Teater som optakt til debat
Af Erik Exe Christoffersen
Anbragt er en forestilling, som tager fat i et ulideligt og næsten uløseligt problem.
Hvis en forælder ikke tager sig ordentligt af sit barn, skal barnet så fjernes? Også hvis barnet og forældrene ikke selv ønsker det? Det kan skabe en uløselig konflikt for barnet i forhold til systemet og det nye anbringelsessted og de plejeforældre, som bliver nye modstandere for barnet. Men en forælder kan også skade et barn så meget, at det er uforsvarligt at lade barnet blive i hjemmet. Det er en vanskelig opgave at være den, som skal træffe den endelige beslutning.
Hver dag bliver der i gennemsnit anbragt 9 børn i Danmark. De fleste anbringelser er på forældrenes initiativ. Mere end halvdelen ender hos en plejefamilie. Næsten 60 procent af alle børn der er anbragt i dag, er ældre end 12 år. Kilde: Danmarks Statistik (2021)
Som indledning til denne anmeldelse af Anbragt må jeg sige, at det er utroligt positivt, at et teater indgår et partnerskab med aktører i det sociale felt. I dette tilfælde med Børns Vilkår. Det giver teatret en vigtig social rolle og funktion og formodentlig også et andet publikum, som det også var tilfældet med fodboldforestillingen om Stig Tøfting. Teatret Svalegangen er som skabt til dette formål med sin hyggelige lille cafe, hvor der er plads til en god samtale over en vand og en gang popkorn efter forestillingen. Anbragt viser, at det er muligt at skabe en fin balancegang mellem teater som kunst og teater som debat med en på mange måder rørende og følsom forestilling, som efter min mening kun tipper enkelte steder.
Natasjas historie
Anbragt tager fat i en knude af problemer, som altid vil rumme en grundliggende tvivl. Natasjas far Casper gør sit bedste, men er alkoholiseret og mere eller mindre utilregnelig og uligevægtig. Natasja fortæller i et tilbageblik om, hvordan hun påtager sig et ansvar for faren:
Da jeg var mindre kravlede jeg altid op ved siden af ham, når han var faldet om i sengen. Eller på sofaen. Eller på gulvet. Eller hvor han nu bare ikke kunne mere. Og så lå jeg og lyttede til hans vejrtrækning. Den var altid meget tung. Fredfyldt på en måde. Men jeg turde ikke lægge mig til at sove. Jeg var overbevist om, at han ville stoppe med at trække vejret, hvis jeg faldt i søvn.
Der kommer en såkaldt indberetning fra skolen, og det fører til at Natasja, som nu er 13 år, anbringes i pleje hos Gunnar og Henriette. De gør alt for at give hende en god alternativ familieramme. Det er ikke let og afvisningen fra Natasja er sårene, men de holder ud, og der forekommer en bedring. Men forholdet afbrydes, da Natasja slår en lærer ned i frustration. Hun kommer på et hjem for adfærdsvanskelige, flygter, kommer på en ny institution. År senere opsøger hun Henriette, som i mellemtiden er død og her begynder stykket. Hun sidder ved gravstedet og råber Fuck dig.
De voksne har det med at forsvinde, være utroværdige eller simpelthen dø, som moderen gjorde det. Det er den traumatiske forhistorie, som vi følger i en slags retrospektiv drømmerejse. Hvordan moren døde og hvorfor ved vi ikke, og heller ikke hvad det har betydet for familien bortset fra at faren har udviklet et alkoholmisbrug, der volder familien problemer. Fx med kæresteforhold, som enten han selv eller Natasja ødelægger. Efter hans udsagn er det Natajas skyld, fordi hun er irriterende og dum. Men man fornemmer hurtigt, at faren er tilbøjelig til at give barnet skylden for alt, der går dårligt. Således også skolegangen, hvorfra der kommer en indberetning. Kommunen er nødt til at intervenere, og det ender som sagt med, at hun bliver plejebarn hos familien. Faren må besøge hende under opsyn, men glemmer at komme. Han opsøger hende “tilfældigt” på vej hjem fra skolen, og skaber på den måde fornyet uro og frustration i hendes liv. Det ender med en ny tvangsflytning.
Det isolerede barn
Midt på scenen er der et transportbånd, som sender tomme flyttekasser fra den ene ende til den anden som uafhentet bagage og indimellem er det personerne, som transporteres gennem tidens og ”skæbnens” socialt determinerede rute. Bagvæggen er en stor, grå flade, hvor der ind imellem projiceres skygger af personerne.
I glimt står eller sidder Natasja op ad den grå væg i svag belysning, men de såkaldte voksne skændes og taler hen over hovedet på barnet. Det er en fremragende fremstilling af de såkaldte voksnes manglende evne eller lyst til at tale direkte med barnet, som isoleres i sin egen verden som udstødt. Ellers foregår sceneskift til fx et diskotek udelukkende ved lysskift og Natasjas nye plejehjem markeres med en sofa.
Brecht-inspireret debatteater
I en alternativ drømmescene flygter Henriette og Natasja til en ødegård i Sverige. Her får hun løst sine barndomstraumer og bindinger og finder sig selv. Det er den lykkelige utopi, som ingen tror på. Men det er et alternativ og i fiktionens ramme er det jo vigtigt. Som den tyske teatermand Bertolt Brecht skrev: alt er foranderligt. Anbragt er en form for debatteater i stil med Bertolt Brechts episke teater, hvor skuespillerne taler både som roller og i nutid og fortid og som personer udenfor en rolle.
Ind imellem taler forestillingen direkte til tilskuerne i en næsten belærende tone, som når en sagsbehandler fra kommunen forklarer de juridiske betingelser for tvangsanbringelse af børn. Eller når der er meldinger fra det politiske system, hvor vi hører Mette Frederiksens “berygtede” nytårstale om nødvendigheden af at anbringe flere børn – for deres egen skyld.
Det helt afgørende for et lille barn. Det er at vokse op med tryghed, kærlighed og stabilitet. Derfor bør flere udsatte børn også bortadopteres. Mette Frederiksen, Statsminister, 2020.
Det fungerer bremsende for det dramatiske forløb, og det betyder at forestillingen i for høj grad vægter debatten frem for teatret. Og det er en debat, karakteriseret af mange forskellige perspektiver. Om Mette Frederiksen nu er troværdig, om systemet bærer en del af ansvaret. Om Henriettes selvtægtdrøm er etisk forsvarlig under de givne omstændigheder. Om faderen kunne været hjulpet før det gik galt. Og hvad med skolens ansvar? Der er virkelig mange problemstillinger.
At tænke i umulige løsninger
Anbragt er en meget velspillet forestilling, hvor alle undtagen Maja Juhlin, som er hovedpersonen, spiller forskellige roller. Det gør skuespillerne både troværdigt og engagerende. Scenografien og iscenesættelsen er sammen med lys og lyd med til at skabe stykkets balance mellem realisme og allegori over behandlersamfundt, som fortjener en ordentlig reformering. Alle iscenesættelsesgrebene, spillet, koreografien, det sceniske arrangement og dramaturgien har et klart emotionelt centrum. Det er Natasja som er den tragiske helt.
Tilskuerne får gennem spillet en empatisk indlevelse med Natasja, også selvom hun ind imellem reagerer aggressivt og udadvendt. Hun er det gode, autentiske menneske, som formodentlig lider det endelige sammenbrud, medmindre et magisk moment forandrer eller forskubber transportbåndets lige vej. Kan Natasja reddes eller går hun ned som et samfundsmæssigt tab? Her er den alternative version af historien, som de diskurerer vigtig, De bliver eninge om ,at den nok er for og håbefulde romantiske , men det opfordrer indirekte tilskuerne til selv at tænke og tale om i løsninger, også selvom de forekommer umulige.
Anbragt spiller på Svalegangen fra d. 23 marts til d. 20. april 2024
Læs mere om stykket og planlagte debatter her
Medvirkende: Maja Juhlin, Christoffer Hartmann, Allan Helge, Kirstine Hedrup, Anna Bob Fredslund
Tekst: Thomas Markmann
Instruktion: Sullivan Iloyd Nordrum
Scenografi: Katrine Krohn
Lysdesign: Henrik Sloth
Lyddesign: Kim Engelbredt og Mattias Johansson
Produceret af Teatret Svalegangen i samarbejde med Børns Vilkår
Erik Exe Christoffersen er lektor emeritus ved Dramaturgi, Aarhus Universitet