Anmeldelse af Betty Blue på Teater Nordkraft
Passioneret kærlighed, teatral leg og en udskudt tragedie
Af Falk Heinrich
Skuespilleren Anders Manley åbner forestillingen ved at henvende sig direkte til publikum. Han skal lige klæde sig om – det gør han foran os og skifter til korte sommerbukser – alt imens han fortæller om, at han nu skal spille sin historie. Historien om hans store kærlighed. Skuespilleren skal dog lige have en croissant, men han har købt for mange, derfor fordeler han nogle til publikummer, som i det øjeblik bliver en aktiv del af forestillingen.
Fortælleren, som er Zorg, der beretter om sin kærlighedshistorie som udspillede sig i fortiden, gør aktivt brug af det skriftlige forlæg, novellen 37°2 Le Matin af Philippe Djian. Novellen fortæller historien om Betty og Zorgs grænse- og betingelsesløse kærlighed. En kærlighed, der langsomt forvandles fra livgivende og indtagende til ødelæggende og tragisk med den enes død som eneste mulige udgang.
Som Zorg læser Anders Manley passager fra bogen højt, som en integreret narrativ stemme, der guider os i iscenesættelsens overgange og kommenterer på handlingen. Post-dramatikkens meta-plan bliver her en del af iscenesættelsens leg, som finder sin pendant i den kærlighedsleg, som Betty og Zorg er involveret i.
Betty og Zorgs kærlighedshistorie blev bredt kendt gennem filmen Betty Blue (1986), instrueret af Jean-Jacques Beineix. Næsten fyrre år senere vælger Teater Nordkraft at iscenesætte denne passionerede kærlighedshistorie. At et teater begiver sig ud i dramatisering af en roman, der samtidig er en remediering af en film, er ikke nyt, men hvad kan teatret, som hverken romanen eller filmen kan?
Teaterleg som eskapisme?
I Betty Blue leges der hæmningsløst med velkendte episke, dramatiske og performative stilmidler. Zorg både spiller, fortæller og kommenterer sin oplevelse af en passioneret, men fiktiv, kærlighed. Vi ser tre skuespillere, der spiller én figur med tilhørende hyppige rolleskift. Vi oplever generelt mange handlinger båret af energetiske bevægelser på scenen, hyppige sceneskift, henvendelse til og inddragelse af publikum. Vi lytter til live musik og velkendte sange primært amerikanske sange fra 1980’erne, der ikke bare sætter en distinkt nostalgisk stemning, men som også intertekstuelt kommenterer handlingen. Vi genfinder os i et gennemtrængende lydunivers og et scenerum, der fyldes mere og mere med spillet liv, med kaos.
Teater Nordkrafts iscenesættelse af Betty Blue fremstår scenografisk og dramaturgisk som en stor legeplads, hvor alt er kontingent og ingenting umuligt. På scenen er der sand, en bil, strandstole, et klaver, en vindmaskine, et bord med musikinstrumenter og et tøjstativ. Elementerne indrammes af bagvæggen, som er et træskelet med enkelte, indsatte træplader, og en bagscene med lysbogstaver. Der er mange farver. Fra starten rummer scenen næsten alt, hvad der bruges til at fortælle denne kærlighedshistorie; ingen store sceneskift er nødvendige. De sceniske situationer opstår legende let lige der, her og nu og betyder en gradvis deroute mod den endelige katastrofe.
Teater Nordkrafts forestilling benytter sig af et bredt spektrum af post-dramatiske iscenesættelsesformater, der bliver præsenteret i hurtige skift. Er det et forceret forsøg på at fange tilskuernes opmærksomhed i en verden fyldt med mange affektive stimuli? Min kulturkritiske måde at udtrykke mig på afspejler en hvis skepsis over for samtidens æstetiske præferencer. Meget teater, som jeg har oplevet i den sidste tid, synes at antage, at tilskuerne vil pirres af at et bombardement af sanselige og konceptuelle virkemidler, der drager dem ind i en malstrøm af vidt forskellige sanselige impulser og uafgjortheder. Nøgleordet synes at være eskapisme.
Forestillingen tilbyder i tråd med dette et forsvarsløst underholdnings- og oplevelsesrum, som vi gerne projicerer os ind i og for en kort stund er en del af. Vi synes at have behov for at flygte fra en hverdag med store og små udfordringer såsom stress, øgede forventninger, ensomhed, klimaudfordringer, krige, inflation, energikriser, pandemier, osv.
Men denne iscenesættelse gemmer også på en anden dimension. Ingenting kan forhindre historiens gang, intet kan afværge Bettys tiltagende sindssyge, ej heller Zorg, som elsker hende betingelsesløst. Det er historien om en passioneret, men (måske derfor) umulig kærlighed. Måske har denne kærlighed endda drevet Betty hurtigere og dybere ind i sindssygdommens mørke.
Legen mellem fiktionslagene
Forestillingen udnytter flere perceptions- og erkendelsesniveauer. På det sanseligt-æstetiske niveau mærker vi nøgenhed, voldelige aktioner mellem aktørerne samt skrig og høje lyde, men også melankolske og triste toner. Vi reagerer umiddelbart, uden at teaterrammen kan afværge vores kropslige reaktioner. I disse øjeblikke udspilles mine somatiske automatismer og moralske kategorier mod hinanden.
Som tilskuer er jeg fastholdt mellem flere perceptuelle lag, der reflekterer hinanden i de mange sjove, voldelige, tragiske og finurlige scener. Betty reagerer befriende impulsivt på strandhusbestyrerens seksuelle og nedværdigende kommentarer. Det er morsomt, men vi ved også, at morskaben kun kan finde sted på en teaterscene; i virkeligheden ville denne form for egocentrisk reaktion være problematisk, konfliktoptrappende og i hvert fald ikke løsningsorienteret. Men konfliktoptrapning er en del af slapstick-komedien.
Forestillingen benytter sig også af direkte interaktioner med publikum. Enkelte publikummer bliver bedt om at hjælpe med at male kulisserne, alt imens fiktionshandlingen hastigt skrider videre. Lidt forladte står de der på scenen og iagttager handlingen fra en anden synsvinkel (indtil fortælleren husker dem og fører dem tilbage til deres tilskuerpladser). Direkte henvendelse (samt croissanter og is) genererer sympati, især til fortælleren Zorg, hvis henvendelser til publikum opbygger en venskabelig atmosfære, der skaber et fælles refleksionsrum. I disse episke øjeblikke reflekterer fortælleren Zorg sin egen historie, sommetider melankolsk og sommetider taknemmeligt. Han er trods alt forfatter (der formår at skrive bøger, selv efter tragedien har indfundet sig). Kort sagt adopterer Zorg her tilskuerens iagttagelses- og oplevelsesposition. Men fortællerens direkte spørgsmål positionerer også tilskuerne som aktivt deltagende, idet vi indirekte bliver bedt om at tænke alternative narrative linjer, alt imens den allerede skrevne historie udspiller sig foran vores øjne.
3 Bettyer
Fortælleren Zorg karakteriserer sin og Bettys kærlighed som dyb og grænseløs, en kærlighed, han ønsker, at alle i salen har eller vil opleve mindst en gang i livet, så værdifuld synes denne kærlighed. Men hvad består deres intense, men i sidste ende destruktive, kærlighed af?
Vi får at vide, at Zorg har forfatterdrømme; han skriver eller har skrevet en roman, der ligger som frygtsomme, løse sider gemt i en eller anden kasse. Han arbejder som pedel, der passer feriehuse ved den franske Riviera. Forfatteren iagttager og beskriver livet fra en vis afstand. Så entrerer Betty på scenen og i hans liv. Hed sex hver dag i en uge, får vi at vide. I seksualitetens hede øjeblik genfinder vi os agerende og reagerende, impulsbåret uden refleksiv afstand, sanseligt oplevende. Men det er ikke kun sex, der er på den måde.
Hele Bettys væren og ageren er sådan. Hun reagerer på mennesker og hændelser impulsivt, uden socialt og moralsk filter: positivt og festligt eller når der kommer nogen eller noget i vejen for hende, indigneret og voldsomt. Ejeren af feriehusene bliver overmalet, redaktøren, der turde afvise Zorgs manuskript, bliver revset og snittet i ansigtet, en restaurantkunde bliver stukket med en gaffel. Zorg prøver at forhindre eller minimere de katastrofer, der opstår fra en næsten blå himmel. Også det er at være i live midt i livet. Vold og passioneret sex glider forskelsløst ind i hinanden. De lever.
Men Bettys passionerede kærlighed og impulsive handlinger en del af hendes voksende sindssyge. Vi får ikke at vide, hvilken diagnose Betty får. Men forestillingen leger med multiple personligheder. Skizofrene personer har en utilstrækkeligt udviklet præreflektiv selvbevidsthed, der normalt sikrer forskellen mellem et subjekt og dets omverden. Disse personer er potentielt beskyttelsesløst udsat for virkelige og uvirkelige fænomener og viser mange ikke-integrerede sider.
På scenen deles tre aktører (en mandlig og to kvindelige skuespiller/musikere) om rollen som Betty. Den mandlige skuespiller, Thomas Nielsen, er kun i starten klædt ud med paryk og feminin morgenkåbe som indikation på, at han også en gang imellem spiller Betty. Resten af forestillingen spiller han Betty næsten nøgen. De tre aktører afveksler ofte hinanden ganske hurtigt og spiller de andre roller resten af tiden. Rolleskift og flere skuespillere, der deler en rolle, er en bestanddel af det allerede over 30 år gamle post-dramatiske teaters værktøjskasse, og alligevel virker denne iscenesættelsesleg stadigvæk. Dette affødte i starten mange morsomme gags og besynderlige hændelser på scenen, som vi som publikum lod os underholde af – livet synes at være et stort strandparty.
Den tragiske side af medaljen
Den komiske stemning ændrede sig i løbet af forestillingen; alt blev mere og mere trist, og endda tragisk.
Stemmerne i Bettys hoved bliver mere og mere reelle; hun river sit ene øje ud og kommer på hospitalet. Der er blod på scenen. Hun bliver behandlet med medicin og spændetrøje. Zorg, der i løbet af forestillingen har overtaget dele af hendes fandenivoldskhed, angriber lægen, bliver smidt ud og kommer forklædt som kvinde tilbage for at forløse hende ved at kvæle hende. Men nej, det gør han kun i bogen og filmen; i Teater Nordkrafts iscenesættelse bliver tragedien udskudt.
Zorg, nu igen som fortælleren, beretter om denne forskel mellem Teater Nordkrafts teaterversion og det litterære forlæg. Han ved ikke hvad der er den rigtige slutning. I teatret har tragedien endnu ikke manifesteret sig helt i sin yderste narrative konsekvens; den udskudte tragedie finder sin musikalske form i langsomme, lamenterende sange, der afslutter forestillingen. Det tematiske omdrejningspunkt er festens forvandling fra komedie til tragedie. Forvandlingen af livets legeplads, hvor ingenting er umuligt og alting er reversibelt, til livets tragiske uundgåelighed og bestemthed.
Betty Blue spiller på Teater Nordkraft fra d. 6 april til d. 17. maj 2024
Læs mere her
Medvirkende: Laura Kold, Thomas Nielsen, gæsteskuespiller Niels Anders Manley og musiker Nanna-Karina Schleimann
Instruktion og dramatisering: Minna Johannesson
Roman: 37°2 Le Matin” af Philippe Djian
Scenografi: Ktrine Gjerding
Lysdesign: Mads Eckert
Lyddesign: Jonas Hvid Brimer
Falk Heinrich (ph.d.) er professor MSO ved Aalborg Universitet. Hans forskning beskæftiger sig med participatorisk kunst og kultur med fokus på performativitet, æstetik og oplevelsesdesign samt med integrationen af akademiske og kunstnerisk-æstetiske metodologier. Han har arbejdet som professionel skuespiller og instruktør og har stået i spidsen for adskillige kunstprojekter. Hans seneste bog A Somaesthetics of Performative Beauty udkom i 2023 hos Routlegde.