Anmeldelse af Honey Badger, Nordisk Teaterlaboratorium
En grævling mellem tilknytning og frigørelse
Af Erik Exe Christoffersen
Honninggrævlingen (Honey Badger) er ca. 80 cm lang og vejer 16 kg. Den elsker honning og er ikke bange for at gå til angreb på et bo fyldt med bier. Den kan også tåle af blive bidt af verdens farligste slanger. Den tør angribe en løve og har så stærke kæber, at den kan knuse skjoldet på en skildpadde. Den er udnævnt til verdens mest frygtløse dyr. Det er hovedmetaforen i stykket.
Honey Badger er en musikalsk collage og fortælling om barndommens trauma, leg, en familie og et hjem som slås i stykker. Det er en erindring med indre dæmoner og en længsel efter et fraværende hjem. Familiens mønster kan brydes med egne valg, men fortiden kan ikke ændres. Men måske kan fremtiden?
Erindringens strøm
Tilskuerne kommer ind i den mørke black box med en spilleplads på gulvet i den ene ende. Der står en rejsekuffert på gulvet svagt belyst, og der hænger en rund, hvid rispapirlampe i loftet. I den anden ende er der en tilskueropbygning. Langsomt opfatter tilskueren, at lydene i rummet er forskellige dyrelyde som i en jungle.
En ung mand rejser tilbage i tiden og møder barndommens skyld, skam og længsel efter kærlighed og omsorg. Det handler både om hans barndom, men også om hans egen eller fremtidige rolle som forælder. Vil han være en dårlig far? Hvad vil han give videre: et barndomstraume eller en ny erkendelse? Han dyrker i stedet naturens og dansens anderledeshed. Det er en kompleks fortælling, hvor skuespilleren Juraj Benko befinder sig i en dialog og udveksling med rollens univers.
Lidt forenklet sagt er forestillingen spændt op mellem to retninger: behovet for at frigøre sig og behovet for at mærke tilknytningen til familien. Det er en risikofyldt position mellem modsatrettede kræfter, og det kræver mod (som honninggrævlingen) at skabe en forestilling, som rummer denne ambivalens. Skuespilleren, Juraj Benko, er teatertrænet og tilsyneladende en fremragende bokser, som danser og stikker som en bi. Og han er alene i det mørke, tomme rum, hvor han elegant og præcist springer mellem forskellige aldre, roller og henvendelsesmåder.
Honey Badger er en fortætning og formmæssig koncentration af nogle barndomserfaringer. Det er en kunstnerisk eller æstetisk formgivning af mødet med fortiden, der udnytter rummet, rekvisitterne, musikken, dansen og fortællingen som elementer i en poetisk og dramatisk erindringsstrøm. Skuespilleren skifter mellem at fortælle elementer af sin historie, fremvise sit dyriske jeg og demonstrere såvel faren som moderen. Der er ikke en klar skelnen mellem autobiografi og fiktion. Vi forstår, at rollen under alle omstændigheder lever i sin egen drømmeverden, som indimellem er virkelig for ham og indimellem fantasi.
Blackout
Så sidder han der, sønnen, op ad rejse-kassen med en montage af fragmenterede landkort, som om verden ikke er helt så sammenhængende, som vi er vænnet til. Samtidig med dyrelydene hører man et grædende barn. Scenen rummer en stemning af ensomhed og forladthed i en farlig verden. En form for mareridt: et spædbarn efterladt alene i junglen blandt vilde dyr. Det minder mig om min barndoms helt Tarzan, som de fleste sikkert kender. Som jeg husker det, er det fortællingen om et spædbarn, der efter en skibsulykke befinder sig i junglen uden forældrene. Han overlever og vokser op blandt aberne.
Spørgsmålet som denne unge mand stiller sig er, hvordan han kan undgå at videre give sin barndoms tvang, disciplinering og rigide orden? Fra kufferten henter han en rød jakke og bukser, som hænges op i en bøjle. Det repræsenterer faderen. Skuespilleren skifter mellem at fremstille faderen og sønnen. De boksetræner, og faderen er stolt over sønnens præstation. Men faderen har tilsyneladende et uberegneligt og svingende sind. Sønnen bliver ind i mellem lukket ude fra hjemmet, selvom det er vinterkoldt. Fra kassen henter han også små legetøjsdyr, som han stiller op. Han fortæller om de forskellige dyr, som ofte æder deres eget afkom. Og en pose æbler bliver hældt ud på gulvet, og vanskeliggør hans dans, idet han må undgå at træde eller sparke til dem.
I kassen er også moderens hvide silkekjole, som levendegøres af Benko. Kjolen hænges op, og hans hænder og ansigt bliver hendes. Kassen er på den måde også en kiste, hvor døde skikkelser hentes frem og genskabes, som de spøgelser de er. ”Min mor dræbte mig, hun kunne ikke se mig”, fortæller han tilskuerne.
Samtidig var han lykkelig med moderen, de dansede og legede i timevis, men faderen ødelagde moderen. Benko henter en halvfyldt flaske spiritus op af kassen og drikker den som en symbolsk handling for morens selvdestruktion. Hun spillede kort hjemme med venner, drak og låste sønnen inde i kælderen i mange timer, så han ikke forstyrrede de voksne. Det er muligvis morens maniske side, som viser sig, imens den mere depressive side viser sig ved at hun græder, når hun ikke tror sig set.
Så hellere forsvinde
Skuespilleren forvandler sig til en aggressiv vild abe, som truer tilskuerne. Man kan være i tvivl om det er drengen, der skamfuldt både viser og skjuler sin aggression mod forældrene.,eller om det er forældrenes had mod barnet? Måske er det netop en pointe. at der er denne dobbelthed? Han samler dyrene, morens kort, som han har smidt ud i rummet, æblerne og tøjet tilbage i kuffertkassen. Han nærmer sig en form for erkendelse, som dog er modsætningsfuld: Jeg skulle ikke være her. Jeg kan ikke gå tilbage, men jeg kan heller ikke nå en fremtid. ”Du fortjener ikke at leve, du er ikke ønsket” er budskabet. ”Jeg forsvinder” er sønnens reaktion.
Selvom han konfronteres med fortiden, er spørgsmålet, hvordan han undgår at gentage denne destruktion i nye relationer. Konsekvensen, som han frygter, er at undlade selv at skabe en familie, hvor kærlighed bliver transformeret til had. Så hellere forsvinde synes han at konkludere?
Der tegnes konturerne af en næsten kafkask karakter på vej til opløsningen i anorektisk intethed og i en opgivelse af alle sociale relationer. Forestillingen tegner som helhed et vendepunkt, hvor figuren tager ansvar og udviser en ny form for omsorg overfor moren. Dermed opnår han også en ny vitalitet i genbeskrivelsen af barndommen. Det er figurens vitalitet som kommer til udtryk i skuespillerens dans.
Overgrebene i familien bliver kun antydet. Hvordan er det, faren har ødelagt moren og sønnen? Hvori består morens destruktion af sønnens kærlighedsevne? Forestillingen skaber ikke en detaljeret mimetisk fremstilling, men derimod en mere ekspressiv og affektiv fremstilling, som i sidste ende handler om skuespillerens og instruktørens samarbejde og æstetiske sans som fortætning.
Processen som en del af værket
Det er Juraj Benko, som selv har skabt grundlaget og taget initiativet til at bede Roberta Carreri om at være instruktør. Benko har tidligere fulgt kurser på NTL, hvor Carreri i 50 år har været skuespiller og en del af Odin Teatret. Det er hendes første opgave som instruktør, og som det fremgår af programmet, har det for hende været et spørgsmål om at stramme, beskære, forenkle og skærpe materialet.
Men grundlæggende er det altså en forestilling, som er baseret på Juraj Benkos erfaringer og behov for at skabe dette værk. Der er en underliggende strøm af rastløshed, eller måske kunne man sige hjemløshed, som udspringer af et brud med familien og familiens destruktive karakter. Bruddet med familien er på ingen måde enkelt, og særligt omsorgen for moren rummer en form for melankoli.
Sorgen over tabet af familien kræver så at sige en metode, for at kunne lægge sorgen bag sig og komme videre. Selve forestillingen er udtryk for denne metode, i kraft af præcisionen, den komplekse dramaturgi og springene mellem faren, moren, drengen og dyrene. Selve forestillingsmontagen skaber en anderledes repræsentation, hvor dansen, boksningen, legen, musikken og lyset er dramaturgiske elementer, som betyder, at kontrollen genskabes på et nyt niveau. Afhængigheden af familien, fortiden, bliver mulig at forbinde med selvstændigheden, fremtiden, i værkets sproglige og affektive form.
Processen er en dimension af forestillingen, og den siger noget om teater som en overlevelsesstrategi, der kan bryde med den selvdestruktive familie. Teatrets proces og rum skaber et fællesskab og relationer, som på sin vis kan erstatte familien og skabe et flydende hjem både for skuespilleren, instruktøren og tilskuerne.
Forestillingen slutter med, at han dækker rejsekufferten til med et hvidt klæde og placerer en honninggrævling på klædet. Et lille legetøjsdyr: Honey badger. Det modige og frygtløse dyr, som aldrig giver op, selv over for det uovervindelige.
Honey Badger havde premiere på Nordisk Teaterlaboratorium d. 21.09.2023 og spiller på udvalgte dage.
Skuespiller, idé og tekst: Juraj Benko
Instruktør: Roberta Carreri
Scenografi og Lysdesign: Fausto Pro
Musik og Komposition: Arielle Zilkha
Erik Exe Christoffersen er Lektor Emeritus på Dramaturgi, Aarhus Universitet og en del af Peripetis redaktion.