Anmeldelse af Jeppe på Bjerget, Nationaltheatret i Oslo
Jeppe på Bjerget som politisk teater i øjenhøjde med sit publikum
Af Janicke Branth
”Folk siger vel at Jeppe drikker, med de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker”, det er måske den mest citerede replik fra Holbergs komedie. I denne opsætning er netop det spørgsmål i fokus: Jeppe lider af PTSD efter ti år i krigstjeneste. Det fremgår af et par bisætninger i Holbergs komedie, man knapt nok lægger mærke til. Her er det blevet indgangen til Lollikes greb om teksten.
Krigstraumer har tidligere været i fokus hos Lollike, men hvor forestillingen I Føling på Det Kongelige Teater (2014) havde fokus på krigen i kroppen, har denne forestilling fokus på krigen i sjælen. Hvad vi oplever, er en visualisering af alle de krigstraumer og dæmoner, der hjemsøger Jeppes sind. Som konsekvens har Lollike flyttet handlingen helt frem til i dag og givet den et stærkt ekspressionistisk præg.
Scenografisk ekspressionisme
Væk er enhver association til bonden Jeppe og livet på landet i 1700tallet, eller senere. Jeppes ydmyge hytte, Jacob Skomagers værtshus og Baronens herregård er erstattede af et storbymiljø i den stærkt ekspressionistiske farveskala rødt, hvidt, blåt og guld. På drejescenen er det moderne barmiljø og baronens gemakker, ikke tilfældigt, bagsiden af Nille og Jeppes hjem, som i øvrigt mere er Nilles horehus end et hjem. I første scene ser vi Jeppe sove i sin sofa under et vindue, der giver indkig til, at Nille bliver gennempulet af en kunde (Baronen), som derefter betaler deres søn, Christoffer, for ydelsen. Da Nille senere sender Jeppe af sted med skillinger til at købe sæbe, er ”Mester Erik” (pisken) erstattet af en revolver, som hun skyder op i luften, så Jeppes traumer reaktiveres for fuld udblæsning. Lollike lader i øvrigt Nille sende Jeppe af sted efter tre ting (ikke kun sæben), som hans traumatiserede hoved kæmper med at huske ”Brød, mælk og sæbe”.
Jeppe tumler af sted på drejescenens ydre gangbro, men havner i Jacob ”Skomagers” amerikanske bar, hvor han sluger den ene sjus efter den anden, som Jacob skyder ned ad bardisken (a la Casino Royal). De blegrøde glasruder i baggrunden af Jeppes hjem bliver i baren til en ildrød belysning, som yderligere forstærkes, da Jeppe, overvældet af traumatiske krigshallucinationer, til sidst skyder løs på indbildte genfærd og falder om på gaden efter flere selvmordsforsøg.
Jeppe samles op af Baronen og hans folk og havner hjemme i hans seng, som meget symbolsk ligner en mellemting mellem en meget stor musling og en østers. Med skallens fremstående ’hjørnetænder’, et mønster af bølger, og de blå lagner kommer man nok så meget til at tænke på Jonas i hvalens bug og især på middelalderscenografiens helvedes gab!
Og her begynder så orgiet, hvor Jeppes begavede kamp mod overmagten til sidst glider over i et næsten walpurgis-agtigt orgie af strip, trans, breakdance, performere med dyremasker og sabelslugende artister. Den får hele armen i røg og rødt lys, så vi ikke er i tvivl om, at Jeppe netop ikke er havnet i paradis men i et sadomasochistisk helvede. Efter pausen falder Jeppe tilbage i den gråsorte hverdag.
Lollikes metafiktionelle greb på teksten
Som iscenesætter og dramatiker har Lollike her, som i sin ikoniske Erasmus Montanus, beskåret og føjet tekst til i overensstemmelse med sin fortolkning. Holberg gav stykket undertitlen ’Den forvandlede bonde’ og indikerede hermed, at der undervejs sker en stor ændring med Jeppefiguren, da han iføres baronens klæder og anbringes i hans gemakker. Men det er ikke den forandring, der interesserer Lollike så meget som skildringen af overklassens narcissistiske og rå mangel på empati, der gør andre mennesker til værktøj for underholdning. Det værste ved at være rig er, at man så let keder sig. Så den fulde Jeppe er et oplagt offer.
Holbergs tre midterste akter er i sig selv en iscenesættelse, hvor den arrogante Baron underholder sig med sin komedie i komedien. Dette metafiktionelle greb bygger Lollike videre på, da lakajerne sætter forvandlingskomedien i gang ved at optræde som læger, der vil kurere Jeppe for ’vrangforestillinger’ om sin identitet. Lollike lader Jeppe true deres iscenesættelse ved at forlade scenen og gå ud i salen til publikum, ja helt ud i foyeren. Kun med nød og næppe lykkes det lakajerne at få Jeppe ind i teatret igen, så spillet kan fortsætte. Og først da tager Jeppe rollen som Baron på sig og gør på en anden måde spillet farligt for Baronen selv og hans lakajer. Jeppe truer dem med vilkårlige henrettelser og Baronen med sabelslugerens sabler. Her i denne vending ligger forestillingens højdepunkt, men Lollike har igen tilføjet det en ekstra dimension ved at få Baronen over på Jeppes side, da talen falder på lakajernes lønninger. Her lykkes det Jeppe, at få lakajer og baron til at gå løs på hinanden som et kobbel hunde.
Efter pausen er fjerde og femte akt skåret ned til godt og vel 20 minutter. Metafiktionen får endnu en tak, da den sovende Jeppe bliver skubbet ud under fortæppet og havner på forscenen, hvor han spørger publikum på de første rækker, om han ikke kan få noget at drikke og ærgrer sig over, at de er så tørlagte (den aften, jeg så den). Dermed inddrages vi som en del af baronens folk og en ny ’iscenesættelse’ kan begynde: rettergangen mod Jeppe, som ender med, at han bliver hængt på skrømt, og af dommeren dømt tilbage til livet igen. Hvor det hos Holberg er en tilfældig dreng, Magnus, der afslører hele Baronens spil for Jeppe, er det hos Lollike hans søn Christoffer, hvad der gør slutningen endnu mere tragisk.
Men Jeppes individuelle tragedie tilføjes en ekstra politisk slutning hos Lollike: Tilbage i Jeppes stue sidder hele rækken af lakajer, dommer og baronen og venter igen på at blive betjent af Nille. Og så træder Jeppe ind med et maskingevær, som han retter imod dem og affyrer en salve. Men det dræber dem ikke, de kommer hele tiden på benene igen og igen:
BARONEN
Jeg hadde aldri trodd at vi kunne dra det komediespillet så langt.
(Jeppe skyter. De faller om. Jeppe snur seg mot publikum. Bak ham våkner hoffet til liv igjen, tablået fortsetter.)
BARONEN
Jeg hadde aldri trodd at vi kunne dra det komedie…
(Scenen fryses og Nille beveger seg frem til Jeppe. Jeppe rekker frem en hånd og hun griper den, de går sammen frem til forscenen. Hoffet våkner brått til liv igjen, de reiser seg og beveger seg i samlet flokk fremover, mot paret.)
Med denne tilføjede slutning gør Lollike Holbergs komedie til en tragedie om mennesker, er sidder fast i et økonomisk system, hvor den herskende klasse til enhver tid har magten over de svage i samfundet.
Komedie eller tragedie?
Det er en stående akademisk diskussion, om Jeppe på Bjerget er en komedie eller en tragedie. Selv betegner Holberg stykket en komedie. I Lollikes forestilling forbliver Jeppe en tragisk hovedperson hele vejen igennem. Han har vores fulde sympati. Eindride Eidsvold spiller ham afdæmpet, næsten ydmygt og dog med integritet i snavset undertøj, slidt og lappet badekåbe, med langt fedtet hår og flerdages skægstubbe.
Jeppes lange monologer er så forkortede, at figurens reflekterende verbale begavelse gør sig mindre gældende, ligesom deres iboende komiske og fysiske udtryk er temmelig reduceret. Det gør det unægtelig til lidt af en udfordring for Eidsvold at bevare figurens sceniske autoritet. Holbergs mange livsnære, konkrete detaljer i monologerne er strøget, og der læggers mest vægt på de eksistentielle udsagn. Men det er jo i tråd med forestillingens ekspressionistiske stil.
Det komiske ligger dermed ikke hos Jeppe men hos de omgivende figurer, først og fremmest Olav Waastads Baron Nilus. I overdådigt blåt dress med blå badekåbe anlægger Waastad en lidt Jacob Ditzel-agtig figur. Narcissistisk og barnlig henfalder han til hysteriske anfald, der gør ham farlig og uforudsigelig for lakajerne. Lakajerne selv er mere eller mindre cross-dressed i røde kostumer, lyserødt hår og udtrykker sig på et ret skingert niveau. Til gengæld er der hverken noget komisk over Trine Wiggens Nille, som i overdimensioneret kropspolstring lægger krop til alle andre mænd end Jeppe i forestillingen eller over teenagesønnen Christoffer (Oliver Eidem Nyeng), som er en tilføjelse til rollelisten.
You win some, you lose some
Lollikes bearbejdelse og opsætning har et klart politisk sigte, med at gøre Jeppe og hans familie til dropouts i et moderne samfund. De udnyttes groft af en underholdningsfikseret middel- og overklasse, og kommer aldrig fri af undertrykkelsen. Lollike fremviser et moderne, tydeligt opdelt klassesamfund, hvor Jeppes hjem udgør bagsiden af både værtshus og overklassens saloner. Nille klarer sig kun ved prostitution, mens hun og sønnen overlever på de stoffer, de kan få fat i. De har lige så meget behov for rusen som Jeppe. Det gør på en gang forestillingen mere nærværende og ubehagelig for et publikum anno 2023.
Holbergs advarsel imod demokrati bygger på en forestilling om det oplyste enevælde, hvor monarken er et menneske styret af fornuft. Lollike viser os en overklasse regrederet til narcissistisk og forlystelsessyg egoisme (tænk Pasolini), som er fuldstændig uden empati, men desværre heller ikke er til at komme af med. Man kan indvende, at den ekspressionistiske stil og det klare politiske udsagn gør forestillingen lige lovligt didaktisk, og at instruktørdramatikerens beskæring af Jeppes begavede replikker er et tab for hovedkarakteren, der også koster noget i forhold til karakterens dynamik. Men det er bestemt en forestilling til tiden.
Jeppe på Bjerget spiller på Nationaltheatret i Oslo fra d. 15. februar til d. 25. maj 2023
Læs mere her
Citater er fra manuskriptet, der venligst er udlånt af forfatteren.
Instruktion: Christian Lollike
Bearbejdelse: Christian Lollike og Njål Helge Mjøs
Scenografi: Katrin Bombe
Lysdesign: Martin Myrvold
Lyddesign: Bendik Toming
Medvirkende: Eindride Eidsvold, Olav Waastad, Trine Wiggen, Kim Sørensen, Patrick Hilmar Ingvaldsen, Bartek Kaminski, Vilde Moberg, Jacob Jensen, Per Christian Ellefsen, Petronella Barker, Erland Bakker, Petter Mjøen Westlund, Oliver Eidem Nyeng.
Janicke Branth er dramaturg og cand.phil. tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen og tidl. medlem af Peripetis redaktion.