Anmeldelse af Ekspedienterne på Betty Nansen Teatret
Absurde brudstykker af en samtidsanalyse
Af Solveig Daugaard
Samtidssatiren i Ekspedienterne rammer ikke lige så rent, som i de bedste af dramatiker Line Knutzons tidligere stykker. Men det er svært ikke at glædes over, hvordan forestillingen, ikke mindst i kraft af en tindrende holdindsats, holder traditionen fra 1950’ernes absurde teater lyslevende på en måde, der på én gang føles fuldstændig frisk og forbløffende tro mod de klassiske greb fra (især) Ionescos kendteste travere. Fra en dørklokke-gimmick gentaget til bevidstløshed, over den konfliktfyldte forhandling af den sceniske fiktions fysiske og temporale grænser til opløsningen af hverdagssproget ned i stadig mindre og mere meningsløse – aka absurde – brokker.
Publikum på grænsen
Knutzon og instruktør Elisa Kragerup står sammen for manuskriptet i denne nyeste levering fra Betty Nansens husdramatiker, hvor Tilde-Maja Frederiksen og Mikkel Arndt, i Kragerups energiske instruktion, spiller de to ekspedienter i en besynderlig rodebutik. Forestillingen er skabt under teatrets koncept ’Betty udvikler’, hvor ambitionen er at afmontere nogle af de traditionelle hierarkier og arbejdsdelinger i teaterrummet og lade holdet udvikle og improvisere forestillingen frem i fællesskab.Denne arbejdsform har tydeligvis bidraget til nogle af forestillingens største forcer.
Hertil hører skuespillernes behandling af teksten, som de bebor med ægte komisk overbevisning, og deres fysiske samspil, som fungerer rigtig godt. Potentialerne i deres gestik og mimik – hvor særlig Tilde-Maja Frederiksen demonstrerer et overraskende effektfuldt repertoire af tics og meget talende grimasser – og deres placering i rummet, ikke mindst i forhold til den virtuelle og hele tiden omstridte grænse mod publikum, udnyttes maksimalt. Kammerspilsformatet, som vi kender det fra Ionesco og Pinter, er henlagt til Edisons teaterrum, Siloen, som, mindre imposant end Betty Nansens hovedscene, danner en passende ramme om den let akavede, pinagtigt intime publikumsrelation, som tjener genren bedst.
Karin Gilles scenografi er et krydsfiner-rum-i-rummet, hvor publikum omgiver skuespillerne til tre sider, så disse ved hvert sceneskift må kante sig ud mellem publikumssektionerne, så de strejfer de forreste pladser. I kraft af den fysiske nærhed og skuespillernes påtrængende gestiske og verbale henvendelse inddrages publikum i handlingen. Eller vi placeres snarere lige i udkanten af den. Som de kunder butikken, som dens ekspedienter på samme tid higer efter og for enhver pris vil undgå. Og som derfor heller aldrig kommer indenfor i butikken.
En rodebutik uden for tiden
Uden kunder, men med en konstant knopskydende konflikt medarbejderne i mellem og urimelig mange ting, truer butikssituationen hele tiden med at brase sammen omkring de to ekspedienter. Tingene, der tynger, er både de fysiske, som ligger henslængt i kasser, kurve og på hylder i scenerummets butikslokale, og de virtuelle, som, usynlige for publikum, er stoppet helt op til loftet i “tomrummet”, butikkens mystiske baglokale, kun synligt for publikum som en (oftest lukket) dør i bagvæggen.
Eneste nogenlunde trygge holdepunkt gennem forestillingens 75 hæsblæsende minutter er en tilbagevendende radioudsendelse, “Evergreen-timen”, hvor værten, indlæst af Line Knutzon, der gradvist lyder mere og mere som sig selv, og hendes trofaste pladevender nænsomt fører os gennem et helt års grinagtigt nærsynede lokalnyheder fra en hensygnende handelsstand og et internationalt repertoire af tvivlsomme evergreens, som placerer forestillingen i en ubestemmelig nostalgisk-komisk lomme, der ligger udenfor tiden. Eller hvor tiden opfører sig cirkulært – efter sidste scenes nytårsaften, kommer åbningsscenens januar – og det føles som om forestillingen ville begynde forfra, hvis ikke publikum rejste sig og gik.
Fortidsstemningen og den cirkulære komposition giver mening, fordi det absurde teaters omverdensanalyse, med dens voldsomme meningssammenbrud, umotiverede fysiske voldsomhed og kompromisløse fornægtelse af et sammenhængende narrativ, i forestillingens univers kun er blevet mere relevant i løbet af de 70 år, den har på bagen. Og i en tid hvor det absurde formsprog er under angreb, ikke mindst i børnekulturen, hvor det i en dansk kontekst ellers har overlevet ganske godt (både i børneteatret og på TV: shout out til Onkel Reje), er det faktisk oplivende at være vidne til, hvordan de absurdistiske greb veloplagt skamrides i Ekspedienterne. Hverdagssprogets og hverdagslivets absurde understrømme løftes op og pilles fra hinanden, så vi kan le af dem, uden straks at blive opbygget til klogere og mere moralske individer.
Opdatering af den absurde eksistensanalyse?
Samtidig griber forestillingen også ud efter brudstykker af en samtidsanalyse, som vistnok gerne vil bryde ud af den cirkulære tidslomme og være aktuel satire, men her er det som om den sidste skarphed mangler. Ved siden af, på klassisk, absurdistisk vis, at ville være en afbildning af vores ’indre butik’, insisterer forestillingen på en ydre konflikt, der har med ’rigtig’ butiksdrift at gøre.
Der er dels den konstant overhængende trussel fra ’butiksdøden’, som kunne være hentet fra, om ikke 1950’erne, så i hvert fald fra 80’erne. Men så er der noget andet, lidt mere diffust, som kredser om tidens gennemkapitalisering af relationer og følelser. Her opløses tingene i de historier, vi fortæller om dem, og navnlig de følelser, de kan generere mellem os; “vi skal ikke sælge ikke vasen, men det der er rundt om vasen! Det, der er rundt om, når du kigger på mig, der kigger på den og ved at du kigger på mig, der kigger på den”, som Frederiksen forklarer, uden selv at virke helt overbevist.
Analysen synes at være, at hvis løftet om en iboende mening med – eller blot en logisk sammenhæng mellem – tilværelsens fysiske forekomster i efterkrigsårene blev brudt og eksistensens absurditet blottet, så lever vi i dag i en verden, hvor alt, inklusive genstandenes fysiske beskaffenhed, kan drages i tvivl. Det får konsekvenser for forestillingens turnering af det absurde teaters kendteste gimmick, dørklokkemotivet. I Ionescos Den skaldede sangerinde (1948) blev dørklokkens kimen (efterfulgt af “nå dada, det ringer på døren, der må være nogen!”), som bekendt, udnyttet til at skuffe tilskuerens forventning om logiske følgeslutninger og fremadskridende tid. Den fik således fiktionens univers til at smuldre, på en måde, der var både komisk og utryghedsskabende.
I Ekspedienternes kaotisk-klaustrofobiske butiksrum kommer der heller ingen ind ad døren. I hvert fald ingen andre end de to ekspedienter selv. Men der er desuden sket en opdateret eskalering af absurditeten: For her ringer det aldrig rigtig på døren. Måske er der slet ikke nogen dør, og i hvert fald, er der ingen klokke! Og alligevel ringer det ustandseligt i karakterernes eget univers (hvori publikum holdes som gidsler). Tvangsmæssigt udbryder de to et stadigt hidsigere “ding-dong!”, hver gang de overtræder en usynlig grænse mellem butikken og verden udenfor. En af ekspedienternes mest indædte diskussioner betvivler således den blotte eksistens af så usandsynlig en anordning som en dørklokke, der kan ringe automatisk, når nogen træder ind i en butik. Ligesom fundet af en dørstopper i plastik blandt rodebutikkens varer vækker dyb skepsis. Tydeligvis en forældet, nærmest mytologisk anordning, i en verden hvor alt, herunder døres placering og fysiske materialitet, er til forhandling.
Her er vi nok tættere på en samtidssatirisk pointe – der sigtes til en økonomi og en psykologi, understøttet af sociale medier og en influencer-branche i himmelvækst. Problematikken er leveringsdygtig i sproglige absurditeter, som det er Knutzons speciale at udnytte til det yderste, og det bliver glimtvist virkelig sjovt. Men det bliver aldrig helt genkendeligt på den overraskende måde, så grinet får mere varige efterdønninger. Måske fordi heller ikke dette problemkompleks føles så frygtelig nyt, men har en umiskendelig 2007-vibe over sig. Endnu mere, tror jeg dog, det skyldes, at det ikke rigtig understøttes af den modstilling mellem de to karakterer, som stykket er bygget op omkring.
Rodebutikken som taknemmelig metafor
Konflikten mellem karaktererne bliver aldrig tilspidset eller bare tydelig, fordi butikken er så klart et billede på et indre liv. Her er der noget i den helt grundlæggende dramatiske konstruktion, som aldrig kommer til at fungere optimalt. Selvom ideen med de to ekspedienter bygger på sjove indfald – den ene forærer varerne væk, mens den anden med sit liv (og navnlig andres) som indsats, vil forhindre kunder i at komme ind og købe noget – så er bliver dens potentiale aldrig rigtig forløst. Klichéen om “at passe sin egen butik” bruges flittigt i forestillingens promotion-materiale, men i forlængelse heraf forbliver det uklart, hvorfor de to deler forestillingsverden, i form af det “tomrum” der huser deres modstridende forhåbninger og fortrængninger, fra en lystbåd, over et landsbybryllup til en guillotine?
Det var det problem, som Knutzon i sin forrige husdramatikerforestilling, Livstidsgæsterne (2020) omgik så behændigt ved, helt eksplicit, at lade alle karaktererne være fanget i samme bevidsthed. På den måde blev spillet mellem indre og ydre rum tydeligt, og følelsen af akut psykologisk splittelse genkendelig. Latteren blev således både krampagtigt selvbevidst og vederkvægende, fordi man som publikum ikke kunne undgå også at le ad nyopdagede, idiotiske sider af sig selv. Det hele bliver mere speget i denne forestilling, hvor de to ekspedienter både er to mennesker i noget, der skiftevis fremstår som et afsporet parforhold og et livsvarigt kollegialt skæbnefællesskab. Og samtidig også er papfigurer, der spiller rollen som hinandens konstruerede psykiske modbillede, eller simpelthen to personlighedsaspekter af en fraværende butiksindehaver. Alle mulighederne er sjove enkeltvis, men de bygger sig ikke rigtig op til noget samlet. Det er som om, de ender med at viske hinanden ud.
Selvom ’rodebutikken’ naturligvis er en taknemmelig metafor, ikke bare til at beskrive den kaotiske biks, de to ekspedienter bevæger sig rundt i, men også forestillingen i dens helhed, inklusive den ganske uklare relation karaktererne imellem og mellem fiktionens forskellige abstraktionsniveauer, så er det alligevel også lidt for nemt. Måske er forestillingens problem således, ligesom dens store styrker, knyttet til ’Betty udvikler’s fladere samarbejdsproces. Jeg kan i hvert fald ikke helt slippe fornemmelsen af, at en dramaturgs kritiske og lidt mere udefrakommende blik, med fordel kunne have sorteret i tekstens indfald og skærpet instruktionens valg og fravalg, og på den måde styrket helhedsoplevelsen.
Ekspedienterne spiller på Betty Nansen fra 03.05 til 10.06 2023
Læs mere her
Medvirkende: Tilde-Maja Frederiksen, Mikkel Arndt
Instruktion: Elisa Kragerup
Manuskript: Line Knutzon og Elisa Kragerup
Scenografisk konsulent: Karin Gille
Lysdesign: Christian Alkjær
Ansvarlig for Betty Udvikler: Mette Tranholm
Solveig Daugaard er Ph.d. i Litteratur, mediehistorie og informationskulturer og arbejder som postdoc ved det tværæstetiske forskningscenter Kunsten som Forum på Københavns Universitet