Det levende arkiv for flydende øer: “NOW IS TIME”
Af Erik Exe Christoffersen
Living Archive Floating Islands
I Lecce, Syditalien er der på Biblioteca Bernadini åbnet en udstilling LAFLIS, Living Archive Floating Islands (5. 10. 2023) kurateret og iscenesat af Eugenio Barba. Der er tale om en form for hybrid mellem et traditionelt arkiv, en installation, et teatralt rum og et museum om Odin Teatret. Her kunne man på åbningsdagene “NOW IS TIME” pludselig møde Eugenio Barba på sit kontor, som det så ud i Holstebro på Odin Teatret, men altså her flyttet til Lecce som en kopi af originalen. Dog er Barba ganske levende. På samme måde kunne man møde den nulevende skuespiller, Julia Varley i sin garderobe, der ligeledes er en kopi af garderoben i Holstebro. Barba og Varley vil dog ikke blive i udstillingen for evigt, men det levende arkiv forbliver og det kunne være et interessant eksperiment at se små monologer af hovedpersonerne udspilles i denne kontekst. Under alle omstændigheder rykker det ved forholdet mellem arkiv, museum og teater som forskellige medier, der hver især præsenterer tiden på forskellig vis: som noget fastfrosset i museets rum eller som noget flydende og sammenhængende med skuespillernes levende kroppe. Lige nu er det tale om et eksperiment som handler om tid og ikke mindst fortid og fremtid. Hvordan vil denne hybrid, som vil udvikle sig de kommende år, tale til tilskuere og teaterforskere i en fremtid, hvor Odin Teatrets forestillinger ikke længere er levende begivenheder?
Forhistorien
Det er næsten 60 år siden Odin Teatret under ledelse af Eugenio Barba blev etableret i Oslo for et par år senere i 1966 at flytte til Holstebro, hvor teatret lige siden har haft sin base som Nordisk Teaterlaboratorium (NTL) med stor betydning for det lokale, regionale teater-, sociale og internationale miljø. Det særlige ved laboratoriemodellen har gennem årene været et tværkulturelt samarbejdet med byen, relationen til universiteter i Danmark og udlandet, præsentation af asiatiske teaterformer og andre teaterformer, træningsformer, film og tidsskrifter samt teaterkonferencer. Den 31. december 2020 forlod Barba stillingen som leder af Teaterlaboratoriet, men er stadig kunstnerisk leder af Odin Teatret i Holstebro, som altså ikke længere er en del af NTL.
Efter et internationalt gennembrud i begyndelsen af 70erne kastede teatret sig ud i et eksperiment: hvordan ville det være for et teater at befinde sig i en egn uden en egentlig teatertradition. For omkring 50 år siden flyttede teatret i en periode på fem måneder til landsbyen Carpignano i Syditalien, hvor man som fremmede blev mødt med spørgsmålet: Hvem er I? Og hvad er det I laver? Skuespillerne var begyndt at træne udendørs med forskellige former for dans og akrobatiske bevægelser, musik, sang, arbejde med rekvisitter som stænger og flag, farverige kostumer og stylter. Det var en fattig egn og Odin Teatret, som ikke ville spille gratis, opfandt Byttehandlen som en ny teaterform. En form for interaktion og udveksling af sange og danse mellem to forskellige miljøer og kulturer. Først viste Odin Teatret nogle scener og bagefter optrådte de lokale med sang og dans. Dette var med til at redefinere teaterets funktion, mulighed og kultur, idet tilskueren så at sige blev en synlig del af forestillingen, og teatret blev en operativ og transformativ udveksling. Det var på en måde en genoplivning af den form for teater, som Bertolt Brecht kaldte et lærende teater med en gensidig transformation og udvikling af både tilskuerforholdet, teatret og dets sociale kontekst.
Det levende arkiv
LAFLIS, Living Archive Floating Islands er beliggende i biblioteket, som er et smukt gammelt palads med to inder gårde, hvor publikum kan sidde og læse. Det er placeret i hele højre fløj på 1. sal og disponerer over en lang gang med tre lange sidefløje.
Installationen består af flere rum, hvor et indeholder Eugenio Barbas bogsamling på over 6000 bøger fra hele verden og ikke mindst masker og andre teatrale elementer doneret af Barba. Dette er ikke organiseret som et almindeligt bibliotek, men nærmest som en kaotisk samling af alle mulige inspirationskilder på mange forskellige sprog fra mange steder i verden. Et andet rum består af fragmenter, rekvisitter, kostumer, scenografier, billeder og film som dokumenterer Odin Teatrets forestillinger. I indgangen står en stor barongløve-maske fra Bali, en gammeldags skrivemaskine fra Brechts Aske, en samling hænder fra Mythos, en engel og en dukke i en glaskiste, en gammel dør og meget mere, som kun tilskuere, som er bekendte med Odin Teatres univers vil kunne genkende . Tilsammen danner det et sanseligt og pirrende indtryk af teatrets materiale univers.
Et tredje rum et tilegnet Det Tredje Teater og består af en masse blomster, der ligner valmuer. Disse repræsenterer flere hundrede teatergruppers historier og aktiviteter, som de besøgende kan undersøge digitalt og fremkalde ved en enkelt berøring. Det Tredje Teater er hverken det klassiske teater eller avantgardeteatret, men et teater som tager udgangspunkt i en gruppes personlige identitet og behov, og som ifølge Barba fortjener at blive anerkendt af UNESCO som menneskehedens immaterielle arv.
Endelig er der på den lange gang en udstilling af Odin Teatrets plakater (skabt at Peter Bysted) og andre visuelle elementer. For enden af gangen er en glasbro, som kan betrædes, og nedenunder ligger bøger, tidsskrifter og plakater. I venstre hjørne sidder en voksfigur af Gandi i et badekar og læser én af Barbas bøger. Glasbroen fungerer som overgangen til en Tradition, man træder hen over for at nå til et arkiv, hvor man kan arbejde, praktisere research i den dimension af teaterhistorien, som er forbundet med Odin Teatret, Brecht, Stanislavskij, Mejerhold, Grotowski, Isadora Duncan, asiatiske teaterformer, Odin Teatret selv og ikke mindst International School of Theatre Anthropology (ISTA).
På en etage over arkivet finder man Eugenio Barbas kontor, rekonstrueret fra Holstebro og desuden skuespilleren Julia Varleys personlige garderobe.
Selve åbningen af LAFLIS var et tre-dages program med titlen “NOW IS TIME” med pressekonference, film om teatrets aktiviteter i 1974 i det sydlige Italien, præsentation af en ny bog af Eugenio Barba “My Lives in the Third Theatre. Difference, Craft, Revolt”, visning af en film af tidligere Odin-skuespiller Else Kvamme Det umuliges kunst, en film om teatrets historie indrammet af Odin Teatrets 50års jubilæum i 2014.
Selve åbningen af LAFLIS var en slags ritual med store hvide balloner, styltedans, musik og taler. Ballonerne kunne ses som drømmebobler, der fløj til himmels og som minder der forsvinder eller ”overlever” i biblioteket. Både vemodigt, flot, opmuntrende og præsenteret af teatergupperne Teatro Tascabile di Bergamo, Teatro Potlach, klovne og Odin Teatrets standhaftige følgesvend Mr. Peanut, som er en repræsentation af døden selv.
På tur i Odins fodspor
Den følgende dag var det ganske selskab inviteret på tur i Odin Teatrets fodspor. I første omgang tilbage til GALLIPOLI, hvor Eugenio Barba er vokset, op hvor lægen, Barbas oldefar Emanuele Barba, etablerede et museum som et slags wunderkammer med skelletet af en hval, flere tusind bøger, sjældne muslingeskaller, udstoppede dyr og meget andet, som han modtog fra patienter, som han ikke tog betaling for at behandle. Alt ordnet i en sindring form for personlig orden, som Eugenio Barba har videreført i LAFLIS.
Derefter gik turen til OTRANTO og CARPIGNANO SALENTINO. Det var her teatret opholdt sig i 1974 og involverede mange af beboerne i aktiviteter, som man kan se i en ny video “MilleNovecento74. I carpignanesi e l’Odin”, hvor de, som var børn og unge da Odin Teatret besøgte byen i -74, blev interviewet om deres erindringer og og fortalte om den betydning, teatret har haft for dem.
Hvorfor Lecce?
I en del år havde undertegnede og flere andre den forestilling, at Odin Teatret ville fortsætte med at arkivere sin historie i nogle af lokalerne på Odin Teatret/Nordisk Teater Laboratorium (NTL). Det forekom oplagt, at teatret skulle bevare sin historie i den by, hvor det er blevet til, vokset op, tilmed gift med byen og hvor teatret i det hele taget har været en aktiv og formgivende kraft gennem alle årene.
Det er ikke faldet ud på den måde efter lederskiftet for et par år siden. Barba forventede selv, at hans private bøger og kunstnerisk dokumenter skulle forblive på teaterlaboratoriet, efter han i 2020 besluttede at koncentrere sig om forskning i teaterantropologi og Odin Teatrets forestillinger og arkiv. Efter Barbas fratrædelsen besluttede ledelsen imidlertid en anden kurs, der som konkvens førte til afskedigelsen af en række af de personer, som var knyttet til arkivvirksomheden samt Barba og dele af Odin Teatret, mens andre skuespillere og ansatte er blevet og forsat et nyt NTL.
Et tilbud fra Regione Puglias, i Syditalien om at skabe en fysisk og økonomisk ramme om et levende arkiv om Eugenio Barba, Odin Teatret og Det Tredje Teater ud fra Barbas koncept førte til, at han donerede sine materialer, dokumenter og bøger til Biblioteca Bernardini i Lecce.
I overgangen til en ny ledelse har det tilsyneladende ikke været klart, hvordan og om man ville bevare Odin Teatret og dets arkiv, som en del af NTL. Det er en skam, at denne proces fra lederens og bestyrelsens side er endt sådan – og på mange måder uforståelig – ikke blot i Danmark men også i det internationale teatermiljø. Samtidig er der bestemt en logik i, at Odin Teatres arvegods er endt i Italien som et oprindelsessted eller måske snarere afsæt for Eugenio Barba virke. Desuden er der måske flere, som på verdensplan har lettere ved at studere i Biblioteca Bernadini i Lecce, end i Holstebro. Men det er et tab for Holstebro og for de dramaturgiske studier knyttet til Odin Teatret, der har været en tradition gennem mange år.
Der er stadig mulighed for at møde Odin Teatrets forestillinger og forskellige workshops rundt omkring i verden, der er udgivelser af JTA, JOURNAL OF THEATRE ANTHROPOLOGY og Film om teaterantropologi, som kan downloades i open access, hvor end du er i verden. I Lecce kan man nu også fornemme og mærke den sanselige dimension, som har været kendetegnet for teatret.
Hvad er det så Arkivet i Biblioteca Bernadini kan?
Først og fremmest kan det synliggøre, materialisere og demonstrere den kreative, operative, indgribende kraft, som teatret besidder – en kraft som Odin Teatret har udnyttet til fulde.
Udstillingens dramaturgi har hverken en egentlig begyndelse eller en slutning og er ikke bygget op som en lineær fortælling. Den har karakter af at være et limbo, en passage eller overgang, hvor brudstykker er sammenstillet med en form for merkværdighedseffekt, en verfremdungseffekt, som Brecht ville kalde det, og hvor tilskueren selv må sammenstykke en mening eller betydning. Man kan se fragmenter af teatrets udvikling, som indimellem har været af jordskælvsagtig karakter, og man kan udforske, hvordan Odin Teatret har forbundet teaterrummet med både anonyme, personlige og traditionelle skuespillerteknikker og principper for nærvær. Og det er netop det, der især er fascinerende: hvordan tilskuernes fysiske position og perception har været i konstant forandring og udvikling i forskellige sceniske konstruktioner gennem Odin Teatrets historie.
Som akademiker har undertegnede selv været en del af denne teaterhistorie, og jeg blev i sin tid ansat på Dramaturgi, Aarhus Universitet som specialist i styltegang, linedans og maskebrug, hvilket jeg havde udviklet via mit bekendtskab med teateret, og som jeg gennem årene har udbygget og vedligeholdt som en praksisviden, der har været et fundament i mit akademiske virke på Dramaturgi i Aarhus. Scenisk adfærd begynder med en forskudt balance og Odin Teatret har formidlet en kritik af repræsentationsforme, men også af selve det at repræsentere som en form for social handling.
Hvad formidler LAFLIS?
Det er en visualisering og formidling af fremmedhedens teater – teater for det utilpassede og anderledes. Det virker sensorisk på tilskuerne. Men der er ikke én bestemt optik. Tilskuerforholdet er en dimension af udstillingen, ligesom det i øvrigt er i forbindelse med teatrets forestillinger. På den måde forlænger udstillingen teatret og skaber en ny og anderledes tilgang: den vandrende og undersøgende tilskuer, som kan have forskellige forudsætninger og behov. LAFLIS taler til forskellige sanser og adfærdsformer og kan vække hemmelige eller skjulte drømme, indre sår og længsler. Men fremfor alt vækkes tilskuerens nysgerrighed: hvad var det for en tid? Er den overstået eller lever den stadig?
LAFLIS er ind til videre blot en begyndelsen. PÅ bibliotekets lager er der stadig uåbnede kasser, plakater, scenografiske elementer, som det kommer til at tage fire-fem år at integrere med lys, lyd, og interaktive teknologier sammen med en kommende forskning i et levende teaterarkiv.
Odin Teatret arkiv i Holstebro er blevet udarbejdet af Mirella Schino, Valentina Tibaldi, Francesca Romana Rietti i årene 2008-2014. Her blev alle originaldokumenterne fra de første 50 år af Odin Teatrets aktiviteter levert til Det Kongelige Bibliotek.
Selve LAFLIS har idag Francesca Romana Rietti som videnskabelig kurator for arkiv-delen, mens Eugenio Barba og Julia Varley tager sig af transmission og transformation sammen med designeren Luca Ruzza, OpenLab og en mindre aktiv international komité af teaterforskere.
Foto: Erik Exe Christoffersen
Erik Exe Christoffersen, Erik Exe Christoffersen er Lektor emeritus på Dramaturgi, Aarhus Universitet. Deltager I forskningsprogrammet: Arts, Aesthetics and Communities.