Anmeldelse af Kong Lear på Aarhus Teater
Højaktuel tur i magtens hurlumhejhus
Af Annelis Kuhlmann
To flader omkring et sort hul midt i scenebilledet glider mod hinanden, og bagdøren i scenografien smækker i som signal til, at forestillingen kan begynde. Samtidig er det også et tegn på, at vi allerede fra starten befinder os ved et point of no return. Herfra kan det kun gå ned ad bakke i resten af Aarhus Teaters længe ventede opsætning af Kong Lear på Scala-scenen.
Selve scenegulvet er bygget ind i scenografien, så det skråner markant ned mod publikum. Gulvet er meget glat, og de medvirkende må have skridsikre sko på for ikke at falde på scenen. Den stejle skråning skaber samtidig også et billedligt udtryk, hvor det virker som om, at karaktererne næsten krampagtigt forsøger at holde sig oprejste med fast grund under fødderne.
Scenerummet i Maja Ravns følelseskolde scenografi er formet i et materiale, der i minimalistisk, retro-agtig stil illuderer et dyrt palisanderbeklædt kontor på direktionsgangen i en stor tung virksomhed, hvor ledelsesstrukturen tilsyneladende ikke har fulgt med tiden. Kostumerne udtrykker business, men forretningen går skidt. Det overraskende ved scenografien er den ramme, der omkranser Lears kontor. Rammen er markeret i begge sider af scenebilledet af en smal vertikal flisevæg med udragende elementer som et toilet, en håndvask m.v.
Flisevæggene får scenebilledets retning til at tilte som i et hurlumhejhus, hvor man mister grebet om hvad, der er op og ned. Æstetisk set opnår rammens sanitære elementer nærmest værdi som ready-mades, hvilket minder mig om Roger Vontobels iscenesættelse af Hamlet i Staatsschauspiel Dresdens gæstespil på Kronborg, 2015. I den opsætning benyttede kongen toilettet i slotsvinduerne. Begge forestillinger trækker på den franske symbolist Alfred Jarrys Kong Ubu (1896), hvor monarkens scepter var udskiftet med en lokumsbørste.
Dramaturgien i forestillingen
Dørene lukker for et rum, hvor karaktererne er fanget som gidsler i den skæbne, der truer Kong Lears imperium. På forscenen balancerer Lear i Jens Jørn Spottags fremstilling allerede fra starten på en imaginær kant til afgrunden, og vi aner, at denne balancegang nødvendigvis ikke kan vare ved.
Denne skæbnesvangre gang på kanten af afgrunden finder som situation hos Shakespeare først sted meget senere i stykket. Derved er dramaturgien i forestillingen blevet strammet markant op, så fokus stort set udelukkende samler sig om kongens fald. Samtidigt åbner Katrine Wiedemanns iscenesættelsesgreb på denne måde for en fortolkning om, at det kun er et spørgsmål om tid, før Lear vil slå sig på sin magtkonstruktion.
Imens står de øvrige karakterer som stivnede i et familiesnapshot, hvor alle klamrer sig til væggene, De tre døtre Goneril, Regan og Cordelia spilles i både diktionen og det fysiske spil med en distinkt sans for panisk angst af hhv. Mette Døssing, Rikke Lylloff og Anne Plauborg. De står som krakelerende masker med rædslen malet i ansigtet. Der er i den grad lagt op til et shakespearesk slutspil af eksistentielle dimensioner.
Fortællingen fremstår fra begyndelsen som en tilstand i stor deroute, ja nærmest i frit fald. I Katrine Wiedemanns iscenesættelse af Shakespeares tragedie om faderskikkelsen, børnenes magtkamp og den splid, som det forårsager, er slutningen blevet strammet op til et åbningsbillede, der forudsiger den gidseltagning, som overgår Lear i opløsningen af hans egen magtposition. I Jens Jørn Spottags skikkelse fremstår Kong Lear som en lederfigur, der mejslet i klippens hårdhed når til et fald. Ikke så meget på grund af et overdoseret magtbegær, men snarere på grund af sin egen menneskelige afmagt. Derved bliver fortolkningen meget menneskeligt nærværende, hvilket også blev klart, da mange tilskuere i salen var tydeligt berørte af at opleve Lears nedtur.
Jens Jørn Spottag behersker replikkerne i en troværdig tone og med en klar diktion, der fremstår menneskelig. Det menneskelige kommer ligeledes til udtryk med hele opløsningen af monarkens dresscode fra fint designerjakkesæt, der passer til kontoret i Lears ’koncern’, til den næsten subsistensløse karakter i slidt undertrøje og med en plastiksæk som erstatning for en hermelinkåbe. En kåbe, som siden David Garricks berømte følsomme fremstillinger af Kong Lear i 1700-tallet har været en scenisk markør af den heroiske happy end, der tilstræbte en bevaring af monarkiets hierarki. Aarhus Teaters opsætning giver herved en subtil udlægning af det næsten karnevalistiske i kostumernes symbolik med sikker henvisning til forbindelsen mellem top og bund i samfundet.
I Wiedemanns iscenesættelse bliver den sociale og magtpolitiske tragedie understreget gennem hele forestillingen. På samme måde gives der heller ikke er noget sentimentalt billede af den ulykkelige fader, hvis døtre ikke tildeler ham mere kærlighed end deres egen kølige beregning foreskriver, og hvor den yngste, Cordelia, står fast ved sin nærmest uskyldsrene opfattelse af, at kærligheden ikke skal måles eller vejes, hverken territorialt eller økonomisk.
Hvordan skal vi forstå Lear?
”Kan nogen sige mig, hvem jeg er?” – lyder Kong Lears spørgsmål, der nærmest er henvendt til publikum – som om magten har en skygge, vi kan identificere os med. Spørgsmålet forekommer helt rimeligt, da folkets verden angiveligt også kan ses som repræsentant for den afgrund, som scenografiens rampe lader Lear famle sig frem på kanten af.
Manuskriptet er genoversat af Niels Brunse. Chefdramaturg, Hanne Lund Joensen har sammen med Katrine Wiedemann foretaget en stærk redigering og forkortelse af manuskriptet, så forestillingen spiller ca. 2 timer uden pause. Derved får vi en kondenseret udgave, der matcher vores tid. Forestillingen er en kæmpe mundfuld, men en pause ville efter min opfattelse ødelægge oplevelsen. Den dramatiske opbygning, som vi ellers møder i åbningsscenen i Shakespeares tekst, er her gjort til en parallelhandling og ikke til en scene, der udløser Kong Lears deling af riget.
Centralt er også forholdet mellem Gloucester, følsomt psykologisk portrætteret af Anders Baggesen, hans ægte søn Edgar, i Clint Rubens opmærksomme og episke levendegørelse, og den uægte søn Edmund, i Kjartan Hansens sindssygt spændende, dybt foruroligende og komplekse fremstilling. Opgøret mellem de to sønner ses i opsætningen ikke som en dramatisk årsag til, at Kong Lears større magtopgør må finde sted. Årsags-virkningsforholdet er blødt op og er ikke blevet til et spørgsmål om blodsbånd, men mere strukturelle bindinger i monarkiet.
Man kan sige, at der i stykket er to separate magtopgør om arv, idet Gloucester og Lear begge skal give afkald på magt og komme overens med, at de skal kunne lytte til deres børn. Især hhv. Cordelia og Edmund, som vil klargøre deres skæbnes udfald. Disse to børn bliver i skuespillernes fremstilling til hinandens supplement. Cordelia giver på en retskaffen måde sin far besked om situationens alvor. Edmund får lov til at fremstå på grænsen til at være en gal mand, hvis personlighedstræk viser en sprække ind til den afgrund, der udspiller sig for vore øjne. Denne konfrontation mellem anden-generations-magthavere kan ses som et spørgsmål om en magtkultur, der relativerer balancen mellem køn, rationale og galskab. Dette bevirker at forestillingen fremstår ganske moderne og på sæt og vis også befriende.
Stormen
I forestillingen indfinder der sig på et tidspunkt en slags intermezzo, idet tragediens konflikt optrappes. Intermezzoet har form af et stormvejr, der melder sig, hvilket igen er medvirkende til, at situationen tilspidses. I opsætningen kommer stormvejret til udtryk som en koreografi, idet de medvirkende som et græsk kor holder blade i hænderne, højt hævet, og bevæger sig som træer, der svajer fra side til side. Stormen har som en ny virkelighed en fin funktion i forestillingen, og får det poetiske i udtrykket til at fremstå som et element i naturen, som hele konflikten tilsyneladende også er underlagt. Jeg så det lidt som en kommentar til det menneskeskabte klimaproblem.
Hvor er narren?
Det er bemærkelsesværdigt, at der i bearbejdelsen af manuskriptet til forestillingen ikke er nogen nar som person til stede, sådan som Shakespeares tekst ellers foreskriver. Narren er i stedet blevet fremhævet som figurtræk i hele det groteske aftryk, som det krakelerede magtspil repræsenterer. For Lears tilfælde giver det sig fx udslag i, at ”skæbnen holder mig for nar fra fødslen”.
Døden, der kunne ses som en befrier, forvandler Lears søvn til død og grav, der desorienterer kongen så meget, at han har mistet grebet om det ritual, der må udspille sig, idet han kaster jakken og i en lettere afklædt tilstand bliver frataget sin ære og magt.
Til sidst i forestillingen vender Edgar tilbage, og idet han nærmer sig scenen ned ad en lang entré ned gennem teatersalens trappeform, forstår vi, at Edgars epilog bliver henvendt til publikum som optakt til en konklusion, idet Kent i Daniel Mortensens skikkelse knæler for Edgar: ”Den ældste bar den mindste”. Dette udsagn fremstår som et åbent spørgsmål til publikum om generationernes ansvar for hinanden. Igen en social stillingtagen, som man kan se i nutidens debat om en forældregenerations forpligtelse overfor deres børn.
Højaktuel iscenesættelse
Måske har verdenssituationen med krigen i Ukraine og magtopgør i forskellige republikker rundt om på kloden bidraget til, at jeg oplevede at forestillingen som udtryk for en høj grad af aktualitet. Opsætningen markerer samtidigt også en fejring af titelrolleindehaveren, Jens Jørn Spottags 40-års skuespillerjubilæum. Mette Døssing og Anders Baggesen deltog også i produktionens oprindelige tilblivelse, mens resten af de medvirkende i forestillingen er blevet skiftet ud.
I Aarhus Teaters historie har Kong Lear kun været opført en gang før. Det var i foråret 1985, hvor Aarhus Teaters daværende store skuespiller, Aksel Erhardsen (1927-2010), på Store Scene spillede rollen som Lear, iscenesat af den svenske instruktør, Johan Bergenstråhle (1935-95). Jeg mindes stadig denne opsætning, ligesom jeg også kommer til at huske Katrine Wiedemanns iscenesættelse af Kong Lear i lang tid.
Kong Lear spiller på Aarhus Teater fra 31. august – 4. oktober 2023
Læs mere her
Medvirkende: Jens Jørn Spottag, Anne Plauborg, Mette Døssing, Rikke Lylloff, Anders Baggesen, Kjartan Hansen, Clint Ruben, Daniel Mortensen
Iscenesættelse: Katrine Wiedemann
Oversættelse: Niels Brunse
BearbejdeIse: Katrine Wiedemann og Hanne Lund Joensen
Scenografi og kostumedesign: Maja Ravn
Lysdesign: Anders Kjems
Lyddesign: Aki Bech
Annelis Kuhlmann er lektor i dramaturgi med særlig interesse for klassikerne på scenen.