Anmeldelse af ALICE – drømmen om eventyrlandet på Betty Nansen Teatret
Med Alice i Drømmeland
Af Sóley Freyja Eiríksdóttir
I forestillingen Alice – drømmen om eventyrlandet bliver publikum budt indenfor i et univers hvor drømmenes logik hersker. Her sammensættes et virvar ord, handling, fysikalitet, lyd og visualitet på uforudsigelige måder.
Ligesom når vi sover, kan vores drømme tage os til de utroligste scenarier. Drømmen er hjernens måde at bearbejde de indtryk og oplevelser, vi har gjort os i løbet af en dag, men de billeder, scener og elementer som vi møder i drømme, kan strække sig langt ud over det, vi har overværet den foregående dag. Det velkendte blander sig med noget, vi måske engang er stødt på, men som vi ikke helt kan placere hvor. Drømmens univers arbejder med en logik, som kan sammensætte elementer, der tillader nyt og gammelt at væve sig sammen, til billeder som er ustabile og upålidelige. Sådan arbejdes der også i forestillingen, hvor jeg som publikum ikke helt ved, om jeg kan regne med det jeg ser.
Alice – drømmen om eventyrlandet arbejder også med drømmen som tema, i form af præstationssamfundets virtuelle drømmebank. På sociale medier kan vi følge med i de drømmeliv, som influencerdronninger og -konger lever. Det er en påmindelse om, at drømmen er opnåelig, du kan hvert fald følge med på sidelinjen, mens nogen får alt det du kunne ønske dig – og det du ikke vidste, at du ønskede dig. Det er dog kun nøje kuraterede og udvalgte brudstykker af drømmeliv, som bag facaden byder på andet end idyl. Forestillingen sammenblander temaer og referencer fra aktuelle problemstillinger i vores præstationssamfund, i sit helt eget drømmeunivers, som spejler, vrider, forskyder og strækker verden som, vi kender den.
Opløsning af virkelighedens grænser
Alice – drømmen om eventyrlandet er ifølge Betty Nansens hjemmeside en ”nysgerrig genopdagelse” af Lewis Carolls to romaner Alice i Eventyrland og efterfølgeren Gennem Spejlet. Betty Nansens iscenesættelse drager tydelige referencer til den velkendte Disney-klassiker og blander det godt op med andre kulturelle elementer. Samtidig fremhæves samtidens tendenser og problemstillinger gennem et drømmelogisk og fragmenteret narrativ.
I forestillingens åbningsscene møder vi Alice, spillet af Freja Kirk, stående på forscenen foran det røde scenetæppe. Hun er iført sorte laksko, hvide knæstrømper samt den ikoniske blå og hvide kjole med puffærmer fra Disney-filmen. Her fremfører Alice sin første monolog med tilhørende fysiske fagter, såsom at pege ud bag publikum, kaste med en imaginær sten og hive usynligt græs op af jorden. Hun gentager kombinationen af ord og fagter i brudstykker, sammensat på nye måder. Der er allerede fra starten en leg med elementer, som i nye kombinationer skaber en anden mening.
Nicolas Bro gør sin entre fra døren bag publikum. Hans replikker indikerer, at han er kaninen som er ved at komme for sent. Hans tilstedeværelse bryder med Alices monolog og den virkelighedsopfattelse hun havde, som allerede var begyndt at gå i opløsning. Bro forsvinder ind bag det røde scenetæppe, hvor der kort tid efter dukker mystiske hænder op, som lokker Alice ind i ’eventyr-landet’ eller Wonderland, som det kaldes i denne iscenesættelse. Scenetæppet går op og afslører en nøgen og hvid scenografi, som gennem forestillingen fungerer som en blank baggrund til det fysiske der foregår på scenen. Den er desuden et lærred for Christian Alkjærs lysdesign, som farver scenen og er med til at skabe det scenografiske rum.
Identitet og recirkulering
”Hvem er du?” bliver Alice spurgt af de tre Avatarer efter hendes ankomst til Wonderland. Dette spørgsmål ekko’er gennem hele forestillingen. Det gælder ikke kun som et retorisk og/eller filosofisk spørgsmål til Alice, men gør sig gældende for opfattelsen af karakterernes afgrænsning og af ’sandheden’. Dette kommer til udtryk gennem forestillingens måde at cirkulere om de samme elementer, bl.a. åbningsscenens fysiske fagter. Ved hver recirkulering forvrides betydningen af den fysiske fagt, da den er i en ny kontekst.
Opfattelsen af karakterernes afgrænsning kommer til udtryk på forskellige måder. Der er Avatarerne, spillet af de tre dansere Doretea Saykaly, Matthew Rawcliffe og Linn Fletcher, som spejler, dublerer og understøtter de øvrige karakterer. De er, som deres rollenavn indikerer, ikke faststøbte karakterer men i stedet en repræsentation af noget/nogen der kan ændre sig gennem forestillingen. Forestillingens mest stabile karakterer er Den Hvide Dronning, i form af en gravid influencer med hang til krops-forbedringer, samt hendes konge, manden der står i skyggen af hende.
Nicolas Bro udfylder flere roller, der er stærkt formet af drømmelogikken. Han er kaninen der kommer for sent, den gale hattemager, kålormen der filosoferende ryger på sin vaper og den drilske stribede kat, som forvirrer Alice. I en scene danser han som dværgen fra Twin Peaks serien, som Dale Cooper (tv-seriens hovedperson) møder i et mystisk parallelunivers, hvor alle vægge er lavet af rød velour, præcis som scenetæppet på Betty Nansen. Ligesom i Twin Peaks, er Wonderlands verden konstrueret med mystiske og uigennemskuelige kræfter, som medvirker til, at vi som tilskuere ikke ved, hvem vi kan stole på.
Kritik af samfundstendenser
Betty Nansens opsætning af Alice bevæger sig ind i en kritik af vores samfund og tendenser anno 2023. Drømmen som tema viser sig bl.a. i form af Den Hvide Dronnings jagt efter at være aktuel gennem at høste likes og ’fame’. I hendes stræben efter dette, bliver hun gravid for at erhverve sig en moderigtig accessoire: Den gravide mave. Efter sin fødsel oplever hun at blive usynlig, fordi hun ikke længere er en spændstig ung krop. Hun opgiver sin identitet og får et væld af kosmetiske operationer for at blive til Alice, som er det nye hotte i Wonderland.
Kritikken af den overfladiske selviscenesættelse, som kan eksistere bag Instagrams filtre, er tydelig. Dog er denne Dronning ikke ond per se, men et produkt af et samfunds tendenser. Dualiteten mellem det gode og det onde opløses, og tilbage står vi i gråzonen.
Forestillingen byder i øvrigt også på en kritik af vores high-pace præstationssamfund hvor det altid handler om at løbe hurtigere (uden at komme nogen vegne), på en MeToo reference og på indholdsløse politikere uden mærkesager, som bare gerne vil have dig til at stemme på dem. Der stilles skarpt på emnerne, samtidig med, at de flyder ud og sammen med resten af forestillingens elementer. I Wonderland er tingene ikke sort/hvide, men vi kan i stedet søge svarene ved at navigere i de mange nuancer.
Det fysiske i centrum
Forestillingen er en del af Betty Udvikler, Betty Nansens eksperimenterende undersøgelsesprojekt, som har til formål at blande kunstneriske genrer samt udforske nye scenekunsterniske processer og formater. I Alice – drømmen om eventyrlandet har teater, dans, musik, kostume, scenografi, tekst og lys arbejdet sammen for at skabe forestillingen. Det er særligt tydeligt for mig, at kroppene på scenen har været igennem en fysisk forankret skabelsesproces, hvor de aktivt har forholdt sig til de øvrige kunstdiscipliner. Jeg ser det i forestillingens koreografiske valg, hvor komposition og bevægelse i høj grad bliver brugt som et sprog man kan afkode. For at sætte ord på de fysiske valg er Anne Bogarts Viewpoint-teknik særligt hjælpsom.
Legen med det Bogart definerer som ’gestik’, ’rumlige relationer’ og ’kinæstetisk respons’ kommer genialt til udtryk i scenen, hvor Alice drikker og spiser ting som gør hende hhv. bittelille og kæmpestor. Forstørrelsen og formindskelsen af Alice er løst meget enkelt, i karakterernes ’rumlige relationer’, ved at lade de tre Avatarer og Alice være fysisk adskilt fra hinanden. Der er en slags usynlig skillelinje imellem Avatarerne, som står på venstre del af scenen, og Alice, som står på højre del af den. De er ikke på noget tidspunkt i fysisk kontakt, men responderer kinæstetisk impulsivt på, hvad den anden side foretager sig. Når Kæmpe Alice gør gestussen at tage et skridt, imiterer de tre Avatarer, at jorden rystes så de vakler og vælter.
Lille Alice kan Avatarerne til gengæld tage op, så hun står i håndfladen på en af dem. Når de prikker til luften, hvor den lille imaginære Alice står, bukker Freja Kirk på højre side af scenen sig sammen, som var hun blevet prikket til af en kæmpe finger. Det er som at se en tegnefilm, hvor vi kan følge to forløb på én gang: Alices perspektiv på den ene side og Avatarernes på den anden.
Gentagelser i nye klæder
’Gentagelse’ er et andet af Bogarts viewpoints, som er stærkt repræsenteret i forestillingen. Replikker og ord gentages i nye sammenhænge, fysiske gestuser vender tilbage senere i forestillingen, og Alices kostume gør entre på nye kroppe. Disse elementers ’form’ kan ændre sig. Eksempelvis gennemgår Alices kostume en forandring. Kostumet starter ud som den førnævnte ikoniske Disney-kjole. Alice afklædes sine sorte laksko i det indledende møde med Avatarerne og bliver iført hvide sneaks magen til dem Avatarerne har på. Senere bliver Alices puffærmer og underskørt taget af hende, så hun nu har en ærmeløs rockabilly-agtig kjole på. Hen mod forestillingens slutning tages selve kjolen af Alice, som nu står iført en stramtsiddende trikot i præcis samme farve som kjolen. Trikoten har dels et præg af ’shapewear’ blandet med en træningstrikot.
Dekonstruktionen af Alices kostume bidrager til en fysisk formændring af Alice som karakter fra Disneys uskyldige udgave til et moderne fitness-afhængigt kroppen-som-projekt look. Derudover repeteres kostumet på Avatarernes kroppe. Dette sker f.eks. i scenen hvor Alice, iført trikot, kæmper mod en Avatar iført Disney-kjolen, som bliver ved med at angribe hende. Er det Alices kamp mod sit gamle selvbillede? Eller mod en fanskare som vil være som hende? Spørgsmålet ”Hvem er du?” ekko’er uden at give et tydeligt svar.
Brugen af gentagelserne og ændringen på form bidrager til drømmelogikkens flydende sandhed, hvor karaktererne kan være én i det ene øjeblik, være en helt anden i det næste, eller blive til begge dele samtidig. Det er en logik som rusker op i vores logiske tankerække, og som gennem forvirring formår at skabe nye forbindelser mellem elementer som ikke syntes at have en forbindelse før. Alice drømmen om eventyrlandet inviterer til at se på nuancerne fremfor dualitet og resultater. Dermed viser forestillingen en måde at takle aktuelle problemstillinger og spørgsmål, hvor modstridende svar og definitioner kan sameksistere. Forestillingen peger på vores tendens til at ville definere, og tilbyder i stedet recirkulering som en metode til, at åbne op for nye måder at forstå og reflektere over vores omverden på.
Alice spillede på Betty Nansen Teatret fra den 20.10.2023 til den 25.11.2023
Dramatisering: Alexandra Moltke Johansen og Amanda Ginman
Instruktion: Amanda Ginman
Koreografisk instruktion: Sebastian Kloborg
Koreografi: Skabt sammen med de medvirkende
Scenografi: Steffen Aarfing
Kostumedesign: Petruska Miehe-Renard
Komponist: Rasmus Juncker
Lysdesign: Christian Alkjær
Dramaturg: Tanja Diers
Instruktørassistent: Emilie Beske
Sóley Freyja Eiríksdóttir er kandidatstuderende på Teater- og Performancestudier ved Københavns Universitet.