Anmeldelse af Don Juan på Det Kongelige Teater
Don Juan i en #MeToo tid
Af Janicke Branth
Don Juan har alle dage dyrket det erotiske spil og en kunst, der umætteligt må afprøves gennem stadigt nye erobringer. Han er med egne ord en ”erotikkens Alexander den store”, der drømmer om stadigt nye universer at erobre. Det er modstanden, der pirrer ham, og den var der meget af i barokkens katolske samfund. Og hvor træner man bedre denne ’ars amatoria’ end netop på teatret? Med sine buede bænkerækker rummer salen mange emner, man potentielt kan øve sig på – hvad denne opsætnings Don Juan da også lægger an til flere gange undervejs.
Fortæppet, som ikke er teatrets tæppe, men mimer det, er nede fra starten og trækkes langsomt op til religiøse toner, der fremkalder forventninger om et kirkerum. Don Juan venter i et elegant, lyserødt jakkesæt og ind træder Donna Elvira i en overvældende smuk, hvid brudekjole og tager hans hånd. Så skifter lyden til heftig rockmusik og deres elskovsnat (som vi i teksten kun hører om) udfolder sig i en vild dans og en elegant koreografi, der skaber et blændende billede på erotisk ekstase. Men så går tæppet ned igen og Don Juan mødes med sin tjener Scanarelle for at forklare ham, at han allerede er på vej videre til et nyt eventyr.
Samtalen med publikum
Og sådan veksler forestillingen mellem dialoger foran ’tæppet’, der mere eller mindre direkte kommenterer det, vi har set eller kommer til at se. På den måde mimer opsætningen både barokkens frontale spillestil og viser nutidens forkærlighed for interaktivt teater. Den mellemliggende periodes opførelsespraksis, der har lukket handlingen inde bag prosceniumsrammen, har ofte ført til en mere romantiseret fremstilling af Don Juan på evig jagt efter den eneste ene.
Molières Dom Juan ou le festin de pierre, som havde urpremiere i 1665, blev i øvrigt skabt – næsten som en kommentar – midt i den ophedede kamp om hans Tartuffe, der gang på gang blev lukket ned af en fundamentalistisk fraktion indenfor den katolske kirke, som også Frankrigs Ludvig den XIV lå i strid med. Denne særlige kontekst, som betyder meget i teksten, er naturligvis uinteressant for et moderne publikum. Men hvori består så provokationen i en moderne opsætning?
Don Juan 2023 – fra protagonist til prototype
Spørgsmålet er, om Don Juan overhovedet formår at være særligt provokerende i disse dage. Hans promiskuitet – her fordoblet med sex til begge sider – er overhovedet ikke provokerende i dag. Hans appetit på sex i stadigt nye variationer er på ingen måde exceptionel, hans flamboyante påklædning og kyniske diskurs heller ikke. Så fra at være en antagonist til samfundets normer er han i dag nærmest blevet en prototype på et samfund, der dyrker individualisme og overforbrug. Hvad stiller man så op med ham som forestillingens protagonist? Instruktøren Anna Balslev udtaler selv i et interview på teatrets hjemmeside: ”I dag er vi alle Don Juan. Det er en dyd at bestræbe sig på at leve som frit, selvstændigt individ uden bindinger”.
Morten Hee Andersens giver os en Don Juan, der er en drenget, narcissistisk og legesyg Peter Pan. Han repræsenterer hverken stort intellektuelt overskud eller en machotype. Han er først og fremmest forelsket i sig selv og sine grænseoverskridende lege med andre mennesker uanset alder, køn eller status. Hans umodne træk forstærkes af, at han kun er omgivet af det kvindelige.
Molières faderskikkelse (Don Louis) er blevet til Don Juans mor (Karen-Lise Mynster), Donna Elviras brødre spilles af Ena Spottag, der i øvrigt også spiller Charlottes kæreste Pierrot, og Kommandanten, faderfiguren par excellence, forekommer slet ikke i denne opsætning. Selv Scanarelle, spilles også af en kvinde, Mathilde Arcel. Så det er lidt af et regnbue-ensemble, der opløser de klassiske kønsmønstre. Hvori ligger så det dramatiske, når hverken den religiøse eller normbrydende provokation får os op af stolene?
Kroppens teater
Det dramatiske erstattes her af det spektakulære i kraft af opsætningens helt særlige fysikalitet, der gestalter den sanselighed, som ellers primært komme til udtryk i replikkerne. Med opsætningens elegant koreograferede billede af kropslig overgivelse får vi et blik ind i det erotiske, hver gang tæppet går op for en af Don Juans nye eskapader. Den sanselighed er voldsomt mere forførende end Don Juans mange ord om elskovskunsten.
I Kierkegaards beskrivelse af æstetikeren (Enten-Eller), lever Don Juan i fragmenterede, men sansefulde øjeblikke og har intet andet formål med sin tilværelse end leg med virkeligheden og den evige jagt efter nydelse. At det ifølge Kierkegaard efterhånden fører til fortvivlelse og depression antyder koreografien ved at lade Don Juans forførelse være præcis den samme for hver ny erobring, indtil monotonien indfinder sig.
Sganarelle – fra komisk antagonist til forestillingens ’hovedperson’
Fra Molières side er Scanarelle stykkets klovn, en klassisk commedia dell ‘arte tjenerfigur (han spillede den selv i 1665). Hans funktion er at sætte alle Don Juans eskapader i relief med sine moralske indvendinger, gerne tilsat slet skjult misundelse. Hans rolle er på en gang at repræsentere og latterliggøre tidens konventionelle moralisme. Men den funktion får Sganarelle ikke her.
Anna Balslev har sammen med Mathilde Arcel valgt at gøre Sganarelle til en sympatisk og umorsom ledsager til Don Juan, der som tjener er nødt til at deltage i hans spil, men gør det modvilligt og vantro, ind imellem grænsende til fascination. Et vendepunkt indtræder, da Don Juan foreslår, at de skal tage ud på kirkegården for at invitere statuen på middag. Her giver Sganarelle efter for den modvillige tiltrækning, han/hun føler for Don Juan, og de mødes i en ekstatisk kærlighedsscene.
Men et øjeblik efter får Don Juan øje på bondepigen Charlotte og hengiver sig til en ny glødende kærlighedsscene med ham/hende. Fra da af bliver Sganarelle næsten fastfrosset som tilskuer til Don Juans videre færd. Ikke mindst til Don Juans løgne overfor moderen, da han tårevædet sværger at forbedre sig, ligesom han lidt før har sværget at tjene himlen overfor Donne Elviras bror (Ena Spottag) for at undgå en duel med ham.
Og endelig må han til sidst høre på Don Juans store hyklerimonolog – ”Rollen som hæderligt menneske er den bedste, man overhovedet kan spille i dag, og professionen som hykler indebærer de mest eklatante fordele. Det er en kunstart, hvor bedrag altid respekteres”. Monologen er skrevet som en svidende hån mod kirkens og borgerskabets hykleri, men passer glimrende på al form for hykleri, ikke mindst det politiske. Den oser af en kynisme, og det får omsider Sganarelle til at tage til genmæle i en usammenhængende og alt andet end logisk argumenterende monolog.
Fra Molières hånd var den fuld af folkelig overtro og tænkt som en parodi, men Mathilde Arcel forvandler den til et stykke poesi, og på den måde får hun kraftfuldt gjort op med Don Juans kynisme. Her får vi ikke en fortvivlet Sganarelle, der råber på sin løn. I stedet forlader han scenen og sin herre, så det er ham, der står alene tilbage med et fortvivlet udtryk, som om han for første gang faktisk er ramt af noget!
Ingen festin du pierre
Stykkets store gys og afsluttende clou har altid været Statuens entré, håndtrykket og helvedes ild, som fra scenedybet opsluger den formastelige synder. Men den dramatiske slutning har opsætningen givet afkald på. I stedet for slutter den med at kaste sit dagklare arbejdslys over det nu nøgne, dekorationsløse scenerum og lade Don Juan stå ensom, mens scenefunktionærerne begynder at rydde op og gøre klar til næste forestilling.
Balslevs Don Juan dømmes til evig gentagelse af samme show, præcis som koreografien i alle forførelsesscenerne er en eksakt gentagelse hver gang. At han dermed bliver en ’teatralsk og historisk’ figur er vel opsætningens utopi. Overfor ham står Sganarelle som hovedperson i dramaturgisk forstand, når han tager sit opgør med Don Juan. Med sine poetiske ord tegner Sganarelle konturerne af et sensitivt alternativ, en ny følsomhed, der overlader forførelseskunstneren til sin egen teatralske trædemølle. Et nej til den fragmenterede, æstetiske livsnydelse og et ja til en mere forpligtende virkelighed.
Ensemblet omkring Don Juan
Skuespillerne omkring Don Juan er stort set alle kvinder med stærkt scenisk nærvær og autoritet. Karen-Lise Mynster erstatter den lidt komiske pantalonefigur med overbevisende styrke som Don Juans mor, Donna Louise og Ellaha Lacks Donna Elvira er herligt befriet for de religiøse overtoner, så man tror på hendes hengivelse og sorg over at skulle tage afsked med Don Juan. Men først og fremmest bliver Mathilde Arcels Sganarelle opsætningens omdrejningspunkt gennem sin rejse fra modvillig fascination til indsigt og afstandtagen. Det har sine udfordringer at skulle give afkald på en rolles store komiske kraft, men hun gør det med et sjældent scenisk nærvær.
For mig at se har denne Don Juan opsætning en klar grundtanke, som gør det rimeligt at sætte stykket op i dag. Kvindernes styrke og forestillingens slutning taler lige ind i en #MeToo samtid, og lander stykkets mytologiske mandeskikkelse som et relikvie i en klassisk teaterramme. Det gør det til gengæld noget vanskeligere som skuespiller at skulle udfylde forførerens rolle. Don Juans teatralske skæbne understreges af Karin Gilles scenografi, som med sit nøgne scenerum og gentagne tæppefald skræller lag på lag af Don Juans kyniske show.
Don Juan spiller på Skuespilhusets store scene fra 12.10-29.11 2023
Læs mere her
Iscenesættelse: Anna Balslev
Scenografi og kostumedesign: Karin Gille
Komponist: Viktor Dahl
Lyddesign: Jonas Peter Vest
Lysdesign: Jonas Bøgh
Oversættelse: Per Aage Brandt
Medvirkende: Morten Hee Andersen, Mathilde Arcel, Ellaha Lack, Karen-Lise Mynster, Ena Spottag og Kristoffer Eriknauer
Janicke Branth er dramaturg cand.phil. og tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen og tidl. medlem af Peripetis redaktion