjorde en forskel i forestillingen.
Slidt marmor
Forestillingen spiller i en turnévenlig, stiliseret scenografi, skabt af Amy Yardly, som også har designet kostumerne. Scenografien illuderer gråt, slidt marmor og er en platform med flytbare firkantede søjler, stolper, piedestaler, portaler til ud- og indgange, blændet af et gardin og en skydedør. Midtfor er der en bred trappe. Til venstre på scenen er der en lem, der kan åbnes ned til en grav til Ophelia og til støvet fra genfærdet.
Eftersom forestillingen spiller under åben himmel, er ’heaven’ naturligt til stede. Da jeg så forestillingen, bidrog ivrige måger da også til en effektfuld lydkulisse. Der er ikke egentlige rekvisitter eller møbler på scenen, så med denne scenografi tegner der sig alt andet lige et tomt og ikke-illusorisk rum, som kunne give skuespillerne plads.
Spillepladsen er imidlertid forholdsvis lille. Skuespillerne står meget tæt på hinanden og har ikke rigtigt afstand at spille på. Dette giver bl.a. en noget presset fægtescene hen mod slutningen af forestillingen.
Musikalitet
Forestillingen åbner med alle de medvirkende foran scenen som kollektivt Chorus, der synger à capella ”Come, heavy Sleep”, skrevet af en anonym digter og sat til musik i 1597 af den engelske komponist John Dowland, der i en periode fra det følgende år var tilknyttet det danske hof under en ung Christian IV. ”Come thou and charm” lyder det, og umiddelbart efter sangen kan stykket begynde.
Genfærdet melder kort efter sin ankomst. Det er iklædt en kongekrone og en rustningsvest med vatteret underdragt. Ansigtet er dækket bag et sort klæde, men selvom tilskuerne ikke kunne se spøgelsets ansigt, så var dets kropsmimiske spil interessant i sin stive vagtagtige gangart.
Skuespillernes kostumer og spil
De medvirkende skuespillere har hver 2-3 roller, hvilket kræver en udformning, så tilskuerne kan kende dem fra hinanden. Kostumerne er tilpasset mørke farver, knæbukser, middelalderhatte og kapper. Polonius kendes på en lang vest og kjole; mørke og grålige farvetoner. Alle har lette, sorte gummisko på, formentlig af praktiske sikkerhedshensyn.
Til trods for scenografiens åbenhed, stod spillet i lange passager næsten stille, hvilket formentlig skyldes en prioritering af det retoriske spil. Et decideret dynamisk fysisk spil ses først for alvor, da den tilrejsende skuespiltrup dukker op for i en påfaldende komisk pantomime at spille Mordet på Gonzago på den brede trappe. Herved kom forskellen på de forskellige indlagte spilniveauer til at fungere og virke underholdende, navnlig da den lille spilleplads gør det vanskeligt at se et egentligt fysisk skuespil.
De tilrejsende skuespillere i stykket har en anderledes farveskala i deres kostumestil: Løsthængende hørkjortler i gule og grønlige farvenuancer. Hamlets råd til dem ender i et spil, der nærmest har grotesk Monty Python-tableaukarakter. Truppens spillere bærer halvmasker, der alluderer til commedia dell’ arte-stil uden at være det. Desuden udtaler de replikkerne som en lettere form for dialekt, hvilket bidrager til at understrege, at de kommer fra et andet sted.
Under dette optrin slår en karakter på tromme for at give en særlig lydlig rytme til spillet og for at antyde, at spillets skæbnesvangre betydning skal få konsekvenser. Trommespillet dukker senere op i forestillingen, nu på en noget større tromme, som understreger den afgørende fægtescene. Rosenkrands og Gyldenstjerne bukker påfaldende dybt – der er noget tegneserieagtigt over deres spil.
Følsomhed hos kvinderollerne
I det store og hele får vi først et bevægende sentimentalt spil at se, da Ophelia synger sin sang under vanvidsscenen. Ophelia er indtil da i en enkel himmelblå velourkjole og et tyndt pandebånd som en ung piges sårbarhedsmarkør. Der er ikke brug for lang paryk til at alludere kvinde.
Kjolen fremstår stiliseret med en markering af ’renæssance’. Senere står Ophelia i en tyndere kjole, der går fra lyse til mørkere blålige toner, som om hun har været i floden og dragten derfor er våd. Det er lige inden hun skal til at drukne, og hvor hun folder sin fornemme dragt, som om gør hun den klar til en imaginær kiste.
Kort efter at meddelelsen bliver givet om, at Ophelia er druknet, bryder Gertrude sammen over tabet af hende. Dette virker markant, navnlig i kontrast til de øvrige karakterer, og fordi spillet indtil da ikke har givet anledning til at fornemme, at Gertrude skulle nære varme moderlige følelser for Ophelia.
Spørgsmålet er, om karakteren måske er kommet i vildrede. I hvert fald, har Gertrude synsforstyrrelser, da Hamlet lidt senere viser hende spøgelset. Hun ser ikke noget. En momentan blindhed hos Gertrude giver tilskueren et svagt praj om et muligt ’politisk budskab’ om magtens evne til at se eller ikke at se.
Tragikomisk slutspil
Graverscenen i sidste akt er morsom, fordi karakteren er en clown, og han giver sig selv mulighed for at spille på det komiske midt i det tragiske. Han synger, mens han finder forskellige skeletdele og andre genstande frem fra graven.
Fægtescenen afgøres næsten som en match i Wimbledon, og selve forgiftningen af Gertrude fremstår også ret tegneserieagtigt. Tilsvarende da Claudius dør, indfinder komikken sig, mest fordi spillepladsen er så lille, at spillet kommer ud af proportioner. Alt i alt bliver situationen tragikomisk.
Mange steder bliver ord som ”mad”, ”matter” og ”love” ekstra fremhævet. De er unægtelig også centrale i tragedien om Hamlet. Alligevel efterlades man med en uforløst situation til sidst. Hvad vil forestillingen? Stykket er dramaturgisk bearbejdet og forkortet til 2 timers spilletid, Fortinbras er skåret ud, og slutreplikken bliver den skæbnesvangre: ”The readiness is all” en henvisning til Hamlets replik tidligere i stykket, hvor han siger, ”Time is out of joint”.
Denne replik peger på Hamlets egen utilfredshed med handlingernes rækkefølge. Slutreplikken kan således opfattes som en måde at sætte spørgsmålstegn ved, om vi kan time en måde at handle os ud af tragedien.
Det tomme rum bliver i denne forestilling lidt kedeligt, fordi det ikke bliver udnyttet tilstrækkeligt teatralt. I stedet bliver de talende kulisser til foredrag, som publikum til gengæld nemt kan følge.
Der er ikke megen mystik på færde. På relativt store skærme på hver sin side af scenen er både den engelske tekst og den danske oversættelse gengivet (hvis oversættelse er benyttet?). En korrekturlæsning bør nok også prioriteres næste gang.
Truppen har en tætpakket turnéplan fra sidst i maj til ind i midten af september på godser og slotte samt ved andre historiske bygninger rundt i Storbritannien. Forestillingen bliver desuden vist i Østrig og Tyskland. En udførlig liste over turnéspillesteder ses i programmet, der dog ikke bringer fotos fra selve Hamlet-opsætningen men derimod fra andre af truppens opsætninger, især fra Romeo og Julie, der var truppens hovedopsætning i 2023.
Hamlet spillede ved voldanlægget på Kronborg Slot d. 7. til d. 10 august som en del af Elsinore Shakespeare Festival.
Instruktør: Peter Stickney
Scenografi og kostumer: Amy Yarley
Musical director: Duncan Walsh Atkins
Medvirkende: Hal Geller, Thomas Delacourt, Stefan Brennan-Healy, Polonius, Edward Bartram, Laertes, Tom Canavan, Mark Milligan og Huw Brentnall.
Annelis Kuhlmann er lektor i Dramaturgi, Aarhus Universitet.