Når sindet smuldrer
Af Clara Marie Tange
Grey Zone er en danseforestilling om demens, der gæstede Teater FÅR302 i Demensugen. Allerede ved forestillingens åbning står temaet omkring demens tydeligt frem, da en gentagende koreografi fungerer som illustration af en rutinepræget handling, den demensramte bliver ved med at glemme, at hun har foretaget.
En sparsomt indrettet stue træder frem bag et transparent forhæng, der opdeler rummet i to og placerer publikum uden for denne hverdagsramme. Vi kigger ind. Det understreges af et lydspor af fuglefløjt og andre ’udendørs-lyde’. Der hænger en tåge i rummet, og lys tændes nu på begge sider af forhænget. Foran det står komponist Anja Tietze Lahrmann og kigger ind på danser Elena Praastrup Nielsen, som i et stykke tid har befundet sig stående – som i en venten – i stuen op ad en dør med ryggen mod os. Lahrmann afvikler forestillingens elektroniske lydside fra en lille væghængt hylde, der er placeret ved siden af hende. En diffus frekvens af lyd breder sig på vores side af forhænget, hvilket gør stuen mere fjern.
Et indre i opløsning
Nielsen begynder at bevæge sig rundt i en hverdagslig rutine, hvor hun blandt andet sætter sig på en bænk og ifører sig et par høje hæle, inden hun bevæger sig videre og kigger på en væg beklædt med billedrammer uden indhold. Rammerne pensler tematikken ud for os ved, at det også kan være et spejl, hun kigger ind i; men er spejlbilledet der endnu, og kan den syge kende sig selv? Undervejs på sin rute gentager Nielsen de samme sporadiske dansebevægelser. Ruten gentages; sko af, sko på, og det samme gør bevægelserne på præcis samme måde som noget velkendt. Som indlejrede vaner i kroppen, den kender så godt, at de udføres per automatik. Det er noget kroppen ved, den skal, fordi den har gjort det mange gange før. Det gentagende element og lydsporets lange klange af elektroniske harmonier i en insisterende monotoni rammer ind for os, at kroppen ikke længere ved, hvorfor den gør det. Disharmonien mellem den dementes indre oplevelse og den ydre verden er på pædagogisk vis etableret.
I stuen mødes Nielsen nu med Mikkel Alexander Tøttrup, der også er forestillingens koreograf og producent. De to dansere sidder side om side på en bænk. De bevæger sig i pludselige ryk og alligevel med en fysisk blødhed. De bevæger sig hver for sig. Sammen. Holder pauser. Deres blik mødes. Denne seance bliver en manifesteret bevægelse ind i og ud af hver deres egen og en fælles verden. Som om omverdenen er velkendt og fremmed på samme tid – eller hver ting til sin tid.
Et insisterende lydspor understreger herefter en indre oplevelse af noget diffust, der flyder rundt og bevæger sig langs væggene – det udtrykker Mikkel Tøttrup solistisk gennem dynamiske og udskejende bevægelser. Det ligner en oplevelse af at være i opløsning i det indre, og kontrasten mellem det indre og ydre står ekstra tydeligt frem, da han igen lander i mødet med sin partner i den ydre virkelighed.
For den syge findes sammenhængen kun i glimt
Forestillingen bliver en insisteren på, at dansens formsprog kan vække en tematik til live og udpensle en oplevelse af at være til. Denne insisteren er så gennemsyrende, at det til tider virker overgjort. Som om projektet er at overbevise publikum om dansens muligheder. Det får mig i momenter til at længes efter et udtryk, der hviler mere i sin egen gyldighed.
Denne tendens understøttes af et dramaturgisk landskab, der gennemgående giver os mere af det samme i lag på lag. Rammerne flyttes rundt igen og igen og udpensler pointen om, at når det indre ændrer sig, ændrer det ydre sig også. Den konstante ommøblering af scenografien giver os en ydre verden, der hele tiden er fremmed og ny. I disse omgivelser veksler danserne mellem kaotiske og kontrollerede bevægelser, hvilket bliver et billede på selvsamme paradoks. Gennem koreografiske gentagelser understreges et øget vanvid: noget og nogen falder fra hinanden. Igen og igen bliver den efterfølgende og forudsigelige kontrast til det, at danserne og materialet samler sig i øjeblikke af ro og kontrol for så at opløses i kaos igen – en vekselvirkning, der understøttes af lydsporet.
Denne lag-på-lag-dramaturgi føles overstimulerende, og den skaber et, på detaljeniveau, temmelig kontrastløst univers. Til gengæld er effekten heraf, at den store tematiske kontrast hele tiden er tegnet rent og tydeligt op. Med det koreografiske partnerarbejde arbejder danserne sig undersøgende ind og ud af hinanden som for at afsøge, om man bliver mere hel sådan? Kan det være en måde at finde en kerne på? Dansernes relation til hinanden kan her ses som en kropsliggørelse af den syges relation til sig selv.
I en sekvens med brug af stroboskoplys understreges det igen, at sindet er i opløsning. Her kontrasteres det travle lys af Lahrmanns rolige nynnen, akkompagneret af nærmest psykedeliske synth-lyde. Her bliver det tydeligt, hvordan lydbilledet gennemgående ledsager forestillingen på en meget mættet måde. Brugen af stroboskoplys i dette mættede lydlandskab viser os, at for den syge findes sammenhængen kun i glimt.
I et pludseligt skift føres vi ind i et lille åndehul. En boble af en anden orden. Her er indsat en væg med tæt beplantning af grønne blade, som danner en baggrund for rummet. Ved hjælp af grøn belysning og fuglekvidder i lydsporet er vi henført til en form for eventyrhave, der støttes af et musikalsk udtryk, som minder om at gå på opdagelse et idyllisk sted. Her mødes de to dansere igen, og der opstår sekvenser af bevægelse, der både er fælles og individuelle.
De teknisk beherskede kroppe emmer af vitalitet og lethed. De giver os lyse, beherskede øjeblikke, der viser den kontrol, de besidder. Samspillet bærer præg af en udforskende nysgerrighed. De skaber et sted at være – et sted at tage plads – og deres relation føles som en leg, der bekræfter eksistensen. Gentagelser i det koreografiske materiale bliver her en måde at ånde på. I et livsbekræftende glimt af sammenhæng.
At miste evnen til det, man kunne engang
Danserne stiller sig til rådighed for en koreografisk undersøgelse af demens. En undersøgelse, der bevæger sig både inde i og uden for demensen og dens karakter. Via det symbolske sprog, som dansen er, bliver det muligt at undersøge og præsentere en oplevelse af demenssygdommens konsekvenser. Forestillingen giver mig derfor fornemmelsen af, at jeg kigger på resultatet af en performativ research om at miste evnen til det, man kunne engang.
Som symbol og partner spiller sko en helt central rolle i Grey Zone’s undersøgelse af demens. Elena Praastrup Nielsen har en længere solo, hvor hun forholder sig til tre forskellige par sko, der på skift tages op af hver deres kasse. Et par grønne højhælede, et par hvide sneakers og et par røde tøfler. Skoene har hver deres lyd, der følger, når de tages op, og Nielsen undersøger skoene ved at tage dem på og lade sig føre. Skoene har forskellig karakter, og de opererer efter hver deres egen bevægelseskvalitet og -mønster. Kroppen følger med, mens skoene bevæger sig.
Skoenes symbolske betydning træder særlig frem i relation til tematikken. Fodtøj knytter sig til en dagligdags handling: at gå. Men de fungerer også som symbol på menneskets bevægelse gennem livet. Med en håndholdt lygte lyser Nielsen de sko, hun bærer, op i mørket. Det er de grønne højhælede. Fødderne tøffer afsted i deres lille lyskegle, og de to andre par sko – sneakers og tøfler – kommer til, oplyst af Tøttrup og Lahrmann, som bærer dem. De tre par sko bevæger sig rundt på deres egen oplyste rute. De har hver deres egen vej, men former også en fælles dramaturgi. De følges, men er også alene.
Mødet med forskellige sko og deres særegne kvaliteter får mig til at tænke over vores skridt gennem hele livet som en flygtig topografi, der kun eksisterer i præcis den form den ene gang. Knyttet til det ene liv. Vores skridt tegner og markerer vores fysiske livsdramaturgi, og imens vi forløser den, er vores fodtøj vores eneste partner, fordi det holder os gennem vores skridt på den rejse. De gennemgående fuglefløjt står klart som en kontrast til alle menneskers forskellige topografiske bevægelser gennem livet. De bliver her en historisk konstant – et evigt, urokkeligt auditivt bagtæppe til de mange, flygtige liv. Sekvensen formidler en dyb og mærkbar indsigt i livets og menneskets forgængelighed.
“There’s so much to forget / There’s so much to remember”
Tilbage i den stue, hvor forestillingen begyndte, følger en seance, hvor de medvirkende tænder og slukker små lamper. De følger hinandens ruter og tænder eller slukker efter hinanden. En hænger rammer op, den næste piller dem ned. Rammer op, rammer ned. Tænde lys, slukke lys. Her i forestillingens afsluttende fase er alt sat ind på (igen) at understrege den pointe, der har været mere end antydet hele vejen igennem. Som en afrundende formidlingsmæssig gestus, der skal sikre, at vi ikke går hjem og er i tvivl om, hvad det her handlede om. Dét er der bestemt ingen fare for.
Nielsen står med en ramme i hånden, og igennem den oplyses Tøttrup af hendes håndholdte lygte i et spil, der kaster skygger på forhænget bag ham. Gennem sine bevægelser forvrænges og forstørres han, imens han ryger ind og ud af rammen. Vi hører forvrængede stemmer og omsluttes herefter af et mørke. Rammen bliver kort efter lagt som et afgrænsende felt på gulvet, som Tøttrup bevæger sig i, mens Nielsen flytter rammen med ham rundt, indtil han bevæger sig ud af den. Begge sekvenser bliver et fysisk billede på, hvordan det syge sind ikke længere kan være i den kasse, vi kender som normal. Det vrider sig ud af den og bevæger sig efter andre sporadiske ordener.
I forestillingens allersidste sekvens har Nielsen sat billedrammer med lyst stof op som en art mosaikvæg. Bag væggen bliver hendes krop til skygger, og med hendes bevægelser flytter de forskellige kropsdele sig dynamisk ind og ud af de enkelte rammer. Imens hører vi Lahrmanns gentagende sang: “there’s so much to forget, there’s so much to remember”, der som en ’er glasset halvt fyldt eller halvt tomt’-analogi bærer værkets tematiske paradoks. Det understøtter det koreografiske billede af, hvordan den syge virker i brudstykker, og hvordan der hos den demente opstår en evig diskrepans mellem kroppens vitale funktioner og deres samspil. Kroppen kan være fuldt bevægelig, imens sindet smuldrer.
Tøttrup betragter Nielsens bevægelser, som om han betragter fragmenter af en velkendt person. Denne slutning rammer præcis det ind, der sker, når demensen tager et menneske: at man som pårørende kun ser og genkender den syge i fragmenter – ligesom den syge kun genkender sin omverden i fragmenter – og at der frem mod livets afslutning bliver længere og længere mellem disse, i takt med at de bliver færre og færre.
Grey Zone spillede på Teater FÅR302 fra d. 4 til d. 11 maj 2024.
Læs mere her
Medvirkende: Elena Paastrup Nielsen, Mikkel Alexander Tøttrup og Anja Tietze Lahrmann
Koreograf og producent: Mikkel Alexander Tøttrup
Komponist og musiker: Anja Tietze Lahrmann
Dramaturg: Ditte Amalie Greve Bichel
Kostumedesigner: Jens Skov Østergaard
Forestillingsleder og afvikler: Signe Mehl Pedersen
Clara Marie Tange er studielektor ved Teater- og performancestudier, Københavns Universitet