Anmeldelse af Peter Grimes på Operaens Store Scene
Den sociale druknedød
Af Magnus Tessing Schneider
Sollyset blinker i Nordsøens mægtige overflade, der hviler som et menneskeligt grundvilkår for det indre øje. Unisone violiner lokker tankerne ud mod en fjern horisont. Et par krusninger i træblæserne fortæller, at havet er i bevægelse under det blikstille havspejl. Og majestætiske, ildevarslende hornmotiver minder os om, at elementet er både lunefuldt og ubetvingeligt.
I Benjamin Brittens opera Peter Grimes er havet den store antagonist. For den indesluttede og upolerede fisker Peter Grimes er det på den ene side en morderisk kraft. Det er i forbindelse med det livsfarlige nordsøfiskeri, at to af hans læredrenge mister livet, hvilket gør ham til en paria i det fordømmende og mistroiske lokalsamfund. Men på den anden side er oceanet et forjættende drømmerum: hvis det engang lykkes ham at komme hjem med en stor fangst, kan han gifte sig med lærerinden Ellen Orford og opnå den respektabilitet, han tørster efter.
Britten og det frådende menneskehav
Britten, som selv var vokset op i et fiskerleje i Suffolk i Sydøstengland og fra sin barndom huskede ”de voldsomme storme, der sommetider drev skibe op på vores kyst og fortærede hele partier af de omkringliggende klinter”, ønskede med sin opera at udtrykke “den evige kamp, som det er for mænd og kvinder, hvis levebrød afhænger af havet”. Men havet er ikke blot en dramatisk faktor i handlingen. Det er også en musikalsk og scenisk metafor for samfundet. Brittens musik er altså på én gang en skildring af havet og af de folk, der bor ved dets kant.
Indbyggerne i fiskerbyen hviler snart i ophøjet kosmisk ro, og snart er de et frådende og rasende menneskehav, der knuser og fortærer de stakler, der vover at komme dem på tværs. Himlen formørkes, og kærtegnende bølgeskvulp med glimt af medmenneskelighed bliver til kogende brændinger, når stemningen mod Grimes piskes op. Og de mange skarpt tegnede bipersoner mister med ét deres karaktertræk, som var de tegnet i vand, når kor og solister flyder sammen til en frygtindgydende og skånselsløs masse.
Idéen til Peter Grimes opstod under Anden Verdenskrig, mens komponisten opholdt sig i Californien i sommeren 1941 og længtes mod hjemstavnens ”dystre og dramatiske havkyst”. Og den blev uropført i Sadler’s Wells Theatre i London den 7. juni 1945, blot få uger efter Nazitysklands definitive nederlag. Det er næppe tilfældigt, at operaen giver et skræmmende billede af de sociale dynamikker, der kulminerer med korets tordenråb; ”Peter Grimes” i sidste akt, når de drager af sted til fiskerens hytte for at holde dom over den udstødte. I de forløbne år havde Europa været vidne til massepsykosens altødelæggende kræfter og til den rasende vildskab, der gemmer sig bag civilisationens fernis.
Social og vokal udsathed
Den tjekkisk-svenske instruktør David Radok og den britiske scenograf Tazeena Firth, hvis opsætning af Peter Grimes havde premiere på Det Kongelige Teater helt tilbage i 1993, har haft et klart blik for korets og havets funktion i operaen. Det enkle, impressionistiske scenebillede danner en diskret ramme om dét, som er forestillingens scenografiske hovedelement: det vældige operakor, som er blevet forstærket med talrige statister og solister i småroller.
De mørkklædte menneskemasser flyder ind og ud af scenen som ebbe og flod. Månelyset falder på de hvide ansigter som på det skumtoppede hav. Når vinden står stille, finder koret sammen i maleriske akvarelgrupper i gråt og blåt. Når hadet tager til i styrke, bliver de til en natsort malstrøm eller stirrer stift og truende ud i tilskuerrummet som en mur af is. Det er et glimrende greb af instruktøren at lade koret blive på scenen under de instrumentale mellemspil, der skildrer havets skiftende stemninger og vejrlig, hvorved koblingen mellem menneskemasser og vandmasser forstærkes. Og der spilles og synges formidabelt af Det Kongelige Kapel og Det Kongelige Operakor, under ledelse af henholdsvis Stuart Stratford og Steven Moore, fra kor- og orkestermassernes tordnende udladninger helt ned til de velbesatte korsolister og de sarte, ekspressive strygersoli.
Men forestillingen bæres naturligvis også af de to hovedroller, som udgør dramaets hjerte. Niels Jørgen Riis er rørende og overbevisende som den grove og kejtede Peter Grimes, der længes mod stjernerne, men er for svag til at rejse væk eller kæmpe imod, og som til sidst knækkes af det intolerante lokalsamfund. Og Sine Bundgaard er gribende som den blide og stilfærdige Ellen Orford, hvis hjerte banker for de svage og udstødte. Britten lader ofte de to stemmer stå nøgne og ubeskyttede i rummet, uden støtte fra orkestret, som et musikalsk udtryk for deres sociale udsathed. Det betyder, at sangstemmernes individuelle farve og frasering rykkes i forgrunden og bidrager afgørende til det overordnede klangbillede.
Her er det slående, at hvor rollerne for tredive år siden blev sunget af Wagnersangerne Stig Fogh Andersen og Tina Kiberg, forbindes Riis og Bundgaard snarere med det italienske repertoire, hvilket i høj grad klæder musikken. Ikke alene er Peter Grimes som udgangspunkt stærkt præget af Giacomo Puccinis operaer, både i sin musikalske struktur og i sin anvendelse af orkestret (langt mere end den er præget af Alban Berg, som det hævdes i programmet), men Riis’ og Bundgaards stemmer tilføjer musikken sårbare nuancer og en varme og sitrende intimitet, der står i kontrast til omgivelsernes kolde og voldsomme umenneskelighed.
Vanviddet og den romantiske groteske
Historien om særlingen Peter Grimes, som lægges for had af sin fiskerlandsby, da to af hans læredrenge dør under mystiske omstændigheder, optræder som ”Brev nr. 22” i det lange fortællende digt The Borough (Byen), som blev udgivet af den engelske kirurg og digter George Crabbe i 1810. Byen i digtet er fiskerlejet Aldeburgh i Suffolk, hvor Crabbe blev født i 1754 og tilbragte de første femogtyve år af sit liv, og hvortil også Britten flyttede i 1942, mens han arbejdede på Peter Grimes.
I Crabbes digt fremstilles Peter Grimes entydigt som en brutal skurk i stil med Richard den Tredje og Macbeth. Hans sind ”røres ikke af medlidenhed, påvirkes ikke af anger og kues ikke af skam”, som Crabbe skriver i en note til digtet. Han er direkte skyld i læredrengenes død, og ligesom de shakespeareske tyranner bliver han vanvittig, da han til sidst hjemsøges af sine ofres genfærd. Byens indbyggere tøver i lang tid med at gribe ind og nøjes med at bruge historierne om ham til at skræmme børnene med.
Britten og hans librettist Montagu Slater flyttede handlingen til omkring 1830 og vendte det moralske perspektiv på hovedet. I operaen er Grimes offer for et justitsmord, mens det er landsbyen, som pisker stemningen op imod ham. En historie om, hvordan social elendighed og isolation nedbryder sindet og moralen, er således blevet til et drama om social eksklusion, forfølgelse og massehysteri. Hvor landsbyen i Crabbes digt er fremstillet som en anonym gruppe, befolkes den i operaen med et stort persongalleri, hvoraf flere – herunder Ellen Orford – er lånt fra andre historier i The Borough. Og som en markering af den ændrede synsvinkel har man ladet George Crabbe selv optræde som en stum rolle i operaen, som byens læge Dr. Crabbe, der naturligt nok deler byboernes syn på Peter Grimes.
Skønt operaen er tro mod forlæggets atmosfære af gotisk uhygge samt skildringen af Grimes’ tiltagende vanvid, er det klart, at han i operaen bliver vanvittig, fordi verden omkring ham er vanvittig. Fiskerbyen udgøres af et skrækkabinet af groteske skikkelser, som kunne være vandret lige ud af en Dickens roman. Britten har forsynet hver af dem – den hykleriske, selvhøjtidelige sagfører Mr. Swallow, den vredladne, militante vognmand Jim Hobson, den gesjæftige, konspiratoriske enkefrue Mrs. Sedley osv. – med hver deres karikerede musikalske stil, der trækker på music hallnumre, arbejdssange, danserytmer og andre former for populærmusik. Og hver af disse stile antyder sit eget gestiske sprog, der står i kontrast til orkestrets naturbilleder såvel som til hovedpersonernes lyriske inderlighed.
Tolkning snarere end indramning
Radok og Firth, der som sagt har fremhævet koblingen mellem koret og havet i deres iscenesættelse, har imidlertid haft mindre blik for vanviddet i bysamfundet, og bipersonerne er gjort væsentligt mindre groteske, end musikken lægger op til. Sangerne får ikke megen hjælp fra kostumerne, der alle er strengt realistiske, og da byboerne fremstår relativt normale, får man uvægerligt indtryk af, at årsagen til Grimes’ vanvid er patologisk snarere end sociologisk.
Alligevel er der nogle af de medvirkende, som formår at gøre deres figurer behørigt bizarre, af hvilke jeg navnlig vil fremhæve Gert Henning-Jensens fanatiske knokkelmand af en skinhellig fisker, Bob Boles, der det ene øjeblik prædiker om sin genfundne kristne tro og det næste øjeblik gramser på pigerne nede på pubben. Ikke mindre stærkt står Hanne Fischer som den bramfri, pragmatiske kroværtinde Auntie samt Fflur Wyn og Fanny Soyer som hendes angivelige niecer, der i virkeligheden er byens glædespiger, som de respektable bedsteborgere kaster sig over, så snart de har fået et glas over tørsten.
Nedtoningen af vanviddet er den eneste svaghed i en opsætning, der ellers står knivskarpt såvel scenisk som musikalsk, selv efter tredive år. Man kan ikke lade være med at bemærke kontrasten mellem nutidens Regietheater, hvor iscenesættelserne ofte udarter til en slags pædagogiske kommentarspor til værkerne, og en forestilling som Radoks Peter Grimes, der vitterligt er en tolkning snarere end en indramning af operaen. Dermed indbydes man som tilskuer til at drage sine egne paralleller mellem dramaet på scenen og det levede liv uden for teatret, hvor mobning og folkedomstole fortsat eksisterer.
Peter Grimes spiller på Operaens Store Scene fra d. 13. maj til d. 1. juni 2023.
Læs mere her
Medvirkende: Niels Jørgen Riis, Sine Bundgaard, Jens Søndergaard, Hanne Fischer, Fflur Wyn, Fanny Soyer, Gert Henning-Jensen, Morten Staugaard, Susan Bickley, Tomi Punkeri, Jens Christian Tvilum, Kyungil Ko m. fl.
Orkester: Det Kongelige Kapel
Kor: Det Kongelige Operakor
Musikalsk ledelse: Stuart Stratford
Iscenesættelse: David Radok ved Kim Amberla
Scenografi og kostumedesign: Tazeena Firth
Lysdesign: Kimmo Ruskela
Magnus Tessing Schneider er ph.d. fra Aarhus Universitet, docent i teatervidenskab fra Stockholms Universitet, dramaturg, teaterhistoriker og tilknyttet forskningsprojektet ”Histories: Assessing the Role of Aesthetics in the Historical Paradigm” på Syddansk Universitet