Anmeldelse af DANSEDYBET på Sort/Hvid
Forestilling om løssluppen dans i ekstremt kontrolleret form
Af Sóley Freyja Eiríksdóttir
Dansedybet er en forestilling baseret på de historiske beretninger om ’Danseepidemien’, som plagede flere europæiske byer i det 14. og 17. århundrede. De historiske beretninger om mennesker der går fra forstanden og danser sig til udmattelse, visse med døden til følge, er omdannet til scenisk materiale, som synges, spilles og danses frem i Sort/Hvids blackbox.
Publikum opfordres undervejs til at deltage i kædedans med spillerne og hinanden. Deltagelsen afbrydes dog, før publikum når at blive revet med, for at gøre plads til lange scener, hvor de tre sangere og fire folkedansere giver et bud på en scenisk fortolkning af materialet. Som publikum bliver man efterladt som en slags statist i denne middelalder-fortælling om en løssluppen dans som vi ikke får at mærke.
Middelalder møder nutid
De tre sangere Hanne Uldal, Mathias Monrad Møller og Nini Julia Bang samt fire medlemmer af en folkedanstrup byder os velkommen i Sort/Hvids foyer. De er iført råhvidt uldundertøj i en løs pasform og kyser på hovederne. Deres ansigter, kroppe og tøj er sminket med hvide og sorte pletter, som giver dem et beskidt og fordærvet udseende – måske er det dansens ofre der står foran os.
I forestillingens intro manifesterer de os i tid og rum. Først introducerer de Kødbyen i dag, Sort/Hvid teatret som er omgivet af diskoteker, fulde mennesker og høj musik. Herefter fortæller de om fortiden, dengang det ikke var Sort/Hvids foyergulv der var under vores fødder, men marker og arbejdende mennesker der havde hårde kår. Til sidst placerer de os endnu længere tilbage i tiden, til ”dengang hvor der var noget andet”. Kombination af nutid og fortid fremstår også i scenografien. I salen er væggene beklædte med grålige tæpper, som ligner den bymur, som spillerne nævner omkranser byen, i denne middelalderverden vi er i. I foyerens hjørne ligger tomme øldåser gulvet og minder om nutidens Kødbys gader en vilkårlig fredag nat. De skaber en stedsspecifik bevidsthed, med udgangspunkt i nutiden som gennem fortælling og æstetik, trækker os tilbage til fortiden. Dette lettere udefinerede ’andet’ som vi som publikum placeres i til sidst, forstår jeg som den middelalderlige verden, hvor forestillingen finder sted.
Den initierende sted- og tidsspecificering fungerer rigtig godt, men desværre oplever jeg de øvrige nutidige referencer, såsom øldåserne og præsten der spiser en pølse med ketchup fra en hvid paptallerken, som forstyrrende elementer. De formår ikke at bringe det middelalderlige univers, som er bygget stærkt op, frem til nutiden. I stedet gør de nutidige elementer opmærksom på fiktionaliteten i forestillingen, som får de æstetiske valg som skulle virke gammeldags – såsom det råhvide uldundertøj og den beskidte sminke – til at fremstå banale.
En tekstbåren forestilling
Dansedybet er en tekstbåren forestilling, hvor det sungne ord får mest plads. Teksten er skrevet af Alexandra Moltke Johansen med bidrag fra skrivekollektivet Mycelium og Peter-Clement Woetmann. Ordet er i konstant flow som det beskrivende element, der udpensler de skrevne kilder i et format, der føles som en historietime. De klassisk skolede stemmer, som synger historien frem, kan være svære at forstå. Ud over at ordene har en anden ordlyd, når de synges, strækkes og deles rytmisk op, foregår der ofte også meget andet på scenen. Det får historierne til at drukne i et virvar af indtryk.
I forestillingens programtekst står der: ”Vi inviterer publikum til at danse med i forestillingen. Med dansen kan vi udtrykke det, som vi ikke kan formulere med sproget. Derfor kan dansen blive en ventil i krisetider.” Dog har ordet en meget central rolle, og der synges ofte a cappella til dansen, hvilket gør, at dansen ikke får lov til at udtrykke meget i sig selv. Forestillingens tekst har derfor en meget dominerende rolle, og jeg forstår intellektuelt de hårde kår og voldsomme scener jeg får forklaret, men jeg mærker dem ikke.
Ordets og sangens dominerende roller træder også frem i måden at kreditere på. De tre sangere krediteres på alle billeder og i forestillingsteksten. Derimod deltager folkedanstruppen som et kollektiv, en samling af navne, hvoraf fire dansere er til stede ved hver forestilling. Jeg ved ikke hvilke fire dansere der var på scenen, den aften jeg så forestillingen. Deres rolle er både at støtte op om fortællingerne og tage publikum i hånden, når der bydes op til dans. De får dog, ligesom publikum, en statistlignende status, når fokus er på de tre sangere.
Dansen formår ikke at rive publikum med
”Dans til fundamentet smuldrer” står der i Dansedybets trailer. Med det in mente, samt danseepidemien som omdrejningspunkt, forventer jeg en fysikalitet og aktivering af både spillernes kroppe og af min egen krop. Den forventning er jeg ikke alene om. I foyeren, før forestillingens start, hører jeg nogen spørge hinanden ”Er du klar til at danse?”, og jeg ser to andre publikummer stå og genopfriske nogle dansetrin. Der er allerede et aktivt engagement i de tilstedeværende kroppe og ikke uden grund. Forestillingen står beskrevet som et ”immersivt sang- og danseritual med inspiration fra gamle, nordiske overgangsritualer, kædedans og folkeviser” på Sort/Hvids hjemmeside. Denne beskrivelse lever forestillingen også op til i åbningsscenen, hvor spillerne starter en dansekæde og én for én får publikum med i den dansende slange. Vi danses ind i black boxen hvor resten af forestillingen udspiller sig.
Efter ankomsten ophører den samhørighed og immersivitet som lige er blevet opbygget, i bytte for en mere klassisk tilskuerrolle. Der er kun få bænke i hjørnerne, og publikum efterlades akavet og flagrende i rummet som en slags statister. Publikum inviteres flere gange undervejs til at danse med, men fællesdansen afbrydes hver gang, før den når et løssluppent og ukontrolleret stadie. Hver opbygning af publikums deltagelse slår over i den tilskuerrolle, som gør det svært at engagere sig ved næste invitation, fordi man gang på gang bliver stoppet midt i dansen.
Æstetiske elementer der skygger for hinanden
Der hviler noget gammeldags og belærende over Dansedybet. Det er både forestillingens fortællinger, og den dystre og mimetiske måde de fremføres på. For eksempel bliver der sunget ”ræk mig din hånd”, mens to spillere rækker ud mod hinandens hænder. I en anden scene synges der om en kvinde, som gik i marken og pludselig fik (danse)spasmer som sendte hende i døden. Her står en af spillerne i den sorte sandkasse og laver de beskrevne spasmiske bevægelser, mens de andre spillere står rundt om hende med halm-rekvisitter.
Forestillingens sang, dans, spil, kostumer, rekvisitter og publikumsinteraktivitet er sammensat på en måde, som kommer til at skygge for hinanden i stedet for at spille sammen. Der introduceres nye elementer, som forsvinder igen uden at have en rød tråd til det næste. De enkelte elementer i scenerne får ikke lov til at tage tid, men hver scene er pakket med information og historie. I den ovennævnte dansespasme-scene, introduceres en stor halmmand, som kommer ind og holder om kvinden. Hans tilstedeværelse er et poetisk input til den mimetiske fortælling, men det får mest virkningen af en rekvisit. Både dans og sang fylder meget, og halmmanden forsvinder lige så pludseligt som han dukkede op. Hans symbolske betydning og æstetiske indtryk når ikke at få ro til at manifestere sig.
Hvis dansen skulle være det opløftende element og et eskapistisk ritual, afsluttes forestillingen med den modsatte pointe: Med døden som resultat af dansen, går spillerne én for en ud i foyeren, som nu blænder publikum med et orange modlys. Den sidste sang er sørgmodig og langsom, og ikke en der opfordrer til at gå ud og danse i Kødbyen – tværtimod.
De forventninger der kan opstå, når man læser Dansedybets forestillingstekst, kan den desværre ikke leve op til. De sceniske valg og den kunstneriske vision stemmer ikke overens i praksis, og det føles mere som at have været til et live-rollespil af en historiebog end et eskapistisk dansemarathon.
DANSEDYBET spillede på Sort/Hvid d. 29. februar til d. 20. marts 2024
Læs mere her
Medvirkende: Nini Julia Bang, Hanne Uldal, Matias Monrad Møller
Folkedansere: Kirstine Nurdug Jensen, Cecilie Duncan-Jones, Hannah Kazmi Høgsbro, Etta Laura Vitus Andersen, Bolette Ulff-Møller, Stine Laulund Albrektsen, Lotus Sidsel Marie Gustavsson (fire pr. forestilling)
Iscenesættelse: Anne Zacho Søgaard
Tekst og libretto: Alexandra Moltke Johansen med bidrag af skrivekollektivet Mycelium og Peter-Clement Woetmann
Koncept: Katrine Gjerding, Matilde Böcher og Anne Zacho Søgaard
Komposition: Matilde Böcher
Scenografi og kostumer: Katrine Gjerding
Lysdesign: Turpin Napoleon Djurhuus
Lyddesign og teknisk afvikling: Karl Heding
Koreografisk konsulent: Var Bech Árting
Sóley Freyja Eiríksdóttir er kandidatstuderende i Teater- og Performancestudier på Københavns Universitet.