Iliaden: Der findes ingen helte – kun ofre
Af Janicke Branth
Scenekunsten har kastet sig over de store episke fortællinger fra den græske oldtid. I 2022 var det Anja Behrens på Det Kongelige Teater med Odysseen, og her i 2023 er turen så kommet til Iliaden på Betty Nansen Teatret. Det er de helt store ikoniske værker, der er på banen, og det til trods for, at der gennem de sidste 2000 år er skabt et væld af dramatiske tragedier og komedier over temaer og begivenheder fra disse to oldgræske tekster.
Så hvordan overhovedet dramatisere Iliaden, som er på 24 sange og 16.000 vers (seneste danske oversættelse er på 500 sider) til en forestilling på 2 timer og 15 minutter? På det dramaturgiske niveau fordrer det en voldsom beskæring af forlægget og et fokus på de absolutte højdepunkter i værket. De mange sidehistorier er der naturligvis ikke plads til. Det skaber et relativt lineært narrativ i Arbos version. Men først og fremmest bygger hun med en række metafiktionelle greb op til at lukke publikum ind i det psykiske/mentale rum af overgreb og tiltagende vanvid, som er forestillingens generelle udsagn om krig(-en).
Mens det i Odysseen er helten Odysseus, der holder sammen på værkets mange begivenheder i løbet af den ti år lange hjemrejse, er det Achilleus, der samler trådene i Iliaden. Mens det i Odysseen handler om at bringe helten hjem igen, så han kan genoprette balancen i sin bystat, handler det i Iliaden om at opfylde Achilleus krav om at få genoprettet sin tabte ære. Hvor Achilleus hos Homer er en arkaisk krigerhelt, er Odysseus en mere strategisk beregnende helt.
Men det er ikke disse forskelle eller karakteristika, der er temaet for de to forskellige opsætninger. Begge instruktører har valgt at fokusere på krigen (den trojanske) og dens rædsler. På hver sin måde dekonstruerer de sagnomspundne heltefigurer og gør også dem til ofre for krigens vanvid. Begge opsætninger markerer sig som kollektive ensemblenarrativer.
Iliadens kollektive koncept etableres allerede fra det øjeblik, publikum træder ind i salen: alle skuespillere er på scenen i kostume og vandrer rundt mellem hinanden, mens de kigger på os (og vi på dem), snakker med hinanden og spiller på de instrumenter, som de har fået tildelt. Thijs van Vuures sounddesign leverer et særligt bidrag til det kollektive med sine strengeinstrumenter, specielt fremstillet til forestillingen i træ (plus slagtøj) og med en oldgræsk tone. En korsats over de første par linjer af Iliaden på græsk løber som en musikalsk tråd gennem forestillingen.
Kvinder som krigsbytte
Iliaden har vreden som et gennemgående tema: ”Syng os, gudinde, om vreden der greb Peleïden Achilleus”, lyder den så berømte første verselinje. Narrativet i Eline Arbos og Tom Silkebergs version starter som hos Homer i belejringens niende år. Kong Agamemnon har snydt Achilleus for hans krigsbytte, kvinden Briseïs, som er den eneste overlevende, efter at grækerne har dræbt hendes far og brødre. Værket starter altså med et internt oprør i den græske lejr om en kvinde, (parallel til starten på den trojanske krig), som fører til, at Achilleus nægter at deltage i krigen, så længe han ikke får sit krigsbytte tilbage.
I Homers epos samler første del sig om den hævn, som Achilleus’ mor, havgudinden Thetis, kræver af Zeus på grund af den ydmygelse Agamemnon har tilføjet hendes søn ved at stjæle hans krigsbytte. Anden del beskriver de barske konsekvenser for grækerne af Achilleus ’strejke’, mens hans nære ven og elsker Patroklos dør. Hovedvægten er lagt på Achilleus’ sorg over tabet af Patroklos, hans beslutning om at genindtræde i kampen, på tvekampen mellem Achilleus og Hektor, og endelig på hans grusomme behandling af Hektors lig.
I en nedslidt svømmehal
Scenografien associerer både til en nedslidt slagtehal og en svømmehal, der med sin basinkant og antydning af søjler i baggrunden leder tankerne hen på antikkens græske teater. Det er et rum befolket af karakterer klædt i sort, og kostumeringen associerer til amerikansk filmindustri og europæisk fascisme. Anders Buddes Agamemnon er iført en uniform a la Mussolini og spiller på dennes berømte hysteriske anfald. Mathias Rahbæks Achilleus er klædt i Marlon Brando-agtig læderjakke som den typiske vrede unge mand. Ida Cæcilie Rasmussens Thetis er i Chanel-agtig dragt og pumps som en anden bekymret amerikansk forstadsfrue. Asbjørn Krogh Nissens Kong Priamos spankulerer rundt som general og højt dekoreret autoritet, Ena Spottags Hektor dukker op i guerillakostume. Mathias Bøgelunds Patroklos følger i hælene på Achilleus i feminin bluse med hvid pigekrave, og Mathilde Arcels Helena shiner i stram, stropløs kjole med lange handsker, brillanter om hals og håndled og en kæmpe sløjfe på numsen. Som trofæ udtrykker hun sig med Marilyn Monroe-agtig attitude, når hun skal lægge krop til overgrebsmanden Priamos’ tilnærmelser.
De arketypiske kostumer understreger det metafiktionelle leg, ved at pege på endnu et fiktionsunivers, nemlig den amerikanske filmindustri. Direkte henvendelser til publikum, caster os som den græske hær foran Trojas mure. Det metafiktionelle greb markeres yderligere af den diskursive kontrast mellem originalens lyriske sprog og nutidsdansk. Af programmet fremgår det, at der er tale om en fri dramatisering af Otte Steen Dues oversættelse til dansk (1999), så skuespillerne veksler mellem oversættelsens heksameter vers (i mere alvorlige passager) og et nutidigt hverdagssprog. Overgangen mellem de to former kan undertiden virke abrupt og krast, når skuespillerne selv er blevet bedt om at improvisere teksten. Yderligere understreges det metafiktionelle lag, når en karakter i en dialog tilføjer sin replik et ”siger jeg ikke, men det tænker jeg”.
De usynlige kvinder træder frem
Arbo har valgt at lade Helena være forestillingens fortæller. Som krigsbyttet er Helena både krigens fortæller og dens offer. Arbos egen feministiske synsvinkel kommer ydermere til udtryk i den dekonstruerende latterliggørelse af værkets helte og siden i de absurde billeder af krigens vanvid.
Agamemnons forsøg på at spille autoritet gennemhulles af hans komiske blanding af selvhøjtidelighed og hysteriske anfald, der får ham til at smide sig på jorden og sparke som en lille dreng. Achilleus bliver barnligt sur og søger tilflugt i sin mors skød, imens hun taler beroligende til ham og i øvrigt planlægger hans hævn for ham. Hector tumler surt rundt på scenen og beklager sig forurettet over, at han som ældste søn skal gå i kamp, mens hans bror Paris holder sig inden døre. I øvrigt forekommer Paris slet ikke i denne forestilling. Han omtales kun et par gange som årsag til krigen. Og kong Priamos er ikke vis og gammel, men totalt grænseoverskridende overfor alle og især Helena, som han tydeligvis har slavegjort.
Forestillingens kvinder er derimod placeret i offerroller: Andromache med sit lille barn bønfalder Hector om ikke at gå i krig, ligesom Thetis konstant minder Achilleus om, at hun ønsker ham et langt liv. Og i baggrunden af scenen står Briseïs hele forestillingen igennem, ikke repræsenteret af en skuespiller men af et skulpturelt objekt, en klassisk statue af ler uden ansigt og lemmer. Kort sagt en genstand, som kan formes og gennemtrænges af omgivelserne, her først og fremmest Priamos, som på et tidspunkt voldtager fortælleren/Helena, mens han borer sin hånd gennem skulpturens mave og mund. En dybt ubehagelig scene, som sætter sig direkte i tilskuernes sanser.
Krigens patos
I anden del bliver kvinderne mindre synlige. Her samler fokus sig om Patroklos, som vil tage kampen op på Achilleus’ vegne og om Achilleus’ sorg, da hans ven og elsker bliver dræbt af Hektor. Men hvordan skildre krigens vanvid på en teaterscene? De teatralske greb fungerer med forskellig virkning. Og påvirker os derfor affektivt på flere niveauer.
Agamemnon kaster sig tøvende og angstfuldt ind i krigen som en rockstar og banker hånden ind hårdt i mikrofonen hver gang, han dræber en fjende og råber hans navn. Som optakt til den afgørende tvekamp mellem Achilleus og Hector bærer Achilleus’ mor de rigt dekorerede våben frem, som guden Hefaistos har smedet til ham. Det siger teksten, men det, vi ser, er en gang hvid og blå plastik, som Achilleus derpå ifører sig, så han kommer til at ligne en patient på et sindssygehospital. I sin plastikdragt raser han rundt på scenegulvet som udtryk for den psykiske smerte, han er besat af. Lange baner plastik rulles ud over scenegulvet for at kridte kamppladsen op, før spande af blod kan hældes ud over de medvirkende. Der bliver ikke megen patos over denne famøse tvekamp, ligesom Priamos’ monolog over sin søns lig, da han møder op i den græske lejr for at få Hektors krop med tilbage til Troja, afleveres med et nærmest iskoldt blik ud over publikum. Først med fortælleren Helenas lange, afsluttende opremsning af navnene på krigere, som er blevet dræbt undervejs, etableres slutningens patos, mens blodet vaskes af Patroklos’ og Hektors lig.
Ensemble casting
Det er således opsætningens hensigt at åbne publikum blik for den tilstand af vanvid og overgreb, der er krigens kerne og opsætningens patos. Og det lykkes langt hen ad vejen.
En ensemblebåren dramatisering af et stort epos giver stor kunstnerisk frihed til at fortolke og gendigte det mytologiske materiale. Hvis man som Behrens i sin version af Odysseen vælger at lade alle i ensemblet spille den ikoniske hovedfigur, får man dels pointen om karakterens flertydighed frem, dels kommer man udenom repræsentationens problem. Eline Arbo har i Iliaden valgt at lade skuespillerne repræsentere hver sin karakter, og så bliver det pludseligt lidt mere afgørende, hvordan forestillingen er castet, og hvilken kraft den enkelte skuespiller har til at bære sin ikoniske arketype.
Ingen tvivl om, at krigen i Ukraine, som kom til på den politiske scene efter planlægningen af denne forestilling, har haft betydning. Men konceptet har hele tiden været at give stemme til Iliadens mere eller mindre usynlige kvinder (skønt Homer giver mange kvinder en tydelig stemme). Selvom også mændene bliver ofre for krigens vanvid, trækkes der på en klassisk dikotomi mellem mandligt og kvindeligt, som man – uanset crosscasting – måske kan sætte spørgsmålstegn ved i 2023?
Iliaden spiller på Betty Nansen Teatret fra d. 11.03 til d. 22.04 2023
Læs mere her
Medvirkende: Mathilde Arcel, Anders Budde, Mathias Bøgelund, Asbjørn Krogh Nissen, Xenia Noetzelmann, Mathias Rahbæk, Ida Cæcilie Rasmussen og Ena Spottag.
Instruktør: Eline Arbo
Dramatisering: Eline Arbo og Tom Silkeberg
Komponist: Thijs van Vuure
Scenograf og kostumer: Ida Maria Ellekilde
Lys: Christian Alkjær
Janicke Branth er dramaturg og cand.phil. tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen og tidl. medlem af Peripetis redaktion