Behov for en ny scenekunstlov?

Behov for en ny scenekunstlov?

Redaktion: Louise Ejgod Hansen og Lea Thalund

Indledning

Hvad skal scenekunstpolitikken i Danmark fremme? Og er der behov for nye prioriteringer, institutionsstrukturer og støttemuligheder for, at det sker? Der er i hvert fald behov for, at scenekunsten diskuteres, og at der kommer nye stemmer på banen, der kan se muligheder og udfordringer i den eksisterende scenekunstlov udefra. Selvfølgeligt baseret på en forståelse af, hvorfor tingene ser ud, som de gør i dag.

Den danske scenekunststruktur er opstået som en historisk knopskydning af nye institutionstyper og regler. Denne tilgang til scenekunstpolitikken har som konsekvens, at der ikke er nogen samlet kulturpolitisk vision bag strukturen. Samtidig gør det loven enormt svær at læse – det sidste kan ikke mindst studerende fra dramaturgi, der på 3. semester trækkes gennem mange paragraffer skrive under på.

Og netop studerende på 3. semester på dramaturgi har i efteråret 2023 arbejdet intensivt på at forstå loven og arbejde med nogle af de centrale kulturpolitiske temaer, som en aktuel scenekunst skal beskæftige sig med. Resultatet af de overvejelser præsenteres i denne rapport, som er sidste led i et forløb, der både har inkluderet research og dialog med en række forskellige scenekunstaktører på et seminar gennemført i samarbejde med Performing Arts Platform d. 6/12 2023. 

Udgangspunktet for at lade en scenekunstpolitisk rapport indgå i undervisningsforløbet, er en tro på, at de studerende kan bidrage til den scenekunstpolitiske debat. Ikke alene er de stadigvæk helt uafhængige af de mange interesser, der er på spil i den scenekunstneriske debat. De har også gennem faget fået en mulighed for at fordybe sig i de scenekunstneriske problemstillinger og trække på viden fra både ind- og udland.

At det skulle være nu, handler om, at kulturminister Jacob Engel-Schmidt i den kulturpolitiske redegørelse peger på udfordringer ved den nuværende lov: 

”De historisk betingede tilskud er med til at skabe kompleksitet i tilskudsordningerne samt en mangel på transparens for teatrene og institutionerne på området.”

Hvorvidt dette signal fra kulturministeren resulterer i en revision af scenekunstloven, er endnu uklart, men det er vores håb, at rapporten her kan være et blik på, hvordan man i fremtiden kan fremme og balancere en række scenekunstneriske kernemålsætninger, og at det kan være et udgangspunkt for at udarbejde en ny scenekunstpolitik og måske endda scenekunstlov. 

De seks temaer, rapporten beskæftiger sig med er følgende 

• Kunstnerisk frihed 
• Bæredygtighed 
• Publikumsudvikling 
• Decentralisering 
• Vækstlag
• Mangfoldighed 

Rapporten præsenterer overvejelserne omkring hvert enkelt tema. Disse dele af rapporten er forfattet af de grupper, der har arbejdet med temaet. Her har seks faglige sparringspartner bidraget til kvalificering i forbindelse med konferencen, men analyserne og anbefalingerne er de studerendes.

Indledningen og den afsluttende opsamling er lavet af Louise Ejgod, som faciliterede forløbet. De studerende har været præsenteret for den samlede rapport, ligesom Lea Thalund har været medredaktør på indledning og afslutning. Som bilag til rapporten er de kommentarer fra seminardeltagerne, der var en del af dagens opsamling.

Kunstnerisk frihed 

Kunstnerisk frihed er en hjørnesten i en demokratisk scenekunstpolitik, og derfor er den kunstneriske frihed også beskyttet i den nuværende lovgivning. Spørgsmålet er, om den beskyttelse er tidssvarende, og hvad det gør ved scenekunstens ytringsfrihed, at der generelt i samfundet i disse år debatteres, hvor grænserne for ytringsfriheden går. 

Koranafbrænding 

Der er selvfølgelig en logisk og god grund til, at man ønsker en lov, hvor man undgår at krænke eller diskriminere nogen med religiøse overbevisninger. Det man dog som kunstner frygter, er, at man får berøvet sin ytringsfrihed, og pludselig står i en situation, hvor man er kunstnerisk begrænset. Det smukke ved kunst er jo, og har altid været det faktum, at man kan ytre og udtrykke sig som man har lyst til, uden at skulle stå til ansvar for den skabte kunst. For alle mennesker forstår og ser på kunst forskelligt. Men med lovforslaget Forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund går man ikke kun ind og forhindrer fx koranafbrænding. Man åbner ligeledes op for muligheden for, at flere love kan følge. Det kommer til at betyde, at kunsten bliver mere og mere begrænset. Kunstnerne vil komme til at miste mere og mere ytringsfrihed på sigt, og kunstens vil miste sin stemme i den demokratiske debat som vi kender den. Derfor kæmper de danske kunstnere for deres frihed, og derfor har 388 danske kunstnere blandt andet underskrevet en protest erklæring, hvor man kalder lovforslaget for ‘et øksehug i ytringsfriheden’. Deres erklæring er rettet mod regeringen, med et håb om at blive støttet og beskyttet, så man kan fortsætte med at skabe den frie kunst, som man ønsker, uden frygt for at blive straffet. Kunstnerisk frihed er noget som bliver vægtet højt, ikke kun i forhold til scenekunst, men i hele det kunstneriske felt. Det er derfor med udgangspunkt i dette, at vi ønsker at opridse en række af de problematikker, som vi ser, inden for den kunstneriske frihed. Dette følger vi op på med forslag til tiltag som vi anser som værende vigtige i en ny scenekunstlov. 

Støtte og armslængde 

I Danmark findes der flere måder, hvorpå man kan få kunststøtte. Vi vil her gå i dybden med tre af dem, med henblik på at belyse og diskutere nogle problematikker i forholdet mellem støtteuddeling, armslængdeprincippet og kunstnerisk frihed i det danske scenekunstlandskab. 

Det er muligt at få økonomisk støtte ved at blive skrevet direkte på finansloven – nogle eksempler herpå er Aveny-T og Det Ny Teater. Dette er en måde at sikre støtte til teatre, uden at skulle ind og ændre på selve scenekunstloven. Men hvordan kommer man så i det hele taget på finansloven? Det handler først og fremmest om politisk netværk. Her kræver det at man formår at skabe politisk opmærksomhed omkring sin sag, således at forslaget om støtte medtages i finansloven. Her er der tale om særinteresser, og en politisk bevillingsproces, der går uden om loven, kunstudvalg og armslængdeorganer. Der kan argumenteres for, at denne mulighed sikrer, at tiltag, der ikke passer ind i den lovbestemte struktur på området, kan gennemføres. Samtidig er dette en omgåelse af den kunstfaglige vurdering til fordel for en ren politisk beslutning.

Den anden mulighed for at få økonomisk kunststøtte er ved at søge gennem Statens Kunstfond. I Myndigheten för kulturanalys’ rapport “Så fri är konsten. Den kulturpolitiska styrningens påverkan på den konstnärliga friheten” (2021), beskrives armslængdeprincippet således: “För det andra bygger principen på att det ska finnas ett organisatoriskt avstånd mellan politiskt beslutsfattande å ena sidan, och beslut som har med konstnärlig bedömning att göra å den andra.” (Myndigheten för kulturanalys 2021, s. 9).

Det er altså et princip der har til formål at beskytte den kunstneriske frihed, ved at skabe en organisatorisk beskyttelse mod politiske beslutninger om det kunstneriske indhold. I Statens Kunstfond udskiftes de fagpersoner der sidder i udvalgene hvert 4. år. Når et nyt udvalg starter op, skal de lægge en strategi, der offentliggøres på deres hjemmeside. Her kommunikeres det tydeligt, hvad det siddende udvalg prioriterer, som fx at det nuværende udvalg vil trække tråde mellem kunsten og FN’s verdensmål om bæredygtighed. Så kan vi stille spørgsmålet, om dette på en måde langsomt begynder at udviske, den ellers tydelige adskillelse mellem kunst og politik, da denne slags organisatoriske mål kan nudge ansøgere i en bestemt retning, og skabe incitament til en ændring af ansøgninger, i håb om at opnå økonomisk støtte. En anden måde at se denne strategi-offentliggørelse på er, at det er en måde at være transparent over for ansøgerne. I udvalgene sidder forskellige fagpersoner med forskellige holdninger og tanker – derfor giver denne strategi dem et mere ens udgangspunkt, hvorfra man som ansøger på forhånd får muligheden for et indblik i det, der er vigtigt for udvalget lige nu. 

Men kan vi egentligt ikke også godt begynde at sætte bæredygtighedskrav til scenekunsten, hvis vi gerne vil kunne fortsætte med at skabe kunst i mange år endnu? Snakker vi om en beskyttelse af den helt rene kunstneriske frihed, vil enhver form for indblanding indskrænke den. Så er spørgsmålet også bare, hvorvidt vi ønsker en helt ren kunstnerisk frihed, og på bekostning af hvad? Dette er en scenekunstpolitisk kernediskussion, som også de senere kapitler i denne rapport berører. 

Den sidste form for kunststøtte vi vil nævne, er den kommunale støtte. Vi har i Danmark kommunalt selvstyre, hvilket indbefatter, at kommunerne selv kan råde over hvordan de vil tilrettelægge deres arbejde og prioritere deres ressourcer. Selvom kommunalt selvstyre bringer fordele med sig (som bl.a. en tættere inddragelse af borgerne i politiske beslutningsprocesser), så vil vi også argumentere for, at det ikke nødvendigvis altid er gavnligt for den kunstneriske frihed og kvalitet. Det kommunale selvstyre indbefatter nemlig også, at det i bund og grund er politikere der har indflydelse på kulturlivet i en given kommune. I kommunerne er det typisk et Kultur- og Fritidsudvalg (KFU), der varetager forvaltningen af kulturelle og fritidsmæssige opgaver, herunder dem, der vedrører scenekunst. Medlemmerne i udvalget består rent af politikere, og selvom man har at gøre med en bred vifte af politiske orienteringer, så betyder det alligevel, at man ligger under for, hvorvidt disse politikere kan fralægge sig underliggende politiske dagsordner. Er det virkelig det bedste for kunstens frihed, at bl.a. beslutningen om hvilke teatre der kan få status som små storbyteatre, i sidste ender befinder sig hos politikerne? I ”Så fri är konsten” skrives det om armslængdeprincippet i kommuner, ”[…] det innebär att principens upprätthållande blir beroende av att politiken och politiker självmant avstår från styring.” (Myndigheten för kulturanalys, s. 15). Altså netop at armslængdeprincippet her kun er til stede, hvis man reelt kan regne med, at beslutningen på ingen måde tages på baggrund af politiske holdninger og orienteringer. Vi mener derfor at dette potentielt kan være noget, der hæmmer den kunstneriske frihed. Der ligger dog en udfordring i at ændre måden hvorpå disse beslutninger tages gennem en ny lovgivning, netop fordi vi arbejder med kommunalt selvstyre.

Scenekunstloven 

Den nuværende scenekunstlov rummer paragraffer, som er kommet til løbende igennem dens historie og afspejler mere et sammensurium af lappeløsninger end en entydig lov. Den helt store problematik her er manglende transparens i alle dele af loven. Loven skal understøtte og fremme det scenekunstneriske landskab, men mangel på gennemsigtighed skaber en uklarhed, både hos etablerede teatre såvel som det frie felt. En anden problematik ved scenekunstloven er, at man i større grad er begyndt at gå udenom den. Som tidligere nævnt er flere teatre skrevet direkte på finansloven, i forhold til støtte, hvor beslutningen om støtte er foretaget på et politisk grundlag og ikke på baggrund af en kunstfaglig vurdering. 

En anden problematik med loven er, at heller ikke de teatre, der er medtaget i loven, er underlagt nogen form for kunstfaglig vurdering. Problematikken er særligt tydelig i forhold til §5, der rummer en række forskellige teatre, der tilsammen varetager en bred vifte af scenekunstpolitiske formål. Indlemmelsen af de tre teatre, Randers, Vendsyssel og Fredericia Teater (der gik konkurs i 2020), der i 2020 fik status som et regionsteater, tydeliggør denne problematik. Denne beslutning er på alle måder taget fra et politisk ståsted og heller ikke her baserer sig på en kunstfaglig vurdering. Eftersom kravene er politisk baseret, er der ingen transparens i forhold til, hvordan man som egnsteater kan opnå statussen som regionsteater og den ekstra økonomiske støtte, som der følger med. 

Et sidste konkret nedslag i loven skal være den måde, kunstnerisk frihed er sikret i loven. Det er bestemmelsen i §31 stk. 2, hvor det understreges, at teaterledelsen har den fulde kunstneriske frihed. Dog indeholder bestemmelsen også en “kattelem” i form af en undtagelse fra den kunstneriske frihed: “Der må ikke uden kulturministerens godkendelse gøres indskrænkning i teaterledelsens ret til frit og uafhængigt at træffe bestemmelse om repertoire, engagement og øvrige kunstneriske spørgsmål.” (Scenekunstloven 2020, vores kursivering). Dette er den paragraf i scenekunstloven, som har den største direkte indflydelse på kunstnerisk frihed. Muligheden for en ministerielt godkendt undtagelse har aldrig været anvendt, men giver mulighed for politisk indblanding og indskrænkelse af den kunstneriske frihed. Vi foreslår helt konkret, at undtagelsen fjernes fra denne paragraf for i større omfang at frigøre scenekunsten fra politik. 

Den nuværende scenekunstlov beskytter ikke den kunstneriske frihed hos scenekunsten. Det skal den i større omfang afspejle en frihed for scenekunsten og facilitere rum for kunst uden politisk indblanding. Den manglende transparens, gør det svært at navigere i feltet, hvor flere vælger at gå direkte uden om scenekunstloven, når det kommer til støtte. 

Løsningsforslag 

Det er væsentligt at kigge på, hvordan man kan ændre lovens ramme for den kunstneriske frihed. På den måde er den kunstneriske frihed ikke rammesat udelukkende af politiske instanser, så det kunstneriske udtryk ikke bliver formet herefter. Vi ønsker mere transparens i forhold til støttetildeling og lovgivningen. På den måde er der ikke incitament til at forme sin kunst eller ansøgning efter, hvad politikerne ønsker, men ud fra egen kunstnerisk vision. Med en mere transparent og fleksibel støttetildeling, der mulighed for at få kunst, der favner bredt. 

Statens Kunstfond spiller som armslængdeorgan en vigtig rolle national, idet den sikrer afstand mellem det politiske niveau og de kunstfaglige beslutninger. Det vil i forbindelse med en ny scenekunstlov være vigtigt at se på, hvordan armslængdeprincippet kan indarbejdes i støttestrukturerne i kommunerne.

Kunsten må gerne provokere, for hvis kunsten ikke måtte det, ville dette også være en form for begrænsning. Det ville yderligere være svært at vurdere kunsten ud fra det kriterium, at kunsten ikke måtte provokere, da dette er et subjektivt anliggende. Kunsten har mulighed for at bidrage til fællesskabsfølelse, æstetiske oplevelser, puste liv til en debat eller skabe ny. Kunst for kunstens skyld, for andres eller begge? Ved at få styrket armslængdeprincippet bliver den styrket i at have egen værdi, uden at skulle leve op til bestemte krav. Det kan skabe bedre betingelser for kunstnerisk frihed. 

Litteratur

Myndigheten för kulturanalys, 2021. Så fri är konsten. Den kulturpolitiska styrningens påverkan på den konstnärliga friheten. Rapport 2021(1) Göteborg: Myndigheten för kulturanalys. 
https://kulturanalys.se/wp-content/uploads/2021/06/2021_1-webb.pdf 

Østerby, Anette. (2019). Kunststøttelovene som politisk kampplads. Nordisk Kulturpolitisk Tidsskrift nr. 1, årgang 22, s. 110-133. 
Berlingske Tidende. (20/9 2023), 388 danske kunstnere, forfattere og samfundsdebattører i fælles protest mod koranloven: »Et øksehug i ytringsfriheden«. 
Kulturmonitors dækning af debatten om koranafbrændingsforbud (start her: https://kulturmonitor.dk/kulturpolitik/art9539436/%C2%BBElementer-af-kritikken-g%C3%B8r-selvf%C3%B8lgelig-indtryk%C2%AB) 

Bæredygtighed 

I år 2025 er det præcis ti år siden, at alle FN’s 193 medlemslande vedtog 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling. Men hvilke aspekter strækker disse mål sig over? Bæredygtighed er et vidt begreb og kan – også i en scenekunstnerisk og institutionel kontekst – forstås på et væld af forskellige måder. Det kan forstås i sammenhæng med både økonomi, klima og ligestilling. Men hvordan forstås bæredygtighed i sammenhæng med kultur og scenekunst? Hvilke mål kan og skal kulturen være med til at indfri – og endnu vigtigere hvordan skal kulturen kunne opfylde disse mål? Kan kulturen og scenekunsten være en løsning på et problem, som de selv er en del af?

Vi har i dette kapitel valgt at dykke ned i et af FN’s verdensmål, der stadig er på svajende grund og som deler vandene; nemlig mål nr. 13: Klimaindsats. I kapitlet her vil der belyses, i sammenhæng med FN’s mål nr. 13, kulturens – og mere specifikt, scenekunstens – ansvar for bæredygtig udvikling. Kapitlet indeholder derudover også vores udspil til, hvordan dette kan inkorporeres i en ny og forbedret scenekunstlov. 

Kunsten som løsning 

Som scenekunstloven er nedskrevet nu, er der ikke en eneste paragraf der nævner ordene klimabevidsthed eller bæredygtighed, og i år 2023 går den ikke længere. I vores arbejdsgruppe har vi et ønske om at der skal implementeres langt flere bæredygtige tiltag, som både påvirker scenekunsten internt og eksternt. Kulturen har en stor påvirkningskraft på dens omgivelser. Derfor skal kulturen være en ’foregangssøjle’ for at skabe et mere bæredygtigt samfund. Vi mener at der skal nedsættes klare og faste retningslinjer og krav, der sætter rammen for de kommende bæredygtige praksisser inden for scenekunst. Den danske regering har sat et mål der lyder på, at hele Danmark skal have nedsat deres CO2-forbrug med 70% inden 2030. Dette gælder også for scenekunsten, og derfor må vi i gang nu. Da scenekunsten er et ekstremt produktionsbaserede felt, er man nødt til at revurdere, hvordan man producerer. 

National Theatre i London har med Buro Happold i spidsen, lanceret Theatre Green Book. Et redskab der skal kunne sætte rammen for hvordan man skaber bæredygtige produktioner og også skaber en bæredygtig drift. Theatre Green Book kan anvendes til at få rammesat en standardiseret bæredygtighedsstrategi for den danske scenekunst. Som nævnt tidligere er scenekunsten enormt produktionsbaseret, og det er derfor et aspekt man blive nødt til at tage stilling til i forhold til en bæredygtig omstilling. Vi ønsker, at en ny scenekunstlov vil sætte nogle krav til scenografi- og kostumegenanvendelse. Det kan f.eks. være et krav om 50% genanvendelse af scenografi og kostumer pr. sæson eller en sæson med scenografi og kostumer kun skabt ud fra genanvendelige eller nedbrydelige materialer. Muligheder er mange, og der er derfor ej heller nogen undskyldning for at igangsætte dette projekt. Vi ønsker derudover også, at der bliver skabt et bedre og bredere lånesystem teatrene imellem, så selve produktionen af materialer bliver nedsat. For at kunne starte denne omlægning til bæredygtig scenekunst, er det vigtigt at kende til de områder hvor det, for de enkelte teatre, er særligt vigtigt at sætte ind. I et samarbejde med den britiske nonprofitorganisation, Julie’s Bicycle, har Statens Kunstfond udviklet en CO2-beregner (https://www.kunst.dk/for-ansoegere/vaerktoejer-til-groen-omstilling/co2-beregner (tilgået d. 09.12.23)). Her kan aktører indenfor scenekunst- og kulturbranchen måle deres CO2-forbrug. 

Der er som tidligere nævnt mange lavpraktiske ting som teatrene kan igangsætte, for at opnå en mere bæredygtig agenda, og mange teatre er også i gang. Teater Filuren har skabt et eksempel på et klimavenligt tiltag; nemlig klima-billetten (https://filuren.dk/baeredygtighed-paa-teaterhuset-filuren (tilgået d. 09.12.23). Teaterhuset Filuren lancerede i sæson 22/23 klima-billetten, som gør det muligt at få nedslag i billetprisen, hvis publikum vælger at gå, cykle eller f.eks. tage offentlig transport^[5]. Her ser vi jo et bevis på, at teatret som social institution har muligheden for at influere og kan være med til at skabe forandring uden for teatrets egne fire vægge. 

Gennem vores arbejde og analyse, står vi med en klar fornemmelse af at mange teatre har et ønske om at tage del i denne bølge, fordi det ikke blot handler om at skabe et mere bæredygtigt scenekunstliv, men i bund og grund handler om at skabe et mere bæredygtigt samfund. Vi kan ikke længere tillade os at symptombehandle når det gælder klimakrisen. Vi kan ikke blot skabe en bæredygtig scenekunst, men er nødt til at skabe et bæredygtigt samfund. Alle de førnævnte tiltag nytter ikke alene – der er nødt til at ske et mentalitetsskifte hos os alle. Både politikere, scenekunstnere og generelt hele Danmarks befolkning. Men vi behøver ikke at starte fra nul. Der er allerede mange tiltag der kan være redskaber til denne omstilling. Platforme, redskaber, organisationer der kæmper for den grønne omstilling og som stiller en hel vidensbank til rådighed. Det kræver bare at nogen opsøger den. Men hvis scenekunstloven ikke stiller nogle krav til en bæredygtig omstilling, er det så virkeligt et presserende problem? 

Svaret er ja. Det er et presserende problem, som kræver at vi tager handling nu. Selvom der endnu ikke er lovkrav for bæredygtig drift og produktion, så er det nu der skal tages affære og skabes en omprioritering. Der skal laves en generel omprioritering af hele systemet og hele budgettet, for det er ingen hemmelighed, at omlægning af nuværende strukturer, produktionsmønstre og arbejdsmiljøer kræver penge. Politikere og fonde kan ikke længere blot smide penge efter bæredygtighedsprojekter som en lappeløsning. Det er, sat på spidsen, tilnærmelsesvis greenwashing. I stedet skal fordelingen af pengene omlægges, så der kan afsættes et langt større rådighedsbeløb for omlægningen til bæredygtig scenekunst. Den græsk-britiske konsulent og teaterforsker Taxopoulou skriver:

“…embedding sustainability is a process (…) with the aim to eventually becoming rooted in the organization’s internal culture when sustainable thinking informs all decisions and procedures by default. During this process, policies, behaviors, structures, procedures, day-to-day practices, priorities, and values are bound to change”. (s. 49)

Det kommer til at tage lang tid, og det kommer til at være dyrt, men det er en langsigtet investering i vores alles fremtid. 

Nuværende inspirationskilder, forgangsteatre og eksisterende tiltag

Diverse teatre rundt omkring i Danmark har allerede gjort sig tiltag for, i større eller mindre grad, at begrænse deres CO2-udledning og bliver mere bæredygtige. Blandt andet bruger Teatret Svalegangen klimavenlig strøm fra NRGi (https://www.svalegangen.dk/forestillinger/egne-forestillinger/2022-2023/historien-om-mig/ (tilgået d. 09.12.23)). Teatret har bevis for køb af oprindelsesgarantier fra vedvarende energikilder fra 01.02.21-31.01.26. Ydermere, har de varmeregulering af deres tre scener, som starter få timer før gæsterne ankommer, så de ikke bruger unødigt energi på varme. Teater Svalegangen viser på deres hjemmeside og gennem deres initiativer et engagement, og selvom dette er lavpraktiske tiltag, så er det stadig et skridt på vejen i den rigtige retning.

Det er ikke kun Teater Svalegangen, der tager affære. Aarhus Teater, genanvender, sælger eller videregiver så vidt muligt dele af deres scenografier. Kostumer, parykker, rekvisitter mv. bliver ofte gemt og genanvendt flere gange. Teatret har også et mål om, at 90 % af alle deres mange lyskilder som minimum skal være udskiftet i 2024. Processen er i fuld gang og per januar 2021 havde de allerede udskiftet omkring 70%. At et teater som Aarhus Teater vælger at søsætte sådan et projekt, kan medvirke til at mange andre mindre teatre også vil igangsætte lignende projekter. 

Nogle scenekunstnere og teatergrupper har valgt at skabe værker med et direkte fokus på miljøet og bæredygtighed. Det er også en måde at gå til bæredygtige tiltag inden for scenekunsten. Som tidligere nævnt, er teatret ikke blot en virksomhed, men også en social institution, der på mange måder har mulighed for at implementere forandring, inspirere og oplyse de folk, der nu ellers sidder i den mørklagte sal. Nogle eksempler på forestillinger der har fokus på bæredygtighed, er eksempelvis ”Historien om mig” (foråret 2023) fra Teatret Svalegangen(https://www.svalegangen.dk/forestillinger/egne-forestillinger/2022-2023/historien-om-mig/ (tilgået d. 09.12.23)), ”At lære at dø” (foråret 2024) fra Mungo Park (https://www.mungopark.dk/forestilling/at-laere-at-doe/ (tilgået d. 09.12.23)) og “Bi omkring” fra Det Lille Teater (efteråret 2023) (https://detlilleteater.dk/forestilling/det-lille-teater/bi-omkring (tilgået d. 09.12.23)). Ligesom Teater Filuren, går Det Lille Teater også op i at inkludere og skabe fortællinger for børn, hvor klimaet og bæredygtigheden er i fokus, og gøre det klart for publikum – børn som voksne – at vi ikke er de eneste der lever på denne jord, men vi er de eneste der kan gøre noget ved klimakrisen. Hvordan og hvor meget klimaforestillinger har af indflydelse på publikum er dog svært at måle, og uanset om klimaforestillinger udelukkende havde positiv indflydelse på publikum, så er der dog en række dilemmaer knyttet til spørgsmålet vedrørende lovgivning af, hvad der vises på scenen, hvilket også belyses i kapitlet om kunstnerisk frihed. 

En problemstilling mange teatre står i, når det kommer til den grønne omstilling, er ganske enkelt mangel på tid og ressourcer. For hvor skal man overhovedet starte? Der er, som nævnt i rapporten, flere eksempler på inspirationskilder, som teatre og scenekunstnere kan tage i brug for at blive mere bæredygtige. Værktøjer som CO2-beregnerens nytte er dog en smule begrænset, da det jo ikke bare er nok at vide, hvor meget man udleder, hvis man ikke kender de kreative løsninger, der skal til for at sænke sin CO2-udledning. Derfor er tiltag som Theatre Green Book vigtige. I tre bind præsenterer bogen en detaljeret guide til hvad der kan gøres på alle led i teateret – både på forestillings-, bygnings- og administrationsniveau. Bindene er desuden delt ind i tre “sværhedsgrader”, så teatrene kan tilgå den grønne omstilling ud fra hvor mange ressourcer de har (https://theatregreenbook.com/ (tilgået d. 09.12.23)). Værktøjer som dette burde gøre det overskueligt og nemt for teatre at komme i gang med at sænke deres CO2-udledning. Theatre Green Book er bare ét eksempel ud af et væld af værktøjer, der ligger tilgængelige online. Det kan være vanskeligt at navigere i hvilke der reelt er brugbare. Der er altså et behov for at få strømlinet disse tiltag, og gøre dem let tilgængelige i en dansk kontekst. Bæredygtig Kulturliv NU har med støtte fra Augustinus Fonden, lavet en oversat – og forkortet – version af bogen, som er forsøgt tilpasset til de danske forhold inden for daglig drift, bygningsdrift og produktioner. Bæredygtig Kulturliv NU skriver på deres hjemmeside:

behovet for en grøn vejviser er tydeligt til stede på de danske teatre, men løsningerne er ikke altid enkle og kan sjældent være generelle. Teatre er forskellige og det skal de bæredygtige løsninger også være. Derfor må det heller ikke forventes at man alene ved brug af denne korte version af Theatre Green Book er i mål med den grønne omstilling. Det kan endda vise sig at flere af de forslag til bæredygtig adfærd I finder her allerede er en fast del af de daglige rutiner på jeres teater. (https://www.baeredygtigtkulturliv.nu/guides/theatre-green-book-baeredygtig-produktion (tilgået d. 09.12.23))

Kort opsamling

Det står klart at mange teatre ønsker at tage fat om den bæredygtige omstilling og allerede er i gang. Der er allerede mange fantastiske organer, værktøjer, bøger og platforme som gør det muligt for teatrene at starte med bæredygtige tiltag. 

Men bæredygtighed har ingen scenekunstpolitisk rolle: det er ikke indskrevet i loven og der er ikke nationale standarder og krav, teatrene skal leve op til. Der skal ske en omlægning af distribuerede penge, der både ser på bæredygtig produktion af den enkelte forestilling og på hele produktionslogikken i den eksisterende scenekunststruktur. En sådan omlægning vil være et bidrag til et radikalt mentalitetsskifte hos os alle sammen. Vi kan ikke længere bare symptombehandle når det gælder klimakrisen, og vi skal ikke blot skabe en bæredygtig scenekunst, men et bæredygtigt samfund.

Litteratur 

Taxopoulou, Iphigenia, 2023. Sustainable theatre. Theory, Context, Practice. London/New York/Dublin: Methuen Drama. 

Dessein et al., 2015. Culture in for and as sustainable future. Juväskulä: University of Juväskulä.

Oversigt over Statens Kunstfonds arbejde med bæredygtighed her: https://www.kunst.dk/kunst-og-baeredygtighed 

Publikumsudvikling 

Da begrebet publikumsudvikling blev introduceret i dansk scenekunst, mødte det stor kritik. På den ene side omhandlede kritikken, at arbejdet med publikumsudvikling potentielt udfordrede den kunstneriske frihed, og på den anden side blev det pålagt, at det var publikum der skulle udvikles og ikke kunst feltets aktører. (Holdgaard et al. 2022, s. 20). Begrebet er alligevel siden blevet relevant, fordi det i sig selv har løftet diskussionen om publikums rolle i teatret.

I I diskussionen om publikumsudvikling opstår der hurtigt en underliggende skelnen mellem populærkultur og finkultur. Den franske sociolog Pierre Bourdieu kortlagde allerede i 1960’erne at kunst-præferencer og smag er forbundet med forskellige sociodemografiske grupper. Dette aspekt bør inddrages i diskussionen om publikumsudvikling, da en barriere mellem teater og publikum er, at det stadig er et sted for ’den dannede borgerklasse’. Samtidig ser vi, at vi ved at kalde det en ’barriere’, er med til at opretholde denne hierarkisering af kulturen. Ordet i sig selv antyder, at der er nogen, der er udenfor, og nogen, der er indenfor. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på betydningen af ordet, når man diskuterer mulige barrierer. 

Enhver borger er i teorien en mulig publikummer. En endnu større diskussion er derfor, om målet skal være, at ‘alle’ skal tage del i scenekunsten, hvilket hurtigt bliver målet med publikumsudvikling. Vi lægger i vores forslag vægt på, at der er en værdi i, at ‘alle’ i samfundet har adgang til relevant teater, og at udeblivelsen derfra er baseret på manglende lyst frem for alt. Men for at opnå dette, må vi som kulturskabere konkret forholde os til dette ‘alle’. Det er det, publikumsudvikling handler om. 

Paradokset her er dog, at så snart man kigger den ene vej, vil der være en anden vej, man ikke kigger. ‘Alle’ kan i praksis ikke være en målgruppe i sig selv. Så hvis det er opgaven at sikre, at dette ‘alle’ ønsker at tage i teateret, hvem skal så tage ansvar for det? Er det de eksisterende teatre, der har ansvaret for at nå ud til flere, og vil det i så fald kunne begrænse princippet om kunstnerisk frihed for dem? Eller mangler vi institutioner, der rammer andre demografiske grupper end dem, der allerede er dækket? 

I vores undersøgelse af publikumsudvikling, som et potentielt element i en revideret scenekunstlov, er vi blevet præsenteret for en række centrale pointer og faktorer. Som et helt grundlæggende mantra for hele diskussionen om publikumsudvikling, er pointen, præsenteret af Nanna Holdgaard, Nina Gram og Louise Ejgod Hansen i teksten Teater og Publikum fra 2022, “For uden publikum – intet teater. Det er så banalt at det næsten gør ondt.” (Holdgaard et al. 2022, s. 10) Vi kan altså ikke snakke om teater og scenekunst generelt, uden at have publikum in mente. 

En anden vigtig pointe er, at publikumsudvikling er en refleksiv praksis. Arbejdet med publikumsudvikling kan ikke blot klares med ét enkeltstående projekt, men i stedet kræver kontinuerligt arbejde hos teatrene. Dermed ikke sagt, at der ikke skal laves projekter med særskilt fokus på publikumsudvikling, men at disse projekter frem for at blive betragtet som en løsning, bliver et led i en igangsættelse af en udvikling, der på sigt kan føre til varig forandring. 

Tiltag 

Et fokus i vores undersøgelse, har ligget på arbejdet med publikumsudvikling, set fra et teaters standpunkt. Her har vi stiftet bekendtskab med flere forskellige tiltag eller former for publikumsudvikling. Hvilke tiltag man som teater arbejder med, vil ofte afhænge af, hvad formålet er. Tiltagene kan være fokuseret omkring hvem man gerne vil nå, hvordan man vil gøre det, hvem man ikke allerede når ud til osv. Det er vigtigt at nævne, at der findes mange former for tiltag, og at disse nedenstående blot er de eksempler, vi i vores undersøgelse er stødt på, og som har været en indgangsvinkel til vores udarbejdede forslag:

Widening, deepening og diversifying er alle tiltag baseret på teatrets målgruppe. Widening fokuserer på at nå nye mennesker inden for den samme sociodemografiske gruppe, som allerede bruger teateret. Benytter et teater derimod deepening, ligger deres fokus på at gøre oplevelsen rigere for de folk, der allerede bruger teateret. Diversifying adskiller sig fra de to andre, da den fokuserer på at nå ud til nye sociodemografiske grupper, eller folk som ikke allerede har kendskab til teateret.

Problematikker 

Men hvorfor ser vi det relevant at snakke om publikumsudvikling, som en del af en lovmæssig debat? For at komme problematikkerne og aktualiteten af emnet nærmere, har vi i vores undersøgelse kigget på hhv. Applaus’ hjemmeside og scenekunstloven: 

Applaus 

For at få overblik over den konkrete status af publikumsudvikling, tager vi udgangspunkt i Publikumsudviklingsprojektet Applaus (2018), og deres dataindsamlinger fra Kulturbarometeret (Applaus, 2023). Her tager udgangspunkt i den 7. måling fra den 10. oktober 2023, hvor borgernes kulturelle fritidsinteresse og deres kulturoplevelser var i fokus. Selve undersøgelsen indeholdt 1.004 besvarelser, som havde fokus på køn, alder, region og børnefamilier (ibid.). 

De tre hovedresultater af undersøgelsen er opsummeret som at: Borgere med kulturelle fritidsinteresser forbruger professionel kultur mere, klassiske fans er kulturelle superbrugere – og koncerter tiltrækker fritidsmusikere mest og at biografen er fortsat mere populær end teateret. 

Applaus har yderligere lavet en tabelrapporten, som udpensler en problematik if. Borgernes deltagelse i teaterforestillinger (ibid.). Rapporten viser, at 32% af Danmarks befolkning går i teateret mindre end én gang om året. Samtidig stilles spørgsmålet om hvor mange penge brugerne har brugt på f.eks. teaterforestillinger inden for de seneste 2 måneder, hvor 63% har brugt 0 kr. 

En afsluttende problematik i tallene, ser vi i det sidste spørgsmål. Her indikeres det, at biografbesøg bliver vægtet højere med 54%, som noget brugerne forventer at deltage i, frem for de 22% ift. Teaterforestillinger. Dette siger også noget om, at en stor del af befolkningen ikke betragter scenekunst som en oplagt kulturaktivitet. 

Scenekunstloven           

I scenekunstloven er ordet ‘publikum’ ikke et ord, der ofte optræder. Faktisk optræder ordet kun 2 gange: i forbindelse med §2, der handler om Det Kongelige Teater og Kapel, mere konkret tilgængelighed for et bredt publikum gennem optagelser, og §24, der omhandler Formidling af teaterforestillinger, mere specifikt nedsænkelsen af billetpriser til organisationer af teaterpublikum. Her er det vigtigt at henvise tilbage til vores hovedpointe i, at der uden publikum ikke er noget teater, og dermed kan siges at findes implicit i scenekunstloven. 

Men skal publikum være et mere fremtrædende element i scenekunstloven? Skal der eksplicit tages højde for publikummet, eller er det nok at det i sig selv finder sted i det implicitte? Skal det i stedet være teatrene der gennem rammeaftaler skal arbejde med emnet, og er der i bund og grund nok information og empiri på området, til at kunne arbejde med det? Vi har udarbejdet en række forslag, som har til formål at sætte publikumsudvikling på dagsordenen i det danske teaterlandskab. 

Forslag til ændringer 

Forud for vores forslag, ønsker vi i forlængelse af APPLAUS’s arbejde, at der laves en undersøgelse af, hvilke grunde folk har for ikke at gå i teatret. På baggrund af denne undersøgelse, skal der udarbejdes en officiel liste over de forskellige barrierer, der er for danskernes deltagelse i de kulturelle aktiviteter, såsom teater. 

Dette ser vi relevant, da tilgængelige data om barrierer vil gøre arbejdet med publikumsudvikling mere håndgribeligt, og mere eller mindre fastslå, hvad publikumsudvikling går ud på, herunder de faktorer der skal i spil i arbejdet med det. Vi har, som præsenteret tidligere, arbejdet med Louise E. Hansens rapport fra 2011, og manglen på nyere empiri på det specifikke område vidner helt grundlæggende om et behov for mere nye data. Udover det er pointen, som nævnt tidligere, med at publikumsudvikling er en kontinuerlig proces, et vidne om, at der hele tiden sker arbejde på feltet, og vi ser det dermed relevant at argumentere for, at sådan en liste skal være noget, der regelmæssigt diskuteres og eventuelt revideres. 

Som næste skridt har vi udarbejdet et konkret lovforslag, som lyder: “Alle statsstøttede teatre er, per produktion, forpligtet til at udføre mindst én undersøgelse af, hvem deres publikum er, og hvordan de oplevede teatret.” 

Punkt 0 for publikumsudvikling og baggrunden for at kunne arbejde med det er, at man som teater ved hvem det er, der kommer i teatret, og dermed følger, at man ved, hvem der ikke gør. Udover det konkrete ovenstående forslag, har vi udarbejdet et par udkast til forslag, som vi ser relevante ift. De rammeaftaler der udarbejdes med de forskellige teatre. De lyder således: 

“Landsdelsscenerne skal være forpligtet til at arbejde aktivt med publikumsudvikling gennem forestillinger, workshops og deltagelse i skabende processer.” og “Det Kongelige Teater skal i løbet af en sæson arbejde med én eller flere af barriererne for deltagelse i kulturelle aktiviteter.”

Der er særskilt fokus på landsdelsscenerne og Det Kongelige Teater, da landsdelsscenerne bliver en form for repræsentanter for teater i de forskellige landsdele, og Det Kongelige Teater er Danmarks nationalscene. På baggrund af dette, mener vi, at der også bør være en ekstra forpligtelse til, at de i praksis også omfavner alle i landsdelen eller hele Danmarks befolkning i deres arbejde. Især Det Kongelige Teater skal have forpligtelser, da det er det teater, der modtager den største del af støtten fra staten.Som det sidste led i vores forslag, har vi valgt at kigge på konkrete måder, hvorpå publikumsudvikling kan implementeres i teaterlandskabet. Her har vi bl.a. vendt blikket mod København og de små storbyteatre dér, og vores forslag går på; at når der hvert 4. år skal findes nye små storbyteatre, skal et af kriterierne gå på aktivt arbejde med publikumsudvikling. Det vil tvinge teatrene til at tage stilling til hvem deres publikum er, hvordan de vil arbejde med det, eller sætte ord på og begrunde, hvorfor de allerede synes at det finder sted hos dem. Altså bliver publikumsudvikling en del af den aktive debat. 

En anden måde at gøre publikumsudvikling aktivt på, ville være gennem nedsættelsen af et udvalg, som har til opgave at finde teatergrupper og/eller forestillinger som ligger fokus på publikumsudvikling, og som skal råde over en pulje penge til støtte af netop disse. Her ledes der tilbage til debatten om, hvorvidt alle teatre skal være for alle, og muligheden for at skabe et diverse teaterlandskab i Danmark, som rummer tilbud til alle former for publikum. 

Litteratur 

Holdgaard, Nanna, Hansen, Louise Ejgod, Gram, Nina (red.), 2022. Teater og publikum – i en tid med data, viden og publikumsudvikling. København: Samfundslitteratur. 

Hansen, Louise Ejgod, 2011. Hvad er publikumsudvikling? Rapport nr. 1. Randers: ScenekunstNetværket Region Midtjylland 
https://pure.au.dk/portal/files/45656795/Rapport_1_publikumsudvikling.pdf 

Aspegren, Astrid, Rasmussen, Søren Mikael, Righolt, Niels, 2023. 15 fortællinger om publikumsudvikling. København: Center for Kultur og Interkultur.
https://usercontent.one/wp/www.cki.dk/wp-content/uploads/2023/08/PUBLIKUM-15-fortaellinger-om-publikumsudvikling.pdf 

Decentralisering 

Centralisering er en kendt problematik i scenekunstpolitikken. Skuespillere trækker til København efter deres uddannelser, hvis de ikke allerede befinder sig der. Statsstøtten til scenekunsten går i høj grad til Det Kongelige Teater og andre teater i Region Hovedstaden. Produktion og præsentation foregår derfor i højere grad i København. Vi mener, at der er brug for en modpart til denne centralisering, og vil derfor undersøge mulighederne og udfordringerne ved en højere grad af decentralisering af den danske scenekunst. 

I dette afsnit taler vi om decentralisering ift. At sprede kunstneriske arbejdspladser og muligheder for kultur, specifikt scenekunst, ud i resten af landet. I denne forbindelse fokuserer vi på decentralisering af såvel produktion som præsentation af scenekunst. 

Produktionsdelen drejer sig om, hvor vi producerer scenekunst, altså i hvilken bygning og kommune bliver teaterstykket til. Præsentation, derimod, handler om hvorhenne publikummet får lov at opleve scenekunst. 

Man kan yderligere dele decentraliseringen ind i tre kategorier kulturel, politisk og økonomisk. ”Kulturel decentralisering handler om at sikre et udbud af kultur bredt ud over hele landet” (Hansen, 2013, s. 42), hvor politisk decentralisering handler om hvem, der har ansvaret, og den økonomiske decentralisering omhandler dem, der betaler.

Udfordringer 

En af de største problematikker vi stødte på i vores arbejde med decentralisering, har været den hierarkiske tankegang, når det kommer til de danske teatre. Dette hierarki kan vi blandt andet se i fordelingen af statsstøtten i det danske scenekunstlandskab. 

Fordeling af statsstøtte mellem de danske teatre.

Ifølge Danmarks Statistik, får Det Kongelige Teater får hele 51,03% af den samlede statsstøtte, tæt fulgt af §5-teatrene, herunder landsdelsscenerne og de nationale turnéteatre med 27,86% (Statsstøttede Teatres Økonomi 2021/2022). Inklusiv Det Københavnske Teatersamarbejde betyder det, at mere end trefjerdedele af den samlede statsstøtte til teatre, der producerer i storbykommunerne, herunder primært København.

Ud over den økonomiske fordeling, er der også diskursen omkring teater uden for storbykommunerne, når det bliver omtalt som ’teater i provinsen’. Der ligger en implicit nedprioritering i diskursen, som sender ringe gennem det danske scenekunstlandskab, hvilket både bidrager til en centralisering af skuespillerjobs og skader teaterproduktionen- og præsentationen udenfor bykommunerne.

Ud over denne relativt overordnede fordeling af statslige midler, mangler der nødvendige data, som følger udviklingen på området. Hvis der var en bedre forståelse for udviklingen, ville det kunne kvalificere den politiske debat om decentraliseringen. Dette ville forhåbentlig også lede til flere løsningsforslag.

Folketeatret

Som er nu, er Danmarks Teaterforeninger og de to turnerende teatre Folketeatret og Den Jyske Opera de primære modtagere af støtte til den decentrale præsentation af scenekunst. Folketeatret og Den Jyske Opera modtager støtte under Scenekunstlovens §5 med det formål at udbyde “turnerende teater i hele landet.”

Danmarks Teaterforeninger består af 61 lokale, primært frivilligt drevne teaterforeninger. Danmarks Teaterforeninger er landsorganisation, som har til understøtte medlemmernes opgave med at vise et bredt udsnit af professionelt turnéteater i deres lokalområde. Dette gør de ved at købe forestillinger fra turnerende teatre, herunder Folketeatret og Den Jyske Opera, hvis forestillinger, de er de primære aftagere af (Om DT, 2023). Folketeatret har to opgaver. Den ene er at lave turneteater, som kommer rundt i hele landet. Den anden opgave er deres forpligtigelse til det københavnske teatersamarbejde om at producere teater i København under Scenekunstlovens §14.

Her ser vi, at der potentielt opstår flere konflikter. For det første producerer Folketeatret forestillinger i en størrelse, som kan være svære at opkøbe og præsentere i lokalområder, fordi forestillingerne er beregnet til større publikumsgrupper. For det andet betyder det, at forestillingerne ikke er produceret i lokalområdet, men i København, og derfor ikke forholder sig direkte til lokalsamfundet. 

Egnsteatrene 

Når det kommer til samtalen om decentraliseret produktion, er egnsteatrene de vigtigste institutioner. Egnsteatrene er ”professionelt producerende teatre uden for [storbykommunerne]” (SLKS, 2023) som har indgået en fireårig aftale med deres pågældende hjemkommune. 

Ifølge scenekunstlovens §15, stk. 2 er et egnsteaters primære opgave at ”producere og opføre scenekunstforestillinger. Turnévirksomhed kan indgå i et egnsteaters aktiviteter, men en del af virksomheden skal være stationær. Et egnsteater kan endvidere bidrage til at udvikle scenekunsten i det lokalmiljø, det er forankret i.” Egnsteatret er altså knyttet til et bestemt hus i en bestemt kommune. 

På nuværende tidspunkt er der 27 gældende egnsteateraftaler, som alle udløber d. 31/12-2024, men alle teatre er enten i gang med at forhandle, eller har indgået en ny aftale med deres hjemkommuner. Herefter skal disse aftaler godkendes af Statens Kunstfond og af Slots- og Kulturstyrelsen (SLKS, 2023). 

Ifølge Center for Kulturevaluerings Analyse af Egnsteaterlandskabet fra 2022, er der en ’regional skævvridning’ i fordelingen af egnsteatre idet der er ”to egnsteatre i Region Nordjylland, seks i Region Midtjylland, fire i Region Syddanmark, syv i Region Sjælland og ni i Region Hovedstaden (inklusiv Bornholms Teater)” (Hansen, 2022, s. 15), altså en klar overvægt i kommunerne på Sjælland, især omkring hovedstaden. 

Et centralt scenekunstpolitisk spørgsmål kunne være: Hvorfor er der ikke et egnsteater i hver kommune? Hvorfor har nogle kommuner (fx Herning og Holstebro) mere end et egnsteater? Er det så simpelt at der blot ikke er efterspørgsel på scenekunst i kommuner uden et egnsteater eller inddækkes den efterspørgsel af fx det frie felt? Har det noget at gøre med den økonomiske prioritering fra statens side, idet Dansk Statistik viser at kun 5,3% af statsstøtten gik til egnsteatrene? 

Hvis man vil støtte den scenekunstneriske decentralisering gennem egnsteatrene, er man nok nødt til at se nærmere på den økonomiske skævvridning og finde ud af hvad man vil investere i. 

Vores løsningsforslag 

En ny rolle for Det Kongelige Teater 

Vi har diskuteret ændringsforslag, der kan styrke decentralisering i det danske scenekunstlandskab. En idé er økonomisk omprioritering af statsstøtten til den danske scenekunst. Som nævnt tidligere går 51,03% af puljen fx til Det Kongelige Teater.

Her kunne man lade sig inspirere af Skotlands National Teater. På deres hjemmeside beskriver de sig selv som ”Theater without walls” (National Theatre Scotland, 2023). Teatret har ikke et fast scenekunsthus, og derved bliver både produktionen og præsentationen en ting, der forgår i hele landet. Som koncept vil det sige at hovedstaden og resten af landet får lige gode forudsætninger for forbruget af scenekunst fra nationalscenen. Med dette siger vi selvfølgelig ikke at løsningen på problemet er at nedrive Det Kongelige Teater, men det kan bidrage til at løsne snakken op om hvad er et nationalt teaters opgaver skal være. 

Helt overordnet kunne man stille spørgsmålet: Skal Det Kongelige Teater være med til at producere mere teater i resten af landet, eller skal vi overveje at flytte nogle af statspengene til dem, som laver scenekunst uden for hovedstaden?

Regionale teatre som internationale ambassadører 

Et andet forslag er at lade de decentrale teatre arbejde mere internationalt. En del af teatrene uden for hovedstaden er allerede aktive internationalt: “Men rapporten har ikke blik for, at der også blandt de regionale teatre har et højt internationalt aktivitetsniveau.” (Hansen 2013, s. 53).

Dette vil også være med til at styrke decentraliseringen, fordi fokusset ændres fra København til det internationale samtidig med, at der skabes et dynamisk scenekunstliv.

En ny rolle for Folketeatret 

Vi foreslår også en ændring hos Folketeatret. Vi ser en problematik i at det både er en del af det københavnske teatersamarbejde og samtidig er en turnévirksomhed. Vi mener, at de skal være primært en turnévirksomhed, så København kun bliver til et stop på vejen. Dermed fjernes deres ekstraordinære tilknytning til København. Denne løsning er inspireret af det norske Rikteatret, fordi de er kun en turnévirksomhed. Det er det, vi ønsker at Folketeatret skal være. 

Decentralisering af skuespillerjobs 

Vi foreslår derudover en decentralisering af skuespillerjobs, der skal skabe bedre muligheder for jobs uden for København. Selvom der er jobmuligheder uden for København, står filmbranchen som en udfordring idet de fleste jobs findes i hovedstaden. Dette falder sammen med arbejde på teatre udenfor bykommunerne, fordi det besværliggør at kombinere de to. Derfor foreslår vi, at der skal være et økonomisk tilskud til filmproduktioner uden for København. 

Refleksioner 

I vores dialog med Marion Vick fra Syddjurs Egnsteater, kom vi frem til følgende undringsspørgsmål, som vi har brugt til videre diskussion af decentralisering som kulturpolitisk emne:

• Hvordan øger vi teatrets tilgængelighed for borgerne både økonomisk og geografisk? 
• Hvordan kan vi bygge bro mellem København og resten ift. Decentralisering kunstneriske arbejdspladser? Og hvordan kan vi specifikt forbedre samarbejdet mellem scenekunst- og filmbranchen?
• Hvordan skaber man bedre rammer for en lokal produktion, især de steder, hvor der ikke er et egnsteater? 
• Hvordan sikrer man midler fra kommunerne til teatrene? 

Litteratur 

Hansen, Louise Ejgod, 2013: Vilkårene for den regionale scenekunst. Rapport nr. 4. Randers ScenekunstNetværket Region Midtjylland. 
https://pure.au.dk/ws/files/70210345/SceNet_Rapport_4_Web.pdf 

Hansen, Louise Ejgod, Særkjær, Christiane, Degn, Hans-Peter, 2022. Analyse af Egnsteaterlandskabet og dets kulturpolitiske vilkår. Aarhus: Center for Kulturevaluering. https://pure.au.dk/ws/portalfiles/portal/296620241/Egnsteaterrapport_2022.pdf

Vækstlag 

Det scenekunstneriske vækstlag er svært at definere og rammesætte, idet der ikke foreligger en klar enighed i branchen omkring, hvad det dækker over. På nuværende tidspunkt nævnes det scenekunstneriske vækstlag ikke i Scenekunstloven – og der opstår derved en manglende anerkendelse af vækstlaget som en del af det danske scenekunstneriske landskab. 

Det tætteste, man kommer på en klar definition af vækstlaget, er fra 1989. På det tidspunkt blev der lagt vægt på, at aktørerne så deres kunstneriske produktion som det vigtigste i deres hverdag, men uden at det var deres brødfødende aktivitet (Thomsen 1989, i Baes-Carlsen 2016). Men hvordan står det til i dag? I vores undersøgelse af begrebet har vi undersøgt sprogbrugen omkring vækstlaget for at komme tættere på en definition, der er relevant i dag. Bl.a. har vi set på Mungo Parks tiltag Vækzt, hvor en vækstlagsgruppe får kunstnerisk og administrativ hjælp til at sætte en forestilling op på deres scene. I deres open call efter grupper er der skrevet: “Måske har I deltaget i TeaterBattle? Måske kom I til 3. prøve på DDSKS? Måske er I autodidakte og klar til at gå en ny retning og har brug for hjælp og rum til at give jeres forestilling gode rammer?”. Denne formulering lægger op til, at der søges efter vækstlagsgrupper med en relativt høj grad af professionalisme og tidligere erfaring.

En aktør i vækstlagsmiljøet i Aarhus er vækstlagsfestivalen Quonga. De kalder sig selv for et “Netværk for Århus’ upcoming scenekunst”. Ordet upcoming lægger op til, at vækstlaget er et sted for teatergrupper med en vis form for seriøsitet og med ambitioner om at blive en del af det professionelle scenekunstmiljø.

Vækstlagsfestivalen Scenoskop skriver: “… der er intet amatør-agtigt over det teater Odense har at byde på, og som Scenoskop er en platform for.” Dermed fastslår festivalen, at vækstlaget ikke er for amatører. Det er med til at underbygge, at der diskursivt findes en klar opdeling mellem vækstlag og amatør.

Den Københavnerbaserede festival Vildskuds definerer deres formål på følgende vis:

“Vildskud Festival viser nogle af de nyeste tendenser og eksperimenter inden for den uafhængige og frie scenekunst. Festivalen består bl.a. af et kurateret program af forestillinger af aspirerende kunst- og kulturskabere.”

Festivalen sætter fokus på nogle af vækstlagets styrker, og karakteriserer det som et sted, hvor man kan eksperimentere og starte nye tendenser. Men samtidig bruger de ordet aspirerende, som endnu engang underbygger ideen om, at vækstlaget skal lede mod professionel scenekunst. 

Fælles for disse forståelser for vækstlaget er et fokus på, at det er et springbræt til professionalisme. Vi ønsker i forlængelse heraf at pege på, at vækstlaget også har styrker i ‘blot’ at være et sted, hvor man har mulighed for at udfolde sig kreativt, eksperimentere og fejle. Vækstlagets styrker ligger i friheden og manglen på krav. Derfor kan det være vanskeligt at lave en klar definition, der indbefatter alle aspekter af vækstlaget.

Vækstlagets fordele og udfordringer 

I det følgende vil vi afdække betydelige fordele ved at være en del af vækstlaget og uddybe de udfordringer, som mange aktører i vækstlaget står overfor. 

Vækstlagets fordele 
Der kan være personlige fordele forbundet med det at være vækstlagsaktør. Det scenekunstneriske vækstlag er et kunstnerisk frirum, der giver mulighed for at fejle. Som vækstlagsaktør er man ikke bundet af krav om kunstnerisk indhold eller kommercielle hensyn. Denne plads til at fejle giver mulighed for både personlig og kunstnerisk udvikling. Ligeledes kan man igennem vækstlaget få mulighed for at prøve kræfter med forskellige både kunstneriske og administrative roller. I det scenekunstneriske vækstlag kan der være tendens til, at der bliver lagt større vægt på indre belønninger end ydre. Vækstlagsaktørers fokus er i højere grad rettet mod personlig tilfredsstillelse end eksterne belønninger som økonomisk succes, idet de f.eks. ikke har forventning om lønninger. Denne tilgang kan skabe et mere autentisk og uafhængigt kunstnerisk udtryk, da det frigør kunstneren fra at være bundet af eksterne forventninger. Der er ikke kun personlige fordele ved vækstlagsteater, men også samfundsmæssige. Det kunstneriske frirum, som vækstlaget er, gør også, at der er mere plads til at eksperimentere, og at man kan reagere hurtigere på samfundsmæssige og kulturelle tendenser. Vækstlaget gør, at man som teaterpublikum kan få nogle anderledes scenekunstneriske oplevelser, og muligvis skabe scenekunst, der i større grad omfavner diversiteten i det danske samfund. 

Vækstlagets udfordringer 
Flere aktører inden for det scenekunstneriske vækstlag befinder sig i en udfordrende økonomisk position. Denne økonomiske begrænsning kan have indirekte virkning på aktørernes evne til at understøtte og finansiere kunstnerisk udvikling og produktion. På den måde kan de begrænsede midler resultere i kompromiser inden for scenografiske valg, tekniske faciliteter og omfanget af kunstneriske projekter. Derudover står aktørerne i de mindre byer over for geografiske udfordringer, f.eks. fordi mange unge vælger at flytte til større byer, når de starter på deres uddannelse. Denne geografiske dynamik kan påvirke de lokale vækstlag negativt, da det fører til mangel på netværk, der potentielt resulterer i en begrænset pulje af kreative ressourcer. Samtidig kan det skabe udfordringer i forhold til at tiltrække publikum. Afslutningsvis vil vi fremhæve den udfordring som vækstlagsaktører generelt påpeger, som er den markante mangel på øvelokaler og åbne scener. Der er et stærkt behov for arbejdsrum, hvor kunstnere kan udfolde deres kreativitet og få adgang til faciliteter, der egner sig til deres praksis. Desuden mangler der i høj grad steder, hvor de kan præsentere deres produktioner og dele deres kunst med et publikum. Denne mangel kan være en betydelig barriere for vækstlagets evne til at trives og udvikle sig, hvilket understreger behovet for initiativer, der kan imødekomme denne strukturelle mangel.

Forslag

I vores undersøgelsesproces vedrørende vækstlaget i Danmark er vi kommet frem til forskellige forslag. Idet det scenekunstneriske vækstlag ikke er klart defineret og kortlagt, har vi hentet inspiration fra rapporten om De Rytmiske Vækstlag, som Kulturministeriet udarbejdede i 2007. Det første skridt på vejen kan være at nedsætte et lignende udvalg, som skal have til opgave at undersøge, hvordan det aktuelle scenekunstneriske vækstlag ser ud, samt hvilke udfordringer det står over for. Denne rapport vil skabe en rammesætning for, hvad man mener, når man taler om scenekunstnerisk vækstlag. De tre vigtigste elementer i denne rapport er følgende: 1) At redegøre for det scenekunstneriske vækstlags berettigelse og definition eller tilstand. 2) At undersøge aktuelle udfordringer i det scenekunstneriske vækstlag. 3) At udarbejde et idékatalog med konkrete forslag til forbedringer eller indsatsområder med udgangspunkt i de to første punkter. Hensigten med et idékatalog vil være at skabe et overblik, som gør det nemmere at orientere sig i og plukke fra. 

Med inspiration fra Mungo Parks Vækzt-projekt, der er støttet af Statens Kunstfond, har vi diskuteret muligheden for at gøre støtten til det scenekunstneriske vækstlag institutionaliseret ved f.eks. at skrive det ind i rammeaftaler for særligt interesserede teatre, der så forpligter sig på at leve op til dette. Her mener vi dog, at det er vigtigt med en geografisk spredning, således at vækstlaget i hele Danmark, og ikke kun det der er centreret i de største byer, får gavn af tiltaget. Med programmer som Vækzt, får det scenekunstneriske vækstlag en mulighed for professionel sparring, netværk samt en plads i det scenekunstneriske landskab. I denne professionelle sparring ligger dog et dilemma ift. vækstlagets frie kunstneriske retning. En risikofaktor i dette vil være, at de professionelle teatre vil præge vækstlaget i en bestemt retning – og derved kun give muligheder til de projekter, som teatret finder i tråd med deres kunstneriske profil. Vi mener ikke, at denne løsning bør stå alene, men derimod sameksistere med andre tiltag. Ved udelukkende at institutionalisere vækstlagsprojekter, skaber man endnu et nåleøje i det scenekunstneriske felt, som vi finder uhensigtsmæssigt. 

Et andet tiltag kunne være at skabe nogle scenekunstneriske vækstlagspuljer. Idéen med det ville være at kunne søge støtte til projekter – måske også mindre beløb – som ikke kræver omfattende aftaler og forpligtelser, såsom afrapportering. Ligesom at man som professionel aktør kan søge støtte fra Statens Kunstfond, ser vi det som en mulighed, at der også vil være en tilsvarende pulje for vækstlaget. Det ville også medvirke til at anerkende vækstlaget som sin egen søjle i det scenekunstneriske landskab. Under seminaret afholdt af Dramaturgi AU og Performing Arts Platform d. 06/12 2023 italesatte vækstlagsaktør og sparringspartner, Katrine Flarup Staunstrup, at vækstlag er til stede i kulturpolitiske dialoger i Aarhus Kommune. Denne erfaring medvirkede til vores diskussion omkring, hvorvidt vækstlag skal være kommunalt eller statsstøttet. Vi finder det relevant at både staten og kommunerne forholder sig til vækstlaget, idet det åbner op for flere muligheder ift., hvad vækstlaget kan udvikle sig til at blive. En potentiel udfordring i at lægge ansvaret hos kommunerne vil være, at der kan opstå en geografisk skævvridning i prioriteringen af området. Denne udfordring vil ikke på samme måde opstå i modellen med Statens Kunstfond, idet det ikke ville være geografisk bestemt.

Spørgsmålet om, hvorvidt scenekunstnerisk vækstlag skal på Scenekunstloven eller ej, åbner op for dilemmaer. På den ene side vil man ved at nævne det i en lov anerkende vækstlaget som et selvstændigt felt i det scenekunstneriske landskab. På den anden side risikerer man, hvis det bliver meget stringent, rammesat og defineret, at det måske ikke bliver det vækstlag, som det tilsyneladende er i dag med kvaliteter som bl.a. det eksperimenterende, legende og nyskabende. Det er et dilemma, som vi finder vigtigt at have for øje i det videre arbejde. 

Men uanset om vækstlaget skal på Scenekunstloven eller ej, mener vi, at det bør blive prioriteret kulturpolitisk. 

Litteratur

Baes-Carlsen, Rikke, 2016. Off TRACK 2017 – vækstlagets kulturhovedstad. S. 17-36. Aarhus: Dramaturgi (Upubliceret speciale) 

Engel, Stine, 2010. Ungekultur i nye rammer København: Børnekulturens netværk   
https://slks.dk/fileadmin/user_upload/0_SLKS/Dokumenter/Boern_og_unge/Publikationer/7__Ungerapport_layoutet_2010.pdf 

Mangset, Per, Hylland, Ole Marius, (2014). Recruitment of actors to theatres – About stability and change in the field of the dramatic arts in Norway. Nordisk Kulturpolitisk tidsskrift, nr. 1 årgang 2014, s. 76-91 

Kulturministeriet, 2007. De rytmiske vækstlag – Rapport med anbefalinger fra Kulturministeriets udvalg om vilkår for de rytmiske vækstlag København: Kulturministeriet.
https://kum.dk/fileadmin/_kum/5_Publikationer/2007/rytmiske_vaekstlag.pdf  

Staunstrup, Katrine. Flarup, 2023. Det scenekunstneriske vækstlag. Aarhus: Dramaturgi (upubliceret bachelorprojekt) 

Mangfoldighed 

Inden for det danske scenekunstlandskab er mangfoldighed en væsentlig og stadigt mere presserende dagsorden, der stræber efter at integrere forskellige perspektiver, identiteter og baggrunde i teaterverdenen. Inklusion og repræsentation af etniske og kulturelle forskelle, kønsidentiteter og seksuelle orienteringer, synlige og usynlige handicap, samt andre diverse tilhørsforhold er afgørende for at skabe en kunstscene, der afspejler og beriger samfundet. Denne tekst udforsker betydningen af mangfoldighed i scenekunsten, hvorfor det er vigtigt, og hvilke udfordringer og løsninger, der eksisterer i bestræbelserne på at gøre scenekunsten mere repræsentativ og inkluderende. 

Mangfoldighed i dansk scenekunst handler om at sikre diversitet hos skuespillere og andre fagpersoner i scenekunstbranchen. Vi forstår diversitet ud fra en række forskellige parametre: etnisk, kulturelt og socialt. Kunstnere og scenekunstudøvere med anden etnisk eller kulturel baggrund bidrager til en bredere vifte af kunstneriske udtryk. Kunstnere med forskellige kønsidentiteter og -udtryk føjer til en bredere repræsentation af køn på scenen. Her tænker vi naturligvis også på queer- og LGBTQ+-perspektiver og fortællinger. Inklusion af kunstnere med diverse synlige eller usynlige handicap bidrager til, at scenekunsten er tilgængelig for alle, og kan også være med til at udfordre stereotyper og fremme en mere inkluderende kultur. Dette er blot nogle eksempler på marginaliserede grupper, som i dag sjældent er til stede, og som kun får en plads, hvis der gøres en aktiv indsats for det. 

Hvorfor mangfoldighed? 

Og hvorfor er det så overhovedet vigtigt at sikre en mangfoldighed i scenekunsten? Vi mener, at mangfoldighed i scenekunsten er en vigtig grundsten, da mangfoldigheden sikrer at flere mennesker føler sig repræsenteret på scenen og i kunst generelt. Et mangfoldigt kunstmiljø tiltrækker også et bredere publikum, da flere mennesker kan identificere sig med eller blive berørt af kunsten. Det bidrager altså til, at flere forskellige typer af mennesker vil blive trukket til som publikummer. Mangfoldigheden er vigtig, da man på den måde kan opnå en rigere kulturel udveksling i scenekunsten, hvor forskellige kunstneriske traditioner og stilarter kan forenes og dermed skabe noget nyt og unikt. Mangfoldighed i scenekunsten er afgørende for at skabe en rigere, mere repræsentativ og inkluderende kulturel oplevelse for både kunstnere og publikum. 

Der kan opstå mange forskellige udfordringer, når man implementerer nye initiativer i kulturlivet, om det er den grønne omstilling der kommer bankende, eller offentligheden der kræver mere mangfoldighed og repræsentation på scenen og omme bag – begge vigtige emner, men svære at implementere. Her er det vigtigt, at man ved hvilke faldgruber og problemer, der kan opstå. 

Den første, og måske vigtigste, er problemet med manglende økonomiske ressourcer. Implementering af mangfoldighedsinitiativer kræver ofte betydelige økonomiske investeringer, og manglende midler kan begrænse effektiviteten. Men det handler ikke kun om tilførsel af ekstra midler, men også om at gøre sig umage med de midler man har og prioritere et projekt, fremfor dem alle, og på den måde også komme hurtigere videre til den næste hurtigere, fordi man fik et bedre fokus på hvad der var det vigtige. 

Et andet problem man kan diskutere, er om det kunstneriske kompromis. Spørgsmålet om den kunstneriske frihed vil lide, når det kommer til implementering af mangfoldighedsinitiativer. Nogle kunstnere og kritikere vil nemlig hævde, at fokus på mangfoldighed går på kompromis med kunstnerisk frihed og integritet. Her er det vigtigt at have for øje, at det godt kan være, at det går ud over den enkeltes kunstneriske frihed, men at manglen på forskellige perspektiver, der repræsenterer Danmarks befolkning ud over den store etnisk danske cisheteronormative majoritet, måske, for en tid, er vigtigere end at de etablerede kunstnere får lov til at realisere deres nøjagtige vision. Set i et mangfoldighedsperspektiv handler det også om at turde spørge: hvis kunstneriske frihed værnes der om? 

Et tredje problem er, hvis disse mangfoldighedsinitiativer bliver sat på dagsordenen, men der ikke er inklusion af de marginaliserede samfundsgrupper, i beslutningstagningen, kan mangfoldigheden hurtigt føles hul. Hvis beslutningstagning ikke inkluderer repræsentation fra mangfoldige baggrunde, kan politikker og initiativer mangle autentisk diversitet. 

Et fjerde problem, som er generelt for helet scenekunstpolitikken, er udfordringen med dataindsamling. At indsamle nøjagtige data om mangfoldighed kan være komplekst og utroligt svært, og utilstrækkelige oplysninger kan gøre det svært at evaluere effekten af initiativer og dermed vurdere om initiativet er succesfuldt. Men problemet med dataindsamling er ikke kun, at det kan være svært at evaluere effekterne af initiativerne, herudover er det vanskeligt at vide, hvilke problemer der er, og hvor de ligger. Der er derfor behov for at skabe et datagrundlag, der viser mangfoldigheden i scenekunstbranchen i dag. 

Forslag til konkrete tiltag 

Daværende rektor for Den Danske Scenekunstskole Mads Thygesen forklarer i en rapport fra Dansk Skuespillerforbund, udgivet i 2010 ved navn Mangfoldighed på den danske scene, at vanetænkning er en af de største forhindringer for mere mangfoldighed i kulturen. Han sætter fokus på, at integrationen må starte hos teateruddannelserne og teatervækstlaget. Det handler om at starte talentudvikling tidligt, så man får et mere mangfoldigt ansøgerfelt, der repræsenterer den danske befolkning. 

Der er mange forskellige måder at sikre mangfoldighed i scenekunsten. Man kan f.eks. indføre økonomiske incitamenter og støtteordninger, som favoriserer mangfoldige teaterproduktioner og tiltag for at skabe lige adgang til ressourcer. Sikre castingpraksis, der fremmer diversitet i rollebesætningen, og sikre repræsentation af forskellige kulturer, etniciteter og baggrunde. Der kan skabes programmer og workshops, som styrker talenter fra underrepræsenterede grupper og sikrer, at der er lige adgang til uddannelsesmuligheder inden for scenekunsten. Støtte udviklingen af teaterproduktioner, som udforsker og reflekterer over forskellige historier og perspektiver. Og sidst, men ikke mindst, sikre, at beslutningstagning i teaterorganisationer omfatter repræsentation fra forskellige baggrunde, herunder kunstnere, administratorer og kritikere. Ved igangsættelse af disse løsningsforslag er det afgørende, at der følges op med dokumentation, så det kan afgøres, hvilke tiltag, der er mest effektive. 

Der vil i udviklingen af et mere mangfoldigt dansk scenekunstliv, kunne findes inspiration i Norge, hvor Det Norske Teater i Oslo har oprettet uddannelsesprogrammet Det multinorske. Teatret oplevede, at der både i og uden for teatermiljøet i Norge var bred enighed om, at der var for lidt repræsentation blandt norske skuespillere, især af skuespillere med indvandrerbaggrund. Det multinorske blev derfor skabt. Det er en treårig bacheloruddannelse for nordmænd, der har familie med ikke-europæisk baggrund. Uddannelsen blev startet i 2012, og har siden uddannet 13 skuespillere. Det Norske Teater mener, at alle norske teatre skal tage ansvar for at opbygge et ensemble af skuespillere, der afspejler det moderne norske samfund. Den eneste måde at opnå dette på er at sikre, at der uddannes en mangfoldighed af skuespillere. 

Begrebet ”mangfoldighed” er bredt, og det er derfor svært at komme med konkrete lovforslag. For hvem er de ”mangfoldige”, og hvordan sikrer man, at en ny scenekunstlov beskytter alle de forskellige grupper uden at udelukke nogen? Kvoter er tidligere blevet brugt i lignende situationer. I en ideel verden er kvoter ikke nødvendige for at sikre mangfoldighed, men problemer som strukturel racisme kan gøre kvoter nødvendige. De problemer, der opstår med kvoter, er selvfølgelig, at de personer, der bliver kvoteret, kan møde fordomme om, at de er “kvoteret” og ikke “kvalificerede”. Vi ved ikke, om kvoter er nødvendige eller ej, men en mildere start kunne være at inddrage ordet ”mangfoldighed” fx i §5 som et af de aspekter, de statsstøttede teaterinstitutioner er forpligtet til at bidrage til. Hvis dette ikke fører til øget diversitet, bør der indføres kvoter. Når det kommer til selve implementeringen for at sikre mangfoldighed, synes vi, at ansvaret skal ligge hos teatrene. Netop fordi ”mangfoldighed” er så vidt et begreb, mener vi, at det vil være hensigtsmæssigt, at hvert enkelt teater arbejder for at sikre mangfoldighed på en måde, der passer dem i forhold til deres profil og ressourcer. For at sikre, at teatrene tager højde for dette i deres rammeaftaler, kan en lovændring derfor være: Alle professionelle teatre skal have et fokus på at fremme mangfoldighed i deres rammeaftale. 

I kampen for mangfoldighed står vi over for komplekse udfordringer og spændende muligheder. På den ene side er der en presserende nødvendighed for at repræsentere hele samfundet, på scenen og i kunsten generelt. På den anden side møder vi udfordringer som finansielle begrænsninger, kunstneriske kompromisser, beslutningstagning uden autentisk diversitet, og udfordringer med dataindsamling. Trods disse udfordringer er der håb og løsninger. 

Vores opfordring er ikke kun til lovgivere, men også til teaterverdenen selv. Vi ser mod en fremtid, hvor teatre aktivt arbejder mod et mangfoldigt og repræsentativt kunstmiljø. En mulig vej kan være at integrere ”mangfoldighed” som en central del af scenekunstloven, skabe økonomiske incitamenter, og opmuntre til kreative løsninger, der passer til hvert teaters unikke profil og ressourcer. Gennem samarbejde, bevidsthed og handling kan vi håbe på at se en scene, der ikke kun afspejler vores mangfoldige samfund, men også fejrer og styrker den kulturelle udveksling, som kunst er skabt til at facilitere. 

Litteratur 

Dansk Skuespillerforbund, 2010. Mangfoldighed på den danske scene Vol. 1: Kunstskolerne. https://skuespillerforbundet.dk/fileadmin/user_upload/documents/Nyheder/Rapporter_unders%C3%B8gelser/Mangfoldighed_kunstskolerne_rapport_vol_1.pdf 

Davies, Trevor, 2007. Inspirationsrapport – Kulturel mangfoldighed set i forhold til Kunstrådet.
https://www.kunst.dk/fileadmin/user_upload/Kunst_dk/Dokumenter/Om_os/Publikationer/2007/2007_Rapport_om_kulturel_mangfoldighed.pdf 

Brody, Jean E., 2020. Diversity. Equity, and Inclusion in the Arts in America. In: Byrnes, William and Brkic, Aleksander (red.): The Routledge Companion to Arts Management. Abingdon: Routledge.

Bergsgard, Nils Asle, Vassenden, Anders. (2015). Outsiders? A sociological study of Norwegian artists with minority background. International Journal of Cultural Policy nr. 3, årgang 21, s. 309-325.

Afrunding 

Så hvor står vi nu efter de studerendes arbejde med de seks temaer og seminaret? Vi står i hvert fald stadig der, hvor vi venter på kulturministerens udspil. Men vi står også der, hvor der blandt de fremmødte i salen var enighed om, at det var seks relevante temaer, der alle bør indgå i den danske scenekunstpolitik, om end ikke nødvendigvis i en ny lovgivning. 

Seminaret blev rammesat af tre forskellige tilgange til en scenekunstrevision 

• Den nuværende scenekunstlov er uigennemsigtigt og kompliceret lag af historisk begrundede beslutninger (ikke kun historisk betingede støtteordninger, men også historisk opståede teaterinstitutioner). Denne tilgang peger på en revision med fokus på forsimpling, færre støtteordninger, baseret på objektive kriterier. 
• Den nuværende scenekunstlov er ikke i tilstrækkelig grad med til at sikre formålet med loven: ”at fremme scenekunst og det kulturliv, der knytter sig hertil i Danmark.”. Denne tilgang peger på en revision, der sikrer, at lovgivningen i højere grad gør dette. 
• Den nuværende scenekunstlov fremmer ikke de formål, vi som samfund ønsker at scenekunstpolitikken skal fremme. Denne tilgang peger på en revision af loven, der tager udgangspunkt i disse reviderede formål og en indretning af loven, der har til hensigt at fremme disse. 

Det blev tydeligt på seminaret, at en række nye scenekunstpolitiske formål trænger sig på. Samtidig blev det tydeligt, at en samtænkning mellem de forskellige temaerne er helt afgørende. Her spiller kunstnerisk frihed en ganske særlig rolle, fordi en kulturpolitisk regulering af de øvrige temaer meget hurtigt kommer i karambolage med ideen om den kunstneriske frihed. Dette gælder uanset om fremtidige krav om fx bæredygtighed og mangfoldighed skrives ind i loven, bekendtgørelser eller ‘bare’ i rammeaftaler. Uanset hvad er det en politisk styring af kunsten, der må betegnes som en instrumentalisering. Samtidig er det værd at bemærke, at de studerende tydeligt også peger på, at scenekunsten har et samfundspolitisk ansvar og kan fungere som en løftestang for dagsordener, der overskrider scenekunsten selv.

Disse potentielle dilemmaer og sammenstød er væsentlige at tage med i den videre debat. Det er også væsentligt at tage med i den videre debat at få talt om, hvilke scenekunstpolitiske redskaber, der er i værktøjskassen, og at en lovrevision er det voldsomste værktøj at tage i brug. Her er det vigtigt at holde fast i, at en scenekunstlov er en ramme, der skal holde i mange år. Grundstammen i den nuværende lov stammer tilbage fra 1963. Langt de fleste ændringer har været tilføjelser, og større ændringer er kun sket få gange. Et eksempel er fra 1996, hvor egnsteaterordningen blev splittet i to, hhv. den videreførte egnsteaterordning og ordningen for små storbyteatre. Sidste reelt gennemgribende ændring var i 2007, hvor ændringerne var en konsekvens af nedlæggelsen af amterne, og altså en scenekunstekstern begivenhed. En ny scenekunstlov skal altså være langtidsholdbar samtidig med at en ny scenekunstpolitik skal kunne møde de udfordringer, scenekunsten og samfundet står over for i dag og i fremtiden.

De forskellige afsnit er skrevet af:

Kunstnerisk frihed: Emilie Landgren, Lea Thalund, Rikke Trøjborg, Mohammed Al Badri og Emma Schaumann
Bæredygtighed: Sofie Holbek, Jo Damsgaard, Jeppe Beim Hildebrandt, Maria Rasmussen, Theo Grarup, Ragnar Erlandsson og Cecilia Hyldgaard Gaardsmand
Publikumsudvikling: Anne Engberg, Johan Göransson Skånstrøm, Freja Nissen, Nanna Pedersen, Josefine Kiara Astrup og Sidsel Kjærsgaard Nielsen
Decentralisering: Emil Erik Mellerup-Lund, Joanna Bruun Jarl, Lea Rosalina Bourgeat, Magnus Misbach Thinghuus, Rebecca Reither Wittenburg, Ylva Armand Lillo-Stenberg

Vækstlag: Jacob Skovrup Lausten, Katrine Thode Sørensen, Maja Sode Bach-Lauritsen, Marius Enzo Drouin-Mortensen, Mathilde Paprika Bech og Sofie Erika Kjær Brøndum
Mangfoldighed: Noah Casper Hansen, Margit Sandvik, Joey Pedersen, Asta Ea Vernon & Caroline Top

Indledning og afslutning samt redaktion: Louise Ejgod Hansen og Lea Thalund

Dramaturgi, Aarhus Universitet