Peer Gynt med spørgsmålstegn
Af Erik Exe Christoffersen
”En kvinde falder fra stor højde ud af en flyvemaskine og lander i dyb sne på en fjeldside, som hun glider nedad og overlever med nogle brækkede knogler. Løgn eller sandt? Det er spørgsmålet. I kan selv google det”.
Således indleder Morten Burian soloforestillingen, hvor publikum inviteres til at medvirke på scenen med forskellige opgaver, hvor de guides via høretelefoner. Forestillingen genfortolker og omskriver Henrik Ibsens fortælling om den unge Peer Gynt i en tid, hvor sandhed mere end nogensinde er et spørgsmål om synsvinkel og individuelle følelser. Peer svigter sine omgivelser i jagten på egoistiske drømme. Han er en rastløs fantast, som måske til slut når en form for selvindsigt.
Burian fortæller: ”Det oprindelige folkesagn om Peer Gynt er 9 sider langt. Ibsens version er på over 200. Hvad har han skrevet til på de sidste 191 sider?” Peer Gynt? viser hvordan Ibsen har flettet sit eget liv ind i det norske folkeeventyr. Vi møder derfor den løgnagtige Ibsen, der fortæller historien om den løgnagtige Peer Gynt.
Foto: CATRINE ZORN
Den selviscenesættende Peer
”Peer, du lyver!” siger mor, Åse, som stykkets første replik. Peer er den ansvarsløse drømmer og eventyrer, der svigter alt og alle for egen fordel. Peer er løgner, fantast og bedrager. Han er tilmed egoist og selvcentreret. Vi følger hans fantastiske rejse fra Gudbrandsdalen, Dovrefjeldet, Saharas ørken, galeanstalten i Cairo og tilbage til bygden. Med andre ord, han dyrker selviscenesættelsen og det umiddelbare begær. Lyder det bekendt?
Peer Gynt fra 1867 var et gennembrud for Ibsen, og det er hvad Burian nu vil gestalte med tilskuernes hjælp. Han går ud for at gøre sin entré, ”som vi siger på teatret”. Han kommer hurtigt og elegant ind i funklede norske folkeklæder med stribet silkevest, lyserød tophue og løbesko. Han spiller Peer Gynt, men er også fortæller, som blander Ibsen ind i fremstillingen, som var Peer Gynt et autobiografisk værk med Peer som Ibsens alter ego.
Det er på mange måder en meget moderne Peer Gynt, vi har på scenen. Han søger den maksimale selvrealisering og tilfredsstillelse, men det betyder så også, at forpligtigelser og bindinger bliver en form for forhindring, og noget han forsøger at undgå. Konsekvensen af Peers uafhængighed er, at han må skabe sig selv gennem sin fortælling. Det er hvad Peer Gynt gør – og hvad Ibsen tilsyneladende gjorde i sit liv. Ibsen var manisk optaget af sandheden og det ægte. Men tvivlen er gennemgående i alle hans værker. Findes der en egentlig sand kerne? Eller er det endnu bare en illusion?
Scenerummet
Scenen er lige så farverig, som løgnerens fantasi. Bagtæppe og sidetæpper er løsthængende, malede baner, og det gør det muligt at gå ind på scenen fra alle sider. Burian inviterer tilskuerne til at deltage i forestillingen på skift. Han viser hvordan de sikkert kan komme ind på scenen, hvor der er en hvid trappe opsats.
Scenografien består af tre lag farver: cyan, magenta og gult. Det fungerer som en slags fiksérbillede, som alt efter belysning lader forskellige billeder træde frem. Det knytter sig til Peer Gynts monolog om livet som et løg: lag på lag uden en kerne. Sådan er det med sandheden, som set i ét særligt lys kan have en bestemt profil, mens det i et andet lys tager sig anderledes ud. Alt efter lyset træder forskellige figurer frem: En slange, et øje, et tomrum.
Deltagelsens dramaturgi
TOETT (The Other Eye of the Tiger) eksperimenterer med at forny tilskuerens funktion og rolle i teatret ved at involvere tilskuernes individuelle følelser, empatiske og forståelse i et sanseligt samspil på scenen. Det eksperimenterende i forestillingen er måden tilskuerne inddrages. Et antal tilskuere får udleveret høretelefoner, hvorigennem man hører lyden fra scenen sammen med resten af publikum, men samtidig er det også muligt at modtage særlige beskeder. På et tidspunkt får jeg besked om at gå op på scenen sammen med ni andre tilskuere. Det gør jeg, og vi går ind bag scenetæppet. Her får vi besked på at stille os op ved et nummer fra 1 – 9. På et bord ligger forskellige rekvisitter.
Vi modtager så besked om forskellige opgaver, som at tage en Ibsenmaske på og gå ind på scenen. Eller gå ind og omringe Peer. Bagefter kommer et andet hold op. De kommer ind på ski, lægger sig alle på scenen, har alle solbriller på. Senere kommer de ind med store skilte, hvor der står ”Fuck you”, ”stille” og andre små replikker. De bruges i en dialog med Peer, hvor hver enkelt holder et skilt op og får tilskuerne i salen til at råbe replikken.
Konsekvensen af denne aktivitet på og bag scenen var for mig, at jeg fuldstændig fortabte mig i og koncentrerede mig om nogle opgaver og glemte at følge den sceniske handling. Også senere havde jeg mere fokus på ”statisterne” end på hovedhandlingen. Beklager, men det siger måske også noget om forestillingens dramaturgi: at deltagelsen er mere interessant end fortællingen om Ibsen og Peer Gynt.
Det som jeg særligt mærkede som en fysisk form for nærvær var den stemme, der gav os instruktioner i hovedtelefonerne og opgaverne. Det pludseligt at rejse sig i teatersalen, at gå op på scenen og pludselig blive en lille gruppe med forskellige opgaver. Jeg oplevede det som en særlig form for intenst nærvær i overgangene mellem forskellige virkeligheder. Som sagt var det ikke fiktionens virkelighed, men den fysiske virkelighed af de forskellige rum. Jeg kan formulerer det som sansningen af teatermediets forskellige konkrete virkelighedsrum: salen, scenen, backstage.
Publikum er en del af forestillingen
Det er ikke en ny tendens i teatret. Adskillelsen mellem scene og tilskuerrum har i det moderne teater været et tilbagevendende problem, som er forsøgt løst på forskellig vis. Tendensen er blevet forstærket gennem de senere år, hvor deltagelse generelt er blevet en kulturel faktor. Dels i kraft af den digitale udvikling, men også i den kulturelle udvikling, hvor den fysiske deltagelse er blevet et must i alle mulige events lige fra musikfestivaler, prideoptog, demokratiserende aktionsformer og kommercielle messer. Også teatret vil være inkluderende, aktiverende og skabe reaktioner, som er forbundne med reception. Det er en performativ og affektivt orienteret kunst, som ikke er snævert afgrænset af et værkbegreb, men som sigter på handlinger i rummet, som tilskuerne sammen med det kunstneriske materiale og tilfældighedernes indspil skaber.
Det er en virkelig god idé at involvere nogle publikummer i sceniske handlinger, mens tilskuerne i salen indimellem bliver en slags interaktivt kor. Faciliteringen er enkel og klar, så man ikke på noget tidspunkt overlades til improvisation. Ligeledes er der en øjeblikkelig anerkendelse af ens indsats fra stemmen i høretelefonen, og der er en fin opbakning fra det samlede publikum.
Interaktionen er på den måde fastlagt, og der er ingen ”fri vilje”. På en måde er det i overensstemmelse med Peer Gynt, som i den velkendte monolog sammenligner sig selv med et løg, hvor man kan fjerne lag på lag uden af finde en egentlig kerne. Det betyder, at sammenhængen mellem Peer Gynt og geniscenesættelsen falder fra hinanden. På en måde vil forestillingen for meget ved både at genskabe Peer Gynt, genfortolke Henrik Ibsen, og samtidig inddrage publikum i et spil om sandhed og løgn. Jeg er usikker på konklusionen i forholdet mellem fortællingens nødvendighed og tilskuerdeltagelsen.
Fraværet af sandhed er også en risiko
Morten Burian gør det super godt uden at miste grebet undervejs. Han er charmerende, smilende, forførende og nærværende med masser af sandheder eller løgne, som tilskuerne opfordres til at google. Men han er også manipulerende, ligesom stemmen i høretelefonerne er det, og uden at man på noget tidspunkt er sikker på, hvad der egentlig foregår. Er der en risiko for at blive snydt? Det er jo i sig selv spændende. Det er lidt ligesom Holbergs Jeppe, der vågner op i baronens seng og forveksler virkelighed og fiktion.
Morten Burians Peer Gynt-morale lyder: ”Det handler ikke om at lyve. Det handler om at skabe håb.” Umiddelbart leder det tanken hen på en mesterløgner over dem alle: USA tidligere og måske kommende præsident Donald J. Trump. Hans bevidste ”leg” med sandheden virker ikke til at afskrække vælgerne, måske tværtimod.
Henrik Ibsens samlede værker har, som jeg ser det, en tematisk tråd. De forskellige personer kæmper for en frigørelse af deres egentlige selv. Det gælder Nora i Et dukkehjem, Osvald i Gengangere og personerne i Når vi døde vågner. Frigørelsen er imidlertid ikke umiddelbart mulig uden omkostninger. Nora må forlade sine børn, Hedda Gabler skyder sig selv og personerne i Når vi døde vågner bliver knust af en snelavine. Det er så at sige Ibsens pointe at påpege denne tragiske dobbelthed, hvor frihed og destruktion hænger sammen.
I Peer Gynt? findes en lignende dobbelthed. Peers forsøg på frigørelse har sine tragiske omkostninger, som Burian viser glimtvis i en scene med mor Åses død eller i længslen efter Solveig. Samtidig er forestillingens udtryk knyttet til en form for ironisk distance. Det gælder scenografiens farverigdom, Peers glimmer-kostume og inddragelsen af tilskuerne i forskellige roller. Burians fortællestil rummer også en selvironiske distance. ”I skal ikke tro på alt, hvad jeg siger. I behøver ikke forstå alt, hvad Peer Gynt handler om, eller hvad Ibsens som sådan har gang i”.
Den ironiske distance er for mig at se problematisk. Det tekniske eksperiment med tilskuerdeltagelse er virkelig vellykket og åbner for mulige nye perspektiver i udviklingen af teater som deltagelseskunst, men tematisk mangler denne forestilling en alvorlig pointe: Hvad skal vi med Ibsen og teksten? Og hvad nu hvis Trump faktisk tilbageerobrer præsidentmagten?
Peer Gynt? spillede på Svalegangen d. 7 – 11 november 2023
Læs mere her: https://www.svalegangen.dk/events/gaesteforestillinger/2023-2024/peer-gynt/
Medvirkende: Morten Burian
Koncept: The Other Eye of the Tiger
Instruktion & tekst
HENRIK GRIMBÄCK
Med fragmenter & tekstudvikling af
MORTEN BURIAN
Scenografi & kostumedesign
IDA GRARUP
Lyddesign
ASGER KUDAHL & DANIEL FOGH
Lysdesign
SÚNI JOENSEN
Dramaturg
MIRIAM FRANDSEN
Instruktørassistent & afvikler
CILLE VIOLA BRANDT PETERSEN
Scenografassistent
SIGRID ANDREASSON
Oversættelse af manuskript
IDIL ALPSOY, CILLE VIOLA BRANDT PETERSEN
Co-produktion
THE OTHER EYE OF THE TIGER, TOASTER & HUSETS TEATER
The Other Eye of The Tiger (TOETT) består af
IDA GRARUP, HENRIK GRIMBÄCK, MORTEN HEE ANDERSEN, MIA-LUISE HEIDE, SÚNI JOENSEN & ASGER KUDAHL
Om Toaster: https://toastercph.dk/
Erik Exe Christoffersen, lektor emeritus, Aarhus Universitet