Anmeldelse af Richard II på Det Kongelige Teater
En forestilling om magt og om at miste den
Af Janicke Branth
”Jeg er Richard – den anden. Ikke den første eller den tredje, men den anden”. Sådan lyder Olaf Johannesens første replik, da han træder frem foran scenetæppet for så at sige introducere os til forestillingen. Shakespeare har ikke skrevet om Richard I, men Richard III er en af hans mest spillede tragedier og den, han skrev først. Den tredje Richards vej til tronen var én lang tour de force af mord og bedrag. Han er kort sagt en vaskeægte skurk med et klart mål.
Richard II derimod, som han skrev to år senere, har magten fra starten af tragedien, som handler om hans tab af den. Det gør ham til en noget anderledes hovedkarakter. For hvad vil han egentlig med sin magt? Tilsyneladende ikke ret meget, han er en livsnyder, som ødsler sin egen og landets rigdom bort. Som magtmenneske gør han en passiv figur, men så meget desto mere udfolder Shakespeare i sprog og opbygning hans mentale udvikling i stykkets centrale scener.
Ti hvide, habitklædte mænd på scenen i over to timer!
Og det træk har tydeligvis været i fokus for Staffan Valdemar Holms bearbejdelse og opsætning, der reducerer de øvrige karakterer til lidt anonyme skikkelser i magtens korridorer. Forestillingens ensemble består af ni hvide mænd i jakkesæt og tre kvindelige statister. Så kan det vist ikke blive mere politisk ukorrekt. I et stort set tomt scenerum markerer Clement Irbils lysdesign et rum af vertikale søjler. I centrum står 12 skråvendte daybeds på en drejescene med de ni skuespillere liggende udstrakt, alle klædt i varierende udgaver af grå habitter. At to af dem ligner den engelske premierminister Rishi Sunak på en prik, gør ikke flokken mindre ’male and white’. Det er moderne magthaveres faste uniform, hvad enten de er kvinder eller mænd.
Efterhånden kommer der små ryk i deres kroppe, som antyder uro i søvnen. Og da de lidt efter lidt sætter sig op, er deres tale og bevægelser synkrone som i antikkens græske kor. For at understrege den maskuline dominans, optræder tre tjenende kvinder i overdådige 1600-tals kostumer, når de en gang i mellem kommer ind og serverer drinks for forestillingens mænd.
Dette ’nøgne’ rum med en symmetrisk og grafisk indrettet spilleflade genkender vi fra flere af Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møllers opsætninger som fx, Schillers Don Carlos eller Den Guddommelige Komedie. Her fungerer det som en understregning af opsætningens stringens og konceptets modelkarakter, som allerede Olaf Johannesens indledende replik lægger op til.
Bearbejdelsen
Fra Shakespeares hånd handler første akt om Richards hamartia: Han skal afgøre en strid mellem to adelsmænd, der anklager hinanden for højforræderi og mord, og han ender med at landsforvise dem begge med fatale konsekvenser for ham selv. Men med stridens mange omstændigheder og de mange lovprisninger af England giver det god mening at stryge hele første akt for at kunne stille skarpt på opsætningens narcissistiske hersker, som ufrivilligt har indbudt til intriger i hierarkiets top. Da Richard har begunstiget spytslikkere og finansieret sit store forbrug med undersåtter gods og guld, er der lagt op til mytteri.
Staffan Valdemar Holm lader således tæppet gå for en Richard, der kaster sig på sit leje. ”Hvad sker der, Onkel?” råber han til York som optakt til den skrøbelige politiske situation, der ikke desto mindre ægger ham til at tage på krigstogt til Irland. Da Richard senere vender hjem fra sit togt, kan han konstatere, at den af ham selv landsforviste Bolingbroke også er vendt tilbage. Ikke alene med tropper men tilmed med en kampagne for at vinde Richards egne allierede for sin sag. Herfra starter den mere interessante del af tragedien. Richards reaktion på den ene dårlige nyhed efter den anden, den tvungne forhandling med Bolingbroke om kronen, hans afsked med dronningen, hans fængsling og henrettelse. Femte akt med dens spejling af striden i første akt er naturligvis også stort set strøget.
Risikoen ved de kraftige tekstbeskæringer af klassikerne i disse år kan være, at publikum får svært ved at følge med. I dette tilfælde kan man så diskutere, hvor vigtigt det er at finde rede i alle de mange hofintriger. Det interessante er ikke, hvem der står bag den ene eller anden leder. I stedet for bliver Shakespeares rige og individualiserede persongalleri gestaltet som en anonym flok jakkesæt, der vakler som et græsk kor mellem de to antagonister og hopper som Duracell-kaniner, snart efter Richard, snart efter Bolingbroke. De er dér, hvor den stærkeste står, uden selv at tage stilling.
Det er dette billede vi skal have blik for: habitklædte mænd ved deres daybeds, som på en gang intrigerer og samtidig mangler selvstændig refleksion. Scenisk arrangeres det med stor humor, når de kryber sammen bag snart den ene snart den anden antagonist. Når Richard siger, ”lad os sætte os på jorden/ berette sørgesagn om kongers død” sætter hele holdet sig prompte ned, og når han igen mander sig op til kamp, imiterer de hans bevægelser. Ensemblet træder ind og ud deres forskellige roller i det vågne mareridt, som tilværelsen i et moderne accellerationssamfund er. Som den musikalske instruktør Valdemar Holm er, har han koreograferet ensemblets fysisk/gestiske udtryk herligt stramt og malende, hvilket understøttes fremragende af Rasmus Kreiners lyddesign.
En narcissistisk Richard
Kong Richard begynder først for alvor at indtage scenen i tredje og fjerde akt. Det er her han mister herredømmet og må give magten fra sig. Da han til sidst indser, at spillet er tabt, begynder han at forhandle om kronen og må, på en gang patetisk barnligt og overgearet voldsomt, til sidst aflevere den til Bolingbroke. Fra at knuge kronen ind til kroppen, presser han den ned over hovedet på Bolingbroke, så han må segne under vægten. Alene i fængslet, ribbet for al ydre pragt, erkender han, at han kun er et menneske som alle andre.
Ofte har netop fængselsscenen været spillet med vægt på, at Richard vinder i menneskelig storhed, hvad han taber i ydre magt. At det er i nederlagets time, at han virkelig vokser i menneskeligt format. Sådan har jeg i hvert fald set det spillet et par gange i London (National Theatre og The Globe) – men den positive udvikling køber Valdemar Holm ikke ind i. Richard forbliver også i sit fald en narcissistisk hersker uden den sjælens storhed, som en mere romantisk fortolkning forkæler sit publikum med. Olaf Johannessens Richard er forestillingens forkælede, barnligt selvoptagede, men altid intense brændpunkt, som aldrig angler efter publikums sympati, men alligevel ikke kan undgå at få den, hvor urimeligt han end ter sig. Det er ham vi følger, når han i periferien cirkler rundt om de konspirerende intriganter i midten.
I en tid hvor publikum gerne vil berøres og røres, er det sin sag at præsentere en fortolkning som appellerer mere til intellektet end følelser. Det er modigt og helt konsekvent eksekveret og denne anmelder savner ikke den afsluttende psykologiske patos, som i stedet for ligger i Kreiners lyddesign, der markerer højdepunkter og overgange med musik fra Händel og Wagner til Lou Reed og Sizi Pinns.
Som stykkets antagonist spiller Mikkel Arndt en lidt naiv, ikke særligt klog Bolingbroke. Med stive ben og kejtede bevægelser spiller Peder Holm Johansen en York præget af alderdom og rådvildhed. Nikolaj Kopernikus betoner lidenskab og sentimentalitet i biskoppen af Carlisle og i Richards dronning, forestillingens eneste kvindeskikkelse, mens Andreas Jebro lægger sin atletiske krop til den heftige Harry Percy. I det hele taget skitserer ensemblet mest deres roller gennem kroppens gestik og holder sig asketisk til antydningens kunst.
Illusionsløst
Staffan Valdemar Holms Richard II er blevet en dystopisk fortælling om magtmennesker dengang og nu. Da Bolingbroke endelig har fået magten, kan han ikke leve roligt med en ekskonge i fængsel, han må have ham helt af vejen. Det er ikke en ordre men en antydning, der får andre til at handle. Efter den første skudsalve, der fælder Richard, er det kun konsekvent, at de øvrige må falde på stribe af skud, som vi ikke kan se hvor kommer fra. Til sidst står kun Bolingbroke alene tilbage på scenen og ser sig ensomt, lidt angstfuldt omkring.
Trods strygning af første og femte akt mimer forestillingen altså på den måde symmetrien i tragediens konstruktion, når de otte skuespillere, som i starten lå på hver sin daybed, nu ligger skudt og døde på scenen. Kun en hersker står usikkert tilbage og et nyt mareridt kan begynde. Magtens cirkeldramaturgi er sluttet.
Ikke alene ender de fleste af Shakespeares tragedier med mange lig på scenen, men dette er også et forvarsel om det blodbad og den borgerkrig, der fulgte i Bolingbrokes spor. Efter kroningen kaldet Henrik den IV. Skulle nogen forledes til at læse en Putin ind i Richards skæbne, er det skævt. Denne forestilling er ikke politisk på den dagsaktuelle måde men handler om magtens mekanismer og om mænd, som i øst og vest intrigerer og hopper ambitiøst rundt efter den, som for tiden står i den højeste kurs på magtens scene.
Richard II spiller på Det Kongelige Teater fra 15.09 til 29.10 2023
Læs mere her
Medvirkende: Olaf Johannessen, Mikkel Arndt, Peder Holm Johansen, Tom Jensen, Nikolaj Kopernikus, Alvin Olid Bursøe, Peter Gilsfort, Zaki Nobel og Andreas Jebro
Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm
Scenografi og kostumedesign: Bente Lykke Møller
Lysdesign: Clement Irbil
Lyddesign: Rasmus Kreiner
Tekst: William Shakespeare
Oversættelse: Niels Brunse
Bearbejdelse: Staffan Valdemar Holm og Benedikte Hammershøy Nielsen
Janicke Branth er dramaturg cand.phil. og tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen, samt tidl. medlem af Peripetis redaktion